At krydse Atlanten fra vest mod øst (St. Martin-Horta)

Afgang fra St. Martin, onsdag d. 4.04. 2018

Sundowner inden Atlanten

Dagen før dagen, havde vi lige et par ting der skulle klares: først, handle frugt og andet friskt til turen. Desværre fandt vi ikke mere rugbrød på hylden over ”specielle varer” i ellers så velassorterede supermarked. Det er mærkeligt, men vi har flere gange oplevet, at hylderne bliver tomme, da næste alle produkter bliver sejlet hertil fra Europa eller USA. I flere dage har vi fx ikke kunne købe frugt, så jeg var lige ved at gå i panik over, at vi ikke kunne købe frisk frugt til turen over Atlanten. Heldigvis kom der nye forsyninger inden vi skulle sejle.

Og så skulle vi udklarere, og det foregik på en computer i byens bådbutik. Vi sejlede en sidste tur med en læsset gummibåd til Blue Dane, der ventede for anker i Marigot Bay. Dagen forinden havde vi taget afsked med Lisbeth og Jørgen på Nordlys og aftalt at ses igen i Danmark (Jørgen har lovet at holde øje med vejrudsigten og vi ringer til ham på satelittelefonen hver onsdag for en update). De skal ikke sejle hjemad endnu, så dem møder vi nok ikke mere på vores tur.

Efter flere uger i varmt vand

Nu manglede vi at vaske den yderst snavsede gummibåds bund, pakke den sammen og sure påhængsmotoren godt fast til søgelænderen. Hvem ved hvornår de skal i brug igen. Fra nu af tror jeg at vi kommer til at ligge mest i havn, men nu må vi se… Da vi ellers sad tilfredse med dagens indsats og med al klargøringen i hus, kom der Peter fra katamaranen Mandalay af Århus forbi og inviterede til en sundowner (mangocolada hvor han bruger mangojuice i stedet for ananas saft) på hans båd, og det kunne vi jo ikke sige nej til. Morten og Stig fra Sommervind af Strib kom også med og vi nød nogle timer sammen, inden vi sagde farvel til hinanden med ønsker om god vind, der hvor vi hver især skulle sejle hen. Det er højt sandsynligt at vi møder Sommervind på Azorerne, da de selv skulle afsted et par dage efter os.

Dag 1-5

Første dag i søen startede vi op imod østenvinden, for motor og rebet storsejl, fordi vi lige skulle udenom øen Anguilla, inden vi kunne falde af og sejle for sejl alene. Efter 5 timer rullede vi genuaen ud og så var vi for alvor på vej. Vinden kom fra øst med en styrke på 5 m/s, en styrke og en retning som var bedre at sejle med, den gang vi krydsede Atlanten den anden vej. Nu betød det modvind. Efter vejrudsigten skulle vinden holde både styrke og retning den første uges tid, indtil vi kom fri (længere nordpå) af østpassaten, så sejlene og vindroret blev sat til skæringssejlads. Mange vælger at gå helt op til Bamuda, hvis deres båd ikke er så god på skæring, eller kræver meget vind. Livet ombord er lidt besværliggjort af, at båden ligger meget på siden, i dette tilfælde bagbordssiden, og de høje bølger gør, at den vipper op og ned. Det betyder at det er svært at holde sig fast, lave mad eller fx gå på toilettet. Toilettet ligger i styrbordside, så man skal sørge for at holde sig godt fast for ikke at hoppe af, og åbner man det overfyldte køleskab i styrbord side, vælter der altid lidt ekstra ud.

Sammen med de uvante bevægelser sneg søsygen sig stille og roligt ind på os, men denne gang var vi hurtigt ude med søsygepillerne. Men trods det, var der ikke ret meget appetit at spore da vi nærmede os aftensmaden, så den blev vi enige om at vente med til næste dag. Da solen gik ned ved 19- tiden gik Mikael til køjs og jeg holdt den første vagt til kl. 24.00 hvor det var min tur til at sove. Efter tre timers søvn vågnede jeg med migræne og blev nødt til at tage en af de stærke migrænepiller. Det vidste sig senere, at de første tre nætter gentog historien sig. Heldigvis har jeg ikke haft ondt i hovedet mere de sidste to døgn, og det er en befrielse.

De første 3 dage sejlede vi på skæring med en fart på små 100 mil i døgnet. På 4. dagen fik vi lidt slæk på skøderne da vinde drejede lidt i syd og kom fra en øst-sydøstlig retning. Det betød mere fart på skuden og en hidtidig døgnmålsrekord på 118 mil!  Det er ikke store tal, men imod vinden, og 2m høje søer, der alle gerne vil stoppe skibet, samt sejl der begge er rebet ned til et niveau, hvor det bliver muligt at bo på båden, er vi godt tilfredse.

Det lykkedes os at holde søsygen fra døren i alle 5 dage og vi spiste både havregrød til morgenmad, lavede pasta pesto, risret med svinekød og chilli con carne til aftensmad. På 2. dagen bagte vi endda boller. De smager bare godt mens de er varme og med smør på!

På 5. dagen aftog vinden lidt i styrke og det lykkedes os at tage bad på cockpitgulvet med spande af saltvand og ferskvandsskylning som vi efterhånden har vænnet os til. Det er dog ikke helt uden besvær, da alle ting glider rundt og vi er nødt til at sidde på cockpitdørken for nogenlunde at holde styr på kroppens bevægelser i takt med bølgerne. Det bliver dejligt med rigtigt brusebad på Azorerne!

Mikaels tanker på en ensom nattevagt

Vejrkort

Påtegnet søkort

Så sidder man der, i en gammel hjembygget LM32 motorsejler, d. 9. april kl. 2.00 om natten, midt mellem Colombia og Azorerne, og keder sig bravt. Ca. 3000 km tilbage og 8 km i timen, det kommer til at tage et par uger før vi skal lave molemaleri i Horta på Azorene. Svag østenvind, da vi er tæt på stillebæltet nord for passatvindene, men vi klager ikke, her er man glad, bare der er vind nok til at fylde sejlene.

Så kan jeg lege lidt med iPhonen.

Først en times tid med at lytte til en lydbog, så ½time med 7-kabalen, så ½ time med Tetris. (æggeuret ringer hver ½ time, så er det tid til udkik) Ind på Navionics-søkortet og tegne lidt på kortet. Her er en kompasmisvisning på 10 grader, men det er telefonen ligeglad med. Må hellere lige tjekke. 

