Turen over Atlanten

Blue Dane over Atlanten (Cap Verde-Tobago) – start d. 29. November 2017

Midt på Atlanten iført redningsvest og livline

Dagen er endelig kommet. Vi har været i Mindelo, Cap Verde i 12 døgn. Vi har oplevet lidt af hvert, vi har kørt på scooter på brostenbelagte veje så vores hjerne er blevet rystet godt og grundigt på plads, vi har set fiskemarked hvortil fiskene kom i små joller med kæmpe fisk som de fangede med meget primitive redskaber. I den forholdsvis nye marina i Mindelo har vi mødt sejlere fra næsten hele verden, også fra nogle uventede lande som Kina og Japan. De var langt væk hjemmefra! Selv om Danmark er så lille, har vi mødt ikke færre end 8 danske både mens vi var der, men vi ved der er andre som enten lige var sejlet derfra eller var på vej til Cap Verde. Ud over dem, snakkede vi med en ung dansker der var gift med en italiensk pige og de boede på Cap Verde. Han vidste sig at være født og opvokset i Dalum og gik på samme skole som vores børn. På en engelsk katamaran var der en ældre ægtepar der skulle flyve til Middelfart til jul for at besøge deres søn. Ja, verden er godt nok lille! 

Når man er nået hertil, så er det, for de fleste sejlere, kun en vej at sejle, med passatvinden mod vest. Så er det bare med at vente på den jævne vind og tage af sted. Vi besluttede for at smide fortøjningerne d. 28. nov. Kl. 8.00. men vores motor var ikke enig. Den startede underligt, osede og prustede på en uvant måde.  Vores nye sejlervenner fra Me Too var kommet for at vinke farvel, men midt i havnebassinet vendte vi om og lage til kaj igen. Vi kunne jo ikke fortsætte med en motor der skød både olie og vand ud af udstødningen.  

Da vi trak oliemålepinden op, væltede det ud med hvid olie blandet op med vand. Mikael var straks klar over, at det var toppakningen der måtte være gået. Normalt skal der være 4,5 liter olie på motoren, men vi pumpede 17 liter grødet olie op!! Vi måtte have 3 stk 6 liters vanddunke til hjælp. Mikael undrede sig over at hele motoren var fyldt med vand. Når en toppakning går, kan man ofte se det på den røg der så vil komme ud fra motoren. Hvid røg er vand i forbrændingskammeret, sort røg er olie og blålig røg er diesel i forbrændingskammeret. Men motoren røg egentlig ikke, selv om der kom olie ud sammen med kølevandet. Kl. 02.00 den følende nat, mens ingen af os kunne sove, kom Mik frem til den konklusion, at det måtte være saltvand der var sivet ind i motoren i løbet af de 12 dage vi har ligget i Mindelo havn.

Det vidste sig at være rigtigt. Nu når båden er pakket til oceansejlads, ligger den ca 15 cm. dybere i vandet. Det betyder at søvandsfilteret netop kunne nå at lække vand baglæns ind i udstødningen hvorfra det så siver ind via udstødningsventilerne og langsomt fylder motoren med saltvand. Da vi har fået tappet de 17 liter olieblandet vand og fyldt 4 nye liter olie på, kører motoren lige så fint som den plejer.

Før vi kom frem til hvad problemet var, havde vi nået at få de aller værste tanker gennem hovedet: hvad nu hvis hele motoren er skrottet, eller hvis vi skulle vente på reservedele fra Danmark? Mikael havde nået at ringe til leverandøren i Danmark der kunne fortælle, at posten kunne være undervejs i 11-16 dage plus de evt. forsinkelser pga. told, da Cap Verde ikke er et EU-land. Pludseligt kunne vi se os selv strandet i Mindelo, mens alle de andre var sejlet mod Caribien. Det var virkeligt en følelsesmæssig ruchebanetur, lige fra desperation ved tanken om en defekt motor til en enorm lettelse næste dag, da det så vidste sig, at vi kunne reparere den.

Vi kom afsted fra Mindelo d. 29. november kl. 12.00. Turen startede godt, med god vind til sejlene og med bølger der skubbede os stille og roligt mod vest. I løbet af aftenen aftog vinden dog så farten var mindre imponerende, men vi kunne til gengæld sove efter et udmattede døgn hvor vi holdt modet oppe, selv om det var svært at abstrahere fra tanken om ikke at komme afsted som planlagt. Nu havde vi jo set Mindelo, vi havde brugt de sidste mønter escudos og havde udklareret hos myndighederne. Der var kun én vej, mod vest, over Atlanterhavet som vi har drømt om, på vej til den Caribien vi havde så store forventninger til.

Dag 3, 1. december – 1941 sømil tilbage

De første par døgn har vi kun sejlet 155 sømil, hvilket er ikke ret meget når vi tænker på, at vores dagssejlads skulle gerne ligge på ca 110 sømil. Men vi har haft svingende vindstyrke og vi skal jo helst sejle for sejl, vi har kun diesel til 5-6 døgn, men kun hvis det bliver absolut nødvendigt. Vores diesel skal helst først bruges det sidste stykke for at justere farten så vi kommer ind ved dagslys. Mindre vind betyder også mindre bølger, så vi brugte det første døgn på at sove, spise lidt kiks og drikke lidt vand, mens vi gled stille og roligt gennem vandet. Søsygen kom alligevel snigende og vi ofrede begge to den smule aftensmad vi kunne få i os til den krævende kong Neptun. Men her på 3. døgn er vi begge to friske, kan sidde og læse uden at blive svimmel, har vænnet os til bådens uendelige vuggen fra side til side og har vovet os ud i kunsten af at lave varm mad ombord. Hvem skulle have troet at en simpel pastaret med bacon og friske tomater kunne smage så godt?

