The Leeward Islands (fra Antigua til St. Martin)

Antigua, 1. marts

Montserrat med Soufriere vulkanen fra vandsiden

Igen ventede vi på roligere vindforhold og forlod Guadeloupe d. 28. februar, med kurs mod Antigua. På vejen sejlede vi forbi den bjergrige ø, Montserrat, med sin imponerede vulkan, Soufriere. Sidste gang den kom i udbrud var i 1996, og vulkanudbruddet var så slemt, at det ødelagde hovedstaden Playmouth og to tredjedele af befolkningen flygtede. Både havn og lufthavn blev tilintetgjort ved samme lejlighed, og alt det betød at øens økonomi gik nærmest i stå. Fra en befolkning på ca. 10.000 i midt ´90-erne, bor der nu knap 5.000 mennesker på øen, der har en areal på 102 km2. Montserrat er britisk oversøisk territorium, og det er også Storbritannien der støtter øen økonomisk.

Hvis vi skulle besøge øen, så var det mest for at se byruinerne efter vulkanudbruddet, men dette kan ikke lade sig gøre, da halvdelen af øen er spærret for nysgerrige turister. Derfor nøjedes vi med at beundre den majæstetiske vulkan fra vandsiden. 

Til forskel fra Montserrat, er Antigua en ældre ø, geologisk set. Den har også haft høje bjerge og vulkaner, men de er alle eroderede nu, og det højeste punkt på kun 402 m hedder Mount Obama. Den er også omgivet af koraler, som giver øen den skønne, caribiske udseende med hvide sandstrande og turkis havvand. Antigua og Barbuda danner et selvstændigt land under det britiske Commonwealth of Nations, altså en tidligere engelsk koloni, som i dag styres af egen regering. Sidste års orkan Irma (kategori 5) hærgede Barbuda, ødelagde 90 % af alle bygninger og derfor blev alle dens indbyggere evakueret til Antigua.   

English Harbour, Antigua

Tænk at ro over Atlanten i denne lille robåd 

Første dag i marts måned lagde vi til ved customs-broen på Antigua kl. 8.00 (foran myndighedernes kontor). Det tog ca. en halv time at indklarere og vi skulle igennem tre forskellige myndigheder: Customs, immigration og Port Authority. Vi fik, igen, flotte stempler i passet, flere eksemplarer af formularer med diverse info om båd, crew og de sædvanlige spørgsmål om vi har våben, kæledyr, alkohol, cigaretter m.m. om bord. Vi undrede os dog over, at de to kvinder ved toldkontoret var mere optaget af at spise (kl. var 8.00 og de havde lige åbnet) og tale med hinanden end at betjene os og de fire andre sejlere der skulle igennem proceduren. Hmmm... respekt burde gå begge veje.

Herfra sejlede vi ind i marinaen Jolly Harbour fordi det var en måned siden vi har ligget i havn og vi manglede vand. Det skulle vise sig, at vand var nærmest det eneste der manglede i denne ellers så store havn. I første omgang var vi også glade for et (næsten) varmt brusebad efter så lang tid med saltvandsbad og kun hurtige skyld i ferskvand :-).       

Caribindianere (udlånt
fra Google)

Ligesom de andre caribiske øer, havde Antigua også et Carib-navn, Waladli, som betyder noget i retningen af ”vores egen”. Før europæernes ankomst i 1491 (Columbus), var øen beboet af Arawak og senere Carib-indianerne. De kom sejlende fra vores dage Venezuela. Arawakerne var her først, men da Carib-indianerne kom, udryddede dem alle, ligesom på nogle af de andre sydligere øer. De havde nemlig bedre våben, var bedre søfolk og de brugte deres evner til at udnytte Carib-indianerne ved at gøre dem til slaver eller til endda spise dem! Når man læser om sådanne begivenheder, kan man ikke lade være med at tænke, at mennesket altid har udnyttet de svagere artsfæller. Selv dengang, hvor man padlede i små kanoer, havde man ambitioner om at erobre nyt land, ødelægge andre menneskes levevis og overtage deres ejendom. Som en sjov sidebemærkning, så hedder øl herover både Carib og Waladli 😊.

