Slow living og Jul på Tobago

Tobago, december 2017

Morgenrutine: tømme gummibåden for regnvand

Vi ligger omgivet af regnskov i Pirates Bay. Der er varmt, og især inde i skoven er der en fugtig varme, der gør, at man begynder at svede efter de første par meters gang. Lydene og planterne i skoven er helt anderledes end dem vi kender. Der er høje palmer af forskellig art, kæmpe bambusplanter og imponerende træer, der er begroet med forskellige slyngplanter og snylteplanter hele vejen op. Og så er der et fugleliv med lyde som vi ikke kender fra skovene på vores breddegrader. Til forskel fra en dansk skov, er her ingen årstider, det gror bare hele året.

Når man har lyst til at lege og der er ingen legeplads ;-)

Vores ankerplads I Charlotteville

Øen Tobago er en del af republikken Trinidad og Tobago, som er en tidligere spansk og senere engelsk koloni. Columbus nåede til øerne i 1498. De var beboet af arawakere og caribere. Senere uddøde disse på grund af sygdomme bragt fra Europa af spanske koloniherrer. I 1763 kom øerne under den engelske trone, og nutidens indbyggere nedstammer af de afrikanske slaver der blev sejlet hertil til plantagedrift (sukker, kakao og tobak). Der tales engelsk, dog med en meget særpræget accent og creol, et sprog som de blander med engelsk hele tiden, så det lyder ret kært. Befolkningen er faktisk kun 40% af afrikansk oprindelse, 40% indere fra Øst Indien (som blev importeret som kontraktarbejdere efter slaveriets ophævelse), og resten en bladning af europæer, kineser og libaneser. De er katolikker, protestanter og hinduer, med en lille minoritet af muslimer. Der er også venstrekørsel, som i andre tidligere engelske kolonier.

Den mindste af de to øer, Tobago, er en 300 kvadratkilometer stor ø bestående af regnskov, placeret på skrånende vulkansk terræn, med mange vandfald. Tobagos regnskovsreservat siges at være den ældste fredede regnskov i den vestlige verden, dateret fra 17. april 1776. Temperaturen ligger året rundt mellem 22-31 grader og der er ofte regnbyger, som kan være ret kraftige men kortvarige.

Den lille by Charlotteville som vi ligger ud for, er en meget frodig og charmerende by, med et væld af farverige huse med bananpalmer i forhaven og regnskoven i baghaven. Der er ikke mange turister. Ud over de sejlere der ligger i bugten, er der nogle få der lejer små strandhuse eller lejligheder og der er også andre der kommer fx med bus for at tilbringe en dag på stranden. Folk er meget venlige og imødekommende. Der er fiskerne nede ved stranden som sætter garn ud eller fisker fra kysten, og som gerne vil tage en lille snak om fisk og vind og vejr.

Der er stamkunderne på byens barer der sidder ud på en lille bænk og diskutere tipskuponer. Og så er der den helt almindelige forbipasserende som hilser: ”Hej man! How are you today?” og forventer en lille snak, selv om han er på vej et eller andet sted. For man har ikke travlt på Tobago. Busserne kører når der er passagerer nok, iskiosken kan risikere slet ikke at åbne flere dage i træk og når man kommer til en restaurant, er der ikke nogen menukort, men der er som regel 3-4 retter at vælge imellem, typisk fisk eller kylling med ris, kartofler, salat eller ærter. Vi undrede os fx over, at byens bedst placerede restaurant, lige ved stranden, kun har åben mellem 12-15, og de serverede kun frokost. Ja, her prioriterer man familien frem for arbejdet. Her møder man normalt rettidig på jobbet, men skulle man lige komme en time senere, kan det være fordi naboens bil ikke kunne starte. 

Familien og naboen har højere prioritet, og skal selvfølgelig have hjælp først.

Vi har også forskellige måder at fiske på, de har ikke dyre fiskestænger og blink (som os andre), men de fanger fisken. Fra kysten bruger de blyloddet som vægt, slynger det rundt og lader det flyve ud selv. Fra deres joller sejler de ud med 2 bambusstænger, og kommer ind med rigtig store fisk. Deres liner er lige så tykke som muresnor, og de bruger ikke engang handsker. Hemmeligheden ligger i at de bruger levende fisk som agn.

Fiskebåd med to bambusliner

Så der er forskel på både vores mentalitet og kultur. Vi har fx også hørt, at indbyggerne her på øen er meget konservative hvad kønsroller angår, og det er ikke unormalt at mænd tjener betydeligt mere en kvinde trods samme uddannelsesniveau.

