At krydse Atlanten fra vest mod øst (St. Martin-Horta)

Afgang fra St. Martin, onsdag d. 4.04. 2018

Sundowner inden Atlanten

Dagen før dagen, havde vi lige et par ting der skulle klares: først, handle frugt og andet friskt til turen. Desværre fandt vi ikke mere rugbrød på hylden over ”specielle varer” i ellers så velassorterede supermarked. Det er mærkeligt, men vi har flere gange oplevet, at hylderne bliver tomme, da næste alle produkter bliver sejlet hertil fra Europa eller USA. I flere dage har vi fx ikke kunne købe frugt, så jeg var lige ved at gå i panik over, at vi ikke kunne købe frisk frugt til turen over Atlanten. Heldigvis kom der nye forsyninger inden vi skulle sejle.

Og så skulle vi udklarere, og det foregik på en computer i byens bådbutik. Vi sejlede en sidste tur med en læsset gummibåd til Blue Dane, der ventede for anker i Marigot Bay. Dagen forinden havde vi taget afsked med Lisbeth og Jørgen på Nordlys og aftalt at ses igen i Danmark (Jørgen har lovet at holde øje med vejrudsigten og vi ringer til ham på satelittelefonen hver onsdag for en update). De skal ikke sejle hjemad endnu, så dem møder vi nok ikke mere på vores tur.

Efter flere uger i varmt vand

Nu manglede vi at vaske den yderst snavsede gummibåds bund, pakke den sammen og sure påhængsmotoren godt fast til søgelænderen. Hvem ved hvornår de skal i brug igen. Fra nu af tror jeg at vi kommer til at ligge mest i havn, men nu må vi se… Da vi ellers sad tilfredse med dagens indsats og med al klargøringen i hus, kom der Peter fra katamaranen Mandalay af Århus forbi og inviterede til en sundowner (mangocolada hvor han bruger mangojuice i stedet for ananas saft) på hans båd, og det kunne vi jo ikke sige nej til. Morten og Stig fra Sommervind af Strib kom også med og vi nød nogle timer sammen, inden vi sagde farvel til hinanden med ønsker om god vind, der hvor vi hver især skulle sejle hen. Det er højt sandsynligt at vi møder Sommervind på Azorerne, da de selv skulle afsted et par dage efter os.

Dag 1-5

Første dag i søen startede vi op imod østenvinden, for motor og rebet storsejl, fordi vi lige skulle udenom øen Anguilla, inden vi kunne falde af og sejle for sejl alene. Efter 5 timer rullede vi genuaen ud og så var vi for alvor på vej. Vinden kom fra øst med en styrke på 5 m/s, en styrke og en retning som var bedre at sejle med, den gang vi krydsede Atlanten den anden vej. Nu betød det modvind. Efter vejrudsigten skulle vinden holde både styrke og retning den første uges tid, indtil vi kom fri (længere nordpå) af østpassaten, så sejlene og vindroret blev sat til skæringssejlads. Mange vælger at gå helt op til Bamuda, hvis deres båd ikke er så god på skæring, eller kræver meget vind. Livet ombord er lidt besværliggjort af, at båden ligger meget på siden, i dette tilfælde bagbordssiden, og de høje bølger gør, at den vipper op og ned. Det betyder at det er svært at holde sig fast, lave mad eller fx gå på toilettet. Toilettet ligger i styrbordside, så man skal sørge for at holde sig godt fast for ikke at hoppe af, og åbner man det overfyldte køleskab i styrbord side, vælter der altid lidt ekstra ud.

Sammen med de uvante bevægelser sneg søsygen sig stille og roligt ind på os, men denne gang var vi hurtigt ude med søsygepillerne. Men trods det, var der ikke ret meget appetit at spore da vi nærmede os aftensmaden, så den blev vi enige om at vente med til næste dag. Da solen gik ned ved 19- tiden gik Mikael til køjs og jeg holdt den første vagt til kl. 24.00 hvor det var min tur til at sove. Efter tre timers søvn vågnede jeg med migræne og blev nødt til at tage en af de stærke migrænepiller. Det vidste sig senere, at de første tre nætter gentog historien sig. Heldigvis har jeg ikke haft ondt i hovedet mere de sidste to døgn, og det er en befrielse.