Nattevagterne er gået fint, der har kun været et par sejlbådslanterner meget langt væk i horisonten, og månen er fuld lige nu, så den lyser smukt op på den stjernebesatte himmel. Så mange stjerner kan man ikke se fra land, hvor der er så meget lys i forvejen. Det er helt ubeskriveligt hvor lille man føler sig her ud på det åbne vand, når man ser op på alle de tusindvis af små lys i mørket.

Dag 7. tirsdag d. 5. december

I dag har vi for tredje døgn i træk slået vores tidligere fartrekord. Den gamle var 120 mil i døgnet. Søndag, mandag og tirsdag har vi sejlet henholdsvis 128, 130 og 140 mil. Det skyldes både at vi har fanget passatvinden og har at vi har nået den nordækvatoriale strøm som hjælper os med 0,5-1,00 knob. 140 mil lyder ikke af meget for dem der sejler kapsejland i store, lange sejlbåde, men vores båd vejer 7 tons og er kun 8 m i vandlinjen. Vi har af sikkerhedsgrunde kun haft vores 35 m2 rulle/rebe genua oppe indtil videre og i løbet at 24 timer er der også perioder hvor vinden lægger sig lidt, så vi er selv meget tilfredse med farten.

En ting er farten i båden, som vi er rigtig glade for, men al den gode vind og 3 m høje bølger betyder desværre også at livet ombord er mindre komfortabelt. Hver gang vi skal bevæge os for at lave kaffe eller bare for at hente noget fra kahytten, kan vi risikere at blive kastet rundt og slå os forskellige steder på kroppen. Man skal i hvert fald have en god balance og være god til at spænde alle muskler for at overleve den akrobatiske kunst der hedder madlavning om bord! Heldigvis har vi sat håndtag hele vejen igennem båden, så vi kan holde ved over det hele. Det føles som at stå op i en rutebil på Madeira, hvor chaufførerne kørte ned af bjergene som om det lige havde stjålet bussen! Når hele ens verden tumler rundt, vipper og ruller fra side til side, har man heller ikke så meget appetit, så det går nok med kun at tilberede en hurtig varm måltid mad, hvis overhovedet.

Dagene går ellers med at læse, hvis man da ikke bliver svimmel i al den hurlumhej, løse kryds og tværs, sove eller lytte til lydbøger og podcasts. Nattevagterne kan være lidt ensomme og triste, men synes nu det går hurtigt og når det bliver lyst igen, er noget af det bedste at kunne nyde en solopgang mens man drømmer om den kop kaffe man ikke har lyst til at hoppe rundt for at lave. Indtil videre har vi delt de mørke timer i to: Mik sover fra kl. 19.00 til 24.00 og jeg fra 24.00 til 5-6.00 stykker. Så det er mig der ser solopgangene og drømmer om, at Mikael snart står op og laver den berømte kaffe.

I dag var det også tid til, igen at sætte uret en time tilbage. Det gør man hver gang man når en længdegrad delelig med 15, for at de lyse timer, døgnrytme og uret skal passe sammen. Vi er nu 3 timer efter dansk tid.

Dag 8. onsdag d. 6. december

Nu har vinden lagt sig så meget at vi har besluttet os at tage storsejlet i brug også, så er planen at skære op til halvvind de første par døgn og så falde af og sejle butterfly de næste døgn. Det er en af fordelene ved at sejle langt, at udsving på kurs betyder ikke så meget når der er flere 1000 km til målet. Det kommer lidt bag på os at der står konstant sø fra alle retninger. Derhjemme er vi vant til at vind og bølger kommer fra samme retning, fordi der sjældent er mange km til de nærmeste kyster. Her kommer der både dønninger fra den sidste storm i Nordatlanten samtidig med bølger fra en hel andet retning fra de sidste døgns blæsevejr. Når så strømmen sydfra rammer ind i de forskellige bølgeretninger, giver de en hel tredje sø som er ret ubestemmelig i retning. Så havet er meget oprørt og båden tumler en del rundt. Vi havde hjemmefra drømt om lange, bløde dønninger fra samme retning som vinden, og som blidt skulle følge os på vej.

Der er lidt mere stille i båden hvad tumlen rundt angår, så i dag har vi taget bad i det 27 graders varme vand. Det foregår siddende på badeplatformen iført livlineline. Man ved jo aldrig hvornår et pludseligt ryk i båden kan få en til at glide ned i det 5 km dybe vand, og det er nu nemmere at kravle ombord når man hænger fast i livlinen. Ingen har lyst til at se hvor hurtigt båden driver væk fra en, og det må være frygteligt at være den der bliver tilbage på båden. Det er slet ikke så nemt bare at vende båden, der sejler sig selv for vindror, og begge sejl fikseret til siderne, for ikke de skal slå sig selv i stykker når mastetoppen konstant ruller fra side til side.

Skulle det alligevel ske at en falder over bord uden livline er proceduren:

1: Smid redningskransen med lysbøje ud.

2: Tryk på ”Mand over bord” knappen på GPS, og svar ja til at navigere tilbage til stedet.

3: Åben for diesel og kølevand, giv halv gas i frigear, hold forvarmeren inde i 6 sek. Og start motoren.

4: Rul forsejlet ind. Hvis storsejlet også er oppe, må man nok bare lade stå og blafre, eller hvis det kan lykkedes at få det strammet ind.

5: Åbne teltet og slå rorpinden ned.

6: Træk splitten til vindroret op, så man manuelt kan styre med rorpinden. Her vil det være en fordel at kravle ind under bordet og tilkoble rattet, så man kan styre fra førerhuset.

7: Sæt motoren i gear og begynd sejlads tilbage imod lysbøjen. Vær klar over at det nemt kan tage en lille times tid at finde tilbage.