Onsdag d. 20. december havde vi lyst til at leje en bil og køre øen rundt. Det vi fandt ud af man skal gøre, er, at indfinde sig på byens lille torv, tæt på molen, og se søgende ud. Pludselig er der en der spørger: ”Can I help you with something? Do you want a taxi or rent a car?”. Bingo! Vi vil gerne leje en bil. Så wupti, der er en mand med en bil og med et meget interimistisk kontor: lige der på molekanten blev der udfyldt papirer og så var vi afsted i en lille Nissan Note. Straks begav vi os afsted, efter vi lige skulle have styr på automatgear og venstrekørsel 😊.

Første stop blev en af de mange vandfald her på øen. Vi parkerede bilen og gik så de sidste 20 min gennem regnskoven, efterfulgt af to små hunde som holdt til ved indgangen og billetsalget. De tog allerede imod os da vi steg ud af bilen og slap os ikke af syne, før vi satte os i bilen igen. Det er en oplevelse at gå igennem regnskoven. Her er lidt billeder fra turen.

 

Vandfald midt i regnskoven

Stigen til vandfaldet

De har godt nok høje bambusbuske herover :-)

Vores eskorte igennem regnskoven

Torsdag d. 21. december blev der dømt store vaskedag på Blue Dane. Hellere ikke vaskehuset ser ud som det vi kender fra Europa. Stedet bliver drevet af en mand, hjulpet af sine to børn, en dreng og en pige. De er meget professionelle og sørger for at kunderne er tilfredse. Jeg tror aldrig vores tøj har været behandlet så godt og vasket, tørt og lagt sammen så omhyggeligt som de gjorde det! Ud over tøjvask, tilbyder han også taxakørsel over det hele på øen, inklusiv til lufthavnen. I det hele taget, er der mange små, selvejede virksomheder som tilbyder alt fra dykketurer til motorreparationer. Det er ikke sikkert at man selv kan få øje på forretningen (den er tit lukket), man skal bare spørge, så bliver ejeren tilkaldt og hjælper dig 😊. Ja, det er et lille samfund, hvor alle kender alle.

Stranden 

Byens vaskeri med fri WI-FI

En af de lokale barer der har lov til at sælge øl

....og drikkes afkølet fra køleskabet

Kokosnøden gøres klar....

Som tidligere nævnt, er der ikke mange restauranter her i denne lille by. Og de har måske heller ikke så mange fancy menuer som vi ellers er vant til. Til gengæld kan de finde ud af at lave lækker mad med de råvarer der er her: især fisk og kylling. I dag blev vi i hvert fald positiv overrasket på den restaurant med den bedste beliggenhed. Den har kun åben fra 12 til 15, men til gengæld er der tryk på fra start til slut. Og maden er fantastisk og ikke særlig dyr. Jeg har især været glad for at få friske grøntsager (broccoli, avokado og blomkål), som jeg ikke har kunne købe længe.

Kyllingfillet med grønt

Lækker burger med grønt

Nu er vi tre danske både i bugten og der skulle være flere på vej. Det bliver spændende hvor mange der når at komme her inden jul. Det er svært med julestemning i år. Det er varmt, 30 grader i luften og 27 i vandet, så det er helt mærkeligt at tænke på julehygge. Solen går ned ved 19-tiden og står op igen kl. 6, så der er flere lyse timer end i Danmark, her i december måned.   

Fredag d. 22. december blev dagen hvor vi kom ud på en vandretur på ca. 5 km og 25% stigning! Varmen gør det jo også ekstra vandskelligt, og vi oplevede to korte men kraftige regnbyger undervejs. Først blev vi bedet i sved og så i regnvand. Begge gange tørrede vi vores tøj på få minutter.

Der står 25% stigning på skiltet :-)

Jul på Tobago 2017

Vi må nok indrømme, at det er lidt svært at opnå dansk julehygge og julestemning når man er ved tropperne. Indbyggerne her i byen har dekoreret deres huse og pyntet deres plasticjuletræer, så det ligner sig selv på det punkt. I vores lille bugt ligger nu fire danske både, ud af 12 i alt. Der ligger Vesterbro fra København, Sommervind fra Strib, Nala Danica fra Svanemøllen og så os. Vi har mødt dem alle før på denne tur, så det var dejligt med gensynsglæde her i julen. Nala Danica inviterede os på julemiddag med både flæskesteg og risalamande. Vi skulle bidrage med noget forret, så fiskerne her på kajen var leveringsdygtige med et par hummere og jeg lavede også salat til. Allan fra Nala Danica var grillmester så de to livende banditter blev straks forvandlet til lækker forret. Dejligt, lækkert og superhyggelig juleaften! Tak for det 😊

Hummer til forret 

Her er den blevet grillet

Allan Og Annette, vores værter på Nala Danica 

Flæskesteg på Tobago!!

Første juledag gik vi en tur gennem byen, hvor man kunne høre julemusik fra næsten hvert hus. Desværre kunne vi ikke finde ud af, hvornår der skulle ske noget i kirken, det ville ellers have været sjovt at opleve en anderledes gudstjeneste.