Arawak-indianerne introducerede agerbrug til Antigua, og man begyndte at dyrke blandt andet majs, søde kartofler, chilipeber, guava, tobak og bomuld. Kolonisterne har senere introduceret dem i Europa, og derfra blev de spredt til hele verden. Ligesom på alle de andre koloniserede øer, startede man sukkerproduktionen i 1674. Til at begynde med, brugte man de indfødte slaver til det, men de bukkede hurtig under de barske forhold. Derfor importerede man slaver fra Vestafrika, som vidste sig at være mere robuste og gode til at tilpasse sig klimaet.

Fra Jolly Harbour tog vi en af de lokale busser til hovedstaden St. John´s. Den lignede alle de andre større byer vi har besøgt i Caribien. Der er stor kontrast mellem de små forretninger og markedspladsen, hvor de lokale sælger deres frugt og grønt, og til det lille område med toldfrivarer foran krydstogtskibene. Her kan man købe dyre smykker, ure, parfumer og souvenirs, mens lige udenfor kan man, for 15 kr., få fem appelsiner. Man kan tydeligt se, både her og i havnene, at turismen er øens største indtjeningskilde. Især sejlads er meget udbredt på øen med op til flere havne.

Efter Jolly Harbour, ville vi opleve den sydlige del af Antigua, hvor English Harbour og Falmouth Harbour ligger nærmest side om side. Disse to havne og området omkring dem er meget berømte for deres meget store lystbådehavne hvor der er plads til superyachts i størrelsesorden større end kongeskibet Dannebrog og mindre end Storebæltsfærgerne! Vi sejlede ind i bugten ved Falmouth Harbour og kastede anker så tæt på dinghydocken som muligt. Herfra kunne vi komme omkring og se både den ene og den anden havn. English Harbour ligger meget godt beskyttet for vind og vejr, og derfor har den engelske flåde brugt den som beskyttet havn i orkansæsonen.

Superyachts i English Harbour

Antigua er en ø hvor alt muligt forskellige slags sejlere kommer til i dag og det er vores indtryk, at de store superyachts får rigtig god service og er meget velkomne. Vi som almindelig dødelige langturssejlere synes at alt ser fornemt og dyrt ud, så vi nøjes med at ligge for anker og kun går en tur på havnene og er egentlig glade for, at det ikke er os der skal vedligeholde, styre og betale for de kæmpe både. De ser fornemme ud hernede i varmen og hvor der er plads nok i havnene, men vi er nu glade og tilfredse for vores lille Lm 32 der passer bedre til vores små havne hjemme i Lillebælt.

St. Kitts and Navis – 9. marts 2018

Vulkanbjerget på Nevis, sombrerohat

Fra English Harbour på Antigua og til Banana Bay på St. Kitts er der 50 sømil og vi startede den forholdsvis lange tur lige så snart solen stod op, altså kl. 6.00. Vi havde en vind på 7 s/m lige bagfra og der var 3 m bølger. Så det føltes lidt som at sejle over Atlanten: vi gyngede fra side til side og surfede på de lange bølger.

På et tidspunkt var det som om vindroret ikke rigtig fangede båden så skarpt ned af søerne, og ved nærmere eftersyn, kunne vi se at sværdet ned i vandet var gået løst og vendte bagud. Det var tæt på panik, tænk hvis vi taber det? Vi kan på ingen måde klare os uden vindror. Straks overtog jeg styringen mens Mik kæmpede med at få vindroret op.

Vores uundværlige vindror

Det viste sig at alt var ok, og det var rorets sikkerhedssystem der selv var udløst, for det ikke skal brække, hvis vi rammer noget i vandet. Der var godt nok en del flydetang i plamager på ca. 6 m2 og vi var også sejlet over nogle fiskebøjer som vi først så da de dukkede op bag båden så det var OK roret selv reagerede.