8: Når man nærmer sig punktet, skal man være opmærksom på at personen i vandet, måske ikke har kunne finde hen til redningskransen med lysbøjen, og at det hele har flyttet sig små 2 km med strømmen.

9: På så lang afstand kan man ikke se et ansigt imellem bølger der som regel er mellem 1 og 3 m høje. Hvis det er om natten er det nemmere for så kan man få et glimt af lysbøjen af og til.

10: Kan man ikke finde personen, må man lade båden drive, for at se på GPS hvilken retning og fart strømmen fører båden. Smid evt. en bog eller lignende i vandet og følg den. (Husk her at vinden tager båden, men ikke bogen eller personen i vandet)

11: Så kommer det sværeste. Tålmodighed. Sejl i strømmens retning et par minutter, stop motoren, gå op ovenpå båden for at lytte, og spejde horisonten rundt. Husk at kigge længe i alle retninger, da det kun er når personen er på en bølgetop at han kan ses.

12: Sideløbende kaldes mayday på VHF kanal 16, i håb om at nogen kan høre dig og kommer og hjælpe med at lede. Med lidt held får du øje på lysbøjen når det bliver mørkt.

Efter at have læst denne smøre, forstår man måske hvorfor vi reber storsejlet ned inden det bliver mørkt, så ingen behøver at gå på dæk om natten. Vores rulle/rebe forsejl kan fra cockpittet rulles ind til stormfok eller mindre. Da vi kun er 2 om bord, har vi den regel at man ikke går på dæk, når den anden sover. Og i øvrigt kun iført livline.

Når alt det er sagt, er der også tidspunkter hvor vinden helt forsvinder, begge sejl tages ned, og Mik lige skal have et udspring fra førerhustaget, før vi starter motoren.

Dag 9, torsdag d. 7. december

De sidste par dage har vi haft meget fin og afslappet sejlads, men farten er faldet mere og mere. Midt på eftermiddagen startede vi motoren for første gang siden vi forlod havnen i Mindelo. Det er ærgerligt fordi det er så dejligt stille når man sejler for sejl og bare glider stille og rolig gennem bølgerne. Til gengæld er det muligt at lave mad uden at slå sig og være bange for, at potter og pander flyver rundt i pantryet. I går var faktisk også sidste gang jeg tog søsygepiller for overhovedet at kunne holde ud at stå op, lave mad, spise den og holde den i mig. Så jeg er glad 😊. 

Sailing butterfly

Menuen er stået på gullasch med kartofler i går og i dag bønner i tomatsovs med salat (efter egen opskrift). Ud over det, har vi virkelig flottet os med en meget velsmagende frugtsalat med flødeskum, lavet af banan, æble, appelsin, en lille dåse annannas og chokoladestykker. Normalt spiser vi kun et stk. frugt om dagen hver, for at spare på dem, men vi kan jo ikke være sikre på de kan holde sig så længe turen varer. Så vi tager bare efter de frugter der trænger til at blive spist og vi må se hvor mange dage de rækker. Vi laver altid maden helt fra bunden af, dels fordi det smager meget bedre og fordi jeg især er overhovedet ikke vild med færdige retter fra en dåse. Det kan godt være det er mere besværligt, men det vil jeg helst gøre, ellers kan jeg sagtens undvære det og nøjes med et stykke brød eller (chokolade)kiks.

Dag 11, lørdag d. 7. december

I nat nåede vi halvvejs på vores rejse over Atlanten. Det er er god følelse at have, når man tænker på hvor langt der er til vi kan se land igen. Det er fantastisk at sige, vi har klaret os gennem den første halvdel af turen! Vi fejrede som vi plejer med halvvejspandekager, dvs vi fik kun 2 stk hver, for resten af dejen røg i vaskens afløb da skålen væltede på grund af de høje bølger! Dagens rigtige måltid blev et stykke af den største fisk vi nogensinde har fanget: en Dorado (mahi mahi) på 120 cm som bed på krogen i går ved middagstid. 

dorado på krogen

dorado 120 cm

man kan godt se det er en rovfisk!

Den blev fanget på den pink ufo-lignende pirk som de gjorde nar af da Mikael købte den i Portugal. Han kalder den sit hemmelige våben, som hidtil har fanget sin pris hjemme. Jørgen fra Nordlys og Mikael havde i sin tid en lille konkurrence kørende, og jeg er næsten sikker på, at han har vundet. (vi må lige snakke med Jørgen en gang i Caribien, når vi støder på dem).

Dag 16, torsdag d. 14. december

Det er ikke hver dag jeg skriver om hvordan det går, dels fordi dagene er meget ens, der sker ikke de store ting, og det er nok også derfor vi er begyndt at kede os lidt. Vi har efterhånden tømt mange af vores drikkevandsdunke, juice og sodavand, men vi har ikke spist så meget som vi har troet at vi ville spise undervejs. Appetitten er ikke så stor, så er er masser af ris og pasta i gemmerne. Den friskfangede fisk har vi også haft glæde af et par gange, resten ligger i fryseren. Synes godt vi kan tage en fiskepause lige nu.

Vejret har været meget fint indtil videre. Vi havne kun en enkel formiddag med decideret frisk vind og regnbyger, ellers kun solskin og jævn vind enten fra øst eller sydøst. Sejlføringen er mest for genua alene, storsejlet har vi kun brugt hvis vi kom i svag sidevind eller ved svag medvind, i butterfly. 

