På langtur med Blue Dane - artikel i Ugeavisen Odense

På langtur med Blue Dane - et år på de blå oceaner
(artikel bragt i Ugeavisen Odense, d. 29. maj 2019)
Læse om den lille båd Blue Dane og vores eventyr i bogen Blue Dane over Atlanten – drømmen om friheden og de store oceaner, der udkommer d. 8. juli 2019 på forlaget mellemgaard.dk.

Drømmen blev født for mange år siden, dengang vores båd mest af alt lignede en damjolle, som lå i vores baghave på Midtfyn. Efter 5 års arbejde med at bygge, fik den endelig vand under kølen i sommeren 1999 og vores LM 32 motorsejler blev døbt Blue Dane. Siden da, har vi sejlet på floder og kanaler til Paris, på Themsen til London og Østersøen rundt, hvor vi vendte i Helsinki. Tiden har altid været den afgørende faktor for, hvor langt vi kunne sejle. Mens vores børn var små, blev vi nødt til at nøjes med forlængede sommerferier eller få måneders orlov fra skole og job. Men det hidtil største spring tog vi i 2017, da min mand Mikael og jeg tog et helt års orlov og kastede os ud i vores livs eventyr: at krydse et ocean.

Der er blandt sejlere en opfattelse af, at man skal anskaffe sig en stor, moderne og topudstyret båd for at krydse oceaner. Derfor kan man sige, at vi er lidt anderledes: vi tog afsted i en lille hjemmebygget motorsejler, hvor det vildeste udstyr ombord var en vindror, en satellittelefon og en navigations-app installeret på en gammel iPhone 6. Ligesom med andre hobbyer og interesser, kan man købe sig fattig i fancy udstyr, med det resultat, at man ikke har råd til at komme afsted. Der ligger mange større, dyrere både i de danske havne, hvis ejere enten ikke har råd til eller mod på at sejle i, længere end en tur rundt i de danske farvande. Drømmen om langtur er der, men i den sidste ende, er det bare svært at slippe bekymringerne om, hvad der kan ske undervejs eller hvordan man skal klare sig væk fra den forudsigelige hverdag hjemme i Danmark.

Folk spørger mig tit, om det ikke er farligt at krydse et ocean? Til det plejer jeg at sige: Jo, det er farligt, men ikke farligere end det er for dig at køre på arbejde hver dag. Forskellen er bare, at når det lykkes for mig, når jeg frem til en hvid palmestrand, mens du bare kommer på arbejde. Mange mennesker ønsker at bryde op med hverdagen og leve et liv, hvor man selv kan bestemme, hvad man har lyst til at lave. Vi nøjedes ikke med at drømme, vi kastede fortøjningerne der bandt os til land og tryghed, og sprang ud i det, hvor vi bogstaveligt talt, ikke kunne bunde. Turen gik fra Danmark og sydpå gennem Den Engelske Kanal, Biscayen, Kanariske øer, Cap Verde øerne og derfra krydsede vi Atlanten til øen Tobago.Jeg husker lige så tydeligt følelsen af total frihed, da vi satte vores skæbne ind i det gode skib Blue Danes bredrøvede favn: en beroligende skvulpende lyd fra boven, en stille knirken fra de vidtudstrakte sejl og en, indtil da, ukendt følelse af irreversibilitet. Verden ventede derude, på den anden side af oceanet, et sted i den dybe Pirates Bay på Tobago. De første to-tre døgn efter man forlader den faste grund under fødderne er lidt slørede i hukommelsen. Er vi virkelig afsted? 
Vi skal finde vores søben: vi sover halvdårligt, er kun os 2 til at passe alle døgnets vagter, vi spiser ikke ret meget og i det hele taget skal forsøge at falde ned. Adrenalinen har ikke helt fundet sit rette niveau og efter de første par døgn kan vi se på oversigtskortet, hvor tæt vi stadig er på Afrika. Der er langt til Tobago i Caribien! Som i et sandt eventyr, begynder passatvinden at skubbe os i den rigtige retning på tredjedøgnet. Efter de første 7 nætter med totalt mørke, står fuldmånen op før midnat, og dens genskin i bølgerne danner en sølvagtig kontrast til de flunkende stjerner, der ser helt lyseblå ud. Aldrig har jeg set så mange stjerner før, og pludselig kan man fornemme, at man ikke er helt alene: utallige stjerneskud strejfer over himlen og det føles som at være omgivet af en forstummet sværm af selvlysende insekter.

