Farvel og tak for denne gang :-)

Vi har valgt at have vidner til vores livs oplevelse: Et sidste tilbageblik og refleksioner

Sluse og kanalsejlads i Holland

Da der var østenvind i Nordsøen, valgte vi at sejle gennem de hollandske kanaler og vi glædede os helt vildt til at se Standing Mast Route igen og nyde de hyggelige steder vi har besøgt i 2002 på vej hjem fra London. Kanalsejlads er skønt, stille og roligt og der er 0 stress :-). Vi er også ekstrem heldige med vejret, der er sommer og sol over hele linjen, så vi nyder det max. 

Her har vi haft tid til at snakke om hvordan vi har det efter vores Caribien-eventyr, nu vi er på vej hjem. Som tidligere nævnt, faktisk på den allerførste sider af denne blog, har Mikael og jeg planlagt at sejle langt i Blue Dane allerede da vi bestilte højere mast og rig, end sådan en båd normalt er udstyret med. Siden 1999 da båden kom i vandet, har vi sejlet sammen med vores børn på kanaler til Paris, derefter London og Østersøen rundt. 

Men at der skulle gå mange år før vi for alvor kom på en rigtig lang tur, kunne ingen af os vide. I stedet for at sejle jorden rundt, som vi oprindeligt havde talt om, blev vi enige om, af at mindre også kan gøre det. Caribien blev den destination vi ville hen, for den tid vi havde til disposition passede til afstanden og til de vejrforhold der gør turen muligt på et års orlov.

Når man læser 30 år gamle bøger, skrevet af folk der sejlede samme rute i 80-erne, er der stor forskel på det Caribien der var den gang og på det Caribien vi lige har oplevet. Dengang var det ikke så almindeligt som i dag at sejle rundt imellem øerne i egen eller lejet båd. I dag er der mange, især lejede katamaraner, som sejler lystigt rundt mellem øerne og på den måde kan man få 14 dages strand og palmer-oplevelser, mens det er vinter på de nordlige breddegrader. Der er sågar rigtig mange, også danske, skibe der ligger fast i Caribien og bliver brugt som sommerhuse i årevis. Turisme er blevet øernes vigtigste indtægtskilde og der følger både fordele og ulemper med. Men når man kommer i egen båd, er det en oplevelse for livet at sejle ind i det turkisblå vand og kaste anker tæt på en hvid strand med høje palmer.

Der er måske mange ting der var anderledes ”i gamle dage”, men det er ikke noget der kan ødelægge vores møde med den smukke natur og det fantastiske klima, som gør Caribien til et lille stykke Paradis på jorden. Så vores råd til alle der går med en drøm om at sejle langt og opleve denne del af verden er: sæt en dato, gør skibet klar og kast fortøjningerne. Oplevelserne venter derude og man kommer hjem beriget med oplevelser for livet.

Ankerplads i Caribien

Vi vil her gerne takke alle de søde mennesker der har fulgt og opmuntret os undervejs, både her på bloggen og på Facebook. For os har det været dejligt med en lille tilbagemelding eller en smiley, skønt at andre har kunne få glæde af vores turbeskrivelser. Der er delte meninger om, hvorvidt det er en god ide at bruge de sociale medier, så folk kan følge med. Vores begrundelse for det har været, at på den måde kan vi selv sidde om 10-15 år og læse om alle de gode oplevelser og udfordringer vi har haft. Ud over det, kan al det skriveri være til inspiration for andre, sådan som andres turberetninger har været for os i de år vi har forberedt os på vores eventyr. Ydermere synes vi, at det er en fornøjelse at kunne dele med andre. Man skal have vidner til sit liv, man skal kunne dele sine erfaringer og man skal være med til at sætte skub i andres udlevelse af deres drømme. Vi har haft glæde af at læse bøger, turberetninger i Langturssejlerbladet, blogs på nettet og indslag i diverse dagblade. Så nu giver vi vores erfaringer videre og føler på den måde at vi betaler lidt tilbage.

Navionics plus søkort 

Vi er også meget taknemmelige for alle de skønne mennesker der for snart et år siden kom på havnen og ønskede os god vind. Især onkel Jørgen viste sig som en rigtig sejler og kom sejlende hele vejen fra Roskilde for at følge os godt på vej ned gennem Lillebælt. Nu er vi snart retur til udgangspunktet og mon ikke Maja og Bjarne bliver glade for at få vores fælles båd, Blue Dane, tilbage på bro 4 :-).

Der er nogle ting vi har haft ombord, som har betydet at sejladsen har været let og ligetil. For det første vil vi fremhæve vores vindror Wind Pilot Pacific som har været som den tredje mand ombord, dog uden at bede om hverken mad eller hvile. For det andet er det vores apps: Navionics, navigations-app der har vist sig som en udmærket op pålidelig instrument og vejrappsene Windy og Tidy, som har været med til at bestemme timing for vores turplanlægninger. Uden dem ville selve sejladsplanlægningen og gennemføringen af den have været mere besværligt og tidskrævende. Undervejs har vi også benyttet os af diverse sejlerguides, som varmt kan anbefales når man skal ud i verden.

På det knapt et år vi har været væk, er der sket mange ting derhjemme, som vi glæder os til at være en del af. Mikaels søn Bjarne og hans kæreste Maja er blevet gift og har købt nabohuset hjemme i Odense. Vores datter Karina er blevet kæreste med Kenneth, en af Mikaels ”gamle” kammeraters søn. Min søster Otilia og hendes mand Jonas venter barn til august. Jo jo, man skal ikke vende ryggen til ret længe før der sker ting og sager på hjemmefronten.

