Lidt om forskellige ankerpladser m.m.

Kunsten af at ligge for anker, skrevet af Mikael :-)

Admirality Bay med plads til lystbåde, færger
og krydstogtskibe

For de lidt mere sejladsinteresserede, kan jeg (Mik) lige fortælle lidt om ankerpladser (her er der ikke havne).

På vores 32 fods båd har vi 20 kg. anker og 50 m 10 mm kæde (ca. 150 kg.), med mulighed for at forlænge med 25 m blytorv, hvis der er meget dybt. Det lyder voldsomt, men tror mig, ankergrej kan kun blive for småt.
Man siger at det er kædens vægt der holder båden. Og det er da også lækkert at kunne lukke 20 m mere ud, når der pludseligt kommer en regnstorm.
Vi ligger nu i en meget fin bugt, der er stor nok til alle, og dybten er jævn 2 til 15 m, men sådan er det ikke altid. Nogen steder er der ikke plads til alle, og hvis vind eller strøm ændrer retning, svinger alle både rundt.
Dem der ligger for moorings (faste bøjer) svinger ikke ret meget, så det nytter ikke altid bare at lukke mere kæde ud. Lige nu ville jeg ønske at jeg havde valgt et større anker, så jeg kunne trække kæde lidt ind for ikke at svinge over i dem der ligger for mooring ved siden af.

I næste uge sejler vi til en ankerbugt, der er så lille og dyb, at vi må smide anker lidt fra land og så få en en lokal til at sejle en snor i land for os. På den måde forhindrer vi båden i at svinge rundt, og at der bliver plads til os også. Det vil nok koste os ca. en dansk halvtredser, med gevinsten skulle gerne være, at de lokale holder øje med båden, og at vi kan falde trygt i søvn, med alle regnskovens lyde lige ned i cockpittet (selv om at træfrøerne siges at larme ret voldsomt lige her).
Om det lykkedes, ja det er noget af spændingen ved at rejse.



St. Vincent - 22. - 25. januar

Låst gummibåd med wirelås til landgangsbro

Når vi nu er nået Caribien, virker det mest naturligt for os at sejle fra syd mod nord. Derfor startede vi med Tobago i syd, for at undgå at sejle frem og tilbage i de Caribiske Hav. Så det har hele tiden været vores plan at se alle de øer vi kan på vej nordpå. Nu er det sådan, at vi har mindst tre måneder her i Caribien, altså til ca. 1. april, hvor vi påtænker at vende skuden mod øst og altså mod Europa igen. Inden vi beslutter hvor vi skal sejle, hvilken ø og hvor på øen, er der en række ting vi overvejer: først og fremmest, er der en god ankerbugt, hvordan er forholdene i land mht. services (proviant, diesel, vand og seværdigheder), hvad har andre sejlere haft af oplevelser og vi læser også i vores bøger flere detaljer om stedet. Lige her i Grenadinerne er det også meget vigtigt at tænke på sikkerheden. Der er i årenes løb blevet registreret tyveri af påhængsmotor, gummibåd, overfald og i sjældne tilfælde endda mord. Det er selvfølgelig en alvorlig ting, og derfor er vi for første gang begyndt at låse os selv inde i båden om natten mens vi sover. Ellers låser vi alt når vi går i land og førtøjer gummibåden med wirelås. Det skal også her siges, at ikke kun Caribien oplever en vækst i antal ulovligheder og vi passer altid på vores ting og vi tager vores forholdsregler hver gang. 

St. Vincent er den største ø i det land der også inkludere Grenadinerne. Desværre er det meget svært at finde en god og ikke alt for dyb ankerbugt på selve St. Vincent. Vi har fået anbefalet af andre sejlere at vælge Cumberland Bay som er godt beskyttet og ikke er alt for kedelig at gå i land ved. Som Mikael skrev tidligere, er det en af de bugter der er ret dybe, så nu må vi se hvordan vi klarer ankering.