De første 3 dage sejlede vi på skæring med en fart på små 100 mil i døgnet. På 4. dagen fik vi lidt slæk på skøderne da vinde drejede lidt i syd og kom fra en øst-sydøstlig retning. Det betød mere fart på skuden og en hidtidig døgnmålsrekord på 118 mil!  Det er ikke store tal, men imod vinden, og 2m høje søer, der alle gerne vil stoppe skibet, samt sejl der begge er rebet ned til et niveau, hvor det bliver muligt at bo på båden, er vi godt tilfredse.

Det lykkedes os at holde søsygen fra døren i alle 5 dage og vi spiste både havregrød til morgenmad, lavede pasta pesto, risret med svinekød og chilli con carne til aftensmad. På 2. dagen bagte vi endda boller. De smager bare godt mens de er varme og med smør på!

På 5. dagen aftog vinden lidt i styrke og det lykkedes os at tage bad på cockpitgulvet med spande af saltvand og ferskvandsskylning som vi efterhånden har vænnet os til. Det er dog ikke helt uden besvær, da alle ting glider rundt og vi er nødt til at sidde på cockpitdørken for nogenlunde at holde styr på kroppens bevægelser i takt med bølgerne. Det bliver dejligt med rigtigt brusebad på Azorerne!

Mikaels tanker på en ensom nattevagt

Vejrkort

Påtegnet søkort

Så sidder man der, i en gammel hjembygget LM32 motorsejler, d. 9. april kl. 2.00 om natten, midt mellem Colombia og Azorerne, og keder sig bravt. Ca. 3000 km tilbage og 8 km i timen, det kommer til at tage et par uger før vi skal lave molemaleri i Horta på Azorene. Svag østenvind, da vi er tæt på stillebæltet nord for passatvindene, men vi klager ikke, her er man glad, bare der er vind nok til at fylde sejlene.

Så kan jeg lege lidt med iPhonen.

Først en times tid med at lytte til en lydbog, så ½time med 7-kabalen, så ½ time med Tetris. (æggeuret ringer hver ½ time, så er det tid til udkik) Ind på Navionics-søkortet og tegne lidt på kortet. Her er en kompasmisvisning på 10 grader, men det er telefonen ligeglad med. Må hellere lige tjekke. 

Kigger man hen over kompasset op mod nord, kan man se Polaris (Nordstjernen) i halen af Lillebjørn (Den lille Karlsvogn). Jo, den er god nok, ca. 10 grader forskudt. Kigger man fremad står Vædderen med den kraftige stjerne, Hamal, i skulderen og spiller bold med Venus. Lidt svær at få øje på der bag genuaen, men det er telefonen også ligeglad med. Når nu tlf. er ligeglad, hvorfor så ikke lige prøve at lægge den på dørken, og se hvad der gemmer sig på den anden side af kloden. Der er sørme Hobbel rumteleskopet.

Det er godt nok blevet noget nemmere at være styrmand siden jeg begyndte at sejle!

Vædderen 

Hobble 

Dag 6-11

Så er vi nået halvvejs!

På 11. dagen nåede vi halvvejs. Det er dejligt at vide, at nu kan vi snart se en ende på den lange oceanpassage. Vi har prøvet at have vind fra både øst og sydøst, så på tidspunkt havde vi medvind og satte døgnmålsrekord på 135 mil. Sammen med medvinden kom også søsygeagtige ubehag, der betød at jeg ikke havde lyst til hverken at læse, lave mad eller spise den. Det er ligesom om de bevægelser der er i båden, hvor den gynger fra side til side, gør mig svimmel og giver mig kvalme og hovedpine. Det blev nu taget i opløbet med søsygepiller, og vi fik lavet varm mad til aften. Så nu ved jeg ikke hvad jeg skal foretrække, en stille og rolig dag hvor vi sejler omkring de 100 mil eller en rulletur i medvind hvor vi sejler mere end 130 mil. Hvorfor er der altid ulemper i en situation med mange fordele? Jeg tror nok jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg heller vil et par døgn mere til søs, end en hektisk tur med ubehag til følge.

Vi har stort set hver dag lavet varm mad sidst på eftermiddagen og bagt boller ca. en gang hver tredje dag. På den måde har vi friskt brød til når vi bliver sultne i løbet af dagen. Normalt bager jeg ikke ret meget derhjemme, men det kan være det kommer til at ændre sig. Ud over det friske brød, er vi blevet ret vilde med popkorn, som også er nemt at lave i en gryde med olie og under låg. Det er lækkert til den lille sult.

