Azorerne og sidste stræk mod England

På Azorerne føles det næsten som at være hjemme

Pico, Azorerne, ligner en UFO 

Vi rejste fra Grand Canaria i starten af november sidste år og har været væk fra Europæisk territorium i næsten 6 måneder. Når man er væk så længe, og som os ankommer i egen båd til fremmede lande, kommer man til at opleve både befolkning, myndigheder og samfundsforhold som er så anderledes, at man kommer til at sætte mere pris på lille Danmark. Det synes vi i hvert fald. 

Og alle forhold på Azorerne ligner meget dem vi kender fra Danmark: havnemyndighederne er flinke og priserne er acceptable, faktisk lavere end derhjemme og man får lov til at være i fred. Men det mener jeg, at man tit i Caribien følte vi os nærmest forfulgt nogle gange af mennesker, der troede de kunne tjene penge på os, bare fordi vi var udlændinge. Det er også en fornøjelse at gå tur gennem byen og beundre de smukke huse med frodige haver og de rene og pæne gader.

Der er rigtig meget at se på Azorerne, for øgruppen indeholder 9 forskellige øer, som hver især er både interessant på grund af den smukke natur med høje vulkanske bjerge, velafmærkede vandreruter og byer der byder på alt mulige fornøjelser fra gode restauranter til sorte strande. Vi var i Horta på øen Faial mens der blev holdt folkefest i en af byens parker i anledning af 1. maj. Som så mange andre steder i verden, samledes folk til picnic, her med de traditionelle grillede sardiner og den obligatoriske øl til.

Calderaen, vulkankrater, 8 km. rundt, 400 m dyb
og 2 km. på tværs

Den sidste dag i Horta lejede vi en bil, en bitte Smart, og kørte hele øen rundt. Vi ville først og fremmest se den store vulkankrater Calderaen og besøge det spændende museum der blev bygget på den spids af øen hvor en vulkanudbrud for 60 år siden forlængede øen med et par kilometer. Det er både imponerende og rørende at opleve et sted på jorden som faktisk ikke eksisterede bare for 60 år siden. Den vulkanske aktivitet er på ingen måde stoppet på Azorerne, som ligger lige der hvor hele tre tektoniske plader møder hinanden og danner en trekant hvorfra jordens indre kan spyes ud når som helst.   

Nyt land (2 km.) efter vulkanudbrud i 1956

Fyret der før stod på det nordligste punkt er nu gemt af det nye land

Vi kom i godt selskab med andre danske
langturssejlere

Traditionens tro satte vi også vores aftryk på molen i Horta Marina, der hvor man kan finde navnene på alverdens skibe og sejlfolk som har krydset Atlanten og som ifølge overtroen, ikke må sejle videre uden at indgravere mindst skibets navn på molen. På den måde har man gjort sit til, at vejr og havguderne besinder sig når man sejler videre. 

Peter´s café og Langturssejlerfanen

En anden sejlertradition er at aflægge Peter´s café et besøg og indsnuse stemningen, nyde et veltilberedt måltid og se på de mange sejlklubflag der pynter både vægge og loft. 

En anden sejlerovertro siger, at man ikke må begive sig afsted på langfart på en fredag. Hvorfor, ved vi ikke, men når man er så meget afhængige af ydre forhold, kan man ikke lade være med at lytte til overtroen af frygt for, at noget ubehageligt ville ske. Så vi benyttede os af den luksus i form af en bil, købte alt muligt ind til videre færd og gjorde klar til afgang torsdag d. 3. maj. Dagen forinden fyldte vi diesel på både reservedunke og tank så vi var helt klar til afgang. Men vejrudsigten skulle også være god, så vi ventede til sidste øjeblik med at bestemme os.