Med ønsket om at I alle har fået lidt ud af vores anstrengelser, siger vi tak for denne gang. Og måske på gensyn, for, hvem ved, måske er der et nyt eventyr der står og banker på. Det handler kun om at åbne døren og begive sig afsted.

Azorerne og sidste stræk mod England

På Azorerne føles det næsten som at være hjemme

Pico, Azorerne, ligner en UFO 

Vi rejste fra Grand Canaria i starten af november sidste år og har været væk fra Europæisk territorium i næsten 6 måneder. Når man er væk så længe, og som os ankommer i egen båd til fremmede lande, kommer man til at opleve både befolkning, myndigheder og samfundsforhold som er så anderledes, at man kommer til at sætte mere pris på lille Danmark. Det synes vi i hvert fald. 

Og alle forhold på Azorerne ligner meget dem vi kender fra Danmark: havnemyndighederne er flinke og priserne er acceptable, faktisk lavere end derhjemme og man får lov til at være i fred. Men det mener jeg, at man tit i Caribien følte vi os nærmest forfulgt nogle gange af mennesker, der troede de kunne tjene penge på os, bare fordi vi var udlændinge. Det er også en fornøjelse at gå tur gennem byen og beundre de smukke huse med frodige haver og de rene og pæne gader.

Der er rigtig meget at se på Azorerne, for øgruppen indeholder 9 forskellige øer, som hver især er både interessant på grund af den smukke natur med høje vulkanske bjerge, velafmærkede vandreruter og byer der byder på alt mulige fornøjelser fra gode restauranter til sorte strande. Vi var i Horta på øen Faial mens der blev holdt folkefest i en af byens parker i anledning af 1. maj. Som så mange andre steder i verden, samledes folk til picnic, her med de traditionelle grillede sardiner og den obligatoriske øl til.

Calderaen, vulkankrater, 8 km. rundt, 400 m dyb
og 2 km. på tværs

Den sidste dag i Horta lejede vi en bil, en bitte Smart, og kørte hele øen rundt. Vi ville først og fremmest se den store vulkankrater Calderaen og besøge det spændende museum der blev bygget på den spids af øen hvor en vulkanudbrud for 60 år siden forlængede øen med et par kilometer. Det er både imponerende og rørende at opleve et sted på jorden som faktisk ikke eksisterede bare for 60 år siden. Den vulkanske aktivitet er på ingen måde stoppet på Azorerne, som ligger lige der hvor hele tre tektoniske plader møder hinanden og danner en trekant hvorfra jordens indre kan spyes ud når som helst.   

Nyt land (2 km.) efter vulkanudbrud i 1956

Fyret der før stod på det nordligste punkt er nu gemt af det nye land

Vi kom i godt selskab med andre danske
langturssejlere

Traditionens tro satte vi også vores aftryk på molen i Horta Marina, der hvor man kan finde navnene på alverdens skibe og sejlfolk som har krydset Atlanten og som ifølge overtroen, ikke må sejle videre uden at indgravere mindst skibets navn på molen. På den måde har man gjort sit til, at vejr og havguderne besinder sig når man sejler videre. 

Peter´s café og Langturssejlerfanen

En anden sejlertradition er at aflægge Peter´s café et besøg og indsnuse stemningen, nyde et veltilberedt måltid og se på de mange sejlklubflag der pynter både vægge og loft. 

En anden sejlerovertro siger, at man ikke må begive sig afsted på langfart på en fredag. Hvorfor, ved vi ikke, men når man er så meget afhængige af ydre forhold, kan man ikke lade være med at lytte til overtroen af frygt for, at noget ubehageligt ville ske. Så vi benyttede os af den luksus i form af en bil, købte alt muligt ind til videre færd og gjorde klar til afgang torsdag d. 3. maj. Dagen forinden fyldte vi diesel på både reservedunke og tank så vi var helt klar til afgang. Men vejrudsigten skulle også være god, så vi ventede til sidste øjeblik med at bestemme os.

Over Atlanten fra Horta til England – 1223 sømil

Ruten St. Martin til England

Det er fjerde gang at vi skal gøre sejlklar til mere end en uge på åbent hav. Det bliver selvfølgelig nemmere hver gang, for nu ved vi nogenlunde hvad vi skal købe ind af mad og hvilke madvarer der holder sig bedst eller hvad der overhovedet kan lade sig gøre at tilberede i høj sø. Ved en gennemgang af stuverum, fandt jeg stadig dåsetomater og ris fra Gran Canaria, kokosmælk fra Madeira, tørgær fra St. Vincent og juice fra St. Martin. Det er sjovt at gå på optagelse i andre landes indkøbscentre og vi er især blevet udfordret på kødsiden. Det er fx så godt som umuligt at finde hakket svinekød til en god omgang frikadeller, så dem savner vi altså!

Afgangen blev kl. 9.00, hvilket er sent efter vores smag. Vi vil helst afsted tidligere om morgenen, men der var lige en udklarering der skulle klares og kontoret åbnede først kl. 8.00. Det første døgn sejlede vi skiftevis for motor og for sejl, da vi skulle sejle fri ad øerne og vinden svingede i styrke hele tiden. Vores plan var at følge en nordlige kurs og på den måde undgå et vindstillebælte som strakte sig i lige linje mellem Azorerne og den engelske sydspids.

