Blue Dane over Atlanten (Cap
Verde-Tobago) – start d. 29. November 2017
Midt på Atlanten iført redningsvest og livline |
Dagen er
endelig kommet. Vi har været i Mindelo, Cap Verde i 12 døgn. Vi har oplevet
lidt af hvert, vi har kørt på scooter på brostenbelagte veje så vores hjerne er
blevet rystet godt og grundigt på plads, vi har set fiskemarked hvortil fiskene
kom i små joller med kæmpe fisk som de fangede med meget primitive redskaber. I
den forholdsvis nye marina i Mindelo har vi mødt sejlere fra næsten hele
verden, også fra nogle uventede lande som Kina og Japan. De var langt væk
hjemmefra! Selv om Danmark er så lille, har vi mødt ikke færre end 8 danske
både mens vi var der, men vi ved der er andre som enten lige var sejlet derfra
eller var på vej til Cap Verde. Ud over dem, snakkede vi med en ung dansker der
var gift med en italiensk pige og de boede på Cap Verde. Han vidste sig at være
født og opvokset i Dalum og gik på samme skole som vores børn. På en engelsk
katamaran var der en ældre ægtepar der skulle flyve til Middelfart til jul for
at besøge deres søn. Ja, verden er godt nok lille!
Når man er
nået hertil, så er det, for de fleste sejlere, kun en vej at sejle, med
passatvinden mod vest. Så er det bare med at vente på den jævne vind og tage af
sted. Vi besluttede for at smide fortøjningerne d. 28. nov. Kl. 8.00. men vores
motor var ikke enig. Den startede underligt, osede og prustede på en uvant
måde. Vores nye sejlervenner fra Me Too
var kommet for at vinke farvel, men midt i havnebassinet vendte vi om og lage
til kaj igen. Vi kunne jo ikke fortsætte med en motor der skød både olie og
vand ud af udstødningen.
Da vi trak
oliemålepinden op, væltede det ud med hvid olie blandet op med vand. Mikael var
straks klar over, at det var toppakningen der måtte være gået. Normalt skal der
være 4,5 liter olie på motoren, men vi pumpede 17 liter grødet olie op!! Vi
måtte have 3 stk 6 liters vanddunke til hjælp. Mikael undrede sig over at hele
motoren var fyldt med vand. Når en toppakning går, kan man ofte se det på den
røg der så vil komme ud fra motoren. Hvid røg er vand i forbrændingskammeret,
sort røg er olie og blålig røg er diesel i forbrændingskammeret. Men motoren
røg egentlig ikke, selv om der kom olie ud sammen med kølevandet. Kl. 02.00 den
følende nat, mens ingen af os kunne sove, kom Mik frem til den konklusion, at
det måtte være saltvand der var sivet ind i motoren i løbet af de 12 dage vi
har ligget i Mindelo havn.
Det vidste
sig at være rigtigt. Nu når båden er pakket til oceansejlads, ligger den ca 15
cm. dybere i vandet. Det betyder at søvandsfilteret netop kunne nå at lække
vand baglæns ind i udstødningen hvorfra det så siver ind via
udstødningsventilerne og langsomt fylder motoren med saltvand. Da vi har fået
tappet de 17 liter olieblandet vand og fyldt 4 nye liter olie på, kører motoren
lige så fint som den plejer.
Før vi kom
frem til hvad problemet var, havde vi nået at få de aller værste tanker gennem
hovedet: hvad nu hvis hele motoren er skrottet, eller hvis vi skulle vente på
reservedele fra Danmark? Mikael havde nået at ringe til leverandøren i Danmark
der kunne fortælle, at posten kunne være undervejs i 11-16 dage plus de evt.
forsinkelser pga. told, da Cap Verde ikke er et EU-land. Pludseligt kunne vi se
os selv strandet i Mindelo, mens alle de andre var sejlet mod Caribien. Det var
virkeligt en følelsesmæssig ruchebanetur, lige fra desperation ved tanken om en
defekt motor til en enorm lettelse næste dag, da det så vidste sig, at vi kunne
reparere den.
