Cap Verde - Keep calm!

Mindelo på Cabo Verde – november 2017

Marina i Mindelo

Efter vi ankom til Mindelo, føler vi virkelig at vi er langt hjemmefra. Der er mange ting der er anderledes allerede og vi oplever hver dag nye ting og vi får et bedre og bedre indtryk af byen og dens befolkning. Den typiske indbygger er meget venlig, hjælpsom hvis man spørger om noget, og de lever efter mottoet: Keep calm! You´re in Cabo Verde. Så det må vi prøve at gøre også. Gadebilledet er meget broget, der er skolebørn i pæne og rene uniformer der myldrer over det hele og er lige så højlydte som sådan nogen er. 

Fiskesuppe til salg på markedet

Der er gadesælger på markedspladsen der byder på et godt tilbud, fiskemarkedet hvor man kan spise fiskesuppe i det ene hjørne og langs molen, ved fiskebådene er der koner der renser fisk, direkte på stenene. Et par gader derfra er der pæne, høje og nye bygninger, så som justitspalæet, hospital med tilhørende skadestue og endda to universiteter. Det kan godt være at ikke alle asfalterede veje er jævne og ikke alle gadehunde ser helt mætte og tilfredse ud, men der er mange tegn på at livet er godt for de fleste. Vi har både set flotte boliger med moderne facader og små skure lavet af lecablokke som hverken var pudsede eller malede. Der er nok kæmpe forskel på rige og fattige, men vi har kun set glade ansigter, pæne og rene børn og dyr som bliver fodret og passet på. Så det må være tegn på velvære, om end ikke lige i samme forstand som vi kender hjemmefra.

Baby med mor på arbejde

Mændene fanger fiskene og kvinderne sælger dem

Miks nye skruetvinge

Der repareres komfur

En god måde at komme ud i en bys afkroge er, hvis man mangler noget, en bestemt ting, som ikke findes i en almindelig butik. Vi havde brug for et stykke træ, fordi toiletvæggen løsner sig mere og mere. Derhjemme har vi Silvan, XL byg og Bauhaus samt Mik og alle hans kammeraters værksteder. Men ikke lige her, så vi skulle finde noget så eksotisk som et byggemarked. Sådan noget bliver der ikke ligefrem reklameret for i turistbrochurerne eller andre steder vi spurgte i vores søgen. Men vi er jo heller ikke typisk turister, vi har jo vores ”hus” med, og ting i et sådant kan jo gå i stykker en gang imellem. Erfaringsmæssigt ligger sådan nogle byggemarkedslignene steder lidt udenfor byen, så vi tog vores bedste vandresandaler på og gik gennem snorklede gader indtil vi kunne se på vores kort, at der skulle ligger noget marked, der ikke var grøntsagsmarked, et sted. Og ja, ganske rigtigt, de første to steder vi spurgte var der bid. Det ene var en udendørs trælast (det regner jo næsten aldrig her!) hvor vi forklarede hvad vi skulle have, og vupti, sikkert fra en rest, fik vi et 1m langt stykke mahogni for 1 euro! Næste sted vi gik ind, var en værktøjsbutik som havde en kraftig skruetvinge og nu har Mik den stærkeste af slagsen, som kan bruges nu og som senere kan tilføres til hans kollektion derhjemme. Ikke nok med det, det tredje sted vi var inde i, havde lige nøjagtigt de skruer som skulle fuldende projektet. To timer senere var vi tilbage og yderligere en time efter, var listen på plads og nu har vi en stærk væg som kan tåle at vi gang på gang tumler op af den når det er svært at holde balancen i bølgerne.

Som langturssejler er man vant til at reparere lidt af hvert og der er mange der ligger her i havn sysler med alt muligt der trænger til en kærlig hånd. Vores toiletvæg var lige ved at gå fra hinanden på grund af for meget asen og masen i høje bølger. Til gengæld er der ting der gror uhjælpeligt fast, som komfurets tænd og sluk knap gjorde forleden dag. Heldigvis kunne vi skille det ad og lirke knappen løs og nu beder vi til det ikke går rigtig i stykker, for sådan et komfur kan vi nok ikke købe, før vi kommer til Europa igen.  

