Martinique er fantastique

Martinique – d. 3.- 17. februar 2018

Solnedgang i Le Marin, Martinique

Ifølge vores tidsplan her i Caribien, skulle vi ramme Martinique ca. d. 4. februar, så det passer meget fint med vi kom d. 3., fordi vi jo også hele tiden skal tage forbehold for vind og vejr. Fra St. Lucia til Martinique skulle vi sejle 25 sømil på åbent hav, og vi havde et godt vejrvindue d. 3. februar. Vi er ret overraskede over, hvor meget og kraftigt det blæser på disse kanter. Der er konstant mellem 6 og 12 sekundmeter på det åbne vand, altså mellem de større øer. Det er dog dejlig befriende med luft, når man ligger for anker i 28 graders varme. Efter vi udklarerede fra Rodney Bay, St. Lucia, sejlede vi direkte til dieselkajen hvor vi, med udklareringspapirerne i hånden, kunne tanke 120 l afgiftsfri-diesel. Sidste gang vi fyldte tanken var i Puerto Mogan i oktober sidste år 😊. Det er ikke de store afstande der har slugt vores dieselbeholdning, men snarere sejladsen mellem de små øer og koralrev her i Det Caribiske Hav.

Leeward og Windward Islands

Sejladsen St. Lucia - Martinique var så tæt til vinden som vi overhovedet kunne. Det er først herfra denne ø og videre nordpå, at vi kan få lidt slæk på skøderne, når vi går i gang med Leeward Island (øerne i læsiden). Indtil nu har det været lidt af en kamp at sejle nærmest imod vinden op langs øerne. Martinique er også den sidste ø i rækken af Windward Islands (øerne mod vinden).

Efter vi har set andre få flosset forstaget ved den øverste rulle, har Mik været en tur i masten for at tjekke vores, og heldigvis så det fint ud. På turen hertil fik Mik strammet top- og undervanterne (de wirer der støtter masten sideværks). Han bruger ikke måleinstrumenter, men når båden går på skæring i frisk vind, skal læside strammes op, så den lige netop ikke er løs.

Vores første stop på Martinique blev Le Marin som ligger sydligst. Det er en stor ankerbugt i læ, med havn og ankerpladser, hvor der er fyldt op med både over et 2 sømil langt område. Igen er vi sejlet forbi dem alle, og ankret op allerinderst, på 2 m vand og kun 100 m til den nærmeste dinghy dock. Andre sejlere har anbefalet os netop denne side af havnen, for vi kunne køre indkøbsvognen fra en Netto-lignende butik lige til dinghyen! Vi har i den grad savnet at kunne købe friskt kød, overkommelige priser for drikkevarer og sådan noget som ost, yougurt, oliven og friskt brød! Og hvor ellers kan man få det bedste af disse varer end i Frankrig? For vi er havnet på fransk territorie, lige her i Caribien, og vi nyder det. Når man har oplevet tre måneder med øde strande og vild natur, er det nu dejligt med noget letgenkendeligt. Og kontrasten er total, når man kommer til sådan en by som lige så godt kunne ligge i Europa.

Ankerbugt Petite Anse 

Historisk set, har øen været beboet, ligesom de andre øer her i Caribien af Carib-indianerne, og de kaldte øen Madinia (Blomsterøen på Carib-sprog). Dette er den største af de øer der hedder Windwards Islands og har været, med undtagen af få, korte omgange, i Frankrigs hænder siden første kolonitid. Det er i øvrigt kejser Napoleons kone, Josefine, oprindelsessted. Hun er født og opvokset på en 200 hektar- og 150-slavers store plantage ved Trois Ilets, ikke langt fra den nuværende hovedstad, Fort de France. Det er sjovt at sidde her i båden og læse sig til spændende og til tider overraskende historiske detaljer om de steder vi kommer på besøg. Jeg ved ikke om det er interessant for andre, men det er det for mig, så jeg håber det er ok jeg inkluderer dem her 😊. Jeg har længe været fascineret over og interesseret i de caribiske øers skæbne, lige siden den første gang jeg har læst om den danske kolonitid. Det er et kapitel i Danmarks historie, som ikke er omtalt ret meget i historiebøgerne, og netop derfor skrev jeg min bacheloropgave i historie om netop dette emne. Desværre når vi ikke at besøge de gamle danske vestindiske øer i denne omgang.

