Afgang
fra St. Martin, onsdag d. 4.04. 2018
Sundowner inden Atlanten |
Dagen før dagen, havde vi lige et par ting der skulle klares: først, handle frugt og
andet friskt til turen. Desværre fandt vi ikke mere rugbrød på hylden over
”specielle varer” i ellers så velassorterede supermarked. Det er mærkeligt, men vi har flere gange oplevet, at hylderne bliver tomme, da næste alle produkter bliver sejlet hertil fra Europa eller USA. I flere dage har vi fx ikke kunne købe frugt, så jeg var lige ved at gå i panik over, at vi ikke kunne købe frisk frugt til turen over Atlanten. Heldigvis kom der nye forsyninger inden vi skulle sejle.
Og så skulle vi
udklarere, og det foregik på en computer i byens bådbutik. Vi sejlede en sidste
tur med en læsset gummibåd til Blue Dane, der ventede for anker i Marigot Bay.
Dagen forinden havde vi taget afsked med Lisbeth og Jørgen på Nordlys og aftalt
at ses igen i Danmark (Jørgen har lovet at holde øje med vejrudsigten og vi ringer til ham på satelittelefonen hver onsdag for en update). De skal ikke sejle hjemad endnu, så dem møder vi nok
ikke mere på vores tur.
Efter flere uger i varmt vand |
Nu manglede vi at vaske den yderst snavsede gummibåds bund, pakke den sammen og sure påhængsmotoren godt fast til søgelænderen. Hvem ved hvornår de skal i brug igen. Fra nu af tror jeg at vi kommer til at ligge mest i havn, men nu må vi se… Da vi ellers sad tilfredse med dagens indsats og med al klargøringen i hus, kom der Peter fra katamaranen Mandalay af Århus forbi og inviterede til en sundowner (mangocolada hvor han bruger mangojuice i stedet for ananas saft) på hans båd, og det kunne vi jo ikke sige nej til. Morten og Stig fra Sommervind af Strib kom også med og vi nød nogle timer sammen, inden vi sagde farvel til hinanden med ønsker om god vind, der hvor vi hver især skulle sejle hen. Det er højt sandsynligt at vi møder Sommervind på Azorerne, da de selv skulle afsted et par dage efter os.
Dag 1-5
Første dag i
søen startede vi op imod østenvinden, for motor og rebet storsejl, fordi vi
lige skulle udenom øen Anguilla, inden vi kunne falde af og sejle
for sejl alene. Efter 5 timer rullede vi genuaen ud og så var vi for alvor på
vej. Vinden kom fra øst med en styrke på 5 m/s, en styrke og en retning som var
bedre at sejle med, den gang vi krydsede Atlanten den anden vej. Nu betød det
modvind. Efter vejrudsigten skulle vinden holde både styrke og retning den første
uges tid, indtil vi kom fri (længere nordpå) af østpassaten, så sejlene og
vindroret blev sat til skæringssejlads. Mange vælger at gå helt op til Bamuda,
hvis deres båd ikke er så god på skæring, eller kræver meget vind. Livet ombord
er lidt besværliggjort af, at båden ligger meget på siden, i dette tilfælde
bagbordssiden, og de høje bølger gør, at den vipper op og ned. Det betyder at
det er svært at holde sig fast, lave mad eller fx gå på toilettet. Toilettet
ligger i styrbordside, så man skal sørge for at holde sig godt fast for ikke at
hoppe af, og åbner man det overfyldte køleskab i styrbord side, vælter der
altid lidt ekstra ud.
Sammen med
de uvante bevægelser sneg søsygen sig stille og roligt ind på os, men denne
gang var vi hurtigt ude med søsygepillerne. Men trods det, var der ikke ret
meget appetit at spore da vi nærmede os aftensmaden, så den blev vi enige om at
vente med til næste dag. Da solen gik ned ved 19- tiden gik Mikael til køjs og
jeg holdt den første vagt til kl. 24.00 hvor det var min tur til at sove. Efter tre timers søvn vågnede jeg med
migræne og blev nødt til at tage en af de stærke migrænepiller. Det vidste sig
senere, at de første tre nætter gentog historien sig. Heldigvis har jeg ikke
haft ondt i hovedet mere de sidste to døgn, og det er en befrielse.
De første 3
dage sejlede vi på skæring med en fart på små 100 mil i døgnet. På 4. dagen fik
vi lidt slæk på skøderne da vinde drejede lidt i syd og kom fra en
øst-sydøstlig retning. Det betød mere fart på skuden og en hidtidig
døgnmålsrekord på 118 mil! Det er ikke
store tal, men imod vinden, og 2m høje søer, der alle gerne vil stoppe skibet, samt
sejl der begge er rebet ned til et niveau, hvor det bliver muligt at bo på
båden, er vi godt tilfredse.