Vindroret styrer altid, men specielt med store søer og kraftig vind lige bagfra, er det uundværligt. Hver bølge vil få båden til at skære op og lægge sig med siden til, fordi vi egentlig har for meget fart på. Det er lidt tilfældigt hvad side den trækkes til, og man kan ikke bare bremse båden.

Den elektriske selvstyrer kan slet ikke følge med under disse forhold, og det tager for lang tid at dreje vores rat fra side til side. Den eneste måde er at koble rattet fra, gribe rorpinden med begge hænder og så arbejde meget koncentreret.

Vindroret derimod reagerer på den mindste kursændring og styrer straks kontra ved det mindste udsving. Ydermere har det betydeligt bedre fat i vandet da det trækker både med hovedroret og sit eget sværd samtidig. Som et ekstra ror 2m bag hovedroret.

Atlanten til venstre og Caribiske Hav til højre

Lige før solen gik ned, kastede vi anker for natten, nåede at lave aftensmad og vi kunne sove på en lidt for urolig ankerplads, men det betyder ikke så meget mere. Vi er vant til lidt af hvert, især nu i de sidste uger har det blæst ret kraftigt. Næste morgen sejlede vi de tre timer det tager at komme til hovedbyen Basseterre, hvor vi blev nødt til at gå i havn da der var for store dønninger på ankerpladsen. Selv om vi er vant til lidt af hvert, så er det ikke særlig rart at kaste anker et sted man ligger så uroligt og hvorfra er det svært at sejle i land med den lille dinghy.

Gamle sukkerfabrik på St. Kitts

St. Kitts and Nevis er ellers to øer, der tilhører samme land. Vi valgte ikke at besøge Nevis, som ellers skulle være en meget fin ø. Den ligner lidt en sombrerohat, høj på midten og lav hen mod kysten. Det højeste punkt, Nevis Peak, er 1000 m høj og det ligger oppe i skyerne. Sommetider opbygges de mod toppen og derefter daler ned så det ligner sne. Derfra navnet som Columbus gav til øen efter en af sine yndlingskirker, Nuestra Segnora del las Nieves – Vore Frue af Sneen (lidt svært at oversætte til dansk 😉). Nevis er en lille ø med en befolkning på kun 12.000 og på trods af det høje bjerg i øens midte, er der nok plads til at dyrke den frugtbare jord, som tidligere blev brugt til sukkerplantager.

Rester fra jernbanen hvorpå man transporterede bl.a. sukker
mod øens havn 

St. Kitts er en grøn ø, med en imponerende udseende på grund af det 1200 m. høje og skyomsluttede bjergtop i midten og den tætte regnskov der dækker den. Denne skov er hjemsted for tusindvis af små afrikanske green velvet aber, der blev sejlet hertil af plantageejere som kæledyr. På Carib-sprog hed øen Liamuiga, som betyder ”fertil ø”. Columbus omdøbte den efter den samme helgen han selv blev opkaldt efter, St. Christopher (forkortet i dag til St. Kitts). I 1623 kom de første englænder til øen og dannet landets første karibiske koloni. Næsten samtidig ankom der også franskmænd og de to grupper rottede sig sammen og udryddede de 2000 Carib-indbyggere der boede på øen, for senere selv at begynde at bekæmpe hinanden. Det blev de ved med de næste 150 år, indtil St. Kitts og Nevis blev britisk efter Versailles traktaten fra 1783. Øerne led den samme skæbne som de andre caribiske øer, slaver blev sejlet hertil fra Afrika og man dyrkede sukker på store plantager. I dag blev disse omdannet til hoteller og ressortområder hvor turismen, som nu er øernes hovedindtægtskilde, blomster. Næsten dagligt ligger et til tre krydstogtskibe til og øen vrimler med vinterblege turister.