Dagene går med at lave mad, (som i øvrig er ret svært, for man skal balancere med alle ingredienserne på én gang), spise, (og forsøge at holde maden nede i maven), løse kryds og tværs, læse eller bare stirre på det uendelige blå vand omkring os. Dagens højdepunkt er om eftermiddagen, mens vi begge to er vågne og vi kan gå på opdagelse i gemmerne, for at finde noget lækkert til kaffen. Stuverummene er fyldte med lidt af hvert, ting vi har købt undervejs og som vi endda har glemt vi havde: poser med blandede nødder eller chips fra Spanien, slik og chokoladekiks fra Gran Canaria og dåseananas fra Cap Verde. Efter 14 dage er vores frugtbeholdning tom, så en hurtig frugtsalat med dåsefrugt og dåseflødeskum er bare toppen! Især hvis vi stadig har en rest mørk chokolade et sted, hvor den ikke kan smelte i varmen. Det er ikke helt forkert når man siger, at man sejler der, hvor smørret smelter.

Dagene bliver til uger og efter 18 døgn får vi regn for første gang i flere måneder. Det er så forfriskende lækkert, at man har lyst til at danse nøgen på dækket. Vi nøjes med en hurtig skyller i ferskvand og gemmer den helt store fejring til vi har smidt ankeret i Pirates Bay. Der skulle gå yderligere tre uger til vi kunne tage et rigtigt brusebad i havnen på Grenada.

Læse mere om den lille båd Blue Dane og Mirela og Mikaels eventyr i bogen Blue Dane over Atlanten – drømmen om friheden og de store oceaner, der udkommer d. 8. juli 2019 på forlaget mellemgaard.dk og hold øje med bloggen http://bluedaneatlantic.blogspot.com/.  

Blue Dane over Atlanten - drømmen om friheden og de store oceaner

Det er navnet på min bog, som handler om vores et års sejltur til Caribien og tilbage igen. Efter man har været hjemme i nogle måneder og efterårets regn pisker på stuevinduerne, er den bedste medicin at mindes en dejlig tid med evig sommer.


Bestil bogen her

Eventyret om den lille danske motorsejler Blue Dane blev fulgt at mange mennesker på de sociale medier, men nu kan man læne sig tilbage og læse om drømmen, friheden og de store oceaner i bogform. Mange mennesker har et ønske om at miste fodfæstet for en stund, forlade hverdagen og trygheden i Danmark og begiver sig på ukendt territorie. Bogen er krydret med skønne billeder og livlige beretninger i dagbogform, der skaber nærvær og ægthed, og man er med som læser på sidelinjen når Mirela og Mikael krydser Atlanterhavet, oplever udfordringer undervejs, og man bliver heller ikke snydt for en storm i Nordatlanten. Høje palmer, hvide sandstrande og mødet med skønne Caribien er de fantastiske gaver, man må pakke ud efter 18,5 døgns sejlads fra Kap Verde til Tobago. Sejlerlivet giver én følelsen af frihed og er med til at tegne et ægte eventyr.

 Uddrag af bogen

”Vi ligger nu i Pirates Bay på øen Tobago, ved byen Charlotteville. Vi er nået til Caribien i egen båd. Vores drøm er blevet til virkelighed. Min kaptajn fortjener stort ros for alle de gode beslutninger undervejs og for al den tålmodighed, han har vist. Også kæmpe ros til vores lille båd, der har vist sin styrke undervejs. Vi er så lettede og lykkelige over, at havguderne har været os nådige, og nu kan vi med god samvittighed iklæde os røde bukser som er langturssejlernes symbol på, at vi har krydset Atlanten i egen båd. Den første ting, vi gjorde, efter vi kastede ankeret, var at smide tøjet, kaste os i caribisk farvand og mærke saltvandets varme på vores trætte kroppe.”

Om forfatteren

Mirela og Mikael Dokkedal har sejlet sammen i snart 20 år i en LM 32. Mirela er drømmeren og planlæggeren, mens Mikael er den sejlkyndige og altmuligmanden. De er stærkere sammen og gennemfører altid det, de sætter sig for. Turen til Caribien og tilbage igen er den hidtil længste – 11.200 sømil, eller en halv omgang jorden rundt.