Det lykkedes
os at holde søsygen fra døren i alle 5 dage og vi spiste både havregrød til
morgenmad, lavede pasta pesto, risret med svinekød og chilli con carne til
aftensmad. På 2. dagen bagte vi endda boller. De smager bare godt mens de er
varme og med smør på!
På 5. dagen aftog
vinden lidt i styrke og det lykkedes os at tage bad på cockpitgulvet med spande
af saltvand og ferskvandsskylning som vi efterhånden har vænnet os til. Det er
dog ikke helt uden besvær, da alle ting glider rundt og vi er nødt til at sidde
på cockpitdørken for nogenlunde at holde styr på kroppens bevægelser i takt med
bølgerne. Det bliver dejligt med rigtigt brusebad på Azorerne!
Mikaels
tanker på en ensom nattevagt
Vejrkort |
Påtegnet søkort |
Så sidder
man der, i en gammel hjembygget LM32 motorsejler, d. 9. april kl. 2.00 om
natten, midt mellem Colombia og Azorerne, og keder sig bravt. Ca. 3000 km
tilbage og 8 km i timen, det kommer til at tage et par uger før vi skal lave
molemaleri i Horta på Azorene. Svag østenvind, da vi er tæt på stillebæltet
nord for passatvindene, men vi klager ikke, her er man glad, bare der er vind
nok til at fylde sejlene.
Så kan jeg lege
lidt med iPhonen.
Først en
times tid med at lytte til en lydbog, så ½time med 7-kabalen, så ½ time med
Tetris. (æggeuret ringer hver ½ time, så er det tid til udkik) Ind på
Navionics-søkortet og tegne lidt på kortet. Her er en kompasmisvisning på 10
grader, men det er telefonen ligeglad med. Må hellere lige tjekke.
Kigger man
hen over kompasset op mod nord, kan man se Polaris (Nordstjernen) i halen af
Lillebjørn (Den lille Karlsvogn). Jo, den er god nok, ca. 10 grader forskudt.
Kigger man fremad står Vædderen med den kraftige stjerne, Hamal, i skulderen og
spiller bold med Venus. Lidt svær at få øje på der bag genuaen, men det er
telefonen også ligeglad med. Når nu tlf. er ligeglad, hvorfor så ikke lige
prøve at lægge den på dørken, og se hvad der gemmer sig på den anden side af
kloden. Der er sørme Hobbel rumteleskopet.
Det er godt
nok blevet noget nemmere at være styrmand siden jeg begyndte at sejle!
Vædderen |
Hobble |
Dag
6-11
Så er vi nået halvvejs! |
Vi har stort
set hver dag lavet varm mad sidst på eftermiddagen og bagt boller ca. en gang
hver tredje dag. På den måde har vi friskt brød til når vi bliver sultne i
løbet af dagen. Normalt bager jeg ikke ret meget derhjemme, men det kan være
det kommer til at ændre sig. Ud over det friske brød, er vi blevet ret vilde
med popkorn, som også er nemt at lave i en gryde med olie og under låg. Det er
lækkert til den lille sult.
Efter den
første uge har vi kunne mærke dag for dag at det blev koldere i luften. Vi startede
med at lukke cockpitteltet helt om natten, derefter tage mere og mere tøj på,
både om dagen men især på de små timer under nattevagten. Vandtemperaturen er
kommet ned på 22 grader, og dynen er også taget i brug igen efter flere
måneder. Hver gang vi passere en længdegrad som er delelig med 15, så flytter
vi uret en time frem. Vi sejler mod nordøst så det betyder, at der bliver
længere lyst om aftenen og dermed færre mørke timer at dele mellem os i
nattevagten. De lyse nætter og årstidernes skiften har vi faktisk savnet lidt
mens vi har boltret os i sydens varme.
Midtvejspandekager |
Båden har fået hjemve! |
Jeg tror sgu den har fået hjemve!
Til forskel
fra en standard LM 32 har vores kølvægten liggende som massivt bly i de
nederste 34 cm. af kølen, og fribordet er forhøjet med 6,5 cm. Så der bliver
skovlet noget vand, når man med to rebede sejl og lidt slæk på skøderne får
vand på dækket.