Vi kom
afsted fra Mindelo d. 29. november kl. 12.00. Turen startede godt, med god vind
til sejlene og med bølger der skubbede os stille og roligt mod vest. I løbet af
aftenen aftog vinden dog så farten var mindre imponerende, men vi kunne til
gengæld sove efter et udmattede døgn hvor vi holdt modet oppe, selv om det var
svært at abstrahere fra tanken om ikke at komme afsted som planlagt. Nu havde
vi jo set Mindelo, vi havde brugt de sidste mønter escudos og havde udklareret
hos myndighederne. Der var kun én vej, mod vest, over Atlanterhavet som vi har
drømt om, på vej til den Caribien vi havde så store forventninger til.
Dag
3, 1. december – 1941 sømil tilbage
De første par døgn har vi kun sejlet 155 sømil, hvilket er ikke ret
meget når vi tænker på, at vores dagssejlads skulle gerne ligge på ca 110
sømil. Men vi har haft svingende vindstyrke og vi skal jo helst sejle for sejl,
vi har kun diesel til 5-6 døgn, men kun hvis det bliver absolut nødvendigt. Vores
diesel skal helst først bruges det sidste stykke for at justere farten så vi
kommer ind ved dagslys. Mindre vind betyder også mindre bølger, så vi brugte
det første døgn på at sove, spise lidt kiks og drikke lidt vand, mens vi gled
stille og roligt gennem vandet. Søsygen kom alligevel snigende og vi ofrede
begge to den smule aftensmad vi kunne få i os til den krævende kong Neptun. Men
her på 3. døgn er vi begge to friske, kan sidde og læse uden at blive svimmel,
har vænnet os til bådens uendelige vuggen fra side til side og har vovet os ud
i kunsten af at lave varm mad ombord. Hvem skulle have troet at en simpel
pastaret med bacon og friske tomater kunne smage så godt?
Nattevagterne
er gået fint, der har kun været et par sejlbådslanterner meget langt væk i
horisonten, og månen er fuld lige nu, så den lyser smukt op på den
stjernebesatte himmel. Så mange stjerner kan man ikke se fra land, hvor der er
så meget lys i forvejen. Det er helt ubeskriveligt hvor lille man føler sig her
ud på det åbne vand, når man ser op på alle de tusindvis af små lys i mørket.
Dag
7. tirsdag d. 5. december
I dag har vi
for tredje døgn i træk slået vores tidligere fartrekord. Den gamle var 120 mil i døgnet.
Søndag, mandag og tirsdag har vi sejlet henholdsvis 128, 130 og 140 mil. Det
skyldes både at vi har fanget passatvinden og har at vi har nået den
nordækvatoriale strøm som hjælper os med 0,5-1,00 knob. 140 mil lyder ikke af meget
for dem der sejler kapsejland i store, lange sejlbåde, men vores båd vejer 7
tons og er kun 8 m i vandlinjen. Vi har af sikkerhedsgrunde kun haft vores 35
m2 rulle/rebe genua oppe indtil videre og i løbet at 24 timer er der også
perioder hvor vinden lægger sig lidt, så vi er selv meget tilfredse med farten.
En ting er
farten i båden, som vi er rigtig glade for, men al den gode vind og 3 m høje
bølger betyder desværre også at livet ombord er mindre komfortabelt. Hver gang
vi skal bevæge os for at lave kaffe eller bare for at hente noget fra kahytten,
kan vi risikere at blive kastet rundt og slå os forskellige steder på kroppen.
Man skal i hvert fald have en god balance og være god til at spænde alle
muskler for at overleve den akrobatiske kunst der hedder madlavning om bord!