Grillet kylling lige hvor man har lyst :-)

Gadefejerne sørger for at der er rent og pænt hver dag

Fiskerne kommer ind

Farverige Mindelo

Før afsejling til Tobago, som vil vare ca. 2,5 uger skal Mik endnu en gang i masten, skruen skal renses igen og der skal provianteres lidt, især frugt og grønt. Der er diverse supermarkeder med varer i alle prisklasser, men deres frugt og grønt er importeret, dyrt og opbevaret på køl, så det går ikke. Det bedste er at købe varer på markedet for de kan holde sig længere. Det er stadig mærkeligt at æg, yoghurt og smør opbevares udenfor køleskabet. Men det allersværeste, synes jeg, er, at fiskemarkedet ikke just lever op til den hygiejnestandard vi er vant til. Der er hunde og katte alle vegne, snavsede betongulve og tvivlsomme redskaber. Til gengæld er jeg sikker på, at fisken er frisk.     

Turen fra Gran Canaria til Cap Verde

Gran Canaria til Cap Verde, d. 9. – 16. november 2017

En café med stærk wi-fi til blogopdatering

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og vi studerer nøje, igen og igen, vejrudsigter og snakker for og imod at tage af sted mod Cap Verde netop denne dag. Vi har også den mulighed om at sejle lidt langs Gran Canarias kyst og tilbringe et par dage for anker i en af de fine ankerbugter dernede. Men nu har vi ligget i havn i mere end 14 dage, som er noget af de længste vi har gjort på turen. Jeg er især meget splittet, tænker på sidste sejlads over flere døgn hvor vi fik lidt hårdt vejr og jeg vågnede med migræneanfald. Hvad nu hvis det sker igen? Og nu skal vi være på vandet i 7-8 døgn og vejrudsigten er ret blandet. Den varsler både frisk vind og høje bølger, i hvert fald de første par døgn.

Nå, men vi gik på havnekontoret for at afregne og på vej derfra besluttede vi at tage chancen og bare sejle. Kl. 10.00 smed vi fortøjningerne og tog hul på de 830 sømil til Mindelo på øen Sao Vicente, Cap Verde. En flok legesyge delfiner ønskede os god tur og den første dag gik vi for motor, da der ingen vind var. Kl. 23.30 slukkede vi motoren og rullede genuaen ud og skød en god fart på 4-5 knob. Så langt så godt. Vores rekord blev på 1., 2. og 5. døgn hvor vi sejlede døgnmål på 120 sømil, som er ganske tilfredsstillende for den størrelse båd som vores. Vores topfart ligger lidt højere, men hvis vi vil sejle over 120 mil i døgnet, skal vi sætte for meget sejlareal op, og det bliver for voldsomt. Det gør man kun hvis man for eksempel sejler kapsejlads. Vi skal jo også bo i båden (lave mad, sove, læse og gå på toilettet) og foretrækker at båden glider frit og ubesværet gennem søen. Da vi ikke skulle risikere at skulle rebe storsejlet i mørke, går vi aldrig natten i møde med storsejlet helt oppe. Altså fra nu af! Fordi, på dag 3 om eftermiddagen, da vinden lagde sig fuldstændigt, men der var stadig store søer, satte vi et stramt storsejl (for ikke at vippe for meget) og startede motoren. Midt i den efterfølgende sorte nat, uden måneskin, blæste det pludselig voldsom op til en kuling styrke, og vi burde have taget storsejlet ned, men det var ikke forsvarligt at gå på dæk i mørket, i så voldsom vind og 3 meter høj sø. Så vi sejlede alt for stærkt indtil det blev lyst og vi kunne få sejlet ned. Heldigvis sov jeg imens og da jeg spurgte Mikael om det ikke liiige var lovlig voldsomt, så sagde han: vi skal bare slappe af og nyde farten! (ca. 7 knob!). Fint, så sov jeg videre og nød at fornemme bådens fart gennem vandet. (Der er kun 1cm glasfibervæg mellem køjen og det fossende vand).

Med vinden kom der desværre også søsygen på besøg, og ud over det har jeg to gange fået migræne midt om natten. Heldigvis har jeg smertestillende piller som fjerner smerten men til gengæld gør mig træt og jeg kan sove i timevis. Når jeg har det allerværst, får jeg tanker som: oh, kunne jeg mon ikke tage en flyver hjem i næste havn og mødes med Mikael når han kommer til næste havn? Men den tanke forsvinder heldigvis når jeg får det godt igen, og bortset fra det, er jeg nok ikke den eneste der kommer igennem det samme, når det virkelig bliver hårdt på sådan en tur.  Og søsygpiller har jeg også prøvet og de hjælper godt nok på kvalmen, men til gengæld får jeg en metalagtig smag i munden, sådan så al maden smager underligt. Ja, det er ikke nemt med al den sejlads 😊.