Efter den første uge har vi kunne mærke dag for dag at det blev koldere i luften. Vi startede med at lukke cockpitteltet helt om natten, derefter tage mere og mere tøj på, både om dagen men især på de små timer under nattevagten. Vandtemperaturen er kommet ned på 22 grader, og dynen er også taget i brug igen efter flere måneder. Hver gang vi passere en længdegrad som er delelig med 15, så flytter vi uret en time frem. Vi sejler mod nordøst så det betyder, at der bliver længere lyst om aftenen og dermed færre mørke timer at dele mellem os i nattevagten. De lyse nætter og årstidernes skiften har vi faktisk savnet lidt mens vi har boltret os i sydens varme.

Midtvejspandekager

Nu vi er nået halvvejs, er der indtruffet sådan en slags ”midtvejskrise”. Man skulle tro at vi var blevet vant til at være ombord dag og nat og en vis rutine er faktisk indfundet sig, men der ulmer en rastløshed under overfladen. Jeg har det sådan, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv: har efterhånden prøvet at få tiden til at gå med at læse, skrive, lave mad og bage, løse krydsord, sove og bare sidde og stirre på det uendelige blå ocean. Nattevagterne går med at se på stjerner, lytte til en lydbog eller bare holde udgik. Men tiden føles lang og nu må vi da snart komme i land igen! Det er herligt at sejle, men de lange passager bliver nok aldrig vores foretrukne del af det.

Båden har fået hjemve!

Jeg tror sgu den har fået hjemve!

Til forskel fra en standard LM 32 har vores kølvægten liggende som massivt bly i de nederste 34 cm. af kølen, og fribordet er forhøjet med 6,5 cm. Så der bliver skovlet noget vand, når man med to rebede sejl og lidt slæk på skøderne får vand på dækket.

JM (John Mast) valgte at lave masten ca. 30 cm højere end originalt, da vi bad om at få den lavet til jordomsejling, og ikke var afhængig af at skulle passe ind i en formel til kapsejladsbanerne. Det betyder at der er lidt bedre plads ved storskødet på førehustaget, og giver mulighed for en højtskåret rulle/rebe-genua, uden at det går ud over sejlarealet. (passatsejl må ikke nå ned i vandet når de er staget, og båden ruller). Vi fik dog en lille ekstraregning på vores nye sejl fra ReasenSejl, da de åbenbart er 4 m2 større end originale LM 32 sejl.

Natten til søndag d. 15. april, på 11. døgn, døde vinden pludseligt. Vi har været i kontakt med Jørgen fra Nordlys, der gennem satellittlf. kunne fortælle om hvordan vejret ville arte sig. Så det var ikke en overraskelse da vinden blev væk, men snarere lidt irriterende at skulle starte motoren efter 10 dage med god vind. Den første uge gik det med at kæmpe os op gennem østpassaten, men de sidste tre-fire døgn har vinden ændret retning og startede med en dag i syd, så en dag med medvind (fra vest) og nu, efter en dag med vindstille, begynder den at dreje mod nord. Så nu har vi oplevet både fartrekord og en bundrekord på 80 mil i døgnet. Det bliver spændende at se, hvordan vinden vil arte sig i de næste dage, men på Jørgens anbefaling holder vi os på 30 grader nord, mens vi fortsætter imod øst, det skulle være lige mellem to stilleområder, men var vi gået nord om, ville vi ryge ind i voldsomt vejr. På onsdag sender vi igen vores pos. til Jørgen, der så vil nærlæse vejrudsigterne og anbefale vores fortsatte rute.

Dag 12-16

En af de flotte solnedgange

De sidste tre dage har vi haft modvind i styrken 4-8 m/s og indimellem var vinden helt væk. Det betød at vi sejlede dels på skæring med rebet både storsejl og genua, og dels for motor og støttesejl. Som regel er der vind nok om dagen, men om aftenen aftager den og det er så der vi har taget motoren i brug. Vi prøver på at holde humøret oppe på trods af, at vi ikke kommer så hurtigt frem som vi havde håbet på. På den anden side, så er det også dejligt vi ikke er røget ind i meget blæsende vejr eller storm. Endnu.

mærkelig gopler som svider ligesom
brandmand!

Der er ca. 700 mil tilbage og vi er godt møre, trætte af at skulle enten sidde eller ligge. Vi sidder som regel i cockpittet og læser eller snakker. Vi går lidt rundt, laver mad og prøver så på at ligge lidt ned i sengen, måske sove lidt. På grund af de høje bølger er det også rigtig svært at holde sig fast, så der er kun et par steder man sidder godt og hvis vi skal arbejde ved komfuret, er det som at lave mad mens man kører i en bus der kører på en meget bumpet vej. Alle ting ryger ned på gulvet hvis man tror at man kan stille fx ingredienser frem til at lave aftensmad. Så jeg har udviklet en teknik der siger, at tage én ting af gangen og give mig god tid. Hvis ikke, står jeg pludseligt med både pastaskruer, løg og peberfrugt trillende rundt på dørken. Plus at jeg selv skal kunne stå fast og holde balancen.