Katolsk kirke i Basseterre, St. Kitts

Basseterre, hvor vi ligger i havn i fire dage, er landets hovedstad og dens arkitektur bærer præg af både den franske og engelske kolonitid. Desværre ser mange af disse bygninger slidte ud og generelt er byen kontrastfuld. Den ene side af havneområdet er farverig og med dyre forretninger, hvor kun turisterne har råd til at handle, mens i den anden side ligger det lokale marked og gadehandlerne der sælger lidt grøntsager eller fiskere der renser og sælger fisk lige på stranden. Byen er ikke stor men dens centrum er ret intens, fordi her ligger alle forretningerne og der er en larm og et konstant mylder af mennesker. For første gang i lang tid har vi set lysregulerede vejkryds og folk har også råd til dyrere biler end på nogle af de andre øer. Der skal dog siges, at bygningerne og vejene er meget slidte og det virker som om man ikke har vedligeholdt dem siden kolonitidens afslutning i 70’erne. Efter sukkermarkedets kollaps har øerne haft svært ved at klare sig økonomisk og først nu, i de sidste 10-20 år, har de oplevet en renæssance takket være turistindustrien og frihavn status.

Amerikanske fastfood kæder finder også vej hertil

Katedralen i Basseterre

Tomme gader om søndagen

Om søndagen er byen nærmest støvsuget for mennesker, kun nogle supermarkeder har åbent og de eneste man møder i gadebilledet er taxachauffører og kirkegængere.  For religion er en vigtig del af, faktisk, hele det caribiske område. Der er rigtig mange kirker, store og små, og de dækker over forskellige kristne trosretninger. Når man går forbi kan man høre kirkegængerens sange gennem de åbne vinduer og døre. Ikke nok med det, er der radiokanaler med religiøst profil hvor prædikanter holder endeløse taler med citater fra biblen. Man går så vidt som at montere kæmpe højtalere på gaden eller ved busterminaler, hvorfra en eller andet gadeprædikant gør sig klog på biblens ord. Som regel prædikere han om dagligdagen og om guds kærlighed til menneskerne. Det lyder sommetider som en løftet pegefinger til tilhørerne. 

Saint Barthélemy (St. Barts) – 13.-15. marts 2018

St. Barts, for anker i solnedgang

St. Kitts blev den sidste af de selvstændige vestindiske øer vi skal besøge på denne tur. Fra nu af mangler vi St. Barts og St. Martin som er franske oversøiske territorier og det betyder lettere og billigere indklarering (som regel selvbetjening på en computer og 5 euro). Vi brugte de sidste østkaribiske dollars på en bustur sidste dag på St. Kitts. Fra nu af skal vi regne med euro, men det betyder også at det er dyrere at spise på restaurant eller at tage en drink på den lokale bar. Sejlturen til St. Barts tog 7 timer og vi havde næsten samme vindforhold som over Atlanten: næsten medvind (halvvind) og 2-3 m høje bølger der gjorde, at vi tog søsygepiller for at være sikre på, ikke at få det dårligt på turen. Så alt gik godt, sejlede for sejl hele vejen og nød bla synet at Statias vulkanbjerg. Vandet var krystalblåt og vindroret styrede fint, selv gennem de efterhånden kendte plamager af alger.

Svenske spor

St. Barts er en meget lille ø og der bor kun ca. 7.000 mennesker. Trods det, er der både en lille lufthavn med heftig aktivitet, industrihavn og en stor ankerplads og lystbådehavn. Det er den eneste caribiske ø hvor man ikke har brugt afrikanske slaver og hvor befolkningen er hovedsagelig hvide. Dens klima er tropisk med meget lidt regn og den har heller ikke landbrugsarealer, kun klippe eller kuperet terræn. Derfor har man ikke kunne dyrke sukkerrør og har heller ikke haft brug for arbejdskraft til det. Til gengæld har svenskerne, som ejede øen fra 1784 til 1878, brugt den som handlestation for slaver. Kongen mente, at man ikke kunne bruge øen til ret meget, men der var en god havn som kunne bruges som frihavn, og derfor nemt for franskmænd, englænder og hollænder at drage fordel af. Enhver som importerede slaver fra Afrika direkte til St. Barts, slap for at betale told. Der er ikke meget at se i dag, men der er dog svenske gadenavne og hovedstaden Gustavia er opkaldt efter kong Gustav III af Sverige. Columbus døbte øen efter sin lillebror, Bartholome.  

Havnen i Gustavia, St. Barts

Da slavehandlen sluttede, oplevede øen en stor økonomisk nedtur og mange flygtede fra øen. Svenskerne solgte den tilbage til Frankrig i 1878, men først i 1960’erne oplevede øen en sand renæssance, takket være især turisme, og her taler vi om rige turister som øen tiltrak.  I dag er St. Barts kendt for sin eksklusivitet og luksusturisme. Der er ingen arbejdsløshed eller kriminalitet og tilflytningen til øen er stor, hvilket man kan læse på boligpriserne, der er højere end på Champs-Elysée i Paris.     

For anker Anse de Columbier

Vi ankrede vores lille båd på ankerpladsen ved hovedbyen Gustavia og oplevede et par nætter hvor vippeturen kunne forveksles med en tur i tørretumbleren. To nætter var altså nok, så vi flyttede til den nordlige bugt Anse de Columbier som er noget af de smukkeste vi har set, med azurblåt hav, hvid strand og vandrestier i land. Og vandre, det gør vi lige så tit muligheden er der, både for motionens og for den flotte udsigts skyld. Bjerge og hav ved siden af hinanden giver bare en rigtig smuk kombination. Man ankre op ved mooringsbøjer fordi man prøver at bevare havbunden så uberørt som muligt til glæde for de flotte fisk og skildpadder, som vi har set mange af, men ikke har kunne fange på billeder. Øv!

Vi har ikke undervandskamera og Mik mener han ser nok fisk og koraler når ankeret skal tjekkes, bunden skal skrubbes og skruen skal poleres, samt de daglige badeturer, der altid foregår med dykkerbriller på, så vi gør ikke så meget ud af dykning som så mange andre.

St. Martin – vores sidste caribiske ø 😉

Den delte St. Martin

St. Martin er er en ø på størrelse med det halve Bornholm, sådan cirka. Den er delt i to dele, den nordlige del er fransk og den sydlige er hollandsk. Der er en sød historie (der overhovedet ikke kan kategoriseres som historisk korrekt) der forklarer, hvordan man har fundet ud af, hvor grænsen skal gå: man har sendt en franskmand med en flaske vin og en hollænder med en flaske gin fra hver sin side af øen og der hvor de mødtes skulle grænsen gå. Den franske del er en anelse større end den hollandske, og dette skyldes at gin er stærkere end vin 😊. Nå, men uanset hvad legenderne fortæller, så har øen været vigtig for hollænderne på grund af dens saltsøer. Senere har man dyrket tobak og senere sukker. Som andre steder, da sukkerproduktionen fra sukkerrørene ophørte, oplevede øen økonomisk nedtur. Man forsøgte i 1939 at rette op på økonomien ved at gøre øen total tax-free, og strategien virkede. Siden da har man oplevet økonomisk fremgang og der er gang i bl. turismen, hvor der årligt kommer en million turister til byen. Det går så godt, at man mangler arbejdskraft, og derfor har man oplevet, at fx sejlere kunne finde sig et midlertidigt arbejde her.  

Det er som sagt vores sidste caribiske ø, lidt underligt at tænke på, men nu vi er her, føles det godt. Vi har sejlet i det Caribiske hav siden juletid sidste år, og nu er det snart tid til at krydse Atlanten tilbage til Europa. Vi er både glade og mætte af caribiske oplevelser men alligevel lidt vemodige. Vi har været så heldige at besøge mange øer/lande og lære lidt hver gang, har mødt mange mennesker, både lokale og sejlere ligesom os, har delt oplevelser sammen og blevet beriget på mange måder. Men her på det sidste må vi jo nok erkende, at en snært af hjemve er begyndt at melde sig. Især fordi vi ved, at nu er det nu, at vi skal på det store ocean igen, prøve kræfter med mor natur og være på åbent hav i flere uger. Har vi savnet det? Næ, ikke rigtigt. Men vi ved vi skal og vi gøre os så klar som muligt så vi kommer godt igennem det.

