Lidt om forskellige ankerpladser m.m.

Kunsten af at ligge for anker, skrevet af Mikael :-)

Admirality Bay med plads til lystbåde, færger
og krydstogtskibe

For de lidt mere sejladsinteresserede, kan jeg (Mik) lige fortælle lidt om ankerpladser (her er der ikke havne).

På vores 32 fods båd har vi 20 kg. anker og 50 m 10 mm kæde (ca. 150 kg.), med mulighed for at forlænge med 25 m blytorv, hvis der er meget dybt. Det lyder voldsomt, men tror mig, ankergrej kan kun blive for småt.
Man siger at det er kædens vægt der holder båden. Og det er da også lækkert at kunne lukke 20 m mere ud, når der pludseligt kommer en regnstorm.
Vi ligger nu i en meget fin bugt, der er stor nok til alle, og dybten er jævn 2 til 15 m, men sådan er det ikke altid. Nogen steder er der ikke plads til alle, og hvis vind eller strøm ændrer retning, svinger alle både rundt.
Dem der ligger for moorings (faste bøjer) svinger ikke ret meget, så det nytter ikke altid bare at lukke mere kæde ud. Lige nu ville jeg ønske at jeg havde valgt et større anker, så jeg kunne trække kæde lidt ind for ikke at svinge over i dem der ligger for mooring ved siden af.

I næste uge sejler vi til en ankerbugt, der er så lille og dyb, at vi må smide anker lidt fra land og så få en en lokal til at sejle en snor i land for os. På den måde forhindrer vi båden i at svinge rundt, og at der bliver plads til os også. Det vil nok koste os ca. en dansk halvtredser, med gevinsten skulle gerne være, at de lokale holder øje med båden, og at vi kan falde trygt i søvn, med alle regnskovens lyde lige ned i cockpittet (selv om at træfrøerne siges at larme ret voldsomt lige her).
Om det lykkedes, ja det er noget af spændingen ved at rejse.



St. Vincent - 22. - 25. januar

Låst gummibåd med wirelås til landgangsbro

Når vi nu er nået Caribien, virker det mest naturligt for os at sejle fra syd mod nord. Derfor startede vi med Tobago i syd, for at undgå at sejle frem og tilbage i de Caribiske Hav. Så det har hele tiden været vores plan at se alle de øer vi kan på vej nordpå. Nu er det sådan, at vi har mindst tre måneder her i Caribien, altså til ca. 1. april, hvor vi påtænker at vende skuden mod øst og altså mod Europa igen. Inden vi beslutter hvor vi skal sejle, hvilken ø og hvor på øen, er der en række ting vi overvejer: først og fremmest, er der en god ankerbugt, hvordan er forholdene i land mht. services (proviant, diesel, vand og seværdigheder), hvad har andre sejlere haft af oplevelser og vi læser også i vores bøger flere detaljer om stedet. Lige her i Grenadinerne er det også meget vigtigt at tænke på sikkerheden. Der er i årenes løb blevet registreret tyveri af påhængsmotor, gummibåd, overfald og i sjældne tilfælde endda mord. Det er selvfølgelig en alvorlig ting, og derfor er vi for første gang begyndt at låse os selv inde i båden om natten mens vi sover. Ellers låser vi alt når vi går i land og førtøjer gummibåden med wirelås. Det skal også her siges, at ikke kun Caribien oplever en vækst i antal ulovligheder og vi passer altid på vores ting og vi tager vores forholdsregler hver gang. 

St. Vincent er den største ø i det land der også inkludere Grenadinerne. Desværre er det meget svært at finde en god og ikke alt for dyb ankerbugt på selve St. Vincent. Vi har fået anbefalet af andre sejlere at vælge Cumberland Bay som er godt beskyttet og ikke er alt for kedelig at gå i land ved. Som Mikael skrev tidligere, er det en af de bugter der er ret dybe, så nu må vi se hvordan vi klarer ankering.