Kigger man hen over kompasset op mod nord, kan man se Polaris (Nordstjernen) i halen af Lillebjørn (Den lille Karlsvogn). Jo, den er god nok, ca. 10 grader forskudt. Kigger man fremad står Vædderen med den kraftige stjerne, Hamal, i skulderen og spiller bold med Venus. Lidt svær at få øje på der bag genuaen, men det er telefonen også ligeglad med. Når nu tlf. er ligeglad, hvorfor så ikke lige prøve at lægge den på dørken, og se hvad der gemmer sig på den anden side af kloden. Der er sørme Hobbel rumteleskopet.

Det er godt nok blevet noget nemmere at være styrmand siden jeg begyndte at sejle!

Vædderen 

Hobble 

Dag 6-11

Så er vi nået halvvejs!

På 11. dagen nåede vi halvvejs. Det er dejligt at vide, at nu kan vi snart se en ende på den lange oceanpassage. Vi har prøvet at have vind fra både øst og sydøst, så på tidspunkt havde vi medvind og satte døgnmålsrekord på 135 mil. Sammen med medvinden kom også søsygeagtige ubehag, der betød at jeg ikke havde lyst til hverken at læse, lave mad eller spise den. Det er ligesom om de bevægelser der er i båden, hvor den gynger fra side til side, gør mig svimmel og giver mig kvalme og hovedpine. Det blev nu taget i opløbet med søsygepiller, og vi fik lavet varm mad til aften. Så nu ved jeg ikke hvad jeg skal foretrække, en stille og rolig dag hvor vi sejler omkring de 100 mil eller en rulletur i medvind hvor vi sejler mere end 130 mil. Hvorfor er der altid ulemper i en situation med mange fordele? Jeg tror nok jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg heller vil et par døgn mere til søs, end en hektisk tur med ubehag til følge.

Vi har stort set hver dag lavet varm mad sidst på eftermiddagen og bagt boller ca. en gang hver tredje dag. På den måde har vi friskt brød til når vi bliver sultne i løbet af dagen. Normalt bager jeg ikke ret meget derhjemme, men det kan være det kommer til at ændre sig. Ud over det friske brød, er vi blevet ret vilde med popkorn, som også er nemt at lave i en gryde med olie og under låg. Det er lækkert til den lille sult.

Efter den første uge har vi kunne mærke dag for dag at det blev koldere i luften. Vi startede med at lukke cockpitteltet helt om natten, derefter tage mere og mere tøj på, både om dagen men især på de små timer under nattevagten. Vandtemperaturen er kommet ned på 22 grader, og dynen er også taget i brug igen efter flere måneder. Hver gang vi passere en længdegrad som er delelig med 15, så flytter vi uret en time frem. Vi sejler mod nordøst så det betyder, at der bliver længere lyst om aftenen og dermed færre mørke timer at dele mellem os i nattevagten. De lyse nætter og årstidernes skiften har vi faktisk savnet lidt mens vi har boltret os i sydens varme.

Midtvejspandekager

Nu vi er nået halvvejs, er der indtruffet sådan en slags ”midtvejskrise”. Man skulle tro at vi var blevet vant til at være ombord dag og nat og en vis rutine er faktisk indfundet sig, men der ulmer en rastløshed under overfladen. Jeg har det sådan, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv: har efterhånden prøvet at få tiden til at gå med at læse, skrive, lave mad og bage, løse krydsord, sove og bare sidde og stirre på det uendelige blå ocean. Nattevagterne går med at se på stjerner, lytte til en lydbog eller bare holde udgik. Men tiden føles lang og nu må vi da snart komme i land igen! Det er herligt at sejle, men de lange passager bliver nok aldrig vores foretrukne del af det.

Båden har fået hjemve!

Jeg tror sgu den har fået hjemve!

Til forskel fra en standard LM 32 har vores kølvægten liggende som massivt bly i de nederste 34 cm. af kølen, og fribordet er forhøjet med 6,5 cm. Så der bliver skovlet noget vand, når man med to rebede sejl og lidt slæk på skøderne får vand på dækket.

JM (John Mast) valgte at lave masten ca. 30 cm højere end originalt, da vi bad om at få den lavet til jordomsejling, og ikke var afhængig af at skulle passe ind i en formel til kapsejladsbanerne. Det betyder at der er lidt bedre plads ved storskødet på førehustaget, og giver mulighed for en højtskåret rulle/rebe-genua, uden at det går ud over sejlarealet. (passatsejl må ikke nå ned i vandet når de er staget, og båden ruller). Vi fik dog en lille ekstraregning på vores nye sejl fra ReasenSejl, da de åbenbart er 4 m2 større end originale LM 32 sejl.

Natten til søndag d. 15. april, på 11. døgn, døde vinden pludseligt. Vi har været i kontakt med Jørgen fra Nordlys, der gennem satellittlf. kunne fortælle om hvordan vejret ville arte sig. Så det var ikke en overraskelse da vinden blev væk, men snarere lidt irriterende at skulle starte motoren efter 10 dage med god vind. Den første uge gik det med at kæmpe os op gennem østpassaten, men de sidste tre-fire døgn har vinden ændret retning og startede med en dag i syd, så en dag med medvind (fra vest) og nu, efter en dag med vindstille, begynder den at dreje mod nord. Så nu har vi oplevet både fartrekord og en bundrekord på 80 mil i døgnet. Det bliver spændende at se, hvordan vinden vil arte sig i de næste dage, men på Jørgens anbefaling holder vi os på 30 grader nord, mens vi fortsætter imod øst, det skulle være lige mellem to stilleområder, men var vi gået nord om, ville vi ryge ind i voldsomt vejr. På onsdag sender vi igen vores pos. til Jørgen, der så vil nærlæse vejrudsigterne og anbefale vores fortsatte rute.

Dag 12-16

En af de flotte solnedgange

De sidste tre dage har vi haft modvind i styrken 4-8 m/s og indimellem var vinden helt væk. Det betød at vi sejlede dels på skæring med rebet både storsejl og genua, og dels for motor og støttesejl. Som regel er der vind nok om dagen, men om aftenen aftager den og det er så der vi har taget motoren i brug. Vi prøver på at holde humøret oppe på trods af, at vi ikke kommer så hurtigt frem som vi havde håbet på. På den anden side, så er det også dejligt vi ikke er røget ind i meget blæsende vejr eller storm. Endnu.

mærkelig gopler som svider ligesom
brandmand!