Heldigvis har vi sat håndtag hele vejen igennem båden, så vi kan holde ved over
det hele. Det føles som at stå op i en rutebil på Madeira, hvor chaufførerne
kørte ned af bjergene som om det lige havde stjålet bussen! Når hele ens verden
tumler rundt, vipper og ruller fra side til side, har man heller ikke så meget
appetit, så det går nok med kun at tilberede en hurtig varm måltid mad, hvis
overhovedet.
Dagene går
ellers med at læse, hvis man da ikke bliver svimmel i al den hurlumhej, løse
kryds og tværs, sove eller lytte til lydbøger og podcasts. Nattevagterne kan
være lidt ensomme og triste, men synes nu det går hurtigt og når det bliver
lyst igen, er noget af det bedste at kunne nyde en solopgang mens man drømmer
om den kop kaffe man ikke har lyst til at hoppe rundt for at lave. Indtil
videre har vi delt de mørke timer i to: Mik sover fra kl. 19.00 til 24.00 og
jeg fra 24.00 til 5-6.00 stykker. Så det er mig der ser solopgangene og drømmer
om, at Mikael snart står op og laver den berømte kaffe.
I dag var
det også tid til, igen at sætte uret en time tilbage. Det gør man hver gang man
når en længdegrad delelig med 15, for at de lyse timer, døgnrytme og uret skal
passe sammen. Vi er nu 3 timer efter dansk tid.
Dag
8. onsdag d. 6. december
Nu har
vinden lagt sig så meget at vi har besluttet os at tage storsejlet i brug også,
så er planen at skære op til halvvind de første par døgn og så falde af og
sejle butterfly de næste døgn. Det er en af fordelene ved at sejle langt, at
udsving på kurs betyder ikke så meget når der er flere 1000 km til målet. Det
kommer lidt bag på os at der står konstant sø fra alle retninger. Derhjemme er
vi vant til at vind og bølger kommer fra samme retning, fordi der sjældent er
mange km til de nærmeste kyster. Her kommer der både dønninger fra den sidste
storm i Nordatlanten samtidig med bølger fra en hel andet retning fra de sidste
døgns blæsevejr. Når så strømmen sydfra rammer ind i de forskellige
bølgeretninger, giver de en hel tredje sø som er ret ubestemmelig i retning. Så
havet er meget oprørt og båden tumler en del rundt. Vi havde hjemmefra drømt om
lange, bløde dønninger fra samme retning som vinden, og som blidt skulle følge
os på vej.
Der er lidt
mere stille i båden hvad tumlen rundt angår, så i dag har vi taget bad i det 27
graders varme vand. Det foregår siddende på badeplatformen iført livlineline.
Man ved jo aldrig hvornår et pludseligt ryk i båden kan få en til at glide ned
i det 5 km dybe vand, og det er nu nemmere at kravle ombord når man hænger fast
i livlinen. Ingen har lyst til at se hvor hurtigt båden driver væk fra en, og
det må være frygteligt at være den der bliver tilbage på båden. Det er slet
ikke så nemt bare at vende båden, der sejler sig selv for vindror, og begge
sejl fikseret til siderne, for ikke de skal slå sig selv i stykker når mastetoppen
konstant ruller fra side til side.
Skulle det
alligevel ske at en falder over bord uden livline er proceduren:
1: Smid
redningskransen med lysbøje ud.
2: Tryk på
”Mand over bord” knappen på GPS, og svar ja til at navigere tilbage til stedet.
3: Åben for
diesel og kølevand, giv halv gas i frigear, hold forvarmeren inde i 6 sek. Og
start motoren.
4: Rul
forsejlet ind. Hvis storsejlet også er oppe, må man nok bare lade stå og
blafre, eller hvis det kan lykkedes at få det strammet ind.
5: Åbne
teltet og slå rorpinden ned.
6: Træk
splitten til vindroret op, så man manuelt kan styre med rorpinden. Her vil det
være en fordel at kravle ind under bordet og tilkoble rattet, så man kan styre
fra førerhuset.