Vaskeriet efter Irma

Desværre så er mødet med den sidste ø på vores tur også mødet med et ekstrem syn efter sidste efterårs hele to orkaner der har ramt St. Martin hårdt. Det er ubeskriveligt med ord, men billeder taler for sig selv. Orkanen Irma var den kraftigste nogensinde der har ramt de caribiske øer i nyere tid og her er der ikke en bil, et hus, en gade eller et træ der ikke har taget skade.

Ødelagt kirke

Livet går som bekendt videre og vi kan se at man er i gang alle vegne med at rette op på, reparere eller fjerne det der skal fjernes for at få det hele på rette kurs igen. For os sejlere er det chokerende at se alle de både der er skyllet på land eller hvis maste stikker ud af vandet alle vegne i fx Simsons Bay. Selve marinaerne er også blevet hårdt ramt, deres betonbroer er rippet op og sådan noget som vandrør og kloaksystem er blevet ødelagte. Alle katamaraner lå på hovedet og sejlbådene lagde sig på siden, tog vand ind og sank. De både der lå på land knækkede masten og fik ødelagt skrog.

Kun nogle af de utallige både der enten sank
eller mistede mast og andet under orkanen

Vi ved ikke hvor stort impact orkanen har haft på øens tidligere så blomsterne økonomi, men vi kan se, at der ikke er så mange turister, mange hoteller er ødelagte og derfor lukkede, der kommer ikke nær så mange krydstogtskibe og der lander heller ikke ret mange fly fra den ellers så berømte Princess Julianne lufthavn på den hollandske side.

Maho Beach

Maho Beach

Vi skulle selvfølgelig også prøve at opleve Maho Beach ved lufthavnen, hvor man kan mærke jetstrømmen fra store fly der starter få meter fra stranden. Jeg ville helst opleve dem lande og Mik vil stå bag én når den giver gas før den letter. Og det skal jeg love for han fik mærket suset! Samtidig med masser af sand i øjne, næse og lunger. Senere fik vi et godt råd: tag dykkerbriller på 😊. Så hvem ved, måske sejler vi dertil igen og denne gang vil jeg filme ham imens.

Jet Blast

Pas på!

ny motor

Vores lille el-motor til gummibåden har fået mange tæsk under turen. Den har været slynget rundt og ligget i saltvand mens den sad på gummibåden, fortøjet til Blue Dane på ankerpladsen. Men det værste var alligevel en gang den blev mast under en betonbro et sted på Martinique. Siden da, døde den mere og mere og lige pludselig en dag, kunne den slet ikke trække mere ☹. Mik prøvede at give den kunstig åndedræt men det holdt ikke. Efter to dage hvor vi prøvede at ro frem og tilbage, i både modvind og bølgegang, blev vi nødt til at indse, at vi ikke kan undvære en påhængsmotor. Så vi købte en 3.5 hk Nissan og nu kan vi komme hurtigere rundt. Det er dog med blødende hjerte, for vi ville helst købe en ny el-motor, men det var ikke til at få fat på herover. Personalet i bådbutikken havde aldrig hørt om sådan en før, og de flokkedes alle sammen om vores billede af den og så uforstående ud.   

En dollar vs. en euro :-)

St. Martin er på mange måde en lidt skizofren ø: den er delt i to, hver del har sin valuta, den franske del har euro og den hollandske bruger både amerikanske dollars og den gamle hollandske gylden (!). Den franske del er medlem af EU, den anden ikke. Den hollandske del taler engelsk og den franske mest fransk (der tales dog engelsk mange steder). Til fælles har de dog det lokale kreol-sprog som er en bladning af engelske, franske og afrikanske ord. For os sejlere er det vigtigt, hvis man tjekker ind på den hollandske side, skal man huske at tjekke ud inden man sejler til den franske, og der skal man selvfølgelig huske at tjekke ind igen. Ellers kan vi bare bevæge os rundt på øen som vi har lyst til. Kun hvis vi flytter båden, skal vi huske at informere myndighederne. Vi har således sejlet i den lille gummibåd fra den ene del til den andet og taget bussen fra Marigot, den franske hovedstad til Phillipsburg, den hollandske hovedstad. I butikkerne kan man betale med begge valutaer, men hvis man fx betaler med euro i den hollandske del, får man US-dollars tilbage og viceversa. Og de regner med en kurs én til én, som overhovedet ikke er helt ok, for euroen er mere værd end dollaren. 