Der er ca. 700 mil tilbage og vi er godt møre, trætte af at skulle enten sidde eller ligge. Vi sidder som regel i cockpittet og læser eller snakker. Vi går lidt rundt, laver mad og prøver så på at ligge lidt ned i sengen, måske sove lidt. På grund af de høje bølger er det også rigtig svært at holde sig fast, så der er kun et par steder man sidder godt og hvis vi skal arbejde ved komfuret, er det som at lave mad mens man kører i en bus der kører på en meget bumpet vej. Alle ting ryger ned på gulvet hvis man tror at man kan stille fx ingredienser frem til at lave aftensmad. Så jeg har udviklet en teknik der siger, at tage én ting af gangen og give mig god tid. Hvis ikke, står jeg pludseligt med både pastaskruer, løg og peberfrugt trillende rundt på dørken. Plus at jeg selv skal kunne stå fast og holde balancen.

Det er blevet endnu koldere om natten, så vi er gået til strømper, sko, langærmede bluser og lange bukser på, når vi holde udkig om natten. Det er tøj vi ikke har haft fremme siden de kanariske øer. Men om dagen er det stadig så varmt, at vi sidder i korte bukser og t-shirt. Vandet er kun 21 grader så nu kan vi sandelig mærke vi er kommet nordpå.

Dag 17

Der fyldes 90 l diesel på så tanker atter er fuld
Det er nemmest at gøre mens der er vindstille

Siden i går har vi haft mindre og mindre vind. Og den smule der er, er imod os. Det er ret deprimerende at se på, at vi sejler 4-5 knob, men i den forkerte retning. Det vil sige, at vi har skulle krydse op og ned i forhold til den usynlige linje der skulle føre os direkte imod Horta på Azorene. På 16. døgn har vi præsteret at skrabe bunden med et døgnmål på 52 sømil! (vi har sejlet noget længere men på kryds, så døgnmålet viser bare 52 mil tættere på målet) Til forskel fra i går, hvor dønningerne var på 2-3 m, er de i dag ganske små og vandet er ellers så godt som spejlglat. Vi har siddet og regnet ud, at vi har diesel nok tilbage til 400 mil, men der er knap 600 tilbage, så nu må der gerne komme noget vind!

Desværre kunne Jørgen hellere ikke give os gode nyheder, for det ser ud til at vi er havnet lige midt i et af de berømte stillebælter, som tit dannes rundt om og syd for Azorerne. Den gode nyhed var, at vi ikke kommer til at opleve storm, og det er også dejligt at vide. Det var her vores nye gennakker skulle hjælpe os, men direkte imod vinden er for meget, selv for en skærings-gennakker.

Dag 18-20

Mens der stadig var bikinivejr

Efter tre dage med meget lidt eller ingen vind overhovedet, fik vi en let brise natten til mandag d. 23. Og endda med en helt ok styrke fra syd. Vi fik ellers hældt alle vores ekstra dunke med diesel og vand på de respektive tanke, og vi var forberedt på at skulle sejle for motor den sidste del af vores oceanpassage. Vi regnede ud, at vi havde liiige diesel nok, så kunne vi sove roligt om natten og livet gik rigtig fint ombord. Når vi sejler for motor i stille vejr, med storsejlet strammet helt op, glider skibet stille og roligt gennem vandet og man kan roligt stille en kop kaffe eller sin aftensmad fra sig på bordet, uden fare for at den havner på dørken. Vi kunne gå rundt på dækket og nyde solen, delfinerne der kiggede forbi i ny og næ og ikke mindst betragte den uendelighed af vand omkring os i den mest fantastiske blå farve. 

Det er godt nok blevet koldere, især om natten, men om dagen er det stadig dejligt varmt ligesom på en god dansk sommerdag. Ulempen er selvfølgelig, at motorlarmen ødelægger lidt hele det idylliske billede af en lille sejlbåd der glider ubesværet på det kæmpe ocean.

Men nu glider vi atter for sejl i noget der ligner medvind og for forsejlet alene. Farten er 4-5 knob så alt er som det skal være. Desværre betyder medvind også at båden vipper ustandseligt fra side til side og det er udelukket at stille noget fra sig og vores balancenerver bliver atter sat på prøve.

Trods alle de forskellige sejlføringer og vind og vejr, er det lykkedes os at lave varm aftensmad hver dag, bage brød og fordrive tiden med at få skrevet her på bloggen, lyttet til musik eller lydbøger, læst og løst kryds og tværs.  

Dag 21-22

I går aftes opgav vi at sejle for sejl i den meget svage medvind og høje dønninger, der gjorde at vi vippede konstant og kom meget langsomt frem. Så Tykke Berta tog over med 1400 omdrejninger og en fart på 4-5 knob. Her til formiddag var vandet mere fladt end i går og der var stadig en svag vind. Nu skulle genakkeren prøves igen.

Det gik så fint at vi havde den oppe de sidste to dage inden Azorerne. Det er så dejligt at se på, når genakkeren med sine mange farver svinger lige så stille i blæsten og fører os blidt over hver eneste lille bølge på vandet. Nu er det for alvor ved at blive koldt, vi har fundet tykke sokker og jakker fra gemmerne og vi har også flyttet uret frem tre gange plus en time for sommertid, så nu er DK kun to timer foran os. Forventer landkending i morgen tidligt!! Yes!

Vind i håret og i gennakkeren 

Genakker

Hjemmefra troede vi at vandet ligesom hjemme omkring DK, ville blive fladt når vinden bliver svag, derfor gav vi 21.000 for en skæringsgenakker i dobbelt tykkelse, så man ikke behøver at fare op og tage den ned hvis det blæser lidt op i løbet af natten. Det viser sig så, at her på Nordatlanten, er der næsten altid gammel sø og dønninger fra forskellige retninger. Når man har flere tusinder kilometer vand til alle sider, vil der ofte være to til tre storme der alle sender bølge og dønninger vores vej.

I stuverummet fylder sejlet lige så meget som 6 x 20L dieseldunke, hvilket svarer til tre døgn ekstra sejlads for motor. Vores råd til andre vil være, spar pengene og køb dunke. Sørg samtidigt for, at man ikke skal på dæk, for at hælde dem over på hovedtanken.