Over Atlanten fra Horta til England – 1223 sømil

Ruten St. Martin til England

Det er fjerde gang at vi skal gøre sejlklar til mere end en uge på åbent hav. Det bliver selvfølgelig nemmere hver gang, for nu ved vi nogenlunde hvad vi skal købe ind af mad og hvilke madvarer der holder sig bedst eller hvad der overhovedet kan lade sig gøre at tilberede i høj sø. Ved en gennemgang af stuverum, fandt jeg stadig dåsetomater og ris fra Gran Canaria, kokosmælk fra Madeira, tørgær fra St. Vincent og juice fra St. Martin. Det er sjovt at gå på optagelse i andre landes indkøbscentre og vi er især blevet udfordret på kødsiden. Det er fx så godt som umuligt at finde hakket svinekød til en god omgang frikadeller, så dem savner vi altså!

Afgangen blev kl. 9.00, hvilket er sent efter vores smag. Vi vil helst afsted tidligere om morgenen, men der var lige en udklarering der skulle klares og kontoret åbnede først kl. 8.00. Det første døgn sejlede vi skiftevis for motor og for sejl, da vi skulle sejle fri ad øerne og vinden svingede i styrke hele tiden. Vores plan var at følge en nordlige kurs og på den måde undgå et vindstillebælte som strakte sig i lige linje mellem Azorerne og den engelske sydspids.

Vi tog en søsygepille, just in case, for vi begge kunne føle et let ubehag og havde faktisk ikke lyst til aftensmad den allerførste aften. Vores erfaring siger efterhånden, at vi skal lytte til vores maver og kun indtage lidt mad af gangen. Den første dag er vi som regel så spændte og måske stadig mætte fra dagen før, så appetitten er minimal.

Dag 2-4

Vi har sejlet 329 sømil de første tre døgn, hvoraf det sidste nåede vi op på magiske 125 mil! Det er den fart som vi sejler med, hvis der er vind nok. Sagt på den måde, at hvis vi sejler stærkere kan vi finde på at reducere sejlarealet for at prioritere komforten ombord. Vi har på dag 2 og 3 haft en svag medvind så vi sejlede butterfly (et sejl til hver side) med spillerstagen på genuaen (forsejlet).

Vi kan godt mærke en vis afmatning og vi er mere rastløse end før, nu når vi har prøvet så mange gange at sidde stille flere dage af gangen. Tiden går som sædvanligt med madlavning, brødbagning og underholdning i form af fx læsning, krydsord og små spil på tlf.. Dagens højdepunkter er uundgåeligt måltiderne og vi kan sidde og dvale i timevis over en enkel kop kaffe. Nattevagterne er bare noget der følger med og vi deles som vi plejer: jeg er vågen til kl. 01.00 hvor Mikael tager over til kl. 6.00, hvor han atter går i seng i tre timers tid. Jeg kan til gengæld finde på at tage en middagslur på to timer og så er det igen tid til af finde på noget til aftensmad og til eftermiddagskaffen.

 

Dag 5-7

Vindroret er uundværligt

På 5. dagen fik vi jævn vind, agten for tværs. Det er det optimale vindforhold, hvor båden glider bedst gennem vandet og skyder en god fart. Således nåede vi på 135 mil på et døgn, og det er skønt. På 6. dagen til gengæld, begyndte vinden at tage mere og mere til i styrke. Vi tog storsejlet ned og gled for genuaen alene. Til aftenen synes vi at vinden døde lidt, så vi satte stagen på genuaen (en pind der holder forsejlet udstrakt så det fanger mest muligt vind). I løbet af natten blæste det atter op, denne gang med bølger op til 3-4 meter. Da Mik overtog vagten kl. 01.00, havde han faktisk ikke sovet overhovedet. Det var ikke til at ligge i sengen og jeg sad også mest i førersædet, for de store bølger blev ved med at true med at kaste mig på dørken ude i cockpittet. Til sidst endte jeg faktisk med at sidde/ligge nede i kahytten hvor jeg kunne holde mig fast ved at kilde mig mellem væg og den pose hvor genakkeren er pakket ind i. Æggeuret ringede hvert 30 minut, hvor jeg med noget besvær kunne rejse mig for at holde udgik. Det samme gjorde Mik da det blev hans tur, og hen mod solopgangen rebede han forsejlet til en ganske lille trekant, det man også kalder en stormfok. Der blæste det allerede mere end 10 m/s. 