Mont Pelee

Martinique er, som de andre øer vi har besøgt, også en vulkansk ø, med det højeste punkt Mont Pelée på 1440 m. For foden af dette bjerg lå hovedstaden St. Pierre, ikke langt fra det sted hvor europæerne i sin tid udryddede de sidste Carib-indbyggere i 1658. Byens gribende historie vil jeg gerne fortælle her (med inspiration fra vores cruising books), en fortælling som ender med vulkanudbruddet i 1902.

St. Pierre ankerbugt

Ankerbugten før 1902

Legenden vil vide, at de sidste Caribs der endte deres liv i 1658, udtrykte en forbandelse over øen i form af, at Mt. Pelée skulle hævne sig over folkedrabet. På ægte caribisk vis, tog vulkanen sig rigtig god tid før den, d. 8. maj 1902, vendte sin vrede imod byen, der blev kaldt Caribiens Paris på grund af sine rigdomme, både materiale og kulturelle. Her boede der de rigeste plantageejere der tjente millioner på den rom, sukker, kaffe og kakao der blev sejlet til de Europæiske lande. Byens overhoveder blev ellers advaret lang tid i forvejen, da vulkanen begyndte at røre på sig, men ingen ønskede af forlade deres ejendomme eller i det mindste tro at sådan en stor katastrofe kunne indtræffe. Kun nogle hundrede indbyggere, ud af 30.000, forlod byen. 

Isolationscellen hvor den eneste
overlevende var

Grundene til øens guvernør ikke vil lade byen evakuere var for det første frygten for, at plantageejerne og businessmændene i byen vil gå fallit og give ham skylden, hvis vulkanen ikke gik i udbrud, og for det andet var der valgperiode og den sorte del af befolkningen havde for første gang mulighed for at ændre den politiske situation i byen. Så ville han miste magten, hvis det ville vise sig at han løj. 

Desværre for ham og resten af byens befolkning, gik vulkanen i udbrud kl. 8 om morgenen, hvor dens skrænt imod byen åbnede sig og udløste en gigantisk kugle af brændende gas ned over byen, med en energi større end en atombombes. Samtlige indbyggere på nær to, en skomager og en fange der sad inde for mord i en stencelle, blev i bogstavelig forstand brændt ihjel. Byen blev langt i ruiner og ude i bugten blev 12 skibe, der lå for anker, tilintetgjort.

Overlevende fanger med brandsår på arm

Næsten smeltet kirkeklokke

Pasta og ris fundet i ruinerne

Katedrallen i Fort de France

Sådan gik det til, og nu hedder hovedstaden Fort de France og den ligger længere sydpå, langs den vestlige kyst. Martinique har er areal på 1.128 km2 og 430.000 indbyggere. Det er en meget frodig ø og man kan godt forstå der kommer så mange, især franske, turister til øen. Når man kommer sejlende i egen båd, er det altid spændende at se, hvordan det går med indklareringen, hvordan er myndighederne og kan vi finde en god ankerplads. Men her på Martinique, skal man bare finde det kontor eller måske bar, hvor der står en pc klar til at trykke bådens og besætningens data ind. Det tager få minutter og koster 5 euro. Nemt og lige til at gå til.

Katedrallen indvendigt

Bibliotekket

Så er vi klar til karneval!

Fra d. 11. til d. 14. februar er der karneval i hovedstaden Fort de France, så vi skal være med. Allerede d. 9. kom vi til byen, hvor vi ligger for anker lige i læ af fortet og med udsigt til både byens gader, hvor karneval-optoget kommer forbi, og til de store cruisetogtskibe der lægger til hver eneste dag. Det er sjovt hvordan man fejrer karneval i forskellige lande. Det er på samme tidspunkt som vi har Fastelavn i Danmark, men efter Reformationen har man ikke holdt fast i denne tradition i de protestantiske lande i fx Nordeuropa. Oprindeligt var det en fest der varslede fasten før Påsken, hvor man ikke længere måtte spise kød i 40 dage (carne=kød og vale=farvel – ”farvel til kød”). I dag er karneval blevet en fast tradition i bl. Caribien og Sydamerika med ekstravagante kostumer og overdådige optog gennem gaderne, med sambarytmer og larm i gaderne. Skolerne holder ferie og butikkerne har enten korte åbningstider, eller lukker helt. Alle mennesker skal kunne deltage i festlighederne.

Farverige dragter

Sort og rødt

Vi er her også!

Sort og hvidt