Det er blevet endnu koldere om natten, så vi er gået til strømper, sko, langærmede bluser og lange bukser på, når vi holde udkig om natten. Det er tøj vi ikke har haft fremme siden de kanariske øer. Men om dagen er det stadig så varmt, at vi sidder i korte bukser og t-shirt. Vandet er kun 21 grader så nu kan vi sandelig mærke vi er kommet nordpå.

Dag 17

Der fyldes 90 l diesel på så tanker atter er fuld
Det er nemmest at gøre mens der er vindstille

Siden i går har vi haft mindre og mindre vind. Og den smule der er, er imod os. Det er ret deprimerende at se på, at vi sejler 4-5 knob, men i den forkerte retning. Det vil sige, at vi har skulle krydse op og ned i forhold til den usynlige linje der skulle føre os direkte imod Horta på Azorene. På 16. døgn har vi præsteret at skrabe bunden med et døgnmål på 52 sømil! (vi har sejlet noget længere men på kryds, så døgnmålet viser bare 52 mil tættere på målet) Til forskel fra i går, hvor dønningerne var på 2-3 m, er de i dag ganske små og vandet er ellers så godt som spejlglat. Vi har siddet og regnet ud, at vi har diesel nok tilbage til 400 mil, men der er knap 600 tilbage, så nu må der gerne komme noget vind!

Desværre kunne Jørgen hellere ikke give os gode nyheder, for det ser ud til at vi er havnet lige midt i et af de berømte stillebælter, som tit dannes rundt om og syd for Azorerne. Den gode nyhed var, at vi ikke kommer til at opleve storm, og det er også dejligt at vide. Det var her vores nye gennakker skulle hjælpe os, men direkte imod vinden er for meget, selv for en skærings-gennakker.

Dag 18-20

Mens der stadig var bikinivejr

Efter tre dage med meget lidt eller ingen vind overhovedet, fik vi en let brise natten til mandag d. 23. Og endda med en helt ok styrke fra syd. Vi fik ellers hældt alle vores ekstra dunke med diesel og vand på de respektive tanke, og vi var forberedt på at skulle sejle for motor den sidste del af vores oceanpassage. Vi regnede ud, at vi havde liiige diesel nok, så kunne vi sove roligt om natten og livet gik rigtig fint ombord. Når vi sejler for motor i stille vejr, med storsejlet strammet helt op, glider skibet stille og roligt gennem vandet og man kan roligt stille en kop kaffe eller sin aftensmad fra sig på bordet, uden fare for at den havner på dørken. Vi kunne gå rundt på dækket og nyde solen, delfinerne der kiggede forbi i ny og næ og ikke mindst betragte den uendelighed af vand omkring os i den mest fantastiske blå farve. 

Det er godt nok blevet koldere, især om natten, men om dagen er det stadig dejligt varmt ligesom på en god dansk sommerdag. Ulempen er selvfølgelig, at motorlarmen ødelægger lidt hele det idylliske billede af en lille sejlbåd der glider ubesværet på det kæmpe ocean.

Men nu glider vi atter for sejl i noget der ligner medvind og for forsejlet alene. Farten er 4-5 knob så alt er som det skal være. Desværre betyder medvind også at båden vipper ustandseligt fra side til side og det er udelukket at stille noget fra sig og vores balancenerver bliver atter sat på prøve.

Trods alle de forskellige sejlføringer og vind og vejr, er det lykkedes os at lave varm aftensmad hver dag, bage brød og fordrive tiden med at få skrevet her på bloggen, lyttet til musik eller lydbøger, læst og løst kryds og tværs.  

Dag 21-22

I går aftes opgav vi at sejle for sejl i den meget svage medvind og høje dønninger, der gjorde at vi vippede konstant og kom meget langsomt frem. Så Tykke Berta tog over med 1400 omdrejninger og en fart på 4-5 knob. Her til formiddag var vandet mere fladt end i går og der var stadig en svag vind. Nu skulle genakkeren prøves igen.