For at komme videre herfra og sejle til en ny ø og dermed et nyt land, St. Lucia, skal vi udklarere fra en af de steder hvor der er Told- og Immigrationskontor i det land vi befinder os i. Så, en anden ting vi hele tiden skal være opmærksomme på er, hvor og hvornår kan vi tjekke ind og ud af landene igen. Og myndighederne er også en kapitel for sig! De kan være meget søde og hjælpsomme eller utrolig stramme i betrækket og virke intimiderende. Vi har oplevet begge dele, dog uden problemer. Man skal bare sørge for at være præsentabel i tøjet, smile og vise respekt, og have pengepungen klar. For det er ikke gratis at besøge Paradisøerne, men heller ikke meget dyrt :-).

Da Cumberland Bay ikke har told-myndigheder og vi har læst os til, at hovedstaden Kingstown helst ikke skal besøges i egen båd, besluttede vi at blive liggende i Admirality Bay på Bequia, tage færgen til Kingstown for at se byen og derefter udklarere herfra, når blæsten har lagt sig og vi kan sejle videre.

Færgen åbner bagklappen og folk begynder at gå mod
udgangen, før færgen stopper!!

Mandag d. 22. januar sejlede vi med færgen, spændte på at se Kingstown, hovedstaden med knap 16.000 indbyggere. I forvejen er vi ikke så begejstrede for storbyer, men så stor er denne her jo heller ikke. Det skulle vise sig at den var stor nok. Gaderne myldrede af forskellige slags mennesker: gadesælgere, taxachauffører, folk der vil veksle penge (!), kvinder med spædbørn på armen og teenagere med hyldene gettoplastere i hånden. Der er ikke en eneste meter langs vejene uden en lille bod, bord eller barak hvorfra folk sælger alt fra sandaler til hotdogs. Imellem alle sammen kører personbiler, lastbiler og minibusser i en pærevælling. Der er ingen lysregulering, så, ved de større kryds er der politibetjente der må dirigere trafikken. Jeg må indrømme at jeg ikke følte mig godt tilpas mens vi gik rundt i byen, var hele tiden opmærksom på folk omkring os, som hele tiden var for tæt på. Det var som om de ikke var vant til at se turister i bybilledet.

Kingstown, med gadesælgere alle vejne

Markedet i Kingstown

St. Vincent, Cumberland Bay – 24. januar 2018

Solnedgang i Comberland Bay, St. Vincent

St. Vincent er den sidste af de caribiske øer som blev koloniseret, fordi dens skovklædte bjerge gjorde det ufremkommeligt for kolonihungrede europæer. Den oprindelige befolkning blev kaldt Caribs af Columbus. Mens europæerne var i gang med at kolonisere de omkringliggende øer, gik et slaveskib på grund i nærheden af øen og Cariberne tog dem som deres egne slaver. De havde dog ikke regnet med, at slaverne var fjendtligt anlagt og voldte dem store problemer. Cariberne besluttede at slå alle slavernes drengebørn ihjel, og som hævn slog slaverne så mange Caribs ihjel som muligt, stjal deres kvinder og flygtede i bjergene. Med tiden overtog de den oprindelige befolknings skikke og blev til dem der kaldes Black Caribs. De forsvarede sig bravt mod den britiske hære, men briterne vandt til sidst og deporterede mange af dem til Honduras. Nutidens befolkning er hovedsageligt efterkommere af slaver og ganske små mindretal af asiater (indere) og europæere. Der tales engelsk som officielt sprog, men folk taler indbyrdes en slags creol-engelsk, eller som en af de lokale forklarede os, de taler ”broken English”, dvs. et afhugget og grammatisk ukorrekt engelsk, som man skal tune sine øre meget efter, for at kunne forstå.