For at komme videre herfra og sejle til en ny ø og dermed et nyt land, St. Lucia, skal vi udklarere fra en af de steder hvor der er Told- og Immigrationskontor i det land vi befinder os i. Så, en anden ting vi hele tiden skal være opmærksomme på er, hvor og hvornår kan vi tjekke ind og ud af landene igen. Og myndighederne er også en kapitel for sig! De kan være meget søde og hjælpsomme eller utrolig stramme i betrækket og virke intimiderende. Vi har oplevet begge dele, dog uden problemer. Man skal bare sørge for at være præsentabel i tøjet, smile og vise respekt, og have pengepungen klar. For det er ikke gratis at besøge Paradisøerne, men heller ikke meget dyrt :-).

Da Cumberland Bay ikke har told-myndigheder og vi har læst os til, at hovedstaden Kingstown helst ikke skal besøges i egen båd, besluttede vi at blive liggende i Admirality Bay på Bequia, tage færgen til Kingstown for at se byen og derefter udklarere herfra, når blæsten har lagt sig og vi kan sejle videre.

Færgen åbner bagklappen og folk begynder at gå mod
udgangen, før færgen stopper!!

Mandag d. 22. januar sejlede vi med færgen, spændte på at se Kingstown, hovedstaden med knap 16.000 indbyggere. I forvejen er vi ikke så begejstrede for storbyer, men så stor er denne her jo heller ikke. Det skulle vise sig at den var stor nok. Gaderne myldrede af forskellige slags mennesker: gadesælgere, taxachauffører, folk der vil veksle penge (!), kvinder med spædbørn på armen og teenagere med hyldene gettoplastere i hånden. Der er ikke en eneste meter langs vejene uden en lille bod, bord eller barak hvorfra folk sælger alt fra sandaler til hotdogs. Imellem alle sammen kører personbiler, lastbiler og minibusser i en pærevælling. Der er ingen lysregulering, så, ved de større kryds er der politibetjente der må dirigere trafikken. Jeg må indrømme at jeg ikke følte mig godt tilpas mens vi gik rundt i byen, var hele tiden opmærksom på folk omkring os, som hele tiden var for tæt på. Det var som om de ikke var vant til at se turister i bybilledet.

Kingstown, med gadesælgere alle vejne

Markedet i Kingstown

St. Vincent, Cumberland Bay – 24. januar 2018

Solnedgang i Comberland Bay, St. Vincent

St. Vincent er den sidste af de caribiske øer som blev koloniseret, fordi dens skovklædte bjerge gjorde det ufremkommeligt for kolonihungrede europæer. Den oprindelige befolkning blev kaldt Caribs af Columbus. Mens europæerne var i gang med at kolonisere de omkringliggende øer, gik et slaveskib på grund i nærheden af øen og Cariberne tog dem som deres egne slaver. De havde dog ikke regnet med, at slaverne var fjendtligt anlagt og voldte dem store problemer. Cariberne besluttede at slå alle slavernes drengebørn ihjel, og som hævn slog slaverne så mange Caribs ihjel som muligt, stjal deres kvinder og flygtede i bjergene. Med tiden overtog de den oprindelige befolknings skikke og blev til dem der kaldes Black Caribs. De forsvarede sig bravt mod den britiske hære, men briterne vandt til sidst og deporterede mange af dem til Honduras. Nutidens befolkning er hovedsageligt efterkommere af slaver og ganske små mindretal af asiater (indere) og europæere. Der tales engelsk som officielt sprog, men folk taler indbyrdes en slags creol-engelsk, eller som en af de lokale forklarede os, de taler ”broken English”, dvs. et afhugget og grammatisk ukorrekt engelsk, som man skal tune sine øre meget efter, for at kunne forstå.

Fortøjning i Cumberland Bay

Vores sidste stop på St.Vincent blev Cumberland Bay. Som Mikael tidligere har beskrevet, var vi ret spændte på, hvordan det ville være at kaste ankeret her, hvor vi har fået anbefalet at kaste anker og samtidig binde et tov i land for at forhindre at båden snører rundt om sig selv pga strøm og vind. Allerede fra indgangen til bugten kom der en af de lokale i en lille jolle og tilbød sin assistance. De er vant til, at man sejler ind, finder et godt sted at kaste anker, og derefter sejler de vores tov i land. For at nå til det nærmeste palmetræ, skulle vi splejse tre stykker tov sammen, og vores gode hjælper bandt det fast i land. Så vi lå rigtig godt spændt fast mellem anker foran og palmetræ akter.