Dag 8-9

Det er blevet rigtig koldt, så oliefyret bliver taget i brug

Vi håbede på at det var det, for næste morgen bød på fint og lunt solskinsvejr, hvor vi kunne sidde i cockpittet og nyde det. Det vi ikke vidste var, at blæsevejret næppe var forbi. Allerede fra om eftermiddagen blæste det mere og mere op, men vores erfaring sagde, at det ville løje af hen på aftenen, så vi lod det rebede storsejl stå, men vi tog spillerstagen ind igen. Da det begyndte at blive mørkt, blæste det mere og mere op, og før vi vidste af det, samlede det sig masser af mørke skyer og vi kunne se på barometeret at det her var ikke bare en lille byge. Bølgerne tornede sig op og skummede arrigt og koldt mens de uden nåde ramte båden fra begge sider. Selv om båden er vandtæt, trængte der alligevel lidt vand ind hist og pist. Genuaen blev rebet helt ned igen og alligevel skød vi en fart vi ikke er vant til. Ikke nok med at vi lå voldsomt ned, men en gang imellem skar båden så meget op mod vinden, at man fik en følelse af at befinde sig i en ruchebane.

masser af saltvand på forruden!! 

Vi var hurtigt klar over, at det havde vi ikke prøvet før (i hvert fald ikke jeg, for Mik har tidligere sejlet kapsejlads hvor man prøver lidt af hvert) og nu var det bare med at finde et godt sted i båden hvor man kunne holde sig fast og vente på det gik over. Vi sov slet ikke den nat. Vi lå fuld påklædt i hver sin side af kahytten, Mik i slingrekøjen og jeg igen kilet op af væggen med genakkeren som stopklods der forhindrede mig i at trille ud af sengen. Gud hvor det blæste og det susede og det larmede med helt ukendte lyde så det ikke kunne undgås at blive utrygt! En gang imellem synes man at det egentlig gik meget stille og roligt selv om det føltes som at køre i en hestevogn på en ujævn markvej. Men så tog vinden hårdere fat og det føltes som at blive smidt på hestevognens gulv, mens hestene galoperede derude og man forgæves forsøgte at få fat i tøjlerne for at standse dem. Og sådan gentog det sig mange gange indtil klokken blev 03.30 og vinden pludseligt vendte. Nu kunne vi skifte sejlene til den anden side og få mere balance i båden. Men det blæste stadig en hård vind til kuling og bølgerne var 5-6 meter høje. De så arrige ud og med skum på toppen der lignede snedækkede bjerge. En gang imellem føg skummet hen fra den ene top til den andet. Og det betyder stormende kuling, altså en styrke på 18-22 m/s.   

Der er sus i skørterne!!

På vores sidste stækning på Atlanten, skulle det gamle ocean vise os sin styrke, og det må vi acceptere, siden det tidligere har skånet os for dårlige oplevelser. Vi havde indtil torsdag d. 10. maj sejlet i alt fra stille til hård vind, men aldrig i mere end 15 m/s undtagen hvis der lige var en tordenbyge, eller et bjerg der genererede lidt ekstra vind. Atlanten vil give os en anderledes oplevelse her på falderebet og sikke en! Det er også blevet så koldt at vi har tændt vores oliefyr, men det kan desværre ikke brænde hvis båden krænger konstant, dvs at vi ikke kan tænde det mens vi sejler for sejl (det kommer fra en fiskekutter). Så det er rigtig koldt og vi kan for alvor mærke at vi kommer tættere og tættere på de breddegrader hvor den ene lavtryk afløser den anden og hvor temperaturen på ingen måde kan sammenlignes med den vi har haft i så mange måneder sydpå.