  

Vores plan er at blive på St. Martin til ca. 1. april, hvor vi forhåbentlig kan se en god vejrudsigt med en vindstyrke og retning der kan føre os til Azorerne. Derfra er det England og den Engelske Kanal.

Dejlige franske øer og Dominica (kun en overnatning)

Dominica, Marie Galante, Les Saintes og Guadeloupe 

En helt almindelig onsdag morgen

Da vi skulle til at forlade Martinique, kiggede vi på vejrudsigten og konstaterede at det stadig blæste ret kraftigt, altså 10-12 m/s og det er så godt som hverdagskost efterhånden. Det betyder at det er svært at finde et vejrvindue med en vindstyrke på under 9 m/s, som er nogenlunde til at leve med. Hvis det var derhjemme, ville vi sige at over 5-6 m/s, så vil vi ikke sejle ud. Men nu er vi sejere, 9 m/s og 2 m bølger er piece of cake!

Sejladsen mellem Martinique og Dominicas nordligste ankerbugt ved Pourtsmouth tog os 11 timer, ligeligt fordelt mellem sejlads mellem øerne og langs Dominicas vestkyst. Sidste efterår hærgede hele to orkaner Det Caribiske Hav, og den der blev kaldt Maria førte til 18 dødsfald, store oversvømmelser, kraftige vindstød og ødelæggelsen af 90 procent af alle huse på Dominica. 

Dominicas kyst

Som langturssejler er det meget normalt at holde os á jour med forholdene på de forskellige øer vi besøger. Inden vi nåede Caribien hørte vi historier om sejlere der blev overfaldet i deres både, truet med våben eller bestjålet, men situationen er blevet bedre siden. For os var der flere ting der gjorde, at vi sprang Dominica over. For det første var det vejret: hvis vi skulle udnytte de få dage med mindre vind for at sejle videre, skulle vi fortsætte. Ellers skulle vi blive liggende på Dominica i en uges tid, og det ville vi ikke, på en ø der stadig repræsenterer en sikkerhedsrisiko for os sejlere. 

Resterne af kajen til krudstogtskibe

Vi skal tænke på at vi er langt væk hjemmefra og skal helst undgå ubehagelige oplevelser. For det andet er øen så ødelagt, at det er umuligt at nyde dens smukke natur nu. Derfor valgte vi at overnatte for anker en enkel nat, uden at gå i land. Mens vi sejlede langs kysten kunne vi se lidt af omfanget af ødelæggelserne: det så ud som om en Gulliver-lignende væsen havde barberet alle træer for deres blade, sandet var blæst væk fra strandene og der var næsten ingen fiskere langs kysten, man kunne forestille sig, at også deres joller var blevet smadret i blæsten. Havneterminalen hvor de store krydstogtskibe plejede at lægge til og mange af hotellerne var fuldstændig destruerede. Desværre betyder det, at øen ikke får ret mange turister og dermed er meget af beboernes eksistensgrundlag forsvundet.

Strand på Marie Galante

Marie Galante, Iles des Saintes og Guadeloupe er alle tre en del af Frankrigs oversøiske territorier, dvs en del af EU. Vi besøgte først Marie Galante, og det betød modvindssejlads med rigeligt høje bølger (2 m) og 10 m/s. Vi fik styret vores lyst til saltvandsprøjt og i de 6 timer sejlturen tog, snakkede vi om, hvor nemt det blive at sejle hjemme i Danmark efter vi har prøvet så meget blæst herover. Vi er også blevet så fortrolige med at kaste anker, at vi gjorde det midt i havnen da vi ankom til Grand Bourg på Marie Galante. Vandtanken var lige løbet tør og siden der ikke er nogen faciliteter i denne lille havn, blev vi nødt til at sejle frem og tilbage med den lille dinghy og fylde 20 liters vanddunke fra den eneste vandhane der befinder sig ved fiskebroen.