7: Sæt
motoren i gear og begynd sejlads tilbage imod lysbøjen. Vær klar over at det
nemt kan tage en lille times tid at finde tilbage.
8: Når man
nærmer sig punktet, skal man være opmærksom på at personen i vandet, måske ikke
har kunne finde hen til redningskransen med lysbøjen, og at det hele har
flyttet sig små 2 km med strømmen.
9: På så
lang afstand kan man ikke se et ansigt imellem bølger der som regel er mellem 1
og 3 m høje. Hvis det er om natten er det nemmere for så kan man få et glimt af
lysbøjen af og til.
10: Kan man
ikke finde personen, må man lade båden drive, for at se på GPS hvilken retning
og fart strømmen fører båden. Smid evt. en bog eller lignende i vandet og følg
den. (Husk her at vinden tager båden, men ikke bogen eller personen i vandet)
11: Så
kommer det sværeste. Tålmodighed. Sejl i strømmens retning et par minutter,
stop motoren, gå op ovenpå båden for at lytte, og spejde horisonten rundt. Husk
at kigge længe i alle retninger, da det kun er når personen er på en bølgetop
at han kan ses.
12:
Sideløbende kaldes mayday på VHF kanal 16, i håb om at nogen kan høre dig og
kommer og hjælpe med at lede. Med lidt held får du øje på lysbøjen når det
bliver mørkt.
Efter at
have læst denne smøre, forstår man måske hvorfor vi reber storsejlet ned inden
det bliver mørkt, så ingen behøver at gå på dæk om natten. Vores rulle/rebe
forsejl kan fra cockpittet rulles ind til stormfok eller mindre. Da vi kun er 2
om bord, har vi den regel at man ikke går på dæk, når den anden sover. Og i
øvrigt kun iført livline.
Når alt det
er sagt, er der også tidspunkter hvor vinden helt forsvinder, begge sejl tages
ned, og Mik lige skal have et udspring fra førerhustaget, før vi starter
motoren.
Dag
9, torsdag d. 7. december
De sidste
par dage har vi haft meget fin og afslappet sejlads, men farten er faldet mere
og mere. Midt på eftermiddagen startede vi motoren for første gang siden vi
forlod havnen i Mindelo. Det er ærgerligt fordi det er så dejligt stille når
man sejler for sejl og bare glider stille og rolig gennem bølgerne. Til gengæld
er det muligt at lave mad uden at slå sig og være bange for, at potter og
pander flyver rundt i pantryet. I går var faktisk også sidste gang jeg tog
søsygepiller for overhovedet at kunne holde ud at stå op, lave mad, spise den
og holde den i mig. Så jeg er glad 😊.
Sailing butterfly |
Menuen er
stået på gullasch med kartofler i går og i dag bønner i tomatsovs med salat
(efter egen opskrift). Ud over det, har vi virkelig flottet os med en meget
velsmagende frugtsalat med flødeskum, lavet af banan, æble, appelsin, en lille
dåse annannas og chokoladestykker. Normalt spiser vi kun et stk. frugt om dagen
hver, for at spare på dem, men vi kan jo ikke være sikre på de kan holde sig så
længe turen varer. Så vi tager bare efter de frugter der trænger til at blive
spist og vi må se hvor mange dage de rækker. Vi laver altid maden helt fra
bunden af, dels fordi det smager meget bedre og fordi jeg især er overhovedet
ikke vild med færdige retter fra en dåse. Det kan godt være det er mere
besværligt, men det vil jeg helst gøre, ellers kan jeg sagtens undvære det og
nøjes med et stykke brød eller (chokolade)kiks.