JM (John
Mast) valgte at lave masten ca. 30 cm højere end originalt, da vi bad om at få
den lavet til jordomsejling, og ikke var afhængig af at skulle passe ind i en
formel til kapsejladsbanerne. Det betyder at der er lidt bedre plads ved
storskødet på førehustaget, og giver mulighed for en højtskåret
rulle/rebe-genua, uden at det går ud over sejlarealet. (passatsejl må ikke nå
ned i vandet når de er staget, og båden ruller). Vi fik dog en lille
ekstraregning på vores nye sejl fra ReasenSejl, da de åbenbart er 4 m2 større
end originale LM 32 sejl.
Natten til søndag
d. 15. april, på 11. døgn, døde vinden pludseligt. Vi har været i kontakt med
Jørgen fra Nordlys, der gennem satellittlf. kunne fortælle om hvordan vejret
ville arte sig. Så det var ikke en overraskelse da vinden blev væk, men snarere
lidt irriterende at skulle starte motoren efter 10 dage med god vind. Den
første uge gik det med at kæmpe os op gennem østpassaten, men de sidste
tre-fire døgn har vinden ændret retning og startede med en dag i syd, så en dag
med medvind (fra vest) og nu, efter en dag med vindstille, begynder den at
dreje mod nord. Så nu har vi oplevet både fartrekord og en bundrekord på 80 mil
i døgnet. Det bliver spændende at se, hvordan vinden vil arte sig i de næste dage,
men på Jørgens anbefaling holder vi os på 30 grader nord, mens vi fortsætter imod
øst, det skulle være lige mellem to stilleområder, men var vi gået nord om,
ville vi ryge ind i voldsomt vejr. På onsdag sender vi igen vores pos. til Jørgen,
der så vil nærlæse vejrudsigterne og anbefale vores fortsatte rute.
Dag
12-16
En af de flotte solnedgange |
mærkelig gopler som svider ligesom brandmand! |
Det er
blevet endnu koldere om natten, så vi er gået til strømper, sko, langærmede
bluser og lange bukser på, når vi holde udkig om natten. Det er tøj vi ikke har
haft fremme siden de kanariske øer. Men om dagen er det stadig så varmt, at vi
sidder i korte bukser og t-shirt. Vandet er kun 21 grader så nu kan vi sandelig
mærke vi er kommet nordpå.
Dag 17
Der fyldes 90 l diesel på så tanker atter er fuld Det er nemmest at gøre mens der er vindstille |
Desværre kunne
Jørgen hellere ikke give os gode nyheder, for det ser ud til at vi er havnet lige
midt i et af de berømte stillebælter, som tit dannes rundt om og syd for Azorerne.
Den gode nyhed var, at vi ikke kommer til at opleve storm, og det er også
dejligt at vide. Det var her vores nye gennakker skulle hjælpe os, men direkte
imod vinden er for meget, selv for en skærings-gennakker.
Dag 18-20
Mens der stadig var bikinivejr |
Efter tre
dage med meget lidt eller ingen vind overhovedet, fik vi en let brise natten
til mandag d. 23. Og endda med en helt ok styrke fra syd. Vi fik ellers hældt alle
vores ekstra dunke med diesel og vand på de respektive tanke, og vi var
forberedt på at skulle sejle for motor den sidste del af vores oceanpassage. Vi
regnede ud, at vi havde liiige diesel nok, så kunne vi sove roligt om natten og
livet gik rigtig fint ombord. Når vi sejler for motor i stille vejr, med
storsejlet strammet helt op, glider skibet stille og roligt gennem vandet og
man kan roligt stille en kop kaffe eller sin aftensmad fra sig på bordet, uden
fare for at den havner på dørken. Vi kunne gå rundt på dækket og nyde solen,
delfinerne der kiggede forbi i ny og næ og ikke mindst betragte den uendelighed
af vand omkring os i den mest fantastiske blå farve.
Det er godt nok blevet
koldere, især om natten, men om dagen er det stadig dejligt varmt ligesom på en
god dansk sommerdag. Ulempen er selvfølgelig, at motorlarmen ødelægger lidt
hele det idylliske billede af en lille sejlbåd der glider ubesværet på det kæmpe
ocean.
Men nu
glider vi atter for sejl i noget der ligner medvind og for forsejlet alene. Farten
er 4-5 knob så alt er som det skal være. Desværre betyder medvind også at båden
vipper ustandseligt fra side til side og det er udelukket at stille noget fra
sig og vores balancenerver bliver atter sat på prøve.
Trods alle
de forskellige sejlføringer og vind og vejr, er det lykkedes os at lave varm aftensmad
hver dag, bage brød og fordrive tiden med at få skrevet her på bloggen, lyttet
til musik eller lydbøger, læst og løst kryds og tværs.