Fortøjning i Cumberland Bay

Vores sidste stop på St.Vincent blev Cumberland Bay. Som Mikael tidligere har beskrevet, var vi ret spændte på, hvordan det ville være at kaste ankeret her, hvor vi har fået anbefalet at kaste anker og samtidig binde et tov i land for at forhindre at båden snører rundt om sig selv pga strøm og vind. Allerede fra indgangen til bugten kom der en af de lokale i en lille jolle og tilbød sin assistance. De er vant til, at man sejler ind, finder et godt sted at kaste anker, og derefter sejler de vores tov i land. For at nå til det nærmeste palmetræ, skulle vi splejse tre stykker tov sammen, og vores gode hjælper bandt det fast i land. Så vi lå rigtig godt spændt fast mellem anker foran og palmetræ akter.

I land var der ikke så meget at komme efter, men der er alligevel tre restauranter og to barer, som hovedsageligt lever af sejlere. Selv om vi er langt fra turistbyerne, er priserne faktisk de samme.

  

St. Lucia – 26. januar 2018

Le Pitons på St. Lucia

St. Lucia er den største engelsktalende caribisk ø, med imponerende høje bjerge og stor regnskov i dens midte. Som noget nyt, er der hele to havne på øen, den ene i Marigot Bay og den anden i Rodney Bay. Sidstnævnte er endemål for ARC-kapsejladsen. I dag tjekkede vi ind hos Costums and Immigration på St. Lucia. Valget faldt på byen Soufriere, som er én af fire indklarerings-byer i landet. I vores bog er byen beskrevet som meget malerisk og dejlig, men det er lidt skuffende når man går en tur gennem dens gader. For det første er gader og bygninger slidte og ikke spor maleriske, og mange af de lokale indbyggere går rundt på gaderne og ligner nogen der ryger skævtobak og drikke rom fra morgen til aften. De virker ikke meget farlige, men deres nærgåenhed kan være utrygskabende for os hvide turister. Oven i købet havde vi også en mærkelig oplevelse med byens teenagedrenge, der kommer susende i deres små både og vil have penge eller kiks hvis vi vil af med noget affald. Vi har fået at vide at vi ikke skal gøre det, for de smider affaldet i vandet. To andre drenge blev ved med at påstå at vi skulle af med 80 ECD (ca. 180 kr.) so betaling for en mooring (fast ankerbøje). De er snedige til at dukke op, lige når vi sejler ind, inden vi har nået at orientere os hos myndighederne der har disse moorings. Det vidste sig at vi skulle flytte båden til en anden mooring, hvor der igen var en dreng der ville ”hjælpe” for at få nogle penge. Jeg sagde at vi ikke skulle have hjælp, vi klarer os selv, og heldigvis sejlede han væk mod en anden båd på vej ind. Man kan jo godt forstå, der ikke var ret mange sejlere i denne bugt! Men vi fik vores indklareringdokument, så nu var vi fri til at sejle videre.

 

Vi faldt for fristelsen og købte bananer og skål lavet
af palmeblade

Banansælger på surfbræt :-)

Næste dag sejlede vi kun to timer videre nordpå, langs St. Lucias vestkyst. Da vi nåede ca. halvvejs, ramte vi grunden med et voldsomt brag. Det var så kraftigt, at kaffen skvulpede ud af vores krus på bordet!  Det vidste sig, at trods 13 m dybde på stedet, ramte vi lige præcis spisen af en klippe. Da vi efterfølgende zoomede ind på kortet var der et lille ”R”, som betyder ”rocks” (og som Miks onkel Jørn har advaret os om, ikke at sejle hen over!). Da Mik selv har bygget båden, er kølen massiv, og støbt sammen med bunden. Ned gennem det hele, går der 8 store 22 mm. bolte, så vi frygter ikke at den går løs. Senere på ankerpladsen dykkede Mik ned og konstaterede, at der kun var kommet en lille skramme og lidt af bundmalingen er skrabet af. Heldigvis sidder skruen og roret lidt højre oppe og godt beskyttet bag kølen. Vi slap med skrækken!