Vi tog en søsygepille, just in case, for vi begge kunne føle et let ubehag og havde faktisk ikke lyst til aftensmad den allerførste aften. Vores erfaring siger efterhånden, at vi skal lytte til vores maver og kun indtage lidt mad af gangen. Den første dag er vi som regel så spændte og måske stadig mætte fra dagen før, så appetitten er minimal.

Dag 2-4

Vi har sejlet 329 sømil de første tre døgn, hvoraf det sidste nåede vi op på magiske 125 mil! Det er den fart som vi sejler med, hvis der er vind nok. Sagt på den måde, at hvis vi sejler stærkere kan vi finde på at reducere sejlarealet for at prioritere komforten ombord. Vi har på dag 2 og 3 haft en svag medvind så vi sejlede butterfly (et sejl til hver side) med spillerstagen på genuaen (forsejlet).

Vi kan godt mærke en vis afmatning og vi er mere rastløse end før, nu når vi har prøvet så mange gange at sidde stille flere dage af gangen. Tiden går som sædvanligt med madlavning, brødbagning og underholdning i form af fx læsning, krydsord og små spil på tlf.. Dagens højdepunkter er uundgåeligt måltiderne og vi kan sidde og dvale i timevis over en enkel kop kaffe. Nattevagterne er bare noget der følger med og vi deles som vi plejer: jeg er vågen til kl. 01.00 hvor Mikael tager over til kl. 6.00, hvor han atter går i seng i tre timers tid. Jeg kan til gengæld finde på at tage en middagslur på to timer og så er det igen tid til af finde på noget til aftensmad og til eftermiddagskaffen.

 

Dag 5-7

Vindroret er uundværligt

På 5. dagen fik vi jævn vind, agten for tværs. Det er det optimale vindforhold, hvor båden glider bedst gennem vandet og skyder en god fart. Således nåede vi på 135 mil på et døgn, og det er skønt. På 6. dagen til gengæld, begyndte vinden at tage mere og mere til i styrke. Vi tog storsejlet ned og gled for genuaen alene. Til aftenen synes vi at vinden døde lidt, så vi satte stagen på genuaen (en pind der holder forsejlet udstrakt så det fanger mest muligt vind). I løbet af natten blæste det atter op, denne gang med bølger op til 3-4 meter. Da Mik overtog vagten kl. 01.00, havde han faktisk ikke sovet overhovedet. Det var ikke til at ligge i sengen og jeg sad også mest i førersædet, for de store bølger blev ved med at true med at kaste mig på dørken ude i cockpittet. Til sidst endte jeg faktisk med at sidde/ligge nede i kahytten hvor jeg kunne holde mig fast ved at kilde mig mellem væg og den pose hvor genakkeren er pakket ind i. Æggeuret ringede hvert 30 minut, hvor jeg med noget besvær kunne rejse mig for at holde udgik. Det samme gjorde Mik da det blev hans tur, og hen mod solopgangen rebede han forsejlet til en ganske lille trekant, det man også kalder en stormfok. Der blæste det allerede mere end 10 m/s. 

Dag 8-9

Det er blevet rigtig koldt, så oliefyret bliver taget i brug

Vi håbede på at det var det, for næste morgen bød på fint og lunt solskinsvejr, hvor vi kunne sidde i cockpittet og nyde det. Det vi ikke vidste var, at blæsevejret næppe var forbi. Allerede fra om eftermiddagen blæste det mere og mere op, men vores erfaring sagde, at det ville løje af hen på aftenen, så vi lod det rebede storsejl stå, men vi tog spillerstagen ind igen. Da det begyndte at blive mørkt, blæste det mere og mere op, og før vi vidste af det, samlede det sig masser af mørke skyer og vi kunne se på barometeret at det her var ikke bare en lille byge. Bølgerne tornede sig op og skummede arrigt og koldt mens de uden nåde ramte båden fra begge sider. Selv om båden er vandtæt, trængte der alligevel lidt vand ind hist og pist. Genuaen blev rebet helt ned igen og alligevel skød vi en fart vi ikke er vant til. Ikke nok med at vi lå voldsomt ned, men en gang imellem skar båden så meget op mod vinden, at man fik en følelse af at befinde sig i en ruchebane.

masser af saltvand på forruden!! 

Vi var hurtigt klar over, at det havde vi ikke prøvet før (i hvert fald ikke jeg, for Mik har tidligere sejlet kapsejlads hvor man prøver lidt af hvert) og nu var det bare med at finde et godt sted i båden hvor man kunne holde sig fast og vente på det gik over. Vi sov slet ikke den nat. Vi lå fuld påklædt i hver sin side af kahytten, Mik i slingrekøjen og jeg igen kilet op af væggen med genakkeren som stopklods der forhindrede mig i at trille ud af sengen. Gud hvor det blæste og det susede og det larmede med helt ukendte lyde så det ikke kunne undgås at blive utrygt! En gang imellem synes man at det egentlig gik meget stille og roligt selv om det føltes som at køre i en hestevogn på en ujævn markvej. Men så tog vinden hårdere fat og det føltes som at blive smidt på hestevognens gulv, mens hestene galoperede derude og man forgæves forsøgte at få fat i tøjlerne for at standse dem. Og sådan gentog det sig mange gange indtil klokken blev 03.30 og vinden pludseligt vendte. Nu kunne vi skifte sejlene til den anden side og få mere balance i båden. Men det blæste stadig en hård vind til kuling og bølgerne var 5-6 meter høje. De så arrige ud og med skum på toppen der lignede snedækkede bjerge. En gang imellem føg skummet hen fra den ene top til den andet. Og det betyder stormende kuling, altså en styrke på 18-22 m/s.   