Der gøres klar til butterfly sejlads

Det er december måned og vi ligger og sejler i 28 gr varmt vand, langt væk fra den kolde Danmark. For et par meget aktive og impulsive mennesker som os, er det en prøvelse at tilbringe dag og nat, i så mange uger, uden at kunne så meget som at gå en tur. Jeg må ærligt indrømme, at vi sidder sommetider og drømme om en cykeltur på vores tandem eller en tur på motorcykel for at besøge nogen af vores venner. Man kan ikke være impulsiv på en lille sejlbåd i gang med at krydse en af de store oceaner! Dagene går langsomt og vi kan mærke at vores kroppe slet ikke er vant til at sidde/ligge så meget som vi gør. Fordelene ved at befinde sig midt på det store vand er, at man kan lade tankene flyve, man kan lytte til bølgernes brusen og kigge på stjernerne. Men når man har gjort det i mere end to uger, får man lyst til at opleve noget andet. Og det glæder vi os i den grad til. Meningen med denne tur har altid været at nå Caribien, opleve det som andre sejlere beretter om. Så på en måde, er det først når vi får Tobago i sigte, at vi kan sige at vore drøm går i opfyldelse.   

Dag 19, mandag d. 18. december

Da der var ca. 80 sømil tilbage på dag 18, besluttede vi at sætte farten ned så vi kunne komme ind om morgenen. Det er ikke så godt at sejle ind i en helt ukendt ankerbugt midt om natten. Det vidste sig at være en rigtig god idé, fordi da vi var ca. 4 mil fra kysten fik vi en 4 knobs nordgående strøm ind imellem nogle klippeskær vi skulle sejle igennem. Så i stedet for at komme sejlende med bind for øjnene, kunne vi nyde udsigten til land, til den tropiske ø Tobago, beklædt af regnskov og se på de utallige fugle af forskellige art der fløj op over hovedet på os.

Vi har således klaret turen på 18,5 døgn, hvor vi har sejlet for sejl på nær af kun 11 timer for motor. Motoren fejler ikke noget, så vi er glade. Max fart på et døgn var 140 mil, som er ret meget for vores størrelse båd. Alt i alt er vi tilfredse, fordi vinden har været jævn næsten hele tiden, en gang imellem er den blæst op, men ikke ret længe af gangen. Vi fik ingen storm, kun et par regnbyger der kunne sætte gang i farten, og det var kun godt!

Næsten hver dag kommer flyvefisk på afveje og lander på dækket

Det har været en god tur, især fordi den ikke tog så lang tid. Mik og jeg er normalt meget aktive, har gang i et eller andet konstant, så det har til tiden været lidt svært at holde modet oppe. Det har været varmt i båden og fordi der var god fart på og høje bølger næsten konstant, kunne vi ikke bade så meget som vi havde lyst til. Så mange af fores bade foregik i cockpittet med havvand hentet i spande. Appetitten har ikke været den største i verden, så der var dage hvor vi næsten intet har spist, med vi har sørget for at drikke godt med væske. Søsygen har generet os en del, især i starten, de første tre dage. Derefter har vi en gang imellem skulle tage søsygetabletter for at kunne spise og holde maden i maven 😊.

Vi må konstatere, at vi begge to har oplevet at kede os, ikke kunne finde ro nogen steder fordi båden vippede så meget så ens nerver blev sat på en prøve. Til gengæld har vi kunne finde styrke til at støtte hinanden, finde på noget at lave så vi kunne få tiden til at gå. Vi har bl.a. læst og lyttet til adskillige bøger, Mik har læst en hel årgang af Anders And blade (2001), vi har løst en masse kryds og tværs og spillet Trivial Pursuit. En gang imellem så vi også film på pc, men ikke så tit pga bådens bevægelser (man bliver søsyg af at kigge på en skærm). Vi har sovet på skift, således at vi har delt de mørke timer i to: Mik sov fra 19.00 til 24.00 og jeg fra 24.00 til 6.00, hvor han kunne sove et par timer igen. Derefter kunne vi sove lidt igen i løbet dagen. Det har været en prøvelse kun at sidde eller ligge hele tiden, så nu ved vi hvad der venter os når vi skal sejle hjem fra Caribien om ca. 4 måneder.

Vi ligger nu i Pirates Bay på Tobago, ved byen Charlotteville. Folk ser glade og imødekommende ud, de hilser på en: ”hej, man, where are you from?”. Så står man lige og sludrer et par minutter og gå videre. Regnskoven er lige ved siden af ankerbugten og vi hører en masse lyde som ikke er kendte fra vores skove derhjemme. Byen er lille og hyggeligt, tror ikke der er mere en 5-6 gader, men der er en kirke, en skole, en børnehave, 2-3 restauranter, sundhedscenter med tilhørende ambulance, politi og migrationsmyndigheder. De to sidstnævnte skulle vi besøge da vi kom for at indklarere og det gik fint, uden problemer. Flinke mennesker. Men selvfølgelig skulle vi opleve noget på vej i land:

Altså, vi smider ankeret, pumper gummibåden, pakker vores ting i plastikposer (især vores papirer og pas er vigtige) og sejler stille og rolig mod land. Der er en lille bro man kan ligge til, men vi sejler mod stranden og beslutter os at trække båden på land. Så sagt så gjort. Men da der var kun lige et par meter til stranden, blev vi bogstaveligt talt skyllet på land af en bølge der fyldte båden med vand og vi blev gennemblødte helt ned til underbukserne!  Heldigvis var vores vigtigste ting pakket i plastikposer, så de var tørre. Men Mikaels iPhone hang i hans bælte og han havde pengepungen i bukselommen. Men vores tøj, drivende vådt, og i den mundering gik vi de 100 m til myndighederne for at indklarere. Det var ret pinligt at stå på deres kontor med vådt hår og med vandet dryppende langs benene 😊. Det så ud som om vi kom direkte fra en tur i en svømmepool. Så fremover ligger vi nok til ved den lille bådebro, der egentligt er beregnet til det. 