Marigot Bay

Nu ligger vi trygt og roligt, uden påholdende teenagdrenge der hele tiden forventer at få noget af os. En gang imellem kommer der en frugt og grønt sælger forbi, og vi køber som regel lidt fra dem. Marigot Bay er også kendt som en bugt hvor man kan søge ind, i tilfælde af orkan. Den bliver også kaldt Hurricane Hole. Ud over en helt almindelig ankerplads til sådan en båd som os, er der også en mindre marina, hvor der ligger nogle af de største sejlbåde vi har set. Der er også tre forskellige luksus resorts med egne restauranter og barer. Dem bruger vi flittigt, da de har gratis wi-fi 😊. Hver dag går vi på en længere vandretur, for at se områdets skønhed og for konditionens skyld.  

Drømmen er blevet til virkelighed!

1. januar 2018, Grenada

Caribien!!!

Vores drøm om at sejle til Caribien i egen båd er blevet til virkelighed. Det er d. 1. januar 2018 og vi ligger i Port Louis på øen Grenada. Større kan det ikke blive. Jul på Tobago og nytår i Caribien. Hvad kan man ellers ønske sig? Som sejler vil man sætte pris på god vind i sejlene, eller som man siger på engelsk, fair winds, pålideligt udstyr ombord, en kompetent kaptajn der kan fører skibet sikkert frem og skønne oplevelser i land.






Grenada er en selvstændig ø, der tidligere har været både fransk, og senest, til 1974, engelsk koloni. Ligesom på de andre vestindiske øer, har man brugt afrikanske slaver som arbejdskraft på øens sukkerplantager. Grenada og de andre caribiske øer er en del af en vulkansk bjergkæde dækket af skov og gennemskåret af floder.

Denne lille båd vil jeg gerne have i vores have!

Havnen

I den sydlige del, hvor vi befinder os, er der dejlige strande og mange små bugte hvor man kan anker op og nyde stilheden. Grenada bliver kaldt krydderiernes ø, fordi der produceres mange forskellige slags krydderier, især muskatnød. Den er også berømt for kakao og chokoladeproduktion og man kan som turist besøge chokoladefabrikker og romdestillerier.

Bare en af de kæmpe sejlbåde i havnen

Sejturen fra Tobago var på 83 sømil, en tur der med 5 knob skulle have taget os 17 timer. Men vi havde en frisk halvind med bølger på 2 m hele vejen. Selv om vi sejlede med rebet forsej alene, kom vi frem efter kun 14 timer! Det betød at vi kom i havn før solen stod op, og måtte lægge os til dieselkajen et par timer og vente på dagslys. Havnen Port Louis er forholdsvis ny og har især plads til både der er betydeligt større end vores lille 32 fods LM. Vi kaldte på VHF og der stod en 4 mand store modtagelseskomité ved pontonen. Sikke service! Vi var sikre på det var en dyr havn, men det vidste sig at koste 180 kr. i døgnet. Det bedste ved at komme hertil var i det hele taget at ligge i havn for første gang i en måned. Det betød også rigtig brusebad for første gang i en måned og hurtig internet oven i købet.

Med minibus 

Dagens helt igennem god oplevelse

For at komme til byen herfra havnen, skal man bare stille sig ud på vejen og indenfor få minutter kommer der en af de utallige små private minibusser som koster kun 6 kr. per tur per person. Dejlig nemt og billigt. Når man er afsted i et år og har kort hår, er det nødvendigt med en klipning sådan ca. hver anden eller tredje måned. På denne tur er jeg blevet klippet både i Portugal og på Madeira. Så nu var det tid til det igen, her på Grenada. Hver gang jeg spurgte i en salon her i byen, sagde de, at de ikke kunne klippe mig. Salonerne er mest brugte af de lokale kvinder der skal have glattet og specielbehandlet deres krusede hår og ikke klippe sådan et kedeligt glat og kort hår. Jeg skulle finde et barbershop. Altså der hvor mænd normalt bliver klippet og barberet! Så har jeg for første gang prøvet et barbershop ejet af to brødre, hvor den ene der klippede mig havde arbejdet som frisør i 19 år i New York. Han havde svær gigt i sine fingre og kunne ikke bruge saks, så han klippede mig med en af de trimmemaskiner Mik bruger til sit eget hår. Til sidst, hjalp hans bror med det sidste finish med saks rundt om ørerne. Hold da op en hyggelig og helt igennem anderledes oplevelse jeg fik der! Jeg fik hele to mænd til at ordne mit beskedne og korte hår :-).