Dag
11, lørdag d. 7. december
I nat nåede
vi halvvejs på vores rejse over Atlanten. Det er er god følelse at have, når
man tænker på hvor langt der er til vi kan se land igen. Det er fantastisk at
sige, vi har klaret os gennem den første halvdel af turen! Vi fejrede som vi
plejer med halvvejspandekager, dvs vi fik kun 2 stk hver, for resten af dejen
røg i vaskens afløb da skålen væltede på grund af de høje bølger! Dagens
rigtige måltid blev et stykke af den største fisk vi nogensinde har fanget: en
Dorado (mahi mahi) på 120 cm som bed på krogen i går ved middagstid.
dorado på krogen |
dorado 120 cm |
man kan godt se det er en rovfisk! |
Den blev
fanget på den pink ufo-lignende pirk som de gjorde nar af da Mikael købte den i
Portugal. Han kalder den sit hemmelige våben, som hidtil har fanget sin pris
hjemme. Jørgen fra Nordlys og Mikael havde i sin tid en lille konkurrence
kørende, og jeg er næsten sikker på, at han har vundet. (vi må lige snakke med
Jørgen en gang i Caribien, når vi støder på dem).
Dag
16, torsdag d. 14. december
Det er ikke
hver dag jeg skriver om hvordan det går, dels fordi dagene er meget ens, der
sker ikke de store ting, og det er nok også derfor vi er begyndt at kede os
lidt. Vi har efterhånden tømt mange af vores drikkevandsdunke, juice og
sodavand, men vi har ikke spist så meget som vi har troet at vi ville spise
undervejs. Appetitten er ikke så stor, så er er masser af ris og pasta i
gemmerne. Den friskfangede fisk har vi også haft glæde af et par gange, resten
ligger i fryseren. Synes godt vi kan tage en fiskepause lige nu.
Vejret har
været meget fint indtil videre. Vi havne kun en enkel formiddag med decideret
frisk vind og regnbyger, ellers kun solskin og jævn vind enten fra øst eller
sydøst. Sejlføringen er mest for genua alene, storsejlet har vi kun brugt hvis
vi kom i svag sidevind eller ved svag medvind, i butterfly.
Der gøres klar til butterfly sejlads |
Dag
19, mandag d. 18. december
Da der var
ca. 80 sømil tilbage på dag 18, besluttede vi at sætte farten ned så vi kunne komme
ind om morgenen. Det er ikke så godt at sejle ind i en helt ukendt ankerbugt
midt om natten. Det vidste sig at være en rigtig god idé, fordi da vi var ca. 4
mil fra kysten fik vi en 4 knobs nordgående strøm ind imellem nogle klippeskær
vi skulle sejle igennem. Så i stedet for at komme sejlende med bind for øjnene,
kunne vi nyde udsigten til land, til den tropiske ø Tobago, beklædt af regnskov
og se på de utallige fugle af forskellige art der fløj op over hovedet på os.
Vi har således
klaret turen på 18,5 døgn, hvor vi har sejlet for sejl på nær af kun 11 timer
for motor. Motoren fejler ikke noget, så vi er glade. Max fart på et døgn var
140 mil, som er ret meget for vores størrelse båd. Alt i alt er vi tilfredse,
fordi vinden har været jævn næsten hele tiden, en gang imellem er den blæst op,
men ikke ret længe af gangen. Vi fik ingen storm, kun et par regnbyger der
kunne sætte gang i farten, og det var kun godt!
Næsten hver dag kommer flyvefisk på afveje og lander på dækket |
Det har
været en god tur, især fordi den ikke tog så lang tid. Mik og jeg er normalt
meget aktive, har gang i et eller andet konstant, så det har til tiden været
lidt svært at holde modet oppe. Det har været varmt i båden og fordi der var
god fart på og høje bølger næsten konstant, kunne vi ikke bade så meget som vi
havde lyst til. Så mange af fores bade foregik i cockpittet med havvand hentet
i spande. Appetitten har ikke været den største i verden, så der var dage hvor
vi næsten intet har spist, med vi har sørget for at drikke godt med væske.