Dag
21-22
I går aftes
opgav vi at sejle for sejl i den meget svage medvind og høje dønninger, der
gjorde at vi vippede konstant og kom meget langsomt frem. Så Tykke Berta tog
over med 1400 omdrejninger og en fart på 4-5 knob. Her til formiddag var vandet
mere fladt end i går og der var stadig en svag vind. Nu skulle genakkeren
prøves igen.
Det gik så fint at vi havde den oppe de sidste to dage inden Azorerne. Det er så dejligt at se på, når genakkeren med sine mange farver svinger lige så stille i blæsten og fører os blidt over hver eneste lille bølge på vandet. Nu er det for alvor ved at blive koldt, vi har fundet tykke sokker og jakker fra gemmerne og vi har også flyttet uret frem tre gange plus en time for sommertid, så nu er DK kun to timer foran os. Forventer landkending i morgen tidligt!! Yes!
Vind i håret og i gennakkeren |
Genakker
Hjemmefra troede
vi at vandet ligesom hjemme omkring DK, ville blive fladt når vinden bliver
svag, derfor gav vi 21.000 for en skæringsgenakker i dobbelt tykkelse, så man
ikke behøver at fare op og tage den ned hvis det blæser lidt op i løbet af
natten. Det viser sig så, at her på Nordatlanten, er der næsten altid gammel sø
og dønninger fra forskellige retninger. Når man har flere tusinder kilometer
vand til alle sider, vil der ofte være to til tre storme der alle sender bølge
og dønninger vores vej.
I stuverummet
fylder sejlet lige så meget som 6 x 20L dieseldunke, hvilket svarer til tre
døgn ekstra sejlads for motor. Vores råd til andre vil være, spar pengene og
køb dunke. Sørg samtidigt for, at man ikke skal på dæk, for at hælde dem over
på hovedtanken.
Tykke Berta |
Tykke Berta (lidt til motorkendere 😊)
Tykke Berta
er vores 4 cyl. 2000 ccm stødstangs dieselmotor med 2:1 gear. Når den er så tyk
skyldes det, at det er en ferskvandskølet stødstangsmotor med varmeveksleren på
den ene side og stødstængerne på den anden. Den er valgt fordi den ikke er så
høj som de originale 3 cyl Volvo og Bukh motorer med Z - drev. Det gav plads
til at sænke dørken i førerhuset, og den trækker ubesværet en trebladet 18X14
Volvo Penta foldepropel på fast aksel.
Horta på Azorerne - tilbage i Europa
Efter præcis 22 døgn kom Montaho do Pico med sine 2.351 meters højde i sigte. Dette er faktisk Portugals højeste bjerg og ligger på øen Pico, som er en del af de ni øer som danner øgruppen Azorerne. Efter en der føltes som den længste nattevagt, havde vi store forventninger til at se land meget tidligt om morgenen. Mik var på vagt da det blev lyst og kunne ane land mellem de lavtliggende skyer. Han ville lige fange lidt mere søvn inden landgang, så jeg nød en kop kaffe til dette syn på billedet. Delfinerne var tidligt oppe og bød os velkommen med akrobatiske spring og snart skulle vi til at gå i havn for første gang i flere uger.
I dagens anledning skiftede vi det falmede Dannebro ud med et splinternyt og jublede over den veloverståede tur som har budt på lidt af hvert men ikke på lavtryk eller storm. Så vi er meget tilfredse. Barometeret har faktisk stået konstant på "very dry", altså meget højt tryk (1040 millibar) hele vejen igennem. Det betyder klar himmel med solskin, dog lidt koldere end vi var vant til fra Caribien.
Horta på Azorerne - tilbage i Europa
Pico i solopgang |
Nyt flag på stangen |
Højtryk |
Det er nu dejligt at være i Europa igen, hvor indklareringen ved myndighederne tager to minutter og det koster ingenting. Havneafgiften er også i den billige ende, inklusiv vand og strøm ad libitum! Det er længe siden vi har oplevet det :-). Vandet skulle straks bruges til at skylle den ufattelige mængde salt der dækkede båden og gav søgelænderet en mat og rustet overflade. Derhjemme får det normalt nogle timer i 2% saltopløsning før man kommer i havn og skylle det i ferskvand. Nu har vores gelænder fået 4 måneder i 4% saltopløsning. Da vi nåede Azorerne kunne vi skovle salt af dækket, så det er nok ikke noget at sige til, at der skal pudses søgelænder mm hist og pist mens vi ligger her.
Peter´s Sports Café med sejlerflag fra hele verden |
Pico i baggrunden og sikke meget tøj man skal have på!! |