Tykke Berta

Tykke Berta (lidt til motorkendere 😊)

Tykke Berta er vores 4 cyl. 2000 ccm stødstangs dieselmotor med 2:1 gear. Når den er så tyk skyldes det, at det er en ferskvandskølet stødstangsmotor med varmeveksleren på den ene side og stødstængerne på den anden. Den er valgt fordi den ikke er så høj som de originale 3 cyl Volvo og Bukh motorer med Z - drev. Det gav plads til at sænke dørken i førerhuset, og den trækker ubesværet en trebladet 18X14 Volvo Penta foldepropel på fast aksel.











Horta på Azorerne - tilbage i Europa

Pico i solopgang

Efter præcis 22 døgn kom Montaho do Pico med sine 2.351 meters højde i sigte. Dette er faktisk Portugals højeste bjerg og ligger på øen Pico, som er en del af de ni øer som danner øgruppen Azorerne. Efter en der føltes som den længste nattevagt, havde vi store forventninger til at se land meget tidligt om morgenen. Mik var på vagt da det blev lyst og kunne ane land mellem de lavtliggende skyer. Han ville lige fange lidt mere søvn inden landgang, så jeg nød en kop kaffe til dette syn på billedet. Delfinerne var tidligt oppe og bød os velkommen med akrobatiske spring og snart skulle vi til at gå i havn for første gang i flere uger.

Nyt flag på stangen

Højtryk 

I dagens anledning skiftede vi det falmede Dannebro ud med et splinternyt og jublede over den veloverståede tur som har budt på lidt af hvert men ikke på lavtryk eller storm. Så vi er meget tilfredse. Barometeret har faktisk stået konstant på "very dry", altså meget højt tryk (1040 millibar) hele vejen igennem. Det betyder klar himmel med solskin, dog lidt koldere end vi var vant til fra Caribien.

Det er nu dejligt at være i Europa igen, hvor indklareringen ved myndighederne tager to minutter og det koster ingenting. Havneafgiften er også i den billige ende, inklusiv vand og strøm ad libitum! Det er længe siden vi har oplevet det :-). Vandet skulle straks bruges til at skylle den ufattelige mængde salt der dækkede båden og gav søgelænderet en mat og rustet overflade. Derhjemme får det normalt nogle timer i 2% saltopløsning før man kommer i havn og skylle det i ferskvand. Nu har vores gelænder fået 4 måneder i 4% saltopløsning. Da vi nåede Azorerne kunne vi skovle salt af dækket, så det er nok ikke noget at sige til, at der skal pudses søgelænder mm hist og pist mens vi ligger her.

Peter´s Sports Café med sejlerflag fra hele verden

Et varmt brusebad efterfulgt af en forsinket frokost på den berømte Peter' s Café Sport, som sejlere fra hele verden besøger hvert eneste år, gjorde underværker ovenpå sådan en lang tur på havet. Nu har vi en lang liste med forskellige gøremål inden vi igen skal til at finde et godt vejrvindue mod England. Det er i øvrigt ret træls at vænne sig til at sove med dyne på og klæde sig varmt på igen! Nu skal vi til at opleve hvad øen Faial har at byde på.

Pico i baggrunden og sikke
meget tøj man skal have på!!

Reflektioner inden næste oceanpassage

Om at være afsted på langfart i en båd i et år

At sejle er at leve ⛵

Det er ikke nemt at forestille sig hjemme i sofaen, en kold januaraften, hvordan det ville være at leve på en båd i et helt år. Mik og jeg har erfaring fra at have boet på båden i 6 måneder i 2000, da Karina var 4-5 år. Vi solgte huset og sejlede 4 måneder til Paris og tilbage på kanalerne. Derefter havde vi to måneder i Odense Havn, mens vi ventede på at flytte ind i et nyt hus. Det gik fint, men jeg kan huske, at det var svært med at finde legekammerater til Karina eller at finde på noget spændende at lave hver dag. Hun gik nemlig ikke i børnehaven, men Mik tog hver dag på arbejde, mens vi to piger var alene ”hjemme”.

Men nu er det noget andet. Det er kun Mik og jeg, alene i et år og virkelig langt væk hjemmefra. Man er sammen på alle tider af døgnet, man laver mad, spiser, sover, går på toilettet og i bad (læs hurtig skyller i cockpittet) på sølle 7 m2 gulvareal. Vi er tæt på hinanden i al slags vejr og al slags humør, hvis vi er søsyge, har migræne eller føler at turen over Atlanten er lige lovlig lang og man ikke gider mere… Ja, det er meget tæt, men også hyggeligt. Hvis man altså er gode venner 😊. Og det er vi. Stadigvæk.  

Tanken om at komme væk fra hverdagen er fristende for mange, og vi har taget skridtet og valgt at følge drømmen og sejle ud i det blå. Den bedste følelse er når man har sejlet længe og er ved at finde ud af, hvor man skal smide ankeret og hvor er det nu man kan komme med gummibåden i land. Det giver et sus i maven at komme til ukendt land, at mærke duftene, stemningen og menneskerne. Det er bare fantastisk at vide, at alle mulighederne er åbne, hver dag er starten på nye oplevelser og vi ikke skal tænke på at se på uret, lave planer efter kalender eller hvornår vi har fri fra arbejde. 

Og dog! At sejle fra sted til sted kræver virkelig god planlægning og, at sørge for alt går godt undervejs, kræver også en del tanker og bekymringer. En anden klog langturssejler sagde engang, at langturssejlads er 20% fornøjelse og 80% hårdt arbejde. Det er måske for meget at sige 80%, men mere 50/50 er måske mere passende. For der er mange ting der kan og går galt. Der kan fx være udstyr der går i stykker, ting som måske ikke kan skaffes ude i verden, eller der kan opstå situationer som man ikke oplever når man bor i trygge Danmark.

Der er nemlig stor forskel på, at bilen lige pludselig ikke kan starte om morgenen og på, at motoren på båden lige pludselig ikke vil mere. Man kan tage cyklen eller bussen på arbejde og bestille tid hos mekanikeren, mens der kan være lang ventetid på en reservedel og langt mellem gode mekanikere til båden. (det er bare et eksempel, for jeg har heldigvis den bedste mekaniker med 😊)

Fornøjelser er der mange af: frisk og varm luft (i hvert fald siden de Kanariske øer), godt badevand, god og anderledes mad (trods de dyre priser, især på frugt og grønt), fantastisk natur (bjerge, strande, bugte og dyreliv), dejlige (men ikke for mange) drinks (prisen igen!), nye og spændende historie fortalt af nye, spændende mennesker, sejladser hvor man kan slappe af og nyde stilheden og rolige dage, hvor man kan tænke tankerne helt til ende. For dét har jeg i hvert fald glædet mig til, inden vi tog afsted: at være i stand til at tænke en tanke helt færdig, ikke blive forstyrret af alt mulige andre tanker, som i sidste ende giver én stressede situationer. Den slags situationer har jeg bestemt ikke savnet.