Søsygen har generet os en del, især i starten, de første tre dage. Derefter har
vi en gang imellem skulle tage søsygetabletter for at kunne spise og holde
maden i maven 😊.
Vi må
konstatere, at vi begge to har oplevet at kede os, ikke kunne finde ro nogen
steder fordi båden vippede så meget så ens nerver blev sat på en prøve. Til
gengæld har vi kunne finde styrke til at støtte hinanden, finde på noget at
lave så vi kunne få tiden til at gå. Vi har bl.a. læst og lyttet til adskillige
bøger, Mik har læst en hel årgang af Anders And blade (2001), vi har løst en
masse kryds og tværs og spillet Trivial Pursuit. En gang imellem så vi også
film på pc, men ikke så tit pga bådens bevægelser (man bliver søsyg af at kigge
på en skærm). Vi har sovet på skift, således at vi har delt de mørke timer i
to: Mik sov fra 19.00 til 24.00 og jeg fra 24.00 til 6.00, hvor han kunne sove
et par timer igen. Derefter kunne vi sove lidt igen i løbet dagen. Det har
været en prøvelse kun at sidde eller ligge hele tiden, så nu ved vi hvad der venter
os når vi skal sejle hjem fra Caribien om ca. 4 måneder.
Vi ligger nu
i Pirates Bay på Tobago, ved byen Charlotteville. Folk ser glade og
imødekommende ud, de hilser på en: ”hej, man, where are you from?”. Så står man
lige og sludrer et par minutter og gå videre. Regnskoven er lige ved siden af
ankerbugten og vi hører en masse lyde som ikke er kendte fra vores skove
derhjemme. Byen er lille og hyggeligt, tror ikke der er mere en 5-6 gader, men
der er en kirke, en skole, en børnehave, 2-3 restauranter, sundhedscenter med
tilhørende ambulance, politi og migrationsmyndigheder. De to sidstnævnte skulle
vi besøge da vi kom for at indklarere og det gik fint, uden problemer. Flinke
mennesker. Men selvfølgelig skulle vi opleve noget på vej i land:
Altså, vi
smider ankeret, pumper gummibåden, pakker vores ting i plastikposer (især vores
papirer og pas er vigtige) og sejler stille og rolig mod land. Der er en lille
bro man kan ligge til, men vi sejler mod stranden og beslutter os at trække
båden på land. Så sagt så gjort. Men da der var kun lige et par meter til
stranden, blev vi bogstaveligt talt skyllet på land af en bølge der fyldte
båden med vand og vi blev gennemblødte helt ned til underbukserne! Heldigvis var vores vigtigste ting pakket i
plastikposer, så de var tørre. Men Mikaels iPhone hang i hans bælte og han havde pengepungen i bukselommen. Men vores tøj,
drivende vådt, og i den mundering gik vi de 100 m til myndighederne for at
indklarere. Det var ret pinligt at stå på deres kontor med vådt hår og med
vandet dryppende langs benene 😊. Det så ud som om vi kom direkte fra
en tur i en svømmepool. Så fremover ligger vi nok til ved den lille bådebro,
der egentligt er beregnet til det.
Mikaels ting i pengepungen tog ikke skade, mens hans telefon, der hang i bæltet, havde på tidspunkt været helt under vandet, da han hoppede i for at prøve på at redde os begge i land. Så den var lidt i saltvandståger et døgns tid. Lige nu håber vi den ikke har taget varige mén, for den indeholder alle vores søkort!
Lidt billeder fra Charlotteville, hvor Blue Dane ligger for anker i Pirates Bay
Byens største supermarked |
Seaside kitchen indefra |
Seaside kitchen |
Byens affalddepot (bliver tit tømt) |
Frisk frugt!!! Endelig! |
De er ikke bange for farver! |
Flot have |
Udsigt mod Pirats Bay |
Isbutikken er lukket for i dag! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar