Turen fra Gran Canaria til Cap Verde

Gran Canaria til Cap Verde, d. 9. – 16. november 2017

En café med stærk wi-fi til blogopdatering

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og vi studerer nøje, igen og igen, vejrudsigter og snakker for og imod at tage af sted mod Cap Verde netop denne dag. Vi har også den mulighed om at sejle lidt langs Gran Canarias kyst og tilbringe et par dage for anker i en af de fine ankerbugter dernede. Men nu har vi ligget i havn i mere end 14 dage, som er noget af de længste vi har gjort på turen. Jeg er især meget splittet, tænker på sidste sejlads over flere døgn hvor vi fik lidt hårdt vejr og jeg vågnede med migræneanfald. Hvad nu hvis det sker igen? Og nu skal vi være på vandet i 7-8 døgn og vejrudsigten er ret blandet. Den varsler både frisk vind og høje bølger, i hvert fald de første par døgn.

Nå, men vi gik på havnekontoret for at afregne og på vej derfra besluttede vi at tage chancen og bare sejle. Kl. 10.00 smed vi fortøjningerne og tog hul på de 830 sømil til Mindelo på øen Sao Vicente, Cap Verde. En flok legesyge delfiner ønskede os god tur og den første dag gik vi for motor, da der ingen vind var. Kl. 23.30 slukkede vi motoren og rullede genuaen ud og skød en god fart på 4-5 knob. Så langt så godt. Vores rekord blev på 1., 2. og 5. døgn hvor vi sejlede døgnmål på 120 sømil, som er ganske tilfredsstillende for den størrelse båd som vores. Vores topfart ligger lidt højere, men hvis vi vil sejle over 120 mil i døgnet, skal vi sætte for meget sejlareal op, og det bliver for voldsomt. Det gør man kun hvis man for eksempel sejler kapsejlads. Vi skal jo også bo i båden (lave mad, sove, læse og gå på toilettet) og foretrækker at båden glider frit og ubesværet gennem søen. Da vi ikke skulle risikere at skulle rebe storsejlet i mørke, går vi aldrig natten i møde med storsejlet helt oppe. Altså fra nu af! Fordi, på dag 3 om eftermiddagen, da vinden lagde sig fuldstændigt, men der var stadig store søer, satte vi et stramt storsejl (for ikke at vippe for meget) og startede motoren. Midt i den efterfølgende sorte nat, uden måneskin, blæste det pludselig voldsom op til en kuling styrke, og vi burde have taget storsejlet ned, men det var ikke forsvarligt at gå på dæk i mørket, i så voldsom vind og 3 meter høj sø. Så vi sejlede alt for stærkt indtil det blev lyst og vi kunne få sejlet ned. Heldigvis sov jeg imens og da jeg spurgte Mikael om det ikke liiige var lovlig voldsomt, så sagde han: vi skal bare slappe af og nyde farten! (ca. 7 knob!). Fint, så sov jeg videre og nød at fornemme bådens fart gennem vandet. (Der er kun 1cm glasfibervæg mellem køjen og det fossende vand).

Med vinden kom der desværre også søsygen på besøg, og ud over det har jeg to gange fået migræne midt om natten. Heldigvis har jeg smertestillende piller som fjerner smerten men til gengæld gør mig træt og jeg kan sove i timevis. Når jeg har det allerværst, får jeg tanker som: oh, kunne jeg mon ikke tage en flyver hjem i næste havn og mødes med Mikael når han kommer til næste havn? Men den tanke forsvinder heldigvis når jeg får det godt igen, og bortset fra det, er jeg nok ikke den eneste der kommer igennem det samme, når det virkelig bliver hårdt på sådan en tur.  Og søsygpiller har jeg også prøvet og de hjælper godt nok på kvalmen, men til gengæld får jeg en metalagtig smag i munden, sådan så al maden smager underligt. Ja, det er ikke nemt med al den sejlads 😊.

De sidste fire dage mod Cap Verde gik med sejlads for forsejl alene og til sidst tog vi de sidste 11 timer for motor, da vinden forsvandt igen, så vi nød den sidste dag med at bade på badeplatformen, læse og lave varmt mad – bøf med løg, som blev kaldt ”land i sigte” bøf, for den var klar lige efter vi så land for første gang i 7 dage!  I alt tog det os 7 døgn og 7 timer at sejle de 830 sømil, og det er vi ganske tilfredse med. I løbet af den uge havde vi nået at udvikle en form for rutine om bord hvad søvn angår. Solen gik ned kl. 18-19, og kl. 20 gik Mik ned for at sove. Ved midnatstid byttede vi plads og jeg sov ca. 5 timer og stod op før solopgang og tog over. Om natten havde vi meget glæde af at lytte til lydbøger og om dagen, hvis vi ikke var for søsyge, kunne vi spise lidt (det blev ikke til ret meget!), læse, løse kryds og tværs, se lidt film på pc og sove.

Alt i alt var det en ok tur, hvor vi for første gang prøvede at sejle så langt på en gang og vi klarede den meget godt, både os som besætning men også båden, som vi føler mere og mere tillid til. Vi oplevede at sejle i det klareste måneskin, i dejlig solskin og sandomsvøbt sol, for det blæste ud fra Sahara med masser af flyvesand i luften.  Denne sand gør også at solnedgangene får en special rød-gul farve og båden bliver dækket med et fint gulligt lag hele vejen rundt, så selv vores snore og reb er gule alle sammen! Vandet indeholder også mere salt end i de danske farvande, så hver gang vi går en tur på båden kan vi samle flere gram saltkrystaller, og af samme grund er vi nødt til at spule båden med ferskvand når vi kommer i havnen.

Vi har ingen faste planer, men vi har aftalt at ligge i havnen så længe som vi har lyst, komme til os selv, se så meget som muligt af øen og så, når vi er trætte af at være i land, så er det tid til at tage hul på næsten tre gange så lang en tur på vandet mod Tobago i Caribien.

De første indtryk af Mindelo på Sao Vicente, Cap Verde

Gæsteflag

Vi ankom i havn kl. 17 og blev mødt af et venligt marinapersonale, fik ordnet de praktiske ting og stiftede bekendtskab med havnens flydende bar, hvor der er wi-fi (som så ændrer koden hver dag og man må betale en kop kaffe eller andet for at få den nye). Forbindelse er dog ikke ret god, men det er bedre end ingenting. Selve havneområdet er kameraovervåget og der er op til flere vagter der sørger for, at kun sejlerne kommer ind. Toilet og bad-forholdene er faktisk bedre end visse steder i Europa, hvilket er overraskende.

Gade i Mindelo med en af de mange pickups

Når man træder udenfor havneområdet, er det en anderledes verden der viser sig. Der er en skærende kontrast mellem fx en BMW-sportsvogn på den ene side og de tiggende mænd og kvinder på den anden. For at indklarere skulle vi gå til migration myndighederne og marinapolitiet. Lige udenfor disse kontorer stod ca. 50 unge mænd langs gaden, og jeg var nysgerrig nok til at spørge politimanden, hvorfor de stod der? ”For at søge arbejde, de prøver at finde et job ved porten til industrihavnen”. Det var dagarbejdere der håbede på en dags arbejde, enten på havnen, eller hvis der kom nogen i pickup for at hente billig arbejdskraft.

Mindelo down town

Cap Verde var portugisisk koloni til 1975, og der tales stadig portugisisk, som officielt sprog i skoler, parlament og andre officielle instanser. Befolkningen er meget ung (55% er under 24 år), religionen er kristen katolsk og modersmålet er creolsk, som er en kombination af det sprog som de europæiske kolonister talte og de slaver som blev bragt hertil fra Afrika. Det blev til et symbol på homogenitet og sammenhold på de 10 øer som danner denne øgruppe. Politisk og økonomisk er landet en demokratisk republik, hvis økonomi har oplevet øget vækst i de sidste mange år. 

 

Her bygger de huse ved at hejse legablokke op med håndkraft
(tag jer ikke af strandstorken med skumgummi under armen!)

Den første dag har vi brugt på at gå rundt i byen, set markedspladsen, flere små supermarkeder hvor der står mest to vagter i form af unge veltrænede mænd i mørke uniformer, mørkerøde beretter og med solbriller på. Og så har vi endelig fundet et stykke skumgummi der passer til vores hynder i cockpittet. Tænk at vi har ledt efter det siden vi forlod Danmark, og første dag her og dér var det, til en yderst favorabel pris oven i købet, og præcis i de mål vi skulle have! Det var godt nok en butik med fiskeudstyr vi ledte efter, men det er tit at man i stedet falder over noget andet. Der findes ikke en fiskeudstyrsforretning her, men det lykkedes os at finde noget 1 mm. line og nu mangler vi en ny sprutte, fordi en tun rendte med både vores sprutte og hele linen på vej hertil. Den hev så hårdt at Mik ikke engang kunne få fiskestangen op af holderen og kunne ikke bremse hjulet kraftigere. Da linen ikke var længere, sprang den. Øv! Så nu har vi en ny og kraftigere line på, men vi leder stadig efter en sprutte.

Gadesælgere 

Kirken udefra

Byens kirke hvor vi skal forbi og se om der er gudstjeneste på søndag

Der er mange både i havnen, især fordi kapsejladsen Sail the Odyssey´s mange deltagerbåde er her til d. 23. november. Ud over dem er der andre ligesom os, ikke deltagende i nogen kapsejlads, med besætninger fra hele verdenen. Lige nu er der 4 danske både, med flere på vej, så det er ganske imponerende for sådan et lille land. De fleste af de andre både er meget større end vores, og det betyder at de sejler hurtigere, så det er ganske hyggeligt når vi fx møder en svensk båd med samme størrelse som vores 😊.