Men jeg er begyndt at savne at være hjemme i huset. At gå en tur i haven og se på blomsterbedene. Er begyndt at savne at få besøg af vores børn, barnebarn, familie og venner, lige når vi har lyst til. Vi er meget impulsive, Mik og jeg, så vi glæder os efterhånden til bare at tage en tur på MC til en af havnene på Fyn og spise en is. Eller tage tandemen og cykle langs Odense Å. Ja, det er vi så småt begyndt at savne, og det føles rigtigt. Nu er vi klar til at vende skuden.

The Leeward Islands (fra Antigua til St. Martin)

Antigua, 1. marts

Montserrat med Soufriere vulkanen fra vandsiden

Igen ventede vi på roligere vindforhold og forlod Guadeloupe d. 28. februar, med kurs mod Antigua. På vejen sejlede vi forbi den bjergrige ø, Montserrat, med sin imponerede vulkan, Soufriere. Sidste gang den kom i udbrud var i 1996, og vulkanudbruddet var så slemt, at det ødelagde hovedstaden Playmouth og to tredjedele af befolkningen flygtede. Både havn og lufthavn blev tilintetgjort ved samme lejlighed, og alt det betød at øens økonomi gik nærmest i stå. Fra en befolkning på ca. 10.000 i midt ´90-erne, bor der nu knap 5.000 mennesker på øen, der har en areal på 102 km2. Montserrat er britisk oversøisk territorium, og det er også Storbritannien der støtter øen økonomisk.

Hvis vi skulle besøge øen, så var det mest for at se byruinerne efter vulkanudbruddet, men dette kan ikke lade sig gøre, da halvdelen af øen er spærret for nysgerrige turister. Derfor nøjedes vi med at beundre den majæstetiske vulkan fra vandsiden. 

Til forskel fra Montserrat, er Antigua en ældre ø, geologisk set. Den har også haft høje bjerge og vulkaner, men de er alle eroderede nu, og det højeste punkt på kun 402 m hedder Mount Obama. Den er også omgivet af koraler, som giver øen den skønne, caribiske udseende med hvide sandstrande og turkis havvand. Antigua og Barbuda danner et selvstændigt land under det britiske Commonwealth of Nations, altså en tidligere engelsk koloni, som i dag styres af egen regering. Sidste års orkan Irma (kategori 5) hærgede Barbuda, ødelagde 90 % af alle bygninger og derfor blev alle dens indbyggere evakueret til Antigua.   

English Harbour, Antigua

Tænk at ro over Atlanten i denne lille robåd 

Første dag i marts måned lagde vi til ved customs-broen på Antigua kl. 8.00 (foran myndighedernes kontor). Det tog ca. en halv time at indklarere og vi skulle igennem tre forskellige myndigheder: Customs, immigration og Port Authority. Vi fik, igen, flotte stempler i passet, flere eksemplarer af formularer med diverse info om båd, crew og de sædvanlige spørgsmål om vi har våben, kæledyr, alkohol, cigaretter m.m. om bord. Vi undrede os dog over, at de to kvinder ved toldkontoret var mere optaget af at spise (kl. var 8.00 og de havde lige åbnet) og tale med hinanden end at betjene os og de fire andre sejlere der skulle igennem proceduren. Hmmm... respekt burde gå begge veje.

Herfra sejlede vi ind i marinaen Jolly Harbour fordi det var en måned siden vi har ligget i havn og vi manglede vand. Det skulle vise sig, at vand var nærmest det eneste der manglede i denne ellers så store havn. I første omgang var vi også glade for et (næsten) varmt brusebad efter så lang tid med saltvandsbad og kun hurtige skyld i ferskvand :-).       

Caribindianere (udlånt
fra Google)

Ligesom de andre caribiske øer, havde Antigua også et Carib-navn, Waladli, som betyder noget i retningen af ”vores egen”. Før europæernes ankomst i 1491 (Columbus), var øen beboet af Arawak og senere Carib-indianerne. De kom sejlende fra vores dage Venezuela. Arawakerne var her først, men da Carib-indianerne kom, udryddede dem alle, ligesom på nogle af de andre sydligere øer. De havde nemlig bedre våben, var bedre søfolk og de brugte deres evner til at udnytte Carib-indianerne ved at gøre dem til slaver eller til endda spise dem! Når man læser om sådanne begivenheder, kan man ikke lade være med at tænke, at mennesket altid har udnyttet de svagere artsfæller. Selv dengang, hvor man padlede i små kanoer, havde man ambitioner om at erobre nyt land, ødelægge andre menneskes levevis og overtage deres ejendom. Som en sjov sidebemærkning, så hedder øl herover både Carib og Waladli 😊.

Arawak-indianerne introducerede agerbrug til Antigua, og man begyndte at dyrke blandt andet majs, søde kartofler, chilipeber, guava, tobak og bomuld. Kolonisterne har senere introduceret dem i Europa, og derfra blev de spredt til hele verden. Ligesom på alle de andre koloniserede øer, startede man sukkerproduktionen i 1674. Til at begynde med, brugte man de indfødte slaver til det, men de bukkede hurtig under de barske forhold. Derfor importerede man slaver fra Vestafrika, som vidste sig at være mere robuste og gode til at tilpasse sig klimaet.

Fra Jolly Harbour tog vi en af de lokale busser til hovedstaden St. John´s. Den lignede alle de andre større byer vi har besøgt i Caribien. Der er stor kontrast mellem de små forretninger og markedspladsen, hvor de lokale sælger deres frugt og grønt, og til det lille område med toldfrivarer foran krydstogtskibene. Her kan man købe dyre smykker, ure, parfumer og souvenirs, mens lige udenfor kan man, for 15 kr., få fem appelsiner. Man kan tydeligt se, både her og i havnene, at turismen er øens største indtjeningskilde. Især sejlads er meget udbredt på øen med op til flere havne.

Efter Jolly Harbour, ville vi opleve den sydlige del af Antigua, hvor English Harbour og Falmouth Harbour ligger nærmest side om side. Disse to havne og området omkring dem er meget berømte for deres meget store lystbådehavne hvor der er plads til superyachts i størrelsesorden større end kongeskibet Dannebrog og mindre end Storebæltsfærgerne! Vi sejlede ind i bugten ved Falmouth Harbour og kastede anker så tæt på dinghydocken som muligt. Herfra kunne vi komme omkring og se både den ene og den anden havn. English Harbour ligger meget godt beskyttet for vind og vejr, og derfor har den engelske flåde brugt den som beskyttet havn i orkansæsonen.

Superyachts i English Harbour

Antigua er en ø hvor alt muligt forskellige slags sejlere kommer til i dag og det er vores indtryk, at de store superyachts får rigtig god service og er meget velkomne. Vi som almindelig dødelige langturssejlere synes at alt ser fornemt og dyrt ud, så vi nøjes med at ligge for anker og kun går en tur på havnene og er egentlig glade for, at det ikke er os der skal vedligeholde, styre og betale for de kæmpe både. De ser fornemme ud hernede i varmen og hvor der er plads nok i havnene, men vi er nu glade og tilfredse for vores lille Lm 32 der passer bedre til vores små havne hjemme i Lillebælt.

St. Kitts and Navis – 9. marts 2018

Vulkanbjerget på Nevis, sombrerohat

Fra English Harbour på Antigua og til Banana Bay på St. Kitts er der 50 sømil og vi startede den forholdsvis lange tur lige så snart solen stod op, altså kl. 6.00. Vi havde en vind på 7 s/m lige bagfra og der var 3 m bølger. Så det føltes lidt som at sejle over Atlanten: vi gyngede fra side til side og surfede på de lange bølger.

På et tidspunkt var det som om vindroret ikke rigtig fangede båden så skarpt ned af søerne, og ved nærmere eftersyn, kunne vi se at sværdet ned i vandet var gået løst og vendte bagud. Det var tæt på panik, tænk hvis vi taber det? Vi kan på ingen måde klare os uden vindror. Straks overtog jeg styringen mens Mik kæmpede med at få vindroret op.

Vores uundværlige vindror

Det viste sig at alt var ok, og det var rorets sikkerhedssystem der selv var udløst, for det ikke skal brække, hvis vi rammer noget i vandet. Der var godt nok en del flydetang i plamager på ca. 6 m2 og vi var også sejlet over nogle fiskebøjer som vi først så da de dukkede op bag båden så det var OK roret selv reagerede.

Vindroret styrer altid, men specielt med store søer og kraftig vind lige bagfra, er det uundværligt. Hver bølge vil få båden til at skære op og lægge sig med siden til, fordi vi egentlig har for meget fart på. Det er lidt tilfældigt hvad side den trækkes til, og man kan ikke bare bremse båden.

Den elektriske selvstyrer kan slet ikke følge med under disse forhold, og det tager for lang tid at dreje vores rat fra side til side. Den eneste måde er at koble rattet fra, gribe rorpinden med begge hænder og så arbejde meget koncentreret.

Vindroret derimod reagerer på den mindste kursændring og styrer straks kontra ved det mindste udsving. Ydermere har det betydeligt bedre fat i vandet da det trækker både med hovedroret og sit eget sværd samtidig. Som et ekstra ror 2m bag hovedroret.

Atlanten til venstre og Caribiske Hav til højre

Lige før solen gik ned, kastede vi anker for natten, nåede at lave aftensmad og vi kunne sove på en lidt for urolig ankerplads, men det betyder ikke så meget mere. Vi er vant til lidt af hvert, især nu i de sidste uger har det blæst ret kraftigt. Næste morgen sejlede vi de tre timer det tager at komme til hovedbyen Basseterre, hvor vi blev nødt til at gå i havn da der var for store dønninger på ankerpladsen. Selv om vi er vant til lidt af hvert, så er det ikke særlig rart at kaste anker et sted man ligger så uroligt og hvorfra er det svært at sejle i land med den lille dinghy.

Gamle sukkerfabrik på St. Kitts

St. Kitts and Nevis er ellers to øer, der tilhører samme land. Vi valgte ikke at besøge Nevis, som ellers skulle være en meget fin ø. Den ligner lidt en sombrerohat, høj på midten og lav hen mod kysten. Det højeste punkt, Nevis Peak, er 1000 m høj og det ligger oppe i skyerne. Sommetider opbygges de mod toppen og derefter daler ned så det ligner sne. Derfra navnet som Columbus gav til øen efter en af sine yndlingskirker, Nuestra Segnora del las Nieves – Vore Frue af Sneen (lidt svært at oversætte til dansk 😉). Nevis er en lille ø med en befolkning på kun 12.000 og på trods af det høje bjerg i øens midte, er der nok plads til at dyrke den frugtbare jord, som tidligere blev brugt til sukkerplantager.

Rester fra jernbanen hvorpå man transporterede bl.a. sukker
mod øens havn 

St. Kitts er en grøn ø, med en imponerende udseende på grund af det 1200 m. høje og skyomsluttede bjergtop i midten og den tætte regnskov der dækker den. Denne skov er hjemsted for tusindvis af små afrikanske green velvet aber, der blev sejlet hertil af plantageejere som kæledyr. På Carib-sprog hed øen Liamuiga, som betyder ”fertil ø”. Columbus omdøbte den efter den samme helgen han selv blev opkaldt efter, St. Christopher (forkortet i dag til St. Kitts). I 1623 kom de første englænder til øen og dannet landets første karibiske koloni. Næsten samtidig ankom der også franskmænd og de to grupper rottede sig sammen og udryddede de 2000 Carib-indbyggere der boede på øen, for senere selv at begynde at bekæmpe hinanden. Det blev de ved med de næste 150 år, indtil St. Kitts og Nevis blev britisk efter Versailles traktaten fra 1783. Øerne led den samme skæbne som de andre caribiske øer, slaver blev sejlet hertil fra Afrika og man dyrkede sukker på store plantager. I dag blev disse omdannet til hoteller og ressortområder hvor turismen, som nu er øernes hovedindtægtskilde, blomster. Næsten dagligt ligger et til tre krydstogtskibe til og øen vrimler med vinterblege turister.

Katolsk kirke i Basseterre, St. Kitts

Basseterre, hvor vi ligger i havn i fire dage, er landets hovedstad og dens arkitektur bærer præg af både den franske og engelske kolonitid. Desværre ser mange af disse bygninger slidte ud og generelt er byen kontrastfuld. Den ene side af havneområdet er farverig og med dyre forretninger, hvor kun turisterne har råd til at handle, mens i den anden side ligger det lokale marked og gadehandlerne der sælger lidt grøntsager eller fiskere der renser og sælger fisk lige på stranden. Byen er ikke stor men dens centrum er ret intens, fordi her ligger alle forretningerne og der er en larm og et konstant mylder af mennesker. For første gang i lang tid har vi set lysregulerede vejkryds og folk har også råd til dyrere biler end på nogle af de andre øer. Der skal dog siges, at bygningerne og vejene er meget slidte og det virker som om man ikke har vedligeholdt dem siden kolonitidens afslutning i 70’erne. Efter sukkermarkedets kollaps har øerne haft svært ved at klare sig økonomisk og først nu, i de sidste 10-20 år, har de oplevet en renæssance takket være turistindustrien og frihavn status.

Amerikanske fastfood kæder finder også vej hertil

Katedralen i Basseterre

Tomme gader om søndagen

Om søndagen er byen nærmest støvsuget for mennesker, kun nogle supermarkeder har åbent og de eneste man møder i gadebilledet er taxachauffører og kirkegængere.  For religion er en vigtig del af, faktisk, hele det caribiske område. Der er rigtig mange kirker, store og små, og de dækker over forskellige kristne trosretninger. Når man går forbi kan man høre kirkegængerens sange gennem de åbne vinduer og døre. Ikke nok med det, er der radiokanaler med religiøst profil hvor prædikanter holder endeløse taler med citater fra biblen. Man går så vidt som at montere kæmpe højtalere på gaden eller ved busterminaler, hvorfra en eller andet gadeprædikant gør sig klog på biblens ord. Som regel prædikere han om dagligdagen og om guds kærlighed til menneskerne. Det lyder sommetider som en løftet pegefinger til tilhørerne. 

Saint Barthélemy (St. Barts) – 13.-15. marts 2018

St. Barts, for anker i solnedgang

St. Kitts blev den sidste af de selvstændige vestindiske øer vi skal besøge på denne tur. Fra nu af mangler vi St. Barts og St. Martin som er franske oversøiske territorier og det betyder lettere og billigere indklarering (som regel selvbetjening på en computer og 5 euro). Vi brugte de sidste østkaribiske dollars på en bustur sidste dag på St. Kitts. Fra nu af skal vi regne med euro, men det betyder også at det er dyrere at spise på restaurant eller at tage en drink på den lokale bar. Sejlturen til St. Barts tog 7 timer og vi havde næsten samme vindforhold som over Atlanten: næsten medvind (halvvind) og 2-3 m høje bølger der gjorde, at vi tog søsygepiller for at være sikre på, ikke at få det dårligt på turen. Så alt gik godt, sejlede for sejl hele vejen og nød bla synet at Statias vulkanbjerg. Vandet var krystalblåt og vindroret styrede fint, selv gennem de efterhånden kendte plamager af alger.

Svenske spor

St. Barts er en meget lille ø og der bor kun ca. 7.000 mennesker. Trods det, er der både en lille lufthavn med heftig aktivitet, industrihavn og en stor ankerplads og lystbådehavn. Det er den eneste caribiske ø hvor man ikke har brugt afrikanske slaver og hvor befolkningen er hovedsagelig hvide. Dens klima er tropisk med meget lidt regn og den har heller ikke landbrugsarealer, kun klippe eller kuperet terræn. Derfor har man ikke kunne dyrke sukkerrør og har heller ikke haft brug for arbejdskraft til det. Til gengæld har svenskerne, som ejede øen fra 1784 til 1878, brugt den som handlestation for slaver. Kongen mente, at man ikke kunne bruge øen til ret meget, men der var en god havn som kunne bruges som frihavn, og derfor nemt for franskmænd, englænder og hollænder at drage fordel af. Enhver som importerede slaver fra Afrika direkte til St. Barts, slap for at betale told. Der er ikke meget at se i dag, men der er dog svenske gadenavne og hovedstaden Gustavia er opkaldt efter kong Gustav III af Sverige. Columbus døbte øen efter sin lillebror, Bartholome.  

Havnen i Gustavia, St. Barts

Da slavehandlen sluttede, oplevede øen en stor økonomisk nedtur og mange flygtede fra øen. Svenskerne solgte den tilbage til Frankrig i 1878, men først i 1960’erne oplevede øen en sand renæssance, takket være især turisme, og her taler vi om rige turister som øen tiltrak.  I dag er St. Barts kendt for sin eksklusivitet og luksusturisme. Der er ingen arbejdsløshed eller kriminalitet og tilflytningen til øen er stor, hvilket man kan læse på boligpriserne, der er højere end på Champs-Elysée i Paris.     

For anker Anse de Columbier

Vi ankrede vores lille båd på ankerpladsen ved hovedbyen Gustavia og oplevede et par nætter hvor vippeturen kunne forveksles med en tur i tørretumbleren. To nætter var altså nok, så vi flyttede til den nordlige bugt Anse de Columbier som er noget af de smukkeste vi har set, med azurblåt hav, hvid strand og vandrestier i land. Og vandre, det gør vi lige så tit muligheden er der, både for motionens og for den flotte udsigts skyld. Bjerge og hav ved siden af hinanden giver bare en rigtig smuk kombination. Man ankre op ved mooringsbøjer fordi man prøver at bevare havbunden så uberørt som muligt til glæde for de flotte fisk og skildpadder, som vi har set mange af, men ikke har kunne fange på billeder. Øv!

Vi har ikke undervandskamera og Mik mener han ser nok fisk og koraler når ankeret skal tjekkes, bunden skal skrubbes og skruen skal poleres, samt de daglige badeturer, der altid foregår med dykkerbriller på, så vi gør ikke så meget ud af dykning som så mange andre.

St. Martin – vores sidste caribiske ø 😉

Den delte St. Martin

St. Martin er er en ø på størrelse med det halve Bornholm, sådan cirka. Den er delt i to dele, den nordlige del er fransk og den sydlige er hollandsk. Der er en sød historie (der overhovedet ikke kan kategoriseres som historisk korrekt) der forklarer, hvordan man har fundet ud af, hvor grænsen skal gå: man har sendt en franskmand med en flaske vin og en hollænder med en flaske gin fra hver sin side af øen og der hvor de mødtes skulle grænsen gå. Den franske del er en anelse større end den hollandske, og dette skyldes at gin er stærkere end vin 😊. Nå, men uanset hvad legenderne fortæller, så har øen været vigtig for hollænderne på grund af dens saltsøer. Senere har man dyrket tobak og senere sukker. Som andre steder, da sukkerproduktionen fra sukkerrørene ophørte, oplevede øen økonomisk nedtur. Man forsøgte i 1939 at rette op på økonomien ved at gøre øen total tax-free, og strategien virkede. Siden da har man oplevet økonomisk fremgang og der er gang i bl. turismen, hvor der årligt kommer en million turister til byen. Det går så godt, at man mangler arbejdskraft, og derfor har man oplevet, at fx sejlere kunne finde sig et midlertidigt arbejde her.  

Det er som sagt vores sidste caribiske ø, lidt underligt at tænke på, men nu vi er her, føles det godt. Vi har sejlet i det Caribiske hav siden juletid sidste år, og nu er det snart tid til at krydse Atlanten tilbage til Europa. Vi er både glade og mætte af caribiske oplevelser men alligevel lidt vemodige. Vi har været så heldige at besøge mange øer/lande og lære lidt hver gang, har mødt mange mennesker, både lokale og sejlere ligesom os, har delt oplevelser sammen og blevet beriget på mange måder. Men her på det sidste må vi jo nok erkende, at en snært af hjemve er begyndt at melde sig. Især fordi vi ved, at nu er det nu, at vi skal på det store ocean igen, prøve kræfter med mor natur og være på åbent hav i flere uger. Har vi savnet det? Næ, ikke rigtigt. Men vi ved vi skal og vi gøre os så klar som muligt så vi kommer godt igennem det.

Vaskeriet efter Irma

Desværre så er mødet med den sidste ø på vores tur også mødet med et ekstrem syn efter sidste efterårs hele to orkaner der har ramt St. Martin hårdt. Det er ubeskriveligt med ord, men billeder taler for sig selv. Orkanen Irma var den kraftigste nogensinde der har ramt de caribiske øer i nyere tid og her er der ikke en bil, et hus, en gade eller et træ der ikke har taget skade.

Ødelagt kirke

Livet går som bekendt videre og vi kan se at man er i gang alle vegne med at rette op på, reparere eller fjerne det der skal fjernes for at få det hele på rette kurs igen. For os sejlere er det chokerende at se alle de både der er skyllet på land eller hvis maste stikker ud af vandet alle vegne i fx Simsons Bay. Selve marinaerne er også blevet hårdt ramt, deres betonbroer er rippet op og sådan noget som vandrør og kloaksystem er blevet ødelagte. Alle katamaraner lå på hovedet og sejlbådene lagde sig på siden, tog vand ind og sank. De både der lå på land knækkede masten og fik ødelagt skrog.

Kun nogle af de utallige både der enten sank
eller mistede mast og andet under orkanen

Vi ved ikke hvor stort impact orkanen har haft på øens tidligere så blomsterne økonomi, men vi kan se, at der ikke er så mange turister, mange hoteller er ødelagte og derfor lukkede, der kommer ikke nær så mange krydstogtskibe og der lander heller ikke ret mange fly fra den ellers så berømte Princess Julianne lufthavn på den hollandske side.

Maho Beach

Maho Beach

Vi skulle selvfølgelig også prøve at opleve Maho Beach ved lufthavnen, hvor man kan mærke jetstrømmen fra store fly der starter få meter fra stranden. Jeg ville helst opleve dem lande og Mik vil stå bag én når den giver gas før den letter. Og det skal jeg love for han fik mærket suset! Samtidig med masser af sand i øjne, næse og lunger. Senere fik vi et godt råd: tag dykkerbriller på 😊. Så hvem ved, måske sejler vi dertil igen og denne gang vil jeg filme ham imens.

Jet Blast

Pas på!

ny motor

Vores lille el-motor til gummibåden har fået mange tæsk under turen. Den har været slynget rundt og ligget i saltvand mens den sad på gummibåden, fortøjet til Blue Dane på ankerpladsen. Men det værste var alligevel en gang den blev mast under en betonbro et sted på Martinique. Siden da, døde den mere og mere og lige pludselig en dag, kunne den slet ikke trække mere ☹. Mik prøvede at give den kunstig åndedræt men det holdt ikke. Efter to dage hvor vi prøvede at ro frem og tilbage, i både modvind og bølgegang, blev vi nødt til at indse, at vi ikke kan undvære en påhængsmotor. Så vi købte en 3.5 hk Nissan og nu kan vi komme hurtigere rundt. Det er dog med blødende hjerte, for vi ville helst købe en ny el-motor, men det var ikke til at få fat på herover. Personalet i bådbutikken havde aldrig hørt om sådan en før, og de flokkedes alle sammen om vores billede af den og så uforstående ud.   

En dollar vs. en euro :-)

St. Martin er på mange måde en lidt skizofren ø: den er delt i to, hver del har sin valuta, den franske del har euro og den hollandske bruger både amerikanske dollars og den gamle hollandske gylden (!). Den franske del er medlem af EU, den anden ikke. Den hollandske del taler engelsk og den franske mest fransk (der tales dog engelsk mange steder). Til fælles har de dog det lokale kreol-sprog som er en bladning af engelske, franske og afrikanske ord. For os sejlere er det vigtigt, hvis man tjekker ind på den hollandske side, skal man huske at tjekke ud inden man sejler til den franske, og der skal man selvfølgelig huske at tjekke ind igen. Ellers kan vi bare bevæge os rundt på øen som vi har lyst til. Kun hvis vi flytter båden, skal vi huske at informere myndighederne. Vi har således sejlet i den lille gummibåd fra den ene del til den andet og taget bussen fra Marigot, den franske hovedstad til Phillipsburg, den hollandske hovedstad. I butikkerne kan man betale med begge valutaer, men hvis man fx betaler med euro i den hollandske del, får man US-dollars tilbage og viceversa. Og de regner med en kurs én til én, som overhovedet ikke er helt ok, for euroen er mere værd end dollaren. 

  

Vores plan er at blive på St. Martin til ca. 1. april, hvor vi forhåbentlig kan se en god vejrudsigt med en vindstyrke og retning der kan føre os til Azorerne. Derfra er det England og den Engelske Kanal.