Mikaels ting i pengepungen tog ikke skade, mens hans telefon, der hang i bæltet, havde på tidspunkt været helt under vandet, da han hoppede i for at prøve på at redde os begge i land. Så den var lidt i saltvandståger et døgns tid. Lige nu håber vi den ikke har taget varige mén, for den indeholder alle vores søkort!

Lidt billeder fra Charlotteville, hvor Blue Dane ligger for anker i Pirates Bay

Byens største supermarked

Seaside kitchen indefra

Seaside kitchen

Byens affalddepot (bliver tit tømt)

Frisk frugt!!! Endelig!

De er ikke bange for farver!

Flot have

Udsigt mod Pirats Bay

Isbutikken er lukket for i dag!

Cap Verde - Keep calm!

Mindelo på Cabo Verde – november 2017

Marina i Mindelo

Efter vi ankom til Mindelo, føler vi virkelig at vi er langt hjemmefra. Der er mange ting der er anderledes allerede og vi oplever hver dag nye ting og vi får et bedre og bedre indtryk af byen og dens befolkning. Den typiske indbygger er meget venlig, hjælpsom hvis man spørger om noget, og de lever efter mottoet: Keep calm! You´re in Cabo Verde. Så det må vi prøve at gøre også. Gadebilledet er meget broget, der er skolebørn i pæne og rene uniformer der myldrer over det hele og er lige så højlydte som sådan nogen er. 

Fiskesuppe til salg på markedet

Der er gadesælger på markedspladsen der byder på et godt tilbud, fiskemarkedet hvor man kan spise fiskesuppe i det ene hjørne og langs molen, ved fiskebådene er der koner der renser fisk, direkte på stenene. Et par gader derfra er der pæne, høje og nye bygninger, så som justitspalæet, hospital med tilhørende skadestue og endda to universiteter. Det kan godt være at ikke alle asfalterede veje er jævne og ikke alle gadehunde ser helt mætte og tilfredse ud, men der er mange tegn på at livet er godt for de fleste. Vi har både set flotte boliger med moderne facader og små skure lavet af lecablokke som hverken var pudsede eller malede. Der er nok kæmpe forskel på rige og fattige, men vi har kun set glade ansigter, pæne og rene børn og dyr som bliver fodret og passet på. Så det må være tegn på velvære, om end ikke lige i samme forstand som vi kender hjemmefra.

Baby med mor på arbejde

Mændene fanger fiskene og kvinderne sælger dem

Miks nye skruetvinge

Der repareres komfur

En god måde at komme ud i en bys afkroge er, hvis man mangler noget, en bestemt ting, som ikke findes i en almindelig butik. Vi havde brug for et stykke træ, fordi toiletvæggen løsner sig mere og mere. Derhjemme har vi Silvan, XL byg og Bauhaus samt Mik og alle hans kammeraters værksteder. Men ikke lige her, så vi skulle finde noget så eksotisk som et byggemarked. Sådan noget bliver der ikke ligefrem reklameret for i turistbrochurerne eller andre steder vi spurgte i vores søgen. Men vi er jo heller ikke typisk turister, vi har jo vores ”hus” med, og ting i et sådant kan jo gå i stykker en gang imellem. Erfaringsmæssigt ligger sådan nogle byggemarkedslignene steder lidt udenfor byen, så vi tog vores bedste vandresandaler på og gik gennem snorklede gader indtil vi kunne se på vores kort, at der skulle ligger noget marked, der ikke var grøntsagsmarked, et sted. Og ja, ganske rigtigt, de første to steder vi spurgte var der bid. Det ene var en udendørs trælast (det regner jo næsten aldrig her!) hvor vi forklarede hvad vi skulle have, og vupti, sikkert fra en rest, fik vi et 1m langt stykke mahogni for 1 euro! Næste sted vi gik ind, var en værktøjsbutik som havde en kraftig skruetvinge og nu har Mik den stærkeste af slagsen, som kan bruges nu og som senere kan tilføres til hans kollektion derhjemme. Ikke nok med det, det tredje sted vi var inde i, havde lige nøjagtigt de skruer som skulle fuldende projektet. To timer senere var vi tilbage og yderligere en time efter, var listen på plads og nu har vi en stærk væg som kan tåle at vi gang på gang tumler op af den når det er svært at holde balancen i bølgerne.

Som langturssejler er man vant til at reparere lidt af hvert og der er mange der ligger her i havn sysler med alt muligt der trænger til en kærlig hånd. Vores toiletvæg var lige ved at gå fra hinanden på grund af for meget asen og masen i høje bølger. Til gengæld er der ting der gror uhjælpeligt fast, som komfurets tænd og sluk knap gjorde forleden dag. Heldigvis kunne vi skille det ad og lirke knappen løs og nu beder vi til det ikke går rigtig i stykker, for sådan et komfur kan vi nok ikke købe, før vi kommer til Europa igen.  

Grillet kylling lige hvor man har lyst :-)

Gadefejerne sørger for at der er rent og pænt hver dag

Fiskerne kommer ind

Farverige Mindelo

Før afsejling til Tobago, som vil vare ca. 2,5 uger skal Mik endnu en gang i masten, skruen skal renses igen og der skal provianteres lidt, især frugt og grønt. Der er diverse supermarkeder med varer i alle prisklasser, men deres frugt og grønt er importeret, dyrt og opbevaret på køl, så det går ikke. Det bedste er at købe varer på markedet for de kan holde sig længere. Det er stadig mærkeligt at æg, yoghurt og smør opbevares udenfor køleskabet. Men det allersværeste, synes jeg, er, at fiskemarkedet ikke just lever op til den hygiejnestandard vi er vant til. Der er hunde og katte alle vegne, snavsede betongulve og tvivlsomme redskaber. Til gengæld er jeg sikker på, at fisken er frisk.     