Det er i sådan et vejr, her tidligt på sæsonen, en LM kommer til sin ret med det faste førerhus og overdækkede cockpit.    

Der er fart over feltet!!

Den meget stærke vind har udsat både Blue Dane og os på en styrkeprøve. Heldigvis er vi alle tre kommet godt igennem, men jeg vil indrømme at jeg ikke håber det sker så tit. Det er sjovt at sejle, men når det blæser så kraftigt, kommer der en følelse af utryghed frem i mig, selv om fornuften inderst inde hvisker mig i øret og siger, at det nok skal gå.

Den helt stor fordel er, at vi skød en god fart. De nattetimer stod loggen mellem 7 og 10, og det gav over 6 knob i gennemsnit det døgn, som betyder at vi har sejlet 146 sømil, hvilket er absolut rekord på denne tur. Det er aldrig noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget, som man siger 😊.

Mikael siger at det er helt godt gået af en 32 fod og 6 ton tung, bredrøvet motorsejler!

Han er også lidt stolt af, at hans specielle direkte arrangement mellem rorpind og vindror, der gør at begge ror følges ad, og hjælper hinanden, kunne hindre båden i at skære op, hver gang vi runder den teoretiske max fart på 8,5 knob. Han siger, at det også skyldes de nye sejl der begge var rebet ned til et minimum.

Dag 10-11

Vi trænger til bad og Mik til barbering efter 11 dage på vandet

Efter planen skulle vi anløbe Folmouth tirsdag d. 15. maj. De 5 dage med hårdt vejr gjorde at vi ankom allerede søndag d. 13. maj om natten. Derfor valgte vi at fortsætte til Turquay, 70 sømil længere inde langs Englands kyst og ankomme mandag formiddag efter 11 døgn og 1300 sømil.

Søndag d. 13. maj på 10. dagen stod vi op til en flot solskinsdag. Det trængte vi virkelig til! De sidste mange døgn har vi skulle leve med regn og rusk, men også kulden er begyndt virkelig at indfinde sig. Vi målte 14 gradet i kahytten og 11 grader i vandet. Vi har en oliepottefyr som vi normalt tænder for i det tidlige forår hjemme i Lillebælt. Det kunne desværre ikke bruges mens vi sejler for sejl og båden krænger konstant på en side. Så vi frøs godt nok ret meget og håbede i det mindste på lidt solskin om dagen. Men ak! Det blev kun til regn og tunge skyer med stærk vind til følge. Men i dag er der sol og glade dage i cockpittet, der bliver serveret kaffe og vi har atter fundet smilet frem. Vi har heller ikke kunne tilberede varm aftensmad, så vi har nøjedes med små interimistiske retter som færdiglavet chili con carne eller salat af kogte æg og kartofler (som i øvrigt smager ganske godt med løg og olie/eddike dressing på).

Hov! Hvad kommer der der?

Den første fiskebåd, 200 mil fra Englands kyst!

Der er et døgn til vi kommer i havn og vinden er så godt som forsvundet. Der er kun dønninger tilbage og vi har startet motoren for at sejle en jævn fart og for at kunne regne med ankomsttidspunktet. Vi trænger virkelig til et varmt bad og Mikaels skæg har aldrig været længere og mere grå før 😊. Vi ved ikke hvad vi skal forvente, men et varmt brusebad må de da have i en engelsk havn.

Vi har hermed sagt farvel farvel til Atlanterhavet og er kommet ind i Den Engelske Kanal. Set på det søkort vi lige har sejlet igennem, er Den Engelske Kanal bare en lille rende, men Kanalen er fra Brest i Frankrig til Den Helder i Holland 825 km. (4-5 døgns sejlads), 180 km. bred her hvor vi sejler ind og 40 km. på det smalleste sted mellem Dover og Callais.

Til sammenligning er der 612 km. over Nordsøen mellem Thyborøn og Aberdeen i Skotland.