Kylling med ris og stegte bananer 

Kakao og muskatnød

Kakao og muskatnød

Grenada – Halifaxbugten, 3.januar 2018

Caribien fun ;-)

Efter en uge i havn er vi igen sejlet ud for at udforske nogle af de mange hyggelige bugter, både her langs Grenadas vestkyst og videre nordpå, hvor en perlerække af øer danner rammer om de scenarier vi har drømt om hjemmefra, mens vi har planlagt denne tur. Det azurblå vand, de gyldne strande og de rolige ankerbugter er det man forstår ved Caribien, ved at sejle væk hjemmefra og udforske en natur der er så meget anderledes end den vi kender fra vores breddegrader.

Første stop på vores tur, der i øvrigt er begyndt at føre os stille og roligt nordpå, er Halifax Bay, en godt beskyttet ankerbugt som ikke byder på nogen sandstrand, men til gengæld er der skov helt ned til vandet med en vidunderlig lyd af cikader når solen er gået ned. Da vi ankom ved 10-tiden om formiddagen, var der et par fiskere i gang med at samle garn. Det passede med, at da vi var færdige med at pumpe gummibåden og vi sejlede i land, var den ene af dem også klar til at gå hjem. 

Dinghyen låst til et træ 

Umiddelbart kunne vi ikke få øje på en sti fra stranden til den vej vi så på vores kort. Den gode mand gav sig tid til at vente på os og vise vej, først lidt langs med stranden, så gennem en å der løb ud i havet og så videre af en lille smal og stejl sti op til vejen. Jeg troede at hans bil holdt på vejen, men nej, han stoppede bare den første og bedste pickup truck og inviterede os til at hoppe med på ladet. Vi satte os mellem nogle dunke, mens han satte sig helt ud på kanten. Man kunne godt se at han var vant til det, jeg ville ikke turde sidde der, mens chaufføren kørte rimelig friskt rundt om hjørnerne. Få minutter senere nåede vi der, hvor han skulle af og der hoppede vi også af og sagde tak til chaufføren, uden på noget tidspunkt at få øjenkontakt med ham gennem de stærkt tonede ruder. Det er sådan man få gratis kørelejlighed, kunne vi så konstatere. Derfra ville vi gå til et vandfald i nærheden, altså ca. 5 km. selv om det var varmt så vandet drev ned af os, vejen var smal og til tider ret stejl, fik vi set et smukt vandfald og på vejen dertil så vi rigtig mange kakaotræer og muskat-nødetræer. Det var en oplevelse! Det endte med at vi gik ret mange kilometer og da vi kom tilbage til både, kunne vi bade i det klare vand og skylle sveden væk. Det er det bedste ved at ligge for anker 😊.

Concorde waterfalls

Carriacou og Petite Martinique, 6-  januar 2018

Til øen Grenada tilhører også de to mindre øer Carriacou og Petite Martinique. Det er så utrolig dejligt at komme sejlende til en caribisk bugt (denne gang Tyrell Bay på Carriacou), kaste anker på 2,5 m vand (!) og tage dinghyen i land for at møde en helt ny verden. For hver eneste ø er anderledes og vi glæder os til at møde indbyggerne, smage maden og gå lange ture for at se hvordan de bor eller bare nyde naturen. Man kan læse om det, drømme om det og så virker det bare helt normalt og hverdagsagtigt når man selv endelig er her. Det kan være vanskeligt at komme gennem brændingen med gummibåden, derfor kan vi godt lide at restauranterne, cafeerne og supermarkederne herover ofte har deres egne små landgangsbroer til kunderne. Det gør det nemmere når man fx skal handle. De fleste steder er der også fri wi-fi når man er kunde. Den korte sejlads fra Grenada til Carriacou foregik mest for motor da vi havde modvind! Det lyder måske skørt, men da vi kun skulle sejle i 6 timer, gad vi ikke at pakke storsejlet ud. Hvis det var derhjemme vi skulle "så langt", havde vi nok gang i begge sejl, for 6 timer er jo en lang tur. Men nu føles 6 timer som barnemad og vi regner det ikke for noget særligt. 

Tyrell Bay er stor og godt beskyttet mod østen og nordenvind. Derfor er den meget besøgt af sejlere og lige nu er der ca. 30 både for anker. vi stikker kun 1,5 m. så vi plejer at gå langt ind mod land, hvor der som regel er god plads.

Dejlig tæt på land og pizzarestauranten Lazy Turtle

Carriacou betyder "øen omgivet af rev" på Carib- sprog. Men det betyder ikke at det er farligt at sejle ind til øen eller at det er svært at navigere til og fra den. Indbyggerne lever af landbrug, fiskeri og søfart. Her er det også muligt at få sin båd på land for at få repareret noget. For at komme rundt er det billigst og sjovest at tage bussen. Her er bussen ofte en gammel Toyota varebil udstyret med 5 sæderækker. Når der er tryk på, lykkedes det at få 19 mennesker ind i en bil på størrelse med et gammelt rugbrød.Vi prøvede at køre med en, der egentlig var på vej den modsatte retning, men vi kunne bare hoppe ind og køre med både frem og tilbage, han ville tydeligvis ikke risikere at vi tog en anden bus til byen. På vej tilbage fra byen kørte vi med en meget gammel bus, der knap nok kunne lukke sine døre, men den obligatoriske høje musik var på sin plads. Hjemme i DK hører de unge mennesker høj musik i ørene, men her har de en lille radio med som spiller for fuld skrue. Det er nok meningen, at vi andre skal kunne høre, hvad de kan lide af musik. Og den bliver ikke slukket eller skruet ned for, når de stiger med i bussen, medmindre buschaufføren siger det. Chaufføren er også villig til at holde stille ca. 5 minutter, hvis en af kunderne lige skal ind på den lokale grill og hente take away. Ja, vi er kommet langt væk hjemmefra, hvor tidsplaner for eksempel er ikke eksisterende. Man har god tid og man giver sig god tid. 

Lokal bus udefra

Bussen der havde rigtig god tid

Lokale fiskere på arbejde

En af morgenene var vi vidner til de lokale fiskere der var i gang med at hive garn i land. På tidspunkt var der tre snorkeldykkere i vandet, 4 mand i 2 både og 8 andre på land. Så effektivitet er nok heller ikke så vigtig, så længe man har god tid til at gøre det man skal.

Når man går rundt på disse småøer, er det meget normalt at møde høns med deres små kyllinger, geder, får, køer, hunde og katte der går frit omkring. Tit ligger hunde og sover midt på vejen, så bilerne kører en pæn bue udenom. Det er ligesom om alle skal jo være her på deres egne præmisser. Således er der en stor kontrast mellem disse landlige billeder og de idylliske strande.

Geder der græsser langs med vejen

En høne med sine små kyllinger, midt på vejen

 

Paradise Beach på Carriacou

Paradise Beach på Carriacou

Sant Vincent og Grenadinerne, d. 11. januar 2017

Efter Tobago og Grenada, er det tredje gang vi indklarerer i et nyt land her i Caribien. Sant Vincent og Grenadinerne er et selvstændigt land dannet af større og mindre øer, som er meget populære blandt lystsejlere, fordi de har brede hvide strande, store områder med koralrev hvor man kan dykke eller snorkle og der er ankerbugte for enhver smag. Selv om vi krydser grænser når vi sejler imellem disse øriger, behøver vi ikke at lære en ny valuta at kende: de bruger alle sammen østcaribiske dollars, på nær Tobago (tobago dollars) og de franske øer, der bruger euro. Mange steder kan man også benytte US-dollars eller betale med VISA eller Mastercard.

Belmont Bay på Union Island

Union Island: 11. – 14. januar. Vi kastede anker i Clifton bay, startede med at tjekke ind ved 10-tiden (der var kun en times sejlads fra Petite Martinique) og var ivrige efter at opleve denne lille men meget smukke ø. Clifton er den største by, hvor der er en fiskerihavn, en lille marina, toldmyndigheder og en lille flyplads/lufthavn. Dens landingsbane ligger ganske tæt på ankerpladsen, så det er godt der kun er små flyvemaskiner der lander her. Der har tidligere været planer om at bygge en ny og større marina tæt på byen Ashton, men det hele er stoppet på grund af de negative økologiske konsekvenser for hele området. 

Vi er laaaangt hjemmefra

Pas på kokosnødderne :-)

Union Island er kun 9 kvadratkilometer og der bor ca. 3000 indbyggere, som hovedsageligt lever af turisme. Der er charterturisme, lystsejlere ligesom os, turister der bor på små hyggelige hoteller og alt det skaber mange jobs for øboerne. Der er mange restauranter, cafeer, barer og små supermarkeder. Priserne er ligesom hjemme i Danmark, men nogle ting er bare meget dyrere end derhjemme. Fx koster et stk. æble 5 kr., én køkkenrulle koster 12 kr. og en lille pakke med 3 papirbleer til småbørn 22 kr.! Så det er billigere at købe bananer eller mango, og det er godt at vi ikke har småbørn ombord :-). 

Mayreau, Tobago Cays og Canouan – 14.-17. Januar

Ankerpladsen på Tobago Cays

Når man sidder derhjemme en kold december måned og planlægger hvordan, hvor længe og hvilke øer man skal besøge når man kommer til Caribien, er det svært at forestille sig hvordan her ser ud og hvad man skal forvente. De andre sejlere som har været her før, sagde at hver ø er forskellig og at der er noget for enhver smag. Hvad fx vejret angår, har vi oplevet megen vind og regn, men til forskel fra i DK, så er bygerne kortvarige og lige så snart solen kommer frem, er der 28-30 grader igen! Der er tit at vi kommer afsted uden paraply og i værste tilfælde kan vi risikere at blive gennemblødte af sådan en byge. Men vi kan da være heldige og være i nærheden af en lille bar eller restaurant og få os en drink eller en kop kaffe mens regnen driver over.

Ankerpladserne er tit næsten fyldte til bristepunktet og det kan være en kunst at snige sig gennem flere 50+ fods katamaraner og finde en plads til vores lille LM. For ja, vi må indrømme, det er tit vi er den mindste båd for anker eller i havn. Især på Tobago Cays, som er en lille ubeboet øgruppe, hvor alle sejlere skal opleve at se skildpadder, farverige fisk og koraller, der kunne vi komme helt tæt på stranden. Så denne gang var det en fordel at komme i sådan en lille båd.

Et halvt årsdag fejret med besætningen fra Nordlys 

Den 15. januar var det et halvt år siden vi sejlede hjemmefra og vi skulle fejre det. Nogle dage forinden skrev jeg mails frem og tilbage med Lisbeth fra Nordlys og håbede vi kunne mødes på Mayreau. Til vores store overraskelse, dukkede de op i Salina Bay allerede d. 14. januar, så nu havde vi også nogen at fejre det sammen med. MeeToo sluttede sig også til, og nu var vi tre danske både i den fine bugt og det er selvfølgelig dejligt at kunne snakke med de andre sejlere som vi har mødt op til flere gange på vores tur. Selv om vi ikke følges, møder vi jo hinanden og udveksler erfaringer og deler oplevelser med hinanden.