Herfra går turen til St. George´s på øen Grenada. Det glæder vi os til, fordi vi håber at få en plads i en havn, for første gang i en måned!  

Turen over Atlanten

Blue Dane over Atlanten (Cap Verde-Tobago) – start d. 29. November 2017

Midt på Atlanten iført redningsvest og livline

Dagen er endelig kommet. Vi har været i Mindelo, Cap Verde i 12 døgn. Vi har oplevet lidt af hvert, vi har kørt på scooter på brostenbelagte veje så vores hjerne er blevet rystet godt og grundigt på plads, vi har set fiskemarked hvortil fiskene kom i små joller med kæmpe fisk som de fangede med meget primitive redskaber. I den forholdsvis nye marina i Mindelo har vi mødt sejlere fra næsten hele verden, også fra nogle uventede lande som Kina og Japan. De var langt væk hjemmefra! Selv om Danmark er så lille, har vi mødt ikke færre end 8 danske både mens vi var der, men vi ved der er andre som enten lige var sejlet derfra eller var på vej til Cap Verde. Ud over dem, snakkede vi med en ung dansker der var gift med en italiensk pige og de boede på Cap Verde. Han vidste sig at være født og opvokset i Dalum og gik på samme skole som vores børn. På en engelsk katamaran var der en ældre ægtepar der skulle flyve til Middelfart til jul for at besøge deres søn. Ja, verden er godt nok lille! 

Når man er nået hertil, så er det, for de fleste sejlere, kun en vej at sejle, med passatvinden mod vest. Så er det bare med at vente på den jævne vind og tage af sted. Vi besluttede for at smide fortøjningerne d. 28. nov. Kl. 8.00. men vores motor var ikke enig. Den startede underligt, osede og prustede på en uvant måde.  Vores nye sejlervenner fra Me Too var kommet for at vinke farvel, men midt i havnebassinet vendte vi om og lage til kaj igen. Vi kunne jo ikke fortsætte med en motor der skød både olie og vand ud af udstødningen.  

Da vi trak oliemålepinden op, væltede det ud med hvid olie blandet op med vand. Mikael var straks klar over, at det var toppakningen der måtte være gået. Normalt skal der være 4,5 liter olie på motoren, men vi pumpede 17 liter grødet olie op!! Vi måtte have 3 stk 6 liters vanddunke til hjælp. Mikael undrede sig over at hele motoren var fyldt med vand. Når en toppakning går, kan man ofte se det på den røg der så vil komme ud fra motoren. Hvid røg er vand i forbrændingskammeret, sort røg er olie og blålig røg er diesel i forbrændingskammeret. Men motoren røg egentlig ikke, selv om der kom olie ud sammen med kølevandet. Kl. 02.00 den følende nat, mens ingen af os kunne sove, kom Mik frem til den konklusion, at det måtte være saltvand der var sivet ind i motoren i løbet af de 12 dage vi har ligget i Mindelo havn.

Det vidste sig at være rigtigt. Nu når båden er pakket til oceansejlads, ligger den ca 15 cm. dybere i vandet. Det betyder at søvandsfilteret netop kunne nå at lække vand baglæns ind i udstødningen hvorfra det så siver ind via udstødningsventilerne og langsomt fylder motoren med saltvand. Da vi har fået tappet de 17 liter olieblandet vand og fyldt 4 nye liter olie på, kører motoren lige så fint som den plejer.

Før vi kom frem til hvad problemet var, havde vi nået at få de aller værste tanker gennem hovedet: hvad nu hvis hele motoren er skrottet, eller hvis vi skulle vente på reservedele fra Danmark? Mikael havde nået at ringe til leverandøren i Danmark der kunne fortælle, at posten kunne være undervejs i 11-16 dage plus de evt. forsinkelser pga. told, da Cap Verde ikke er et EU-land. Pludseligt kunne vi se os selv strandet i Mindelo, mens alle de andre var sejlet mod Caribien. Det var virkeligt en følelsesmæssig ruchebanetur, lige fra desperation ved tanken om en defekt motor til en enorm lettelse næste dag, da det så vidste sig, at vi kunne reparere den.

Vi kom afsted fra Mindelo d. 29. november kl. 12.00. Turen startede godt, med god vind til sejlene og med bølger der skubbede os stille og roligt mod vest. I løbet af aftenen aftog vinden dog så farten var mindre imponerende, men vi kunne til gengæld sove efter et udmattede døgn hvor vi holdt modet oppe, selv om det var svært at abstrahere fra tanken om ikke at komme afsted som planlagt. Nu havde vi jo set Mindelo, vi havde brugt de sidste mønter escudos og havde udklareret hos myndighederne. Der var kun én vej, mod vest, over Atlanterhavet som vi har drømt om, på vej til den Caribien vi havde så store forventninger til.