De sidste fire dage mod Cap Verde gik med sejlads for forsejl alene og til sidst tog vi de sidste 11 timer for motor, da vinden forsvandt igen, så vi nød den sidste dag med at bade på badeplatformen, læse og lave varmt mad – bøf med løg, som blev kaldt ”land i sigte” bøf, for den var klar lige efter vi så land for første gang i 7 dage!  I alt tog det os 7 døgn og 7 timer at sejle de 830 sømil, og det er vi ganske tilfredse med. I løbet af den uge havde vi nået at udvikle en form for rutine om bord hvad søvn angår. Solen gik ned kl. 18-19, og kl. 20 gik Mik ned for at sove. Ved midnatstid byttede vi plads og jeg sov ca. 5 timer og stod op før solopgang og tog over. Om natten havde vi meget glæde af at lytte til lydbøger og om dagen, hvis vi ikke var for søsyge, kunne vi spise lidt (det blev ikke til ret meget!), læse, løse kryds og tværs, se lidt film på pc og sove.

Alt i alt var det en ok tur, hvor vi for første gang prøvede at sejle så langt på en gang og vi klarede den meget godt, både os som besætning men også båden, som vi føler mere og mere tillid til. Vi oplevede at sejle i det klareste måneskin, i dejlig solskin og sandomsvøbt sol, for det blæste ud fra Sahara med masser af flyvesand i luften.  Denne sand gør også at solnedgangene får en special rød-gul farve og båden bliver dækket med et fint gulligt lag hele vejen rundt, så selv vores snore og reb er gule alle sammen! Vandet indeholder også mere salt end i de danske farvande, så hver gang vi går en tur på båden kan vi samle flere gram saltkrystaller, og af samme grund er vi nødt til at spule båden med ferskvand når vi kommer i havnen.

Vi har ingen faste planer, men vi har aftalt at ligge i havnen så længe som vi har lyst, komme til os selv, se så meget som muligt af øen og så, når vi er trætte af at være i land, så er det tid til at tage hul på næsten tre gange så lang en tur på vandet mod Tobago i Caribien.

De første indtryk af Mindelo på Sao Vicente, Cap Verde

Gæsteflag

Vi ankom i havn kl. 17 og blev mødt af et venligt marinapersonale, fik ordnet de praktiske ting og stiftede bekendtskab med havnens flydende bar, hvor der er wi-fi (som så ændrer koden hver dag og man må betale en kop kaffe eller andet for at få den nye). Forbindelse er dog ikke ret god, men det er bedre end ingenting. Selve havneområdet er kameraovervåget og der er op til flere vagter der sørger for, at kun sejlerne kommer ind. Toilet og bad-forholdene er faktisk bedre end visse steder i Europa, hvilket er overraskende.

Gade i Mindelo med en af de mange pickups

Når man træder udenfor havneområdet, er det en anderledes verden der viser sig. Der er en skærende kontrast mellem fx en BMW-sportsvogn på den ene side og de tiggende mænd og kvinder på den anden. For at indklarere skulle vi gå til migration myndighederne og marinapolitiet. Lige udenfor disse kontorer stod ca. 50 unge mænd langs gaden, og jeg var nysgerrig nok til at spørge politimanden, hvorfor de stod der? ”For at søge arbejde, de prøver at finde et job ved porten til industrihavnen”. Det var dagarbejdere der håbede på en dags arbejde, enten på havnen, eller hvis der kom nogen i pickup for at hente billig arbejdskraft.

Mindelo down town

Cap Verde var portugisisk koloni til 1975, og der tales stadig portugisisk, som officielt sprog i skoler, parlament og andre officielle instanser. Befolkningen er meget ung (55% er under 24 år), religionen er kristen katolsk og modersmålet er creolsk, som er en kombination af det sprog som de europæiske kolonister talte og de slaver som blev bragt hertil fra Afrika. Det blev til et symbol på homogenitet og sammenhold på de 10 øer som danner denne øgruppe. Politisk og økonomisk er landet en demokratisk republik, hvis økonomi har oplevet øget vækst i de sidste mange år. 

 

Her bygger de huse ved at hejse legablokke op med håndkraft
(tag jer ikke af strandstorken med skumgummi under armen!)

Den første dag har vi brugt på at gå rundt i byen, set markedspladsen, flere små supermarkeder hvor der står mest to vagter i form af unge veltrænede mænd i mørke uniformer, mørkerøde beretter og med solbriller på. Og så har vi endelig fundet et stykke skumgummi der passer til vores hynder i cockpittet. Tænk at vi har ledt efter det siden vi forlod Danmark, og første dag her og dér var det, til en yderst favorabel pris oven i købet, og præcis i de mål vi skulle have! Det var godt nok en butik med fiskeudstyr vi ledte efter, men det er tit at man i stedet falder over noget andet. Der findes ikke en fiskeudstyrsforretning her, men det lykkedes os at finde noget 1 mm. line og nu mangler vi en ny sprutte, fordi en tun rendte med både vores sprutte og hele linen på vej hertil. Den hev så hårdt at Mik ikke engang kunne få fiskestangen op af holderen og kunne ikke bremse hjulet kraftigere. Da linen ikke var længere, sprang den. Øv! Så nu har vi en ny og kraftigere line på, men vi leder stadig efter en sprutte.

Gadesælgere 

Kirken udefra

Byens kirke hvor vi skal forbi og se om der er gudstjeneste på søndag

Der er mange både i havnen, især fordi kapsejladsen Sail the Odyssey´s mange deltagerbåde er her til d. 23. november. Ud over dem er der andre ligesom os, ikke deltagende i nogen kapsejlads, med besætninger fra hele verdenen. Lige nu er der 4 danske både, med flere på vej, så det er ganske imponerende for sådan et lille land. De fleste af de andre både er meget større end vores, og det betyder at de sejler hurtigere, så det er ganske hyggeligt når vi fx møder en svensk båd med samme størrelse som vores 😊. 

Fra Madeira til La Palma

At sejle er ikke altid en vals på bølgen blå - en kort opfølgning på sejlturen mellem Madeira og øen La Palma 

Los Gigantes på Tenerife

Jeg vågner midt om natten og opdager at månen ikke lyser op som den plejer. Himlen er sort, der er heller ingen stjerner, men til gengæld er det stille på en mærkelig måde. Jeg kan kun høre bådens indmad knirke i bølgerne, som om en usynlig elastik hiver i den fra side til side i en uendelig dans. Men der er også stilhed fordi vi sejler for sejl og vindroret styrer utrætteligt derudad. Men pludseligt kan jeg mærke mine tindinger der dunker af smerte. Nej, ikke nu! Ikke migræne lige nu, midt om natten og midt på Atlanterhavet! Der er to døgn til vi kommer i havn, så det er bare ikke belejligt! Men hvornår er migræne nogensinde kommet på et belejligt tidspunkt? Men denne gang er det bare for meget. Hele hovedet føles som en tonstung klokke, og det er som om heste galopperer bag min pande mens tunge vægte presser på mine skuldre. Jeg prøver at rejse mig fra den gyngende køje, men det hjælper i hvert fald ikke på hovedpinen. Jeg bliver svimmel og får kvalme. Hvordan skal jeg dog klare den? Jeg kan jo ikke engang holde en smertestillende pille i mig i denne tilstand. Når jeg har det sådan og jeg vågner i min seng derhjemme, står verden i det mindste stille, men nu, er det bare det værste der kunne ske. Jeg sniger mig op i cockpittet til Mikael som ligger vågen i cockpittet og holder vagt. Jeg kan ikke engang tale. Jeg bryder i gråd og fremstammer at jeg har ondt. Det er det rene elendighed. Jeg har så ondt af mig selv og føler at der ikke er nogen steder jeg kan sidde eller ligge. Hele verden roterer og vipper fra side til side: ”kan du ikke få det til at stoppe?”

Desværre er sejlads ikke kun stille bølgeskvulp, legesyge delfiner og lækker solvarme ombord. Der er dage hvor man bliver søsyg, kan ikke spise, holde sig fast eller ligge stille og sove. Men for mig er det værste hvis jeg får migræneanfald mens vi sejler og bølgerne og vinden stiger i intensitet. Det er en rigtig dårlig kombination. Når det sker, kan jeg ikke undgå at få tanker som: Hvad f… tænkte jeg på? Hvad har jeg rodet mig ud i? Var det ikke bedre at tage på en rygsæksejse med hoteller og flyturer fra sted til sted? Er det virkelig det jeg har drømt om i alle de kolde og mørke vinteraftner hjemme i stuen, mens alt det her blev planlagt? Heldigvis er vi mennesker indrettet på sådan en måde, at vi fokuserer mest på de positive ting i en given situation og vi glemmer hurtigt de dårlige. Ja, lad os håbe på, at jeg også gør det!

Tenerife og Grand Canaria, 2. november 2017

Midt i oktober måned sejlede vi de ca. 5-6 timer der er mellem La Gomera og Tenerife. Der var næsten ingen vind, så det blev til mest motorsejlads og lidt sejlads med begge sejl oppe. Vi kunne kun ane det høje bjerg Teide på grund af den tætte tåge der lå over øen. Heldigvis hjalp det lidt da vi kom tættere på. I havnen San Miguel havde vi en aftale med havnemesteren, men da det var søndag, var kontoret lukket. Sjovt hvordan der er en dobbelthed i, at myndighederne i havnen vil have at man skal indklarere lige så snart man kommer i havnen, men åbenbart ikke hvis man kommer på en søndag 😊. Det har vi prøvet flere steder her i de spanske havne, så det er ikke bare en undtagelse her. På Madeira var kontoret endda lukket både lørdag og søndag!

Udsigt fra Teide, Tenerife

San Miguel er en forholdsvis ny havn, der ligger i forbindelse med et større turistområde, hvor der især kommer folk der elsker golf eller englændere der tilbringer ferien eller ligefrem bor der. Vi mødte en ældre mand som fortalte, at de bor der officielt i 11 måneder om året 😉. De første tre dage lejede vi en scooter og kørte til Los Cristianos, Puerto Colon og Los Americas, alle sammen turiststeder som ligger i den sydlige del af øen. Ugen efter kom vores venner Lotte og Ole på besøg, da de var på ferie til Tenerife. Det var rigtig dejligt med besøg hjemmefra for at blive opdateret lidt på verdenssituationen 😊.

På tur med Ole og Lotte, Tenerife

MC- træf - savner Mik mon motorcyklen??

Puerto Mogan 

Den 24. oktober blev der tid til at sætte stævnen mod Gran Canaria, fordi børn, svigerdatter og lille barnebarn skulle komme på besøg og bo i båden sammen med os i en uge. Vejrudsigten havde dagene før været ret ugunstig pga for stærk vind i accelerationszonen, hvor bjergene accelererer vinden voldsomt op mellem øerne. Vi skulle gå på skæring (imod vinden), fra bunden af Tenerife til Puerto Mogan på Grand Canaria. 

Rebet storsejl

Selv om der kun var svag vind da vi forlod havnen, oplevede vi ca. 6 timer med kraftig vind igennem natten. Heldigvis var vi forberedte på dette, og havde allerede fra starten af, rebet storsejlet så vi ikke skulle på dæk om natten. Det vidste sig at være en rigtig god ide, for båden holdt 6 knob med rebet storsejl og forsejlet kun rullet lidt ud. Alt i alt blev det en god tur, med rigtig god fart gennem vandet og med næsten vindstille da vi så nærmede os havnen. 

Vores børn i Puerto Mogan

Vi bestilte havneplads i Puerto Mogan ca. 14 dage før ankomst, så vi fik en god plads i havnen da vi ankom. Vi er heldige at få plads i alle havne, især fordi vores båd ikke er så stor, så det er dejligt. Allerede dagen efter blev både fyldt med glade unge mennesker, og vi brugte tiden sammen på stranden, rundt i byen og også rundt på øen i en lejet bil. Desværre flyver tiden hurtigt, så en uge var hurtig forbi og nu er det igen stille i den lille båd. 

Hygge i havnen

Stor vaskedag

Vi er i begyndelsen af november, så det er snart tid til at forlade de kanariske øer og drage længere sydpå. Der er lavet en to do list så vi kan holde styr på hvad der skal gøres før afsejling mod Capo Verde øerne. Nogle af de ting er at læse op på hvordan og hvor man indklarerer på disse øer, gør båden klar og handle mad og drikke ind til et par måneder. Vi har tanket diesel på så vi har 360 liter i alt, drikkevand 330 liter  i tank og dunke plus 70 liter på flasker. Ud over det, masser af ris, pasta, diverse konserves, brødblandinger, tørgær, kiks, m.m. Dagen før handler vi frisk frugt og grønt så vi har til de første dage. Turen til Capo Verde regner vi med at tage os ca. 8 døgn, så det bliver rigtig spændende at opleve. Det eneste vi mangler er en god vejrudsigt. Lige nu er der varslet frisk vind med tilhørende
høje bølger, så vi venter lidt med at kaste los. 

Stort indkøb fra supermarked