Sukkerfabrikken

Marie Galante er en lille ø, næsten rund og flad som en pandekage(200m), til forskel fra de fleste øer heromkring. Den er kun 15 km i diameter og dens landskab minder lidt om Fyn. Selv i hovedbyen Saint Louis gik hønsene rundt i gaderne, gederne græssede mellem folks parcelhuse og køerne tyggede drøv på de omkringliggende marker. Her på øen gik vi som sædvanligt nogle lange ture, bla. til en ruin af en sukkerplantage, hvor man kan se hvordan sukkerproduktionen foregik i 1800-tallet. 

Mølle drevet af okser

Produktionen skete ved hjælp af oksedrevende kværne der knuste sukkerrørene for at presse saften ud af dem. Saften blev kogt ind til sirup i nogle store dampgryder/kar. Det var en omstændig proces når man tænker på, at alt arbejdet var manuelt udført af slaver, lige fra at høste sukkerrørene ude i marken og til at transportere det færdige produkt ud til de skibe der sejlede sukkeret til Europa.

Orkanen Maria malet på en husmur

Sejlturen til Iles des Saintes foregik i medvind (10 m/s) og 2 m høje bølger. Det tog kun tre timer og vi kom til en lille øgruppe, nord for Dominica, som også blev ramt af orkanen Maria i september sidste år. Ødelæggelserne er ikke nær så omfattende, men vi så ødelagte skove på bjergskråningerne, træer væltede omkuld og afstumpede palmetræer på stranden. På grund af den ret så kraftige ind, lå vi meget uroligt for en mooring (fast bøje) på ankerpladsen og valgte at sejle videre næste dag.

Efter orkanen Maria, Les Saints

Vi kom til Guadeloupe d. 21. februar og er igen overraskede over hvor meget det regner i Caribien. Der er nogle dage en gang imellem, hor der kommer regnbyger hele tiden, med korte solskinspauser hvor vi skynder os ned i gummibåden for at sejle i land. Det lykkes desværre ikke hver gang at komme helt tørskoede frem. Men vi har udviklet en taktik, hvor vi pakker en vandtæt taske med vores korte bukser, sko og pung/telefoner og først når vi har fortøjet tager vi det på. Det har reddet os fra adskillige våde ladninger, enten pga regn eller saltvand (bølger).

På vej igen en tidlig morgen

For anker ved Pigeon Island, Guadeloupe

Den sommerfuglformet øgruppe Guadeloupe er dannet af to øer Basse Terre og Grand Terre. Men man skal ikke lade sig narre af navnene, fordi Basse (lav) Terre (land) er egentlig den største og den mest bjergrige af de to, mens Grand (stor) Terre (land) er den mindste. Grand Terre er geologisk ældst og dens bjerge er eroderet med tiden, mens Basse Terre har mange høje vulkanske bjerge med regnskov imellem dem. På Carib-sprog hed øen Karukera (øen med de flotte vandløb) og har en befolkning på 330.000. Der bliver stadig dyrket sukkerrør hvorfra man udvinder sukker og rom. Som en lille kuriositet, koster en flaske vin her næsten dobbelt så meget som en flaske rom! Naturen er meget smuk på grund af de høje bjerge, regnskoven, kratersøer og varme kilder, som er varme nok til at lave strøm til en mindre by. Den største turistattraktion på Basse Terre er nationalparken omkring Pigeon Island, et dykkerparadis med bla. Cousteau Underwater Park. De tre nætter vi hade for anker ved Pigeon Island har det blæst ret kraftigt, men heldigvis holdt vores anker rigtig godt.