Reflektioner inden næste oceanpassage

Om at være afsted på langfart i en båd i et år

At sejle er at leve ⛵

Det er ikke nemt at forestille sig hjemme i sofaen, en kold januaraften, hvordan det ville være at leve på en båd i et helt år. Mik og jeg har erfaring fra at have boet på båden i 6 måneder i 2000, da Karina var 4-5 år. Vi solgte huset og sejlede 4 måneder til Paris og tilbage på kanalerne. Derefter havde vi to måneder i Odense Havn, mens vi ventede på at flytte ind i et nyt hus. Det gik fint, men jeg kan huske, at det var svært med at finde legekammerater til Karina eller at finde på noget spændende at lave hver dag. Hun gik nemlig ikke i børnehaven, men Mik tog hver dag på arbejde, mens vi to piger var alene ”hjemme”.

Men nu er det noget andet. Det er kun Mik og jeg, alene i et år og virkelig langt væk hjemmefra. Man er sammen på alle tider af døgnet, man laver mad, spiser, sover, går på toilettet og i bad (læs hurtig skyller i cockpittet) på sølle 7 m2 gulvareal. Vi er tæt på hinanden i al slags vejr og al slags humør, hvis vi er søsyge, har migræne eller føler at turen over Atlanten er lige lovlig lang og man ikke gider mere… Ja, det er meget tæt, men også hyggeligt. Hvis man altså er gode venner 😊. Og det er vi. Stadigvæk.  

Tanken om at komme væk fra hverdagen er fristende for mange, og vi har taget skridtet og valgt at følge drømmen og sejle ud i det blå. Den bedste følelse er når man har sejlet længe og er ved at finde ud af, hvor man skal smide ankeret og hvor er det nu man kan komme med gummibåden i land. Det giver et sus i maven at komme til ukendt land, at mærke duftene, stemningen og menneskerne. Det er bare fantastisk at vide, at alle mulighederne er åbne, hver dag er starten på nye oplevelser og vi ikke skal tænke på at se på uret, lave planer efter kalender eller hvornår vi har fri fra arbejde. 

Og dog! At sejle fra sted til sted kræver virkelig god planlægning og, at sørge for alt går godt undervejs, kræver også en del tanker og bekymringer. En anden klog langturssejler sagde engang, at langturssejlads er 20% fornøjelse og 80% hårdt arbejde. Det er måske for meget at sige 80%, men mere 50/50 er måske mere passende. For der er mange ting der kan og går galt. Der kan fx være udstyr der går i stykker, ting som måske ikke kan skaffes ude i verden, eller der kan opstå situationer som man ikke oplever når man bor i trygge Danmark.

Der er nemlig stor forskel på, at bilen lige pludselig ikke kan starte om morgenen og på, at motoren på båden lige pludselig ikke vil mere. Man kan tage cyklen eller bussen på arbejde og bestille tid hos mekanikeren, mens der kan være lang ventetid på en reservedel og langt mellem gode mekanikere til båden. (det er bare et eksempel, for jeg har heldigvis den bedste mekaniker med 😊)

Fornøjelser er der mange af: frisk og varm luft (i hvert fald siden de Kanariske øer), godt badevand, god og anderledes mad (trods de dyre priser, især på frugt og grønt), fantastisk natur (bjerge, strande, bugte og dyreliv), dejlige (men ikke for mange) drinks (prisen igen!), nye og spændende historie fortalt af nye, spændende mennesker, sejladser hvor man kan slappe af og nyde stilheden og rolige dage, hvor man kan tænke tankerne helt til ende. For dét har jeg i hvert fald glædet mig til, inden vi tog afsted: at være i stand til at tænke en tanke helt færdig, ikke blive forstyrret af alt mulige andre tanker, som i sidste ende giver én stressede situationer. Den slags situationer har jeg bestemt ikke savnet.

Men jeg er begyndt at savne at være hjemme i huset. At gå en tur i haven og se på blomsterbedene. Er begyndt at savne at få besøg af vores børn, barnebarn, familie og venner, lige når vi har lyst til. Vi er meget impulsive, Mik og jeg, så vi glæder os efterhånden til bare at tage en tur på MC til en af havnene på Fyn og spise en is. Eller tage tandemen og cykle langs Odense Å. Ja, det er vi så småt begyndt at savne, og det føles rigtigt. Nu er vi klar til at vende skuden.