Dag 3, 1. december – 1941 sømil tilbage

De første par døgn har vi kun sejlet 155 sømil, hvilket er ikke ret meget når vi tænker på, at vores dagssejlads skulle gerne ligge på ca 110 sømil. Men vi har haft svingende vindstyrke og vi skal jo helst sejle for sejl, vi har kun diesel til 5-6 døgn, men kun hvis det bliver absolut nødvendigt. Vores diesel skal helst først bruges det sidste stykke for at justere farten så vi kommer ind ved dagslys. Mindre vind betyder også mindre bølger, så vi brugte det første døgn på at sove, spise lidt kiks og drikke lidt vand, mens vi gled stille og roligt gennem vandet. Søsygen kom alligevel snigende og vi ofrede begge to den smule aftensmad vi kunne få i os til den krævende kong Neptun. Men her på 3. døgn er vi begge to friske, kan sidde og læse uden at blive svimmel, har vænnet os til bådens uendelige vuggen fra side til side og har vovet os ud i kunsten af at lave varm mad ombord. Hvem skulle have troet at en simpel pastaret med bacon og friske tomater kunne smage så godt?

Nattevagterne er gået fint, der har kun været et par sejlbådslanterner meget langt væk i horisonten, og månen er fuld lige nu, så den lyser smukt op på den stjernebesatte himmel. Så mange stjerner kan man ikke se fra land, hvor der er så meget lys i forvejen. Det er helt ubeskriveligt hvor lille man føler sig her ud på det åbne vand, når man ser op på alle de tusindvis af små lys i mørket.

Dag 7. tirsdag d. 5. december

I dag har vi for tredje døgn i træk slået vores tidligere fartrekord. Den gamle var 120 mil i døgnet. Søndag, mandag og tirsdag har vi sejlet henholdsvis 128, 130 og 140 mil. Det skyldes både at vi har fanget passatvinden og har at vi har nået den nordækvatoriale strøm som hjælper os med 0,5-1,00 knob. 140 mil lyder ikke af meget for dem der sejler kapsejland i store, lange sejlbåde, men vores båd vejer 7 tons og er kun 8 m i vandlinjen. Vi har af sikkerhedsgrunde kun haft vores 35 m2 rulle/rebe genua oppe indtil videre og i løbet at 24 timer er der også perioder hvor vinden lægger sig lidt, så vi er selv meget tilfredse med farten.

En ting er farten i båden, som vi er rigtig glade for, men al den gode vind og 3 m høje bølger betyder desværre også at livet ombord er mindre komfortabelt. Hver gang vi skal bevæge os for at lave kaffe eller bare for at hente noget fra kahytten, kan vi risikere at blive kastet rundt og slå os forskellige steder på kroppen. Man skal i hvert fald have en god balance og være god til at spænde alle muskler for at overleve den akrobatiske kunst der hedder madlavning om bord! Heldigvis har vi sat håndtag hele vejen igennem båden, så vi kan holde ved over det hele. Det føles som at stå op i en rutebil på Madeira, hvor chaufførerne kørte ned af bjergene som om det lige havde stjålet bussen! Når hele ens verden tumler rundt, vipper og ruller fra side til side, har man heller ikke så meget appetit, så det går nok med kun at tilberede en hurtig varm måltid mad, hvis overhovedet.

Dagene går ellers med at læse, hvis man da ikke bliver svimmel i al den hurlumhej, løse kryds og tværs, sove eller lytte til lydbøger og podcasts. Nattevagterne kan være lidt ensomme og triste, men synes nu det går hurtigt og når det bliver lyst igen, er noget af det bedste at kunne nyde en solopgang mens man drømmer om den kop kaffe man ikke har lyst til at hoppe rundt for at lave. Indtil videre har vi delt de mørke timer i to: Mik sover fra kl. 19.00 til 24.00 og jeg fra 24.00 til 5-6.00 stykker. Så det er mig der ser solopgangene og drømmer om, at Mikael snart står op og laver den berømte kaffe.

I dag var det også tid til, igen at sætte uret en time tilbage. Det gør man hver gang man når en længdegrad delelig med 15, for at de lyse timer, døgnrytme og uret skal passe sammen. Vi er nu 3 timer efter dansk tid.

Dag 8. onsdag d. 6. december

Nu har vinden lagt sig så meget at vi har besluttet os at tage storsejlet i brug også, så er planen at skære op til halvvind de første par døgn og så falde af og sejle butterfly de næste døgn. Det er en af fordelene ved at sejle langt, at udsving på kurs betyder ikke så meget når der er flere 1000 km til målet. Det kommer lidt bag på os at der står konstant sø fra alle retninger. Derhjemme er vi vant til at vind og bølger kommer fra samme retning, fordi der sjældent er mange km til de nærmeste kyster. Her kommer der både dønninger fra den sidste storm i Nordatlanten samtidig med bølger fra en hel andet retning fra de sidste døgns blæsevejr. Når så strømmen sydfra rammer ind i de forskellige bølgeretninger, giver de en hel tredje sø som er ret ubestemmelig i retning. Så havet er meget oprørt og båden tumler en del rundt. Vi havde hjemmefra drømt om lange, bløde dønninger fra samme retning som vinden, og som blidt skulle følge os på vej.

Der er lidt mere stille i båden hvad tumlen rundt angår, så i dag har vi taget bad i det 27 graders varme vand. Det foregår siddende på badeplatformen iført livlineline. Man ved jo aldrig hvornår et pludseligt ryk i båden kan få en til at glide ned i det 5 km dybe vand, og det er nu nemmere at kravle ombord når man hænger fast i livlinen. Ingen har lyst til at se hvor hurtigt båden driver væk fra en, og det må være frygteligt at være den der bliver tilbage på båden. Det er slet ikke så nemt bare at vende båden, der sejler sig selv for vindror, og begge sejl fikseret til siderne, for ikke de skal slå sig selv i stykker når mastetoppen konstant ruller fra side til side.

Skulle det alligevel ske at en falder over bord uden livline er proceduren:

1: Smid redningskransen med lysbøje ud.

2: Tryk på ”Mand over bord” knappen på GPS, og svar ja til at navigere tilbage til stedet.

3: Åben for diesel og kølevand, giv halv gas i frigear, hold forvarmeren inde i 6 sek. Og start motoren.

4: Rul forsejlet ind. Hvis storsejlet også er oppe, må man nok bare lade stå og blafre, eller hvis det kan lykkedes at få det strammet ind.

5: Åbne teltet og slå rorpinden ned.

6: Træk splitten til vindroret op, så man manuelt kan styre med rorpinden. Her vil det være en fordel at kravle ind under bordet og tilkoble rattet, så man kan styre fra førerhuset.

7: Sæt motoren i gear og begynd sejlads tilbage imod lysbøjen. Vær klar over at det nemt kan tage en lille times tid at finde tilbage.

8: Når man nærmer sig punktet, skal man være opmærksom på at personen i vandet, måske ikke har kunne finde hen til redningskransen med lysbøjen, og at det hele har flyttet sig små 2 km med strømmen.

9: På så lang afstand kan man ikke se et ansigt imellem bølger der som regel er mellem 1 og 3 m høje. Hvis det er om natten er det nemmere for så kan man få et glimt af lysbøjen af og til.

10: Kan man ikke finde personen, må man lade båden drive, for at se på GPS hvilken retning og fart strømmen fører båden. Smid evt. en bog eller lignende i vandet og følg den. (Husk her at vinden tager båden, men ikke bogen eller personen i vandet)

11: Så kommer det sværeste. Tålmodighed. Sejl i strømmens retning et par minutter, stop motoren, gå op ovenpå båden for at lytte, og spejde horisonten rundt. Husk at kigge længe i alle retninger, da det kun er når personen er på en bølgetop at han kan ses.

12: Sideløbende kaldes mayday på VHF kanal 16, i håb om at nogen kan høre dig og kommer og hjælpe med at lede. Med lidt held får du øje på lysbøjen når det bliver mørkt.

Efter at have læst denne smøre, forstår man måske hvorfor vi reber storsejlet ned inden det bliver mørkt, så ingen behøver at gå på dæk om natten. Vores rulle/rebe forsejl kan fra cockpittet rulles ind til stormfok eller mindre. Da vi kun er 2 om bord, har vi den regel at man ikke går på dæk, når den anden sover. Og i øvrigt kun iført livline.

Når alt det er sagt, er der også tidspunkter hvor vinden helt forsvinder, begge sejl tages ned, og Mik lige skal have et udspring fra førerhustaget, før vi starter motoren.

Dag 9, torsdag d. 7. december

De sidste par dage har vi haft meget fin og afslappet sejlads, men farten er faldet mere og mere. Midt på eftermiddagen startede vi motoren for første gang siden vi forlod havnen i Mindelo. Det er ærgerligt fordi det er så dejligt stille når man sejler for sejl og bare glider stille og rolig gennem bølgerne. Til gengæld er det muligt at lave mad uden at slå sig og være bange for, at potter og pander flyver rundt i pantryet. I går var faktisk også sidste gang jeg tog søsygepiller for overhovedet at kunne holde ud at stå op, lave mad, spise den og holde den i mig. Så jeg er glad 😊. 

Sailing butterfly

Menuen er stået på gullasch med kartofler i går og i dag bønner i tomatsovs med salat (efter egen opskrift). Ud over det, har vi virkelig flottet os med en meget velsmagende frugtsalat med flødeskum, lavet af banan, æble, appelsin, en lille dåse annannas og chokoladestykker. Normalt spiser vi kun et stk. frugt om dagen hver, for at spare på dem, men vi kan jo ikke være sikre på de kan holde sig så længe turen varer. Så vi tager bare efter de frugter der trænger til at blive spist og vi må se hvor mange dage de rækker. Vi laver altid maden helt fra bunden af, dels fordi det smager meget bedre og fordi jeg især er overhovedet ikke vild med færdige retter fra en dåse. Det kan godt være det er mere besværligt, men det vil jeg helst gøre, ellers kan jeg sagtens undvære det og nøjes med et stykke brød eller (chokolade)kiks.

Dag 11, lørdag d. 7. december

I nat nåede vi halvvejs på vores rejse over Atlanten. Det er er god følelse at have, når man tænker på hvor langt der er til vi kan se land igen. Det er fantastisk at sige, vi har klaret os gennem den første halvdel af turen! Vi fejrede som vi plejer med halvvejspandekager, dvs vi fik kun 2 stk hver, for resten af dejen røg i vaskens afløb da skålen væltede på grund af de høje bølger! Dagens rigtige måltid blev et stykke af den største fisk vi nogensinde har fanget: en Dorado (mahi mahi) på 120 cm som bed på krogen i går ved middagstid. 

dorado på krogen

dorado 120 cm

man kan godt se det er en rovfisk!

Den blev fanget på den pink ufo-lignende pirk som de gjorde nar af da Mikael købte den i Portugal. Han kalder den sit hemmelige våben, som hidtil har fanget sin pris hjemme. Jørgen fra Nordlys og Mikael havde i sin tid en lille konkurrence kørende, og jeg er næsten sikker på, at han har vundet. (vi må lige snakke med Jørgen en gang i Caribien, når vi støder på dem).

Dag 16, torsdag d. 14. december

Det er ikke hver dag jeg skriver om hvordan det går, dels fordi dagene er meget ens, der sker ikke de store ting, og det er nok også derfor vi er begyndt at kede os lidt. Vi har efterhånden tømt mange af vores drikkevandsdunke, juice og sodavand, men vi har ikke spist så meget som vi har troet at vi ville spise undervejs. Appetitten er ikke så stor, så er er masser af ris og pasta i gemmerne. Den friskfangede fisk har vi også haft glæde af et par gange, resten ligger i fryseren. Synes godt vi kan tage en fiskepause lige nu.

Vejret har været meget fint indtil videre. Vi havne kun en enkel formiddag med decideret frisk vind og regnbyger, ellers kun solskin og jævn vind enten fra øst eller sydøst. Sejlføringen er mest for genua alene, storsejlet har vi kun brugt hvis vi kom i svag sidevind eller ved svag medvind, i butterfly. 

Der gøres klar til butterfly sejlads

Det er december måned og vi ligger og sejler i 28 gr varmt vand, langt væk fra den kolde Danmark. For et par meget aktive og impulsive mennesker som os, er det en prøvelse at tilbringe dag og nat, i så mange uger, uden at kunne så meget som at gå en tur. Jeg må ærligt indrømme, at vi sidder sommetider og drømme om en cykeltur på vores tandem eller en tur på motorcykel for at besøge nogen af vores venner. Man kan ikke være impulsiv på en lille sejlbåd i gang med at krydse en af de store oceaner! Dagene går langsomt og vi kan mærke at vores kroppe slet ikke er vant til at sidde/ligge så meget som vi gør. Fordelene ved at befinde sig midt på det store vand er, at man kan lade tankene flyve, man kan lytte til bølgernes brusen og kigge på stjernerne. Men når man har gjort det i mere end to uger, får man lyst til at opleve noget andet. Og det glæder vi os i den grad til. Meningen med denne tur har altid været at nå Caribien, opleve det som andre sejlere beretter om. Så på en måde, er det først når vi får Tobago i sigte, at vi kan sige at vore drøm går i opfyldelse.   

Dag 19, mandag d. 18. december

Da der var ca. 80 sømil tilbage på dag 18, besluttede vi at sætte farten ned så vi kunne komme ind om morgenen. Det er ikke så godt at sejle ind i en helt ukendt ankerbugt midt om natten. Det vidste sig at være en rigtig god idé, fordi da vi var ca. 4 mil fra kysten fik vi en 4 knobs nordgående strøm ind imellem nogle klippeskær vi skulle sejle igennem. Så i stedet for at komme sejlende med bind for øjnene, kunne vi nyde udsigten til land, til den tropiske ø Tobago, beklædt af regnskov og se på de utallige fugle af forskellige art der fløj op over hovedet på os.

Vi har således klaret turen på 18,5 døgn, hvor vi har sejlet for sejl på nær af kun 11 timer for motor. Motoren fejler ikke noget, så vi er glade. Max fart på et døgn var 140 mil, som er ret meget for vores størrelse båd. Alt i alt er vi tilfredse, fordi vinden har været jævn næsten hele tiden, en gang imellem er den blæst op, men ikke ret længe af gangen. Vi fik ingen storm, kun et par regnbyger der kunne sætte gang i farten, og det var kun godt!

Næsten hver dag kommer flyvefisk på afveje og lander på dækket

Det har været en god tur, især fordi den ikke tog så lang tid. Mik og jeg er normalt meget aktive, har gang i et eller andet konstant, så det har til tiden været lidt svært at holde modet oppe. Det har været varmt i båden og fordi der var god fart på og høje bølger næsten konstant, kunne vi ikke bade så meget som vi havde lyst til. Så mange af fores bade foregik i cockpittet med havvand hentet i spande. Appetitten har ikke været den største i verden, så der var dage hvor vi næsten intet har spist, med vi har sørget for at drikke godt med væske. Søsygen har generet os en del, især i starten, de første tre dage. Derefter har vi en gang imellem skulle tage søsygetabletter for at kunne spise og holde maden i maven 😊.

Vi må konstatere, at vi begge to har oplevet at kede os, ikke kunne finde ro nogen steder fordi båden vippede så meget så ens nerver blev sat på en prøve. Til gengæld har vi kunne finde styrke til at støtte hinanden, finde på noget at lave så vi kunne få tiden til at gå. Vi har bl.a. læst og lyttet til adskillige bøger, Mik har læst en hel årgang af Anders And blade (2001), vi har løst en masse kryds og tværs og spillet Trivial Pursuit. En gang imellem så vi også film på pc, men ikke så tit pga bådens bevægelser (man bliver søsyg af at kigge på en skærm). Vi har sovet på skift, således at vi har delt de mørke timer i to: Mik sov fra 19.00 til 24.00 og jeg fra 24.00 til 6.00, hvor han kunne sove et par timer igen. Derefter kunne vi sove lidt igen i løbet dagen. Det har været en prøvelse kun at sidde eller ligge hele tiden, så nu ved vi hvad der venter os når vi skal sejle hjem fra Caribien om ca. 4 måneder.

Vi ligger nu i Pirates Bay på Tobago, ved byen Charlotteville. Folk ser glade og imødekommende ud, de hilser på en: ”hej, man, where are you from?”. Så står man lige og sludrer et par minutter og gå videre. Regnskoven er lige ved siden af ankerbugten og vi hører en masse lyde som ikke er kendte fra vores skove derhjemme. Byen er lille og hyggeligt, tror ikke der er mere en 5-6 gader, men der er en kirke, en skole, en børnehave, 2-3 restauranter, sundhedscenter med tilhørende ambulance, politi og migrationsmyndigheder. De to sidstnævnte skulle vi besøge da vi kom for at indklarere og det gik fint, uden problemer. Flinke mennesker. Men selvfølgelig skulle vi opleve noget på vej i land:

Altså, vi smider ankeret, pumper gummibåden, pakker vores ting i plastikposer (især vores papirer og pas er vigtige) og sejler stille og rolig mod land. Der er en lille bro man kan ligge til, men vi sejler mod stranden og beslutter os at trække båden på land. Så sagt så gjort. Men da der var kun lige et par meter til stranden, blev vi bogstaveligt talt skyllet på land af en bølge der fyldte båden med vand og vi blev gennemblødte helt ned til underbukserne!  Heldigvis var vores vigtigste ting pakket i plastikposer, så de var tørre. Men Mikaels iPhone hang i hans bælte og han havde pengepungen i bukselommen. Men vores tøj, drivende vådt, og i den mundering gik vi de 100 m til myndighederne for at indklarere. Det var ret pinligt at stå på deres kontor med vådt hår og med vandet dryppende langs benene 😊. Det så ud som om vi kom direkte fra en tur i en svømmepool. Så fremover ligger vi nok til ved den lille bådebro, der egentligt er beregnet til det. 

Mikaels ting i pengepungen tog ikke skade, mens hans telefon, der hang i bæltet, havde på tidspunkt været helt under vandet, da han hoppede i for at prøve på at redde os begge i land. Så den var lidt i saltvandståger et døgns tid. Lige nu håber vi den ikke har taget varige mén, for den indeholder alle vores søkort!

Lidt billeder fra Charlotteville, hvor Blue Dane ligger for anker i Pirates Bay

Byens største supermarked

Seaside kitchen indefra

Seaside kitchen

Byens affalddepot (bliver tit tømt)

Frisk frugt!!! Endelig!

De er ikke bange for farver!

Flot have

Udsigt mod Pirats Bay

Isbutikken er lukket for i dag!

Cap Verde - Keep calm!

Mindelo på Cabo Verde – november 2017

Marina i Mindelo

Efter vi ankom til Mindelo, føler vi virkelig at vi er langt hjemmefra. Der er mange ting der er anderledes allerede og vi oplever hver dag nye ting og vi får et bedre og bedre indtryk af byen og dens befolkning. Den typiske indbygger er meget venlig, hjælpsom hvis man spørger om noget, og de lever efter mottoet: Keep calm! You´re in Cabo Verde. Så det må vi prøve at gøre også. Gadebilledet er meget broget, der er skolebørn i pæne og rene uniformer der myldrer over det hele og er lige så højlydte som sådan nogen er. 

Fiskesuppe til salg på markedet

Der er gadesælger på markedspladsen der byder på et godt tilbud, fiskemarkedet hvor man kan spise fiskesuppe i det ene hjørne og langs molen, ved fiskebådene er der koner der renser fisk, direkte på stenene. Et par gader derfra er der pæne, høje og nye bygninger, så som justitspalæet, hospital med tilhørende skadestue og endda to universiteter. Det kan godt være at ikke alle asfalterede veje er jævne og ikke alle gadehunde ser helt mætte og tilfredse ud, men der er mange tegn på at livet er godt for de fleste. Vi har både set flotte boliger med moderne facader og små skure lavet af lecablokke som hverken var pudsede eller malede. Der er nok kæmpe forskel på rige og fattige, men vi har kun set glade ansigter, pæne og rene børn og dyr som bliver fodret og passet på. Så det må være tegn på velvære, om end ikke lige i samme forstand som vi kender hjemmefra.

Baby med mor på arbejde

Mændene fanger fiskene og kvinderne sælger dem

Miks nye skruetvinge

Der repareres komfur

En god måde at komme ud i en bys afkroge er, hvis man mangler noget, en bestemt ting, som ikke findes i en almindelig butik. Vi havde brug for et stykke træ, fordi toiletvæggen løsner sig mere og mere. Derhjemme har vi Silvan, XL byg og Bauhaus samt Mik og alle hans kammeraters værksteder. Men ikke lige her, så vi skulle finde noget så eksotisk som et byggemarked. Sådan noget bliver der ikke ligefrem reklameret for i turistbrochurerne eller andre steder vi spurgte i vores søgen. Men vi er jo heller ikke typisk turister, vi har jo vores ”hus” med, og ting i et sådant kan jo gå i stykker en gang imellem. Erfaringsmæssigt ligger sådan nogle byggemarkedslignene steder lidt udenfor byen, så vi tog vores bedste vandresandaler på og gik gennem snorklede gader indtil vi kunne se på vores kort, at der skulle ligger noget marked, der ikke var grøntsagsmarked, et sted. Og ja, ganske rigtigt, de første to steder vi spurgte var der bid. Det ene var en udendørs trælast (det regner jo næsten aldrig her!) hvor vi forklarede hvad vi skulle have, og vupti, sikkert fra en rest, fik vi et 1m langt stykke mahogni for 1 euro! Næste sted vi gik ind, var en værktøjsbutik som havde en kraftig skruetvinge og nu har Mik den stærkeste af slagsen, som kan bruges nu og som senere kan tilføres til hans kollektion derhjemme. Ikke nok med det, det tredje sted vi var inde i, havde lige nøjagtigt de skruer som skulle fuldende projektet. To timer senere var vi tilbage og yderligere en time efter, var listen på plads og nu har vi en stærk væg som kan tåle at vi gang på gang tumler op af den når det er svært at holde balancen i bølgerne.

Som langturssejler er man vant til at reparere lidt af hvert og der er mange der ligger her i havn sysler med alt muligt der trænger til en kærlig hånd. Vores toiletvæg var lige ved at gå fra hinanden på grund af for meget asen og masen i høje bølger. Til gengæld er der ting der gror uhjælpeligt fast, som komfurets tænd og sluk knap gjorde forleden dag. Heldigvis kunne vi skille det ad og lirke knappen løs og nu beder vi til det ikke går rigtig i stykker, for sådan et komfur kan vi nok ikke købe, før vi kommer til Europa igen.  

Grillet kylling lige hvor man har lyst :-)

Gadefejerne sørger for at der er rent og pænt hver dag

Fiskerne kommer ind

Farverige Mindelo

Før afsejling til Tobago, som vil vare ca. 2,5 uger skal Mik endnu en gang i masten, skruen skal renses igen og der skal provianteres lidt, især frugt og grønt. Der er diverse supermarkeder med varer i alle prisklasser, men deres frugt og grønt er importeret, dyrt og opbevaret på køl, så det går ikke. Det bedste er at købe varer på markedet for de kan holde sig længere. Det er stadig mærkeligt at æg, yoghurt og smør opbevares udenfor køleskabet. Men det allersværeste, synes jeg, er, at fiskemarkedet ikke just lever op til den hygiejnestandard vi er vant til. Der er hunde og katte alle vegne, snavsede betongulve og tvivlsomme redskaber. Til gengæld er jeg sikker på, at fisken er frisk.