Der er sus i skørterne!!

På vores sidste stækning på Atlanten, skulle det gamle ocean vise os sin styrke, og det må vi acceptere, siden det tidligere har skånet os for dårlige oplevelser. Vi havde indtil torsdag d. 10. maj sejlet i alt fra stille til hård vind, men aldrig i mere end 15 m/s undtagen hvis der lige var en tordenbyge, eller et bjerg der genererede lidt ekstra vind. Atlanten vil give os en anderledes oplevelse her på falderebet og sikke en! Det er også blevet så koldt at vi har tændt vores oliefyr, men det kan desværre ikke brænde hvis båden krænger konstant, dvs at vi ikke kan tænde det mens vi sejler for sejl (det kommer fra en fiskekutter). Så det er rigtig koldt og vi kan for alvor mærke at vi kommer tættere og tættere på de breddegrader hvor den ene lavtryk afløser den anden og hvor temperaturen på ingen måde kan sammenlignes med den vi har haft i så mange måneder sydpå.

Det er i sådan et vejr, her tidligt på sæsonen, en LM kommer til sin ret med det faste førerhus og overdækkede cockpit.    

Der er fart over feltet!!

Den meget stærke vind har udsat både Blue Dane og os på en styrkeprøve. Heldigvis er vi alle tre kommet godt igennem, men jeg vil indrømme at jeg ikke håber det sker så tit. Det er sjovt at sejle, men når det blæser så kraftigt, kommer der en følelse af utryghed frem i mig, selv om fornuften inderst inde hvisker mig i øret og siger, at det nok skal gå.

Den helt stor fordel er, at vi skød en god fart. De nattetimer stod loggen mellem 7 og 10, og det gav over 6 knob i gennemsnit det døgn, som betyder at vi har sejlet 146 sømil, hvilket er absolut rekord på denne tur. Det er aldrig noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget, som man siger 😊.

Mikael siger at det er helt godt gået af en 32 fod og 6 ton tung, bredrøvet motorsejler!

Han er også lidt stolt af, at hans specielle direkte arrangement mellem rorpind og vindror, der gør at begge ror følges ad, og hjælper hinanden, kunne hindre båden i at skære op, hver gang vi runder den teoretiske max fart på 8,5 knob. Han siger, at det også skyldes de nye sejl der begge var rebet ned til et minimum.

Dag 10-11

Vi trænger til bad og Mik til barbering efter 11 dage på vandet

Efter planen skulle vi anløbe Folmouth tirsdag d. 15. maj. De 5 dage med hårdt vejr gjorde at vi ankom allerede søndag d. 13. maj om natten. Derfor valgte vi at fortsætte til Turquay, 70 sømil længere inde langs Englands kyst og ankomme mandag formiddag efter 11 døgn og 1300 sømil.

Søndag d. 13. maj på 10. dagen stod vi op til en flot solskinsdag. Det trængte vi virkelig til! De sidste mange døgn har vi skulle leve med regn og rusk, men også kulden er begyndt virkelig at indfinde sig. Vi målte 14 gradet i kahytten og 11 grader i vandet. Vi har en oliepottefyr som vi normalt tænder for i det tidlige forår hjemme i Lillebælt. Det kunne desværre ikke bruges mens vi sejler for sejl og båden krænger konstant på en side. Så vi frøs godt nok ret meget og håbede i det mindste på lidt solskin om dagen. Men ak! Det blev kun til regn og tunge skyer med stærk vind til følge. Men i dag er der sol og glade dage i cockpittet, der bliver serveret kaffe og vi har atter fundet smilet frem. Vi har heller ikke kunne tilberede varm aftensmad, så vi har nøjedes med små interimistiske retter som færdiglavet chili con carne eller salat af kogte æg og kartofler (som i øvrigt smager ganske godt med løg og olie/eddike dressing på).

Hov! Hvad kommer der der?

Den første fiskebåd, 200 mil fra Englands kyst!

Der er et døgn til vi kommer i havn og vinden er så godt som forsvundet. Der er kun dønninger tilbage og vi har startet motoren for at sejle en jævn fart og for at kunne regne med ankomsttidspunktet. Vi trænger virkelig til et varmt bad og Mikaels skæg har aldrig været længere og mere grå før 😊. Vi ved ikke hvad vi skal forvente, men et varmt brusebad må de da have i en engelsk havn.

Vi har hermed sagt farvel farvel til Atlanterhavet og er kommet ind i Den Engelske Kanal. Set på det søkort vi lige har sejlet igennem, er Den Engelske Kanal bare en lille rende, men Kanalen er fra Brest i Frankrig til Den Helder i Holland 825 km. (4-5 døgns sejlads), 180 km. bred her hvor vi sejler ind og 40 km. på det smalleste sted mellem Dover og Callais.

Til sammenligning er der 612 km. over Nordsøen mellem Thyborøn og Aberdeen i Skotland.  

 

  

At krydse Atlanten fra vest mod øst (St. Martin-Horta)

Afgang fra St. Martin, onsdag d. 4.04. 2018

Sundowner inden Atlanten

Dagen før dagen, havde vi lige et par ting der skulle klares: først, handle frugt og andet friskt til turen. Desværre fandt vi ikke mere rugbrød på hylden over ”specielle varer” i ellers så velassorterede supermarked. Det er mærkeligt, men vi har flere gange oplevet, at hylderne bliver tomme, da næste alle produkter bliver sejlet hertil fra Europa eller USA. I flere dage har vi fx ikke kunne købe frugt, så jeg var lige ved at gå i panik over, at vi ikke kunne købe frisk frugt til turen over Atlanten. Heldigvis kom der nye forsyninger inden vi skulle sejle.