De kom til at lade livet og blive grillet på stranden

Hvis man kommer på disse kanter, skal man ikke snyde sig selv fra at besøge Mayreau og Tobago Cays. De er helt sikkert et besøg værd, men også meget turistet. Der ligger krydstogtskibe på skift ud for øerne og der bliver organiseret middage med underholdning på stranden, og lige før det bliver mørkt, pakker de det hele væk og sejler videre. En anden slags turister er dem der kommer i lejede både, især katamaraner, sejler rundt mellem øerne og bruger penge i land. Og de lokale ved godt hvad de skal have for deres varer eller serviceydelser. Uden turisme ville det være svært at holde liv i mange af disse små øer.

Efter en gang turistindsprøjtning på Tobago Cays, skulle vi så prøve at sejle i havn på Canouan. Vi havde læst at en helt ny marina er blevet åbnet og vi tænkte at det var længe siden vi har fået et rigtigt brusebad og vi skulle nu også fylde vand i vores tank. Glossy Bay Marina åbnede i april 2017 og har fået fine ord med på vejen på internettet. Vi sejlede ind og en flink ung mand tog imod os og viste os til rette. Vi var lidt bekymrede for prisen, da det hele så ret fint og nyt ud. Han sagde at en båd i vores størrelse vil koste 64 dollars per nat. Vi gik hen til havnekontoret med vores papirer for at tjekke ind, men ak! Det var amerikanske dollars og ikke caribiske dollars prisen var i! (64 caribiske dollars er 130 kr. mens 64 amerikanske dollars er 391 kr.) En stor forskel som man skal huske at være opmærksom på, for det er meget tit man får priserne i US.dollars. Vi måtte pænt sige, at det var alt for dyrt for os og vi smed fortøjningerne og sejlede videre til ankerbugten for at ligge gratis og lige foran byen. Havnen lå alligevel på et forblæst hjørne og ret langt fra byen. Desværre er Charleston Bay ikke ret spændende sted, så vi blev kun en nat. Så Canouan blev ikke noget succes.

Bequia – 18.-22. januar

Vores ankerplads i Admirality Bay, Bequia

Lige efter en ret lunken oplevelse på Canouan, kom vi til Admirality Bay på øen Bequia. Her er der en helt andet atmosfære, og det hjælper selvfølgelig også at i denne weekend er der jazz and blues festival, som vi nyder i første parket, for vi har kastet anker lige bagscenen mellem palmerne.(igen er det en fordel med den mindste båd og den frækkeste skipper) Port Elizabeth er den eneste by på øen og den har rigtig godt ry blandt sejlere. Her kan man finde nærmest alt i reservedele til både, for der er tre forskellige marinabutikker. Der er også mulighed for at få renset bunden eller repareret diverse ting. Lige så snart man kommer, fornemmer man en god stemning og man føler at befolkningen er vant til at deale med turister. Ikke mindst når vi snakker priser 😊. Men vi har efterhånden vænnet os til, at ting er dyrere end derhjemme. 

Vand lige på siden af båden

Der er god service til sejlerne: man kan få fyldt vand og diesel lige på ankerpladsen, og det samme gælder vasketøjet. Vi fik hentet og leveret vasketøjet på båden, rent, tørt og lagt sammen til en pris af 120 kr. for to portioner vasketøj. Vandet kostede 75 øre per liter. Selv om det regner tit her i Caribien, er det ikke alle øerne der har lige mængder af vand, så det er ret dyrt at få 250 liter i tanken. 

Vi bliver her til d. 22. januar, så sejler vi videre nordpå, til det næste lille Paradis :-).