I land var der ikke så meget at komme efter, men der er alligevel tre restauranter og to barer, som hovedsageligt lever af sejlere. Selv om vi er langt fra turistbyerne, er priserne faktisk de samme.

  

St. Lucia – 26. januar 2018

Le Pitons på St. Lucia

St. Lucia er den største engelsktalende caribisk ø, med imponerende høje bjerge og stor regnskov i dens midte. Som noget nyt, er der hele to havne på øen, den ene i Marigot Bay og den anden i Rodney Bay. Sidstnævnte er endemål for ARC-kapsejladsen. I dag tjekkede vi ind hos Costums and Immigration på St. Lucia. Valget faldt på byen Soufriere, som er én af fire indklarerings-byer i landet. I vores bog er byen beskrevet som meget malerisk og dejlig, men det er lidt skuffende når man går en tur gennem dens gader. For det første er gader og bygninger slidte og ikke spor maleriske, og mange af de lokale indbyggere går rundt på gaderne og ligner nogen der ryger skævtobak og drikke rom fra morgen til aften. De virker ikke meget farlige, men deres nærgåenhed kan være utrygskabende for os hvide turister. Oven i købet havde vi også en mærkelig oplevelse med byens teenagedrenge, der kommer susende i deres små både og vil have penge eller kiks hvis vi vil af med noget affald. Vi har fået at vide at vi ikke skal gøre det, for de smider affaldet i vandet. To andre drenge blev ved med at påstå at vi skulle af med 80 ECD (ca. 180 kr.) so betaling for en mooring (fast ankerbøje). De er snedige til at dukke op, lige når vi sejler ind, inden vi har nået at orientere os hos myndighederne der har disse moorings. Det vidste sig at vi skulle flytte båden til en anden mooring, hvor der igen var en dreng der ville ”hjælpe” for at få nogle penge. Jeg sagde at vi ikke skulle have hjælp, vi klarer os selv, og heldigvis sejlede han væk mod en anden båd på vej ind. Man kan jo godt forstå, der ikke var ret mange sejlere i denne bugt! Men vi fik vores indklareringdokument, så nu var vi fri til at sejle videre.

 

Vi faldt for fristelsen og købte bananer og skål lavet
af palmeblade

Banansælger på surfbræt :-)

Næste dag sejlede vi kun to timer videre nordpå, langs St. Lucias vestkyst. Da vi nåede ca. halvvejs, ramte vi grunden med et voldsomt brag. Det var så kraftigt, at kaffen skvulpede ud af vores krus på bordet!  Det vidste sig, at trods 13 m dybde på stedet, ramte vi lige præcis spisen af en klippe. Da vi efterfølgende zoomede ind på kortet var der et lille ”R”, som betyder ”rocks” (og som Miks onkel Jørn har advaret os om, ikke at sejle hen over!). Da Mik selv har bygget båden, er kølen massiv, og støbt sammen med bunden. Ned gennem det hele, går der 8 store 22 mm. bolte, så vi frygter ikke at den går løs. Senere på ankerpladsen dykkede Mik ned og konstaterede, at der kun var kommet en lille skramme og lidt af bundmalingen er skrabet af. Heldigvis sidder skruen og roret lidt højre oppe og godt beskyttet bag kølen. Vi slap med skrækken!

Marigot Bay

Nu ligger vi trygt og roligt, uden påholdende teenagdrenge der hele tiden forventer at få noget af os. En gang imellem kommer der en frugt og grønt sælger forbi, og vi køber som regel lidt fra dem. Marigot Bay er også kendt som en bugt hvor man kan søge ind, i tilfælde af orkan. Den bliver også kaldt Hurricane Hole. Ud over en helt almindelig ankerplads til sådan en båd som os, er der også en mindre marina, hvor der ligger nogle af de største sejlbåde vi har set. Der er også tre forskellige luksus resorts med egne restauranter og barer. Dem bruger vi flittigt, da de har gratis wi-fi 😊. Hver dag går vi på en længere vandretur, for at se områdets skønhed og for konditionens skyld.