Og så skulle vi udklarere, og det foregik på en computer i byens bådbutik. Vi sejlede en sidste tur med en læsset gummibåd til Blue Dane, der ventede for anker i Marigot Bay. Dagen forinden havde vi taget afsked med Lisbeth og Jørgen på Nordlys og aftalt at ses igen i Danmark (Jørgen har lovet at holde øje med vejrudsigten og vi ringer til ham på satelittelefonen hver onsdag for en update). De skal ikke sejle hjemad endnu, så dem møder vi nok ikke mere på vores tur.

Efter flere uger i varmt vand

Nu manglede vi at vaske den yderst snavsede gummibåds bund, pakke den sammen og sure påhængsmotoren godt fast til søgelænderen. Hvem ved hvornår de skal i brug igen. Fra nu af tror jeg at vi kommer til at ligge mest i havn, men nu må vi se… Da vi ellers sad tilfredse med dagens indsats og med al klargøringen i hus, kom der Peter fra katamaranen Mandalay af Århus forbi og inviterede til en sundowner (mangocolada hvor han bruger mangojuice i stedet for ananas saft) på hans båd, og det kunne vi jo ikke sige nej til. Morten og Stig fra Sommervind af Strib kom også med og vi nød nogle timer sammen, inden vi sagde farvel til hinanden med ønsker om god vind, der hvor vi hver især skulle sejle hen. Det er højt sandsynligt at vi møder Sommervind på Azorerne, da de selv skulle afsted et par dage efter os.

Dag 1-5

Første dag i søen startede vi op imod østenvinden, for motor og rebet storsejl, fordi vi lige skulle udenom øen Anguilla, inden vi kunne falde af og sejle for sejl alene. Efter 5 timer rullede vi genuaen ud og så var vi for alvor på vej. Vinden kom fra øst med en styrke på 5 m/s, en styrke og en retning som var bedre at sejle med, den gang vi krydsede Atlanten den anden vej. Nu betød det modvind. Efter vejrudsigten skulle vinden holde både styrke og retning den første uges tid, indtil vi kom fri (længere nordpå) af østpassaten, så sejlene og vindroret blev sat til skæringssejlads. Mange vælger at gå helt op til Bamuda, hvis deres båd ikke er så god på skæring, eller kræver meget vind. Livet ombord er lidt besværliggjort af, at båden ligger meget på siden, i dette tilfælde bagbordssiden, og de høje bølger gør, at den vipper op og ned. Det betyder at det er svært at holde sig fast, lave mad eller fx gå på toilettet. Toilettet ligger i styrbordside, så man skal sørge for at holde sig godt fast for ikke at hoppe af, og åbner man det overfyldte køleskab i styrbord side, vælter der altid lidt ekstra ud.

Sammen med de uvante bevægelser sneg søsygen sig stille og roligt ind på os, men denne gang var vi hurtigt ude med søsygepillerne. Men trods det, var der ikke ret meget appetit at spore da vi nærmede os aftensmaden, så den blev vi enige om at vente med til næste dag. Da solen gik ned ved 19- tiden gik Mikael til køjs og jeg holdt den første vagt til kl. 24.00 hvor det var min tur til at sove. Efter tre timers søvn vågnede jeg med migræne og blev nødt til at tage en af de stærke migrænepiller. Det vidste sig senere, at de første tre nætter gentog historien sig. Heldigvis har jeg ikke haft ondt i hovedet mere de sidste to døgn, og det er en befrielse.

De første 3 dage sejlede vi på skæring med en fart på små 100 mil i døgnet. På 4. dagen fik vi lidt slæk på skøderne da vinde drejede lidt i syd og kom fra en øst-sydøstlig retning. Det betød mere fart på skuden og en hidtidig døgnmålsrekord på 118 mil!  Det er ikke store tal, men imod vinden, og 2m høje søer, der alle gerne vil stoppe skibet, samt sejl der begge er rebet ned til et niveau, hvor det bliver muligt at bo på båden, er vi godt tilfredse.

Det lykkedes os at holde søsygen fra døren i alle 5 dage og vi spiste både havregrød til morgenmad, lavede pasta pesto, risret med svinekød og chilli con carne til aftensmad. På 2. dagen bagte vi endda boller. De smager bare godt mens de er varme og med smør på!

På 5. dagen aftog vinden lidt i styrke og det lykkedes os at tage bad på cockpitgulvet med spande af saltvand og ferskvandsskylning som vi efterhånden har vænnet os til. Det er dog ikke helt uden besvær, da alle ting glider rundt og vi er nødt til at sidde på cockpitdørken for nogenlunde at holde styr på kroppens bevægelser i takt med bølgerne. Det bliver dejligt med rigtigt brusebad på Azorerne!

Mikaels tanker på en ensom nattevagt

Vejrkort

Påtegnet søkort

Så sidder man der, i en gammel hjembygget LM32 motorsejler, d. 9. april kl. 2.00 om natten, midt mellem Colombia og Azorerne, og keder sig bravt. Ca. 3000 km tilbage og 8 km i timen, det kommer til at tage et par uger før vi skal lave molemaleri i Horta på Azorene. Svag østenvind, da vi er tæt på stillebæltet nord for passatvindene, men vi klager ikke, her er man glad, bare der er vind nok til at fylde sejlene.

Så kan jeg lege lidt med iPhonen.

Først en times tid med at lytte til en lydbog, så ½time med 7-kabalen, så ½ time med Tetris. (æggeuret ringer hver ½ time, så er det tid til udkik) Ind på Navionics-søkortet og tegne lidt på kortet. Her er en kompasmisvisning på 10 grader, men det er telefonen ligeglad med. Må hellere lige tjekke. 

Kigger man hen over kompasset op mod nord, kan man se Polaris (Nordstjernen) i halen af Lillebjørn (Den lille Karlsvogn). Jo, den er god nok, ca. 10 grader forskudt. Kigger man fremad står Vædderen med den kraftige stjerne, Hamal, i skulderen og spiller bold med Venus. Lidt svær at få øje på der bag genuaen, men det er telefonen også ligeglad med. Når nu tlf. er ligeglad, hvorfor så ikke lige prøve at lægge den på dørken, og se hvad der gemmer sig på den anden side af kloden. Der er sørme Hobbel rumteleskopet.

Det er godt nok blevet noget nemmere at være styrmand siden jeg begyndte at sejle!

Vædderen 

Hobble 

Dag 6-11

Så er vi nået halvvejs!

På 11. dagen nåede vi halvvejs. Det er dejligt at vide, at nu kan vi snart se en ende på den lange oceanpassage. Vi har prøvet at have vind fra både øst og sydøst, så på tidspunkt havde vi medvind og satte døgnmålsrekord på 135 mil. Sammen med medvinden kom også søsygeagtige ubehag, der betød at jeg ikke havde lyst til hverken at læse, lave mad eller spise den. Det er ligesom om de bevægelser der er i båden, hvor den gynger fra side til side, gør mig svimmel og giver mig kvalme og hovedpine. Det blev nu taget i opløbet med søsygepiller, og vi fik lavet varm mad til aften. Så nu ved jeg ikke hvad jeg skal foretrække, en stille og rolig dag hvor vi sejler omkring de 100 mil eller en rulletur i medvind hvor vi sejler mere end 130 mil. Hvorfor er der altid ulemper i en situation med mange fordele? Jeg tror nok jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg heller vil et par døgn mere til søs, end en hektisk tur med ubehag til følge.

Vi har stort set hver dag lavet varm mad sidst på eftermiddagen og bagt boller ca. en gang hver tredje dag. På den måde har vi friskt brød til når vi bliver sultne i løbet af dagen. Normalt bager jeg ikke ret meget derhjemme, men det kan være det kommer til at ændre sig. Ud over det friske brød, er vi blevet ret vilde med popkorn, som også er nemt at lave i en gryde med olie og under låg. Det er lækkert til den lille sult.

Efter den første uge har vi kunne mærke dag for dag at det blev koldere i luften. Vi startede med at lukke cockpitteltet helt om natten, derefter tage mere og mere tøj på, både om dagen men især på de små timer under nattevagten. Vandtemperaturen er kommet ned på 22 grader, og dynen er også taget i brug igen efter flere måneder. Hver gang vi passere en længdegrad som er delelig med 15, så flytter vi uret en time frem. Vi sejler mod nordøst så det betyder, at der bliver længere lyst om aftenen og dermed færre mørke timer at dele mellem os i nattevagten. De lyse nætter og årstidernes skiften har vi faktisk savnet lidt mens vi har boltret os i sydens varme.

Midtvejspandekager

Nu vi er nået halvvejs, er der indtruffet sådan en slags ”midtvejskrise”. Man skulle tro at vi var blevet vant til at være ombord dag og nat og en vis rutine er faktisk indfundet sig, men der ulmer en rastløshed under overfladen. Jeg har det sådan, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv: har efterhånden prøvet at få tiden til at gå med at læse, skrive, lave mad og bage, løse krydsord, sove og bare sidde og stirre på det uendelige blå ocean. Nattevagterne går med at se på stjerner, lytte til en lydbog eller bare holde udgik. Men tiden føles lang og nu må vi da snart komme i land igen! Det er herligt at sejle, men de lange passager bliver nok aldrig vores foretrukne del af det.

Båden har fået hjemve!

Jeg tror sgu den har fået hjemve!

Til forskel fra en standard LM 32 har vores kølvægten liggende som massivt bly i de nederste 34 cm. af kølen, og fribordet er forhøjet med 6,5 cm. Så der bliver skovlet noget vand, når man med to rebede sejl og lidt slæk på skøderne får vand på dækket.

JM (John Mast) valgte at lave masten ca. 30 cm højere end originalt, da vi bad om at få den lavet til jordomsejling, og ikke var afhængig af at skulle passe ind i en formel til kapsejladsbanerne. Det betyder at der er lidt bedre plads ved storskødet på førehustaget, og giver mulighed for en højtskåret rulle/rebe-genua, uden at det går ud over sejlarealet. (passatsejl må ikke nå ned i vandet når de er staget, og båden ruller). Vi fik dog en lille ekstraregning på vores nye sejl fra ReasenSejl, da de åbenbart er 4 m2 større end originale LM 32 sejl.

Natten til søndag d. 15. april, på 11. døgn, døde vinden pludseligt. Vi har været i kontakt med Jørgen fra Nordlys, der gennem satellittlf. kunne fortælle om hvordan vejret ville arte sig. Så det var ikke en overraskelse da vinden blev væk, men snarere lidt irriterende at skulle starte motoren efter 10 dage med god vind. Den første uge gik det med at kæmpe os op gennem østpassaten, men de sidste tre-fire døgn har vinden ændret retning og startede med en dag i syd, så en dag med medvind (fra vest) og nu, efter en dag med vindstille, begynder den at dreje mod nord. Så nu har vi oplevet både fartrekord og en bundrekord på 80 mil i døgnet. Det bliver spændende at se, hvordan vinden vil arte sig i de næste dage, men på Jørgens anbefaling holder vi os på 30 grader nord, mens vi fortsætter imod øst, det skulle være lige mellem to stilleområder, men var vi gået nord om, ville vi ryge ind i voldsomt vejr. På onsdag sender vi igen vores pos. til Jørgen, der så vil nærlæse vejrudsigterne og anbefale vores fortsatte rute.

Dag 12-16

En af de flotte solnedgange

De sidste tre dage har vi haft modvind i styrken 4-8 m/s og indimellem var vinden helt væk. Det betød at vi sejlede dels på skæring med rebet både storsejl og genua, og dels for motor og støttesejl. Som regel er der vind nok om dagen, men om aftenen aftager den og det er så der vi har taget motoren i brug. Vi prøver på at holde humøret oppe på trods af, at vi ikke kommer så hurtigt frem som vi havde håbet på. På den anden side, så er det også dejligt vi ikke er røget ind i meget blæsende vejr eller storm. Endnu.

mærkelig gopler som svider ligesom
brandmand!

Der er ca. 700 mil tilbage og vi er godt møre, trætte af at skulle enten sidde eller ligge. Vi sidder som regel i cockpittet og læser eller snakker. Vi går lidt rundt, laver mad og prøver så på at ligge lidt ned i sengen, måske sove lidt. På grund af de høje bølger er det også rigtig svært at holde sig fast, så der er kun et par steder man sidder godt og hvis vi skal arbejde ved komfuret, er det som at lave mad mens man kører i en bus der kører på en meget bumpet vej. Alle ting ryger ned på gulvet hvis man tror at man kan stille fx ingredienser frem til at lave aftensmad. Så jeg har udviklet en teknik der siger, at tage én ting af gangen og give mig god tid. Hvis ikke, står jeg pludseligt med både pastaskruer, løg og peberfrugt trillende rundt på dørken. Plus at jeg selv skal kunne stå fast og holde balancen.

Det er blevet endnu koldere om natten, så vi er gået til strømper, sko, langærmede bluser og lange bukser på, når vi holde udkig om natten. Det er tøj vi ikke har haft fremme siden de kanariske øer. Men om dagen er det stadig så varmt, at vi sidder i korte bukser og t-shirt. Vandet er kun 21 grader så nu kan vi sandelig mærke vi er kommet nordpå.

Dag 17

Der fyldes 90 l diesel på så tanker atter er fuld
Det er nemmest at gøre mens der er vindstille

Siden i går har vi haft mindre og mindre vind. Og den smule der er, er imod os. Det er ret deprimerende at se på, at vi sejler 4-5 knob, men i den forkerte retning. Det vil sige, at vi har skulle krydse op og ned i forhold til den usynlige linje der skulle føre os direkte imod Horta på Azorene. På 16. døgn har vi præsteret at skrabe bunden med et døgnmål på 52 sømil! (vi har sejlet noget længere men på kryds, så døgnmålet viser bare 52 mil tættere på målet) Til forskel fra i går, hvor dønningerne var på 2-3 m, er de i dag ganske små og vandet er ellers så godt som spejlglat. Vi har siddet og regnet ud, at vi har diesel nok tilbage til 400 mil, men der er knap 600 tilbage, så nu må der gerne komme noget vind!

Desværre kunne Jørgen hellere ikke give os gode nyheder, for det ser ud til at vi er havnet lige midt i et af de berømte stillebælter, som tit dannes rundt om og syd for Azorerne. Den gode nyhed var, at vi ikke kommer til at opleve storm, og det er også dejligt at vide. Det var her vores nye gennakker skulle hjælpe os, men direkte imod vinden er for meget, selv for en skærings-gennakker.

Dag 18-20

Mens der stadig var bikinivejr

Efter tre dage med meget lidt eller ingen vind overhovedet, fik vi en let brise natten til mandag d. 23. Og endda med en helt ok styrke fra syd. Vi fik ellers hældt alle vores ekstra dunke med diesel og vand på de respektive tanke, og vi var forberedt på at skulle sejle for motor den sidste del af vores oceanpassage. Vi regnede ud, at vi havde liiige diesel nok, så kunne vi sove roligt om natten og livet gik rigtig fint ombord. Når vi sejler for motor i stille vejr, med storsejlet strammet helt op, glider skibet stille og roligt gennem vandet og man kan roligt stille en kop kaffe eller sin aftensmad fra sig på bordet, uden fare for at den havner på dørken. Vi kunne gå rundt på dækket og nyde solen, delfinerne der kiggede forbi i ny og næ og ikke mindst betragte den uendelighed af vand omkring os i den mest fantastiske blå farve. 

Det er godt nok blevet koldere, især om natten, men om dagen er det stadig dejligt varmt ligesom på en god dansk sommerdag. Ulempen er selvfølgelig, at motorlarmen ødelægger lidt hele det idylliske billede af en lille sejlbåd der glider ubesværet på det kæmpe ocean.

Men nu glider vi atter for sejl i noget der ligner medvind og for forsejlet alene. Farten er 4-5 knob så alt er som det skal være. Desværre betyder medvind også at båden vipper ustandseligt fra side til side og det er udelukket at stille noget fra sig og vores balancenerver bliver atter sat på prøve.

Trods alle de forskellige sejlføringer og vind og vejr, er det lykkedes os at lave varm aftensmad hver dag, bage brød og fordrive tiden med at få skrevet her på bloggen, lyttet til musik eller lydbøger, læst og løst kryds og tværs.  

Dag 21-22

I går aftes opgav vi at sejle for sejl i den meget svage medvind og høje dønninger, der gjorde at vi vippede konstant og kom meget langsomt frem. Så Tykke Berta tog over med 1400 omdrejninger og en fart på 4-5 knob. Her til formiddag var vandet mere fladt end i går og der var stadig en svag vind. Nu skulle genakkeren prøves igen.

Det gik så fint at vi havde den oppe de sidste to dage inden Azorerne. Det er så dejligt at se på, når genakkeren med sine mange farver svinger lige så stille i blæsten og fører os blidt over hver eneste lille bølge på vandet. Nu er det for alvor ved at blive koldt, vi har fundet tykke sokker og jakker fra gemmerne og vi har også flyttet uret frem tre gange plus en time for sommertid, så nu er DK kun to timer foran os. Forventer landkending i morgen tidligt!! Yes!

Vind i håret og i gennakkeren 

Genakker

Hjemmefra troede vi at vandet ligesom hjemme omkring DK, ville blive fladt når vinden bliver svag, derfor gav vi 21.000 for en skæringsgenakker i dobbelt tykkelse, så man ikke behøver at fare op og tage den ned hvis det blæser lidt op i løbet af natten. Det viser sig så, at her på Nordatlanten, er der næsten altid gammel sø og dønninger fra forskellige retninger. Når man har flere tusinder kilometer vand til alle sider, vil der ofte være to til tre storme der alle sender bølge og dønninger vores vej.

I stuverummet fylder sejlet lige så meget som 6 x 20L dieseldunke, hvilket svarer til tre døgn ekstra sejlads for motor. Vores råd til andre vil være, spar pengene og køb dunke. Sørg samtidigt for, at man ikke skal på dæk, for at hælde dem over på hovedtanken.

Tykke Berta

Tykke Berta (lidt til motorkendere 😊)

Tykke Berta er vores 4 cyl. 2000 ccm stødstangs dieselmotor med 2:1 gear. Når den er så tyk skyldes det, at det er en ferskvandskølet stødstangsmotor med varmeveksleren på den ene side og stødstængerne på den anden. Den er valgt fordi den ikke er så høj som de originale 3 cyl Volvo og Bukh motorer med Z - drev. Det gav plads til at sænke dørken i førerhuset, og den trækker ubesværet en trebladet 18X14 Volvo Penta foldepropel på fast aksel.











Horta på Azorerne - tilbage i Europa

Pico i solopgang

Efter præcis 22 døgn kom Montaho do Pico med sine 2.351 meters højde i sigte. Dette er faktisk Portugals højeste bjerg og ligger på øen Pico, som er en del af de ni øer som danner øgruppen Azorerne. Efter en der føltes som den længste nattevagt, havde vi store forventninger til at se land meget tidligt om morgenen. Mik var på vagt da det blev lyst og kunne ane land mellem de lavtliggende skyer. Han ville lige fange lidt mere søvn inden landgang, så jeg nød en kop kaffe til dette syn på billedet. Delfinerne var tidligt oppe og bød os velkommen med akrobatiske spring og snart skulle vi til at gå i havn for første gang i flere uger.

Nyt flag på stangen

Højtryk 

I dagens anledning skiftede vi det falmede Dannebro ud med et splinternyt og jublede over den veloverståede tur som har budt på lidt af hvert men ikke på lavtryk eller storm. Så vi er meget tilfredse. Barometeret har faktisk stået konstant på "very dry", altså meget højt tryk (1040 millibar) hele vejen igennem. Det betyder klar himmel med solskin, dog lidt koldere end vi var vant til fra Caribien.

Det er nu dejligt at være i Europa igen, hvor indklareringen ved myndighederne tager to minutter og det koster ingenting. Havneafgiften er også i den billige ende, inklusiv vand og strøm ad libitum! Det er længe siden vi har oplevet det :-). Vandet skulle straks bruges til at skylle den ufattelige mængde salt der dækkede båden og gav søgelænderet en mat og rustet overflade. Derhjemme får det normalt nogle timer i 2% saltopløsning før man kommer i havn og skylle det i ferskvand. Nu har vores gelænder fået 4 måneder i 4% saltopløsning. Da vi nåede Azorerne kunne vi skovle salt af dækket, så det er nok ikke noget at sige til, at der skal pudses søgelænder mm hist og pist mens vi ligger her.

Peter´s Sports Café med sejlerflag fra hele verden

Et varmt brusebad efterfulgt af en forsinket frokost på den berømte Peter' s Café Sport, som sejlere fra hele verden besøger hvert eneste år, gjorde underværker ovenpå sådan en lang tur på havet. Nu har vi en lang liste med forskellige gøremål inden vi igen skal til at finde et godt vejrvindue mod England. Det er i øvrigt ret træls at vænne sig til at sove med dyne på og klæde sig varmt på igen! Nu skal vi til at opleve hvad øen Faial har at byde på.

Pico i baggrunden og sikke
meget tøj man skal have på!!