Turen fra Gran Canaria til Cap Verde

Gran Canaria til Cap Verde, d. 9. – 16. november 2017

En café med stærk wi-fi til blogopdatering

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og vi studerer nøje, igen og igen, vejrudsigter og snakker for og imod at tage af sted mod Cap Verde netop denne dag. Vi har også den mulighed om at sejle lidt langs Gran Canarias kyst og tilbringe et par dage for anker i en af de fine ankerbugter dernede. Men nu har vi ligget i havn i mere end 14 dage, som er noget af de længste vi har gjort på turen. Jeg er især meget splittet, tænker på sidste sejlads over flere døgn hvor vi fik lidt hårdt vejr og jeg vågnede med migræneanfald. Hvad nu hvis det sker igen? Og nu skal vi være på vandet i 7-8 døgn og vejrudsigten er ret blandet. Den varsler både frisk vind og høje bølger, i hvert fald de første par døgn.

Nå, men vi gik på havnekontoret for at afregne og på vej derfra besluttede vi at tage chancen og bare sejle. Kl. 10.00 smed vi fortøjningerne og tog hul på de 830 sømil til Mindelo på øen Sao Vicente, Cap Verde. En flok legesyge delfiner ønskede os god tur og den første dag gik vi for motor, da der ingen vind var. Kl. 23.30 slukkede vi motoren og rullede genuaen ud og skød en god fart på 4-5 knob. Så langt så godt. Vores rekord blev på 1., 2. og 5. døgn hvor vi sejlede døgnmål på 120 sømil, som er ganske tilfredsstillende for den størrelse båd som vores. Vores topfart ligger lidt højere, men hvis vi vil sejle over 120 mil i døgnet, skal vi sætte for meget sejlareal op, og det bliver for voldsomt. Det gør man kun hvis man for eksempel sejler kapsejlads. Vi skal jo også bo i båden (lave mad, sove, læse og gå på toilettet) og foretrækker at båden glider frit og ubesværet gennem søen. Da vi ikke skulle risikere at skulle rebe storsejlet i mørke, går vi aldrig natten i møde med storsejlet helt oppe. Altså fra nu af! Fordi, på dag 3 om eftermiddagen, da vinden lagde sig fuldstændigt, men der var stadig store søer, satte vi et stramt storsejl (for ikke at vippe for meget) og startede motoren. Midt i den efterfølgende sorte nat, uden måneskin, blæste det pludselig voldsom op til en kuling styrke, og vi burde have taget storsejlet ned, men det var ikke forsvarligt at gå på dæk i mørket, i så voldsom vind og 3 meter høj sø. Så vi sejlede alt for stærkt indtil det blev lyst og vi kunne få sejlet ned. Heldigvis sov jeg imens og da jeg spurgte Mikael om det ikke liiige var lovlig voldsomt, så sagde han: vi skal bare slappe af og nyde farten! (ca. 7 knob!). Fint, så sov jeg videre og nød at fornemme bådens fart gennem vandet. (Der er kun 1cm glasfibervæg mellem køjen og det fossende vand).

Med vinden kom der desværre også søsygen på besøg, og ud over det har jeg to gange fået migræne midt om natten. Heldigvis har jeg smertestillende piller som fjerner smerten men til gengæld gør mig træt og jeg kan sove i timevis. Når jeg har det allerværst, får jeg tanker som: oh, kunne jeg mon ikke tage en flyver hjem i næste havn og mødes med Mikael når han kommer til næste havn? Men den tanke forsvinder heldigvis når jeg får det godt igen, og bortset fra det, er jeg nok ikke den eneste der kommer igennem det samme, når det virkelig bliver hårdt på sådan en tur.  Og søsygpiller har jeg også prøvet og de hjælper godt nok på kvalmen, men til gengæld får jeg en metalagtig smag i munden, sådan så al maden smager underligt. Ja, det er ikke nemt med al den sejlads 😊.

De sidste fire dage mod Cap Verde gik med sejlads for forsejl alene og til sidst tog vi de sidste 11 timer for motor, da vinden forsvandt igen, så vi nød den sidste dag med at bade på badeplatformen, læse og lave varmt mad – bøf med løg, som blev kaldt ”land i sigte” bøf, for den var klar lige efter vi så land for første gang i 7 dage!  I alt tog det os 7 døgn og 7 timer at sejle de 830 sømil, og det er vi ganske tilfredse med. I løbet af den uge havde vi nået at udvikle en form for rutine om bord hvad søvn angår. Solen gik ned kl. 18-19, og kl. 20 gik Mik ned for at sove. Ved midnatstid byttede vi plads og jeg sov ca. 5 timer og stod op før solopgang og tog over. Om natten havde vi meget glæde af at lytte til lydbøger og om dagen, hvis vi ikke var for søsyge, kunne vi spise lidt (det blev ikke til ret meget!), læse, løse kryds og tværs, se lidt film på pc og sove.

Alt i alt var det en ok tur, hvor vi for første gang prøvede at sejle så langt på en gang og vi klarede den meget godt, både os som besætning men også båden, som vi føler mere og mere tillid til. Vi oplevede at sejle i det klareste måneskin, i dejlig solskin og sandomsvøbt sol, for det blæste ud fra Sahara med masser af flyvesand i luften.  Denne sand gør også at solnedgangene får en special rød-gul farve og båden bliver dækket med et fint gulligt lag hele vejen rundt, så selv vores snore og reb er gule alle sammen! Vandet indeholder også mere salt end i de danske farvande, så hver gang vi går en tur på båden kan vi samle flere gram saltkrystaller, og af samme grund er vi nødt til at spule båden med ferskvand når vi kommer i havnen.