Det gik så fint at vi havde den oppe de sidste to dage inden Azorerne. Det er så dejligt at se på, når genakkeren med sine mange farver svinger lige så stille i blæsten og fører os blidt over hver eneste lille bølge på vandet. Nu er det for alvor ved at blive koldt, vi har fundet tykke sokker og jakker fra gemmerne og vi har også flyttet uret frem tre gange plus en time for sommertid, så nu er DK kun to timer foran os. Forventer landkending i morgen tidligt!! Yes!

Vind i håret og i gennakkeren 

Genakker

Hjemmefra troede vi at vandet ligesom hjemme omkring DK, ville blive fladt når vinden bliver svag, derfor gav vi 21.000 for en skæringsgenakker i dobbelt tykkelse, så man ikke behøver at fare op og tage den ned hvis det blæser lidt op i løbet af natten. Det viser sig så, at her på Nordatlanten, er der næsten altid gammel sø og dønninger fra forskellige retninger. Når man har flere tusinder kilometer vand til alle sider, vil der ofte være to til tre storme der alle sender bølge og dønninger vores vej.

I stuverummet fylder sejlet lige så meget som 6 x 20L dieseldunke, hvilket svarer til tre døgn ekstra sejlads for motor. Vores råd til andre vil være, spar pengene og køb dunke. Sørg samtidigt for, at man ikke skal på dæk, for at hælde dem over på hovedtanken.

Tykke Berta

Tykke Berta (lidt til motorkendere 😊)

Tykke Berta er vores 4 cyl. 2000 ccm stødstangs dieselmotor med 2:1 gear. Når den er så tyk skyldes det, at det er en ferskvandskølet stødstangsmotor med varmeveksleren på den ene side og stødstængerne på den anden. Den er valgt fordi den ikke er så høj som de originale 3 cyl Volvo og Bukh motorer med Z - drev. Det gav plads til at sænke dørken i førerhuset, og den trækker ubesværet en trebladet 18X14 Volvo Penta foldepropel på fast aksel.











Horta på Azorerne - tilbage i Europa

Pico i solopgang

Efter præcis 22 døgn kom Montaho do Pico med sine 2.351 meters højde i sigte. Dette er faktisk Portugals højeste bjerg og ligger på øen Pico, som er en del af de ni øer som danner øgruppen Azorerne. Efter en der føltes som den længste nattevagt, havde vi store forventninger til at se land meget tidligt om morgenen. Mik var på vagt da det blev lyst og kunne ane land mellem de lavtliggende skyer. Han ville lige fange lidt mere søvn inden landgang, så jeg nød en kop kaffe til dette syn på billedet. Delfinerne var tidligt oppe og bød os velkommen med akrobatiske spring og snart skulle vi til at gå i havn for første gang i flere uger.

Nyt flag på stangen

Højtryk 

I dagens anledning skiftede vi det falmede Dannebro ud med et splinternyt og jublede over den veloverståede tur som har budt på lidt af hvert men ikke på lavtryk eller storm. Så vi er meget tilfredse. Barometeret har faktisk stået konstant på "very dry", altså meget højt tryk (1040 millibar) hele vejen igennem. Det betyder klar himmel med solskin, dog lidt koldere end vi var vant til fra Caribien.

Det er nu dejligt at være i Europa igen, hvor indklareringen ved myndighederne tager to minutter og det koster ingenting. Havneafgiften er også i den billige ende, inklusiv vand og strøm ad libitum! Det er længe siden vi har oplevet det :-). Vandet skulle straks bruges til at skylle den ufattelige mængde salt der dækkede båden og gav søgelænderet en mat og rustet overflade. Derhjemme får det normalt nogle timer i 2% saltopløsning før man kommer i havn og skylle det i ferskvand. Nu har vores gelænder fået 4 måneder i 4% saltopløsning. Da vi nåede Azorerne kunne vi skovle salt af dækket, så det er nok ikke noget at sige til, at der skal pudses søgelænder mm hist og pist mens vi ligger her.

Peter´s Sports Café med sejlerflag fra hele verden

Et varmt brusebad efterfulgt af en forsinket frokost på den berømte Peter' s Café Sport, som sejlere fra hele verden besøger hvert eneste år, gjorde underværker ovenpå sådan en lang tur på havet. Nu har vi en lang liste med forskellige gøremål inden vi igen skal til at finde et godt vejrvindue mod England. Det er i øvrigt ret træls at vænne sig til at sove med dyne på og klæde sig varmt på igen! Nu skal vi til at opleve hvad øen Faial har at byde på.

Pico i baggrunden og sikke
meget tøj man skal have på!!