Vi har ingen faste planer, men vi har aftalt at ligge i havnen så længe som vi har lyst, komme til os selv, se så meget som muligt af øen og så, når vi er trætte af at være i land, så er det tid til at tage hul på næsten tre gange så lang en tur på vandet mod Tobago i Caribien.

De første indtryk af Mindelo på Sao Vicente, Cap Verde

Gæsteflag

Vi ankom i havn kl. 17 og blev mødt af et venligt marinapersonale, fik ordnet de praktiske ting og stiftede bekendtskab med havnens flydende bar, hvor der er wi-fi (som så ændrer koden hver dag og man må betale en kop kaffe eller andet for at få den nye). Forbindelse er dog ikke ret god, men det er bedre end ingenting. Selve havneområdet er kameraovervåget og der er op til flere vagter der sørger for, at kun sejlerne kommer ind. Toilet og bad-forholdene er faktisk bedre end visse steder i Europa, hvilket er overraskende.

Gade i Mindelo med en af de mange pickups

Når man træder udenfor havneområdet, er det en anderledes verden der viser sig. Der er en skærende kontrast mellem fx en BMW-sportsvogn på den ene side og de tiggende mænd og kvinder på den anden. For at indklarere skulle vi gå til migration myndighederne og marinapolitiet. Lige udenfor disse kontorer stod ca. 50 unge mænd langs gaden, og jeg var nysgerrig nok til at spørge politimanden, hvorfor de stod der? ”For at søge arbejde, de prøver at finde et job ved porten til industrihavnen”. Det var dagarbejdere der håbede på en dags arbejde, enten på havnen, eller hvis der kom nogen i pickup for at hente billig arbejdskraft.

Mindelo down town

Cap Verde var portugisisk koloni til 1975, og der tales stadig portugisisk, som officielt sprog i skoler, parlament og andre officielle instanser. Befolkningen er meget ung (55% er under 24 år), religionen er kristen katolsk og modersmålet er creolsk, som er en kombination af det sprog som de europæiske kolonister talte og de slaver som blev bragt hertil fra Afrika. Det blev til et symbol på homogenitet og sammenhold på de 10 øer som danner denne øgruppe. Politisk og økonomisk er landet en demokratisk republik, hvis økonomi har oplevet øget vækst i de sidste mange år. 

 

Her bygger de huse ved at hejse legablokke op med håndkraft
(tag jer ikke af strandstorken med skumgummi under armen!)

Den første dag har vi brugt på at gå rundt i byen, set markedspladsen, flere små supermarkeder hvor der står mest to vagter i form af unge veltrænede mænd i mørke uniformer, mørkerøde beretter og med solbriller på. Og så har vi endelig fundet et stykke skumgummi der passer til vores hynder i cockpittet. Tænk at vi har ledt efter det siden vi forlod Danmark, og første dag her og dér var det, til en yderst favorabel pris oven i købet, og præcis i de mål vi skulle have! Det var godt nok en butik med fiskeudstyr vi ledte efter, men det er tit at man i stedet falder over noget andet. Der findes ikke en fiskeudstyrsforretning her, men det lykkedes os at finde noget 1 mm. line og nu mangler vi en ny sprutte, fordi en tun rendte med både vores sprutte og hele linen på vej hertil. Den hev så hårdt at Mik ikke engang kunne få fiskestangen op af holderen og kunne ikke bremse hjulet kraftigere. Da linen ikke var længere, sprang den. Øv! Så nu har vi en ny og kraftigere line på, men vi leder stadig efter en sprutte.

Gadesælgere 

Kirken udefra

Byens kirke hvor vi skal forbi og se om der er gudstjeneste på søndag

Der er mange både i havnen, især fordi kapsejladsen Sail the Odyssey´s mange deltagerbåde er her til d. 23. november. Ud over dem er der andre ligesom os, ikke deltagende i nogen kapsejlads, med besætninger fra hele verdenen. Lige nu er der 4 danske både, med flere på vej, så det er ganske imponerende for sådan et lille land. De fleste af de andre både er meget større end vores, og det betyder at de sejler hurtigere, så det er ganske hyggeligt når vi fx møder en svensk båd med samme størrelse som vores 😊. 

Fra Madeira til La Palma

At sejle er ikke altid en vals på bølgen blå - en kort opfølgning på sejlturen mellem Madeira og øen La Palma 

Los Gigantes på Tenerife

Jeg vågner midt om natten og opdager at månen ikke lyser op som den plejer. Himlen er sort, der er heller ingen stjerner, men til gengæld er det stille på en mærkelig måde. Jeg kan kun høre bådens indmad knirke i bølgerne, som om en usynlig elastik hiver i den fra side til side i en uendelig dans. Men der er også stilhed fordi vi sejler for sejl og vindroret styrer utrætteligt derudad. Men pludseligt kan jeg mærke mine tindinger der dunker af smerte. Nej, ikke nu! Ikke migræne lige nu, midt om natten og midt på Atlanterhavet! Der er to døgn til vi kommer i havn, så det er bare ikke belejligt! Men hvornår er migræne nogensinde kommet på et belejligt tidspunkt? Men denne gang er det bare for meget. Hele hovedet føles som en tonstung klokke, og det er som om heste galopperer bag min pande mens tunge vægte presser på mine skuldre. Jeg prøver at rejse mig fra den gyngende køje, men det hjælper i hvert fald ikke på hovedpinen. Jeg bliver svimmel og får kvalme. Hvordan skal jeg dog klare den? Jeg kan jo ikke engang holde en smertestillende pille i mig i denne tilstand. Når jeg har det sådan og jeg vågner i min seng derhjemme, står verden i det mindste stille, men nu, er det bare det værste der kunne ske. Jeg sniger mig op i cockpittet til Mikael som ligger vågen i cockpittet og holder vagt. Jeg kan ikke engang tale. Jeg bryder i gråd og fremstammer at jeg har ondt. Det er det rene elendighed. Jeg har så ondt af mig selv og føler at der ikke er nogen steder jeg kan sidde eller ligge. Hele verden roterer og vipper fra side til side: ”kan du ikke få det til at stoppe?”

Desværre er sejlads ikke kun stille bølgeskvulp, legesyge delfiner og lækker solvarme ombord. Der er dage hvor man bliver søsyg, kan ikke spise, holde sig fast eller ligge stille og sove. Men for mig er det værste hvis jeg får migræneanfald mens vi sejler og bølgerne og vinden stiger i intensitet. Det er en rigtig dårlig kombination. Når det sker, kan jeg ikke undgå at få tanker som: Hvad f… tænkte jeg på? Hvad har jeg rodet mig ud i? Var det ikke bedre at tage på en rygsæksejse med hoteller og flyturer fra sted til sted? Er det virkelig det jeg har drømt om i alle de kolde og mørke vinteraftner hjemme i stuen, mens alt det her blev planlagt? Heldigvis er vi mennesker indrettet på sådan en måde, at vi fokuserer mest på de positive ting i en given situation og vi glemmer hurtigt de dårlige. Ja, lad os håbe på, at jeg også gør det!

Tenerife og Grand Canaria, 2. november 2017

Midt i oktober måned sejlede vi de ca. 5-6 timer der er mellem La Gomera og Tenerife. Der var næsten ingen vind, så det blev til mest motorsejlads og lidt sejlads med begge sejl oppe. Vi kunne kun ane det høje bjerg Teide på grund af den tætte tåge der lå over øen. Heldigvis hjalp det lidt da vi kom tættere på. I havnen San Miguel havde vi en aftale med havnemesteren, men da det var søndag, var kontoret lukket. Sjovt hvordan der er en dobbelthed i, at myndighederne i havnen vil have at man skal indklarere lige så snart man kommer i havnen, men åbenbart ikke hvis man kommer på en søndag 😊. Det har vi prøvet flere steder her i de spanske havne, så det er ikke bare en undtagelse her. På Madeira var kontoret endda lukket både lørdag og søndag!

Udsigt fra Teide, Tenerife

San Miguel er en forholdsvis ny havn, der ligger i forbindelse med et større turistområde, hvor der især kommer folk der elsker golf eller englændere der tilbringer ferien eller ligefrem bor der. Vi mødte en ældre mand som fortalte, at de bor der officielt i 11 måneder om året 😉. De første tre dage lejede vi en scooter og kørte til Los Cristianos, Puerto Colon og Los Americas, alle sammen turiststeder som ligger i den sydlige del af øen. Ugen efter kom vores venner Lotte og Ole på besøg, da de var på ferie til Tenerife. Det var rigtig dejligt med besøg hjemmefra for at blive opdateret lidt på verdenssituationen 😊.

På tur med Ole og Lotte, Tenerife

MC- træf - savner Mik mon motorcyklen??

Puerto Mogan 

Den 24. oktober blev der tid til at sætte stævnen mod Gran Canaria, fordi børn, svigerdatter og lille barnebarn skulle komme på besøg og bo i båden sammen med os i en uge. Vejrudsigten havde dagene før været ret ugunstig pga for stærk vind i accelerationszonen, hvor bjergene accelererer vinden voldsomt op mellem øerne. Vi skulle gå på skæring (imod vinden), fra bunden af Tenerife til Puerto Mogan på Grand Canaria. 

Rebet storsejl

Selv om der kun var svag vind da vi forlod havnen, oplevede vi ca. 6 timer med kraftig vind igennem natten. Heldigvis var vi forberedte på dette, og havde allerede fra starten af, rebet storsejlet så vi ikke skulle på dæk om natten. Det vidste sig at være en rigtig god ide, for båden holdt 6 knob med rebet storsejl og forsejlet kun rullet lidt ud. Alt i alt blev det en god tur, med rigtig god fart gennem vandet og med næsten vindstille da vi så nærmede os havnen. 

Vores børn i Puerto Mogan

Vi bestilte havneplads i Puerto Mogan ca. 14 dage før ankomst, så vi fik en god plads i havnen da vi ankom. Vi er heldige at få plads i alle havne, især fordi vores båd ikke er så stor, så det er dejligt. Allerede dagen efter blev både fyldt med glade unge mennesker, og vi brugte tiden sammen på stranden, rundt i byen og også rundt på øen i en lejet bil. Desværre flyver tiden hurtigt, så en uge var hurtig forbi og nu er det igen stille i den lille båd. 

Hygge i havnen

Stor vaskedag

Vi er i begyndelsen af november, så det er snart tid til at forlade de kanariske øer og drage længere sydpå. Der er lavet en to do list så vi kan holde styr på hvad der skal gøres før afsejling mod Capo Verde øerne. Nogle af de ting er at læse op på hvordan og hvor man indklarerer på disse øer, gør båden klar og handle mad og drikke ind til et par måneder. Vi har tanket diesel på så vi har 360 liter i alt, drikkevand 330 liter  i tank og dunke plus 70 liter på flasker. Ud over det, masser af ris, pasta, diverse konserves, brødblandinger, tørgær, kiks, m.m. Dagen før handler vi frisk frugt og grønt så vi har til de første dage. Turen til Capo Verde regner vi med at tage os ca. 8 døgn, så det bliver rigtig spændende at opleve. Det eneste vi mangler er en god vejrudsigt. Lige nu er der varslet frisk vind med tilhørende
høje bølger, så vi venter lidt med at kaste los. 

Stort indkøb fra supermarked