Om at miste fodfæste for en stund

Kronik bragt i Fyens Stiftstidende 

Følg din egen vej

Vi sidder, lige som så mange gange før, i stuens karnap med en varm kop kaffe og kigger ud af vinduet. Det er november måned og bladene hvirvler rundt i haven, de snurrer rundt i en underlig dans, mens regnen pisker vredt på ruderne. Efterår. Egentlig ikke så slemt, vi kender turen, vi kender cyklussen og vi resignerer, trækker os tilbage indendørs med varm kaffe og hovedet fuld af tanker. Men hvor flyver tankerne hen? Dem kan man ikke styre, så de får frit løb og kredser om noget vi, min mand og jeg har talt i årevis: at bytte hverdagen ud med sejlads på verdenshavene. Tidspunktet for denne rejse har vi altid udskudt. For hvornår er det bedst at begive sig afsted? Skal man vente på børnene flytter hjemmefra, på pensionsalderen, på det rigtige tidspunkt i forhold til arbejde eller hvad der ellers er af hensyn at tage? 

For os var det pludselig indlysende: hvis vi ikke sætter en dato lige nu, den novemberdag i karnappen, så kommer det rigtige tidspunkt bare aldrig! Den eneste ting der som regel ligger fast, når man har i tankerne at krydse Atlanten, er at man skal tage højde for orkansæsonen, som slutter i december måned. Hvis man så regner baglæns, er det passende at forlade Danmark der omkring, hvor de fleste starter deres sommerferie. Derfor blev vores afrejsedato fastlang halvandet år frem, altså sommeren 2017.

Fra den dag af, begyndte vi at planlægge, dvs. undersøge hvad vi manglede at købe ind af udstyr til båden, undersøge hvordan med at tage orlov fra arbejde, læse så meget som muligt om andre der har været afsted på langtur. Langturssejlerforeningen organiserer hver vinter en workshop weekend i Jylland hvor man kan møde andre med samme drøm, og hvor man kan udveksle erfaringer, få inspiration og tanke op med en hel masse praktikaliteter inden det store skridt. Og hvis man har været i tvivl før, så er det slut nu. Her er der kun mennesker, der deler sammen begejstring, og pludselig er man ikke alene om det, man er heller ikke den lidt mærkelige type, der har fået en fiks idé. Det er tilladt at drømme og at spørge dumt, livet er dejligt.

Nu er det sjovt, tænkte vi. Nu er det virkelig spændende at sidde og for alvor drømme om de hvide strande, det turkisblå hav og de høje palmer. Lige i de øjeblikke kan man kun forestille sig de positive ting, den evige sommer der venter der hvor smørret smelter og der er ingen grænser for, hvor fantastisk det hele kan blive. Helt langt tilbage i baghovedet lurer spørgsmål som: hvad med forsikringer, told- og myndighederkontrol (dem har vi hørt forskellige historier om) eller de mere alvorlige spørgsmål: kan vi klare flere uger i træk midt på Atlanten, er vi klar, både fysisk og psykisk til at blive afskåret fra virkeligheden? Kan vi klare flere uger i træk uden internet, TV og andre slags underholdende elementer? Og hvad med den tryghed hverdagen giver én? Eller var det nu ikke netop den tryghed vi skulle til at udfordre og træde ud af vores komfortzone for en stund?

Mange mennesker har spurgt os om, hvordan vi tør? Er der ikke mange farer derude? Hvad nu hvis vi kommer ud for en storm eller vi bliver syge på åbent hav? Statistisk set, er der meget mindre risiko for, at der sker ulykker til søs end hvis vi bare kører frem og tilbage på arbejde hver dag. Men vores forestillinger af det værste der kan ske, er stærke hos os mennesker. Så det kræver en vis portion mod og ikke mindst lyst til at springe ud i det. Hvis man kan drømme det, kan man gøre det! Det har vi måske hørt før, men det er trods alt lettere at ønske det, end det er at omsætte tanker til handling. Men for os var det overraskende nemt at tage beslutningen, og vi har hørt fra andre, at lige så snart beslutningen er taget og datoen er sat, så er der ingen vej tilbage. Det handler også om at dele beslutningen med så mange mennesker som muligt, om at sætte ord på drømmen og planerne. På den måde får man ekstra vind under vingerne og det betyder også, at hele ens mindset bliver formet stille og roligt, og til sidst bliver drømmen mere og mere virkelig.

Der er en rastløshed inde i os. Vi er i virkeligheden et par rastløse og spontane mennesker, som har smidt fortøjningerne der bandt os til land og tryghed, og begivet os afsted ud på det enorme ocean, under at ane hvad det helt ukendte kommer til at gøre ved os. Vi skulle snart finde ud af, at der er en følelse af uendelighed der tage over og overlevelsesinstinktet er med til at holde ens humør oppe, trods de meterhøje bølger, snigende søsyge og mangel på sammenhængende nattesøvn. Man føler sig så lille derude og man er virkelig afhængig af naturens kræfter. Indtil nu har sådanne ord lydt lidt hult, men nu giver de virkelig mening. En 32 fods skib er bare ekstrem lille midt i det eventyrlige blåfarvede ocean. Nætterne har aldrig været mørkere og, når der efter de første par uger på det åbne hav, bliver atter fuldmåde, en følelse af lykke spreder sig ombord. Pludselig kan man bruge nattevagten til at betragte månens genskin i vandet og til at orientere sig nogenlunde ombord. Man kan aldrig forberede sig på, hvordan det ville føles at bo på et skib, der krydser Atlanten fra Cap Verde til Tobago. Hvis man er rigtig heldig, vil turen tage ca. tre uger for vores lille båd. Så da vi kastede anker i Pirats Bay på Tobago efter 18,5 døgn, var vi nærmest berusede af glæde. Der er ingen følelse der topper denne, og det første ord vi sagde til hinanden var faktisk: Tak! Tak til hinanden, tak til vores stærke båd, der har ført os sikkert frem og tak til vejrguderne for gunstige sejlerforhold.

Morgenen er ny hver dag. Solen varmer og bølgerne skulper blødt omkring båden der ligger for anker. Den gynger blidt og vi vågner til endnu en dag, langt væk fra novemberregn og våde ruder. Vi er faktisk på den anden side af Atlanten. Vi er nået til øen Tobago i Caribien og kan ikke forstå al den lykke der er overgået os. Regnskovens lyde er med til at validere for os, at drømmen er gået i opfyldelse. Novemberregnen er skiftet ud med kraftige og varme regnskyl, der gør én gennemblødt på få minutter, for så at blive tør igen på lige så kort tid.

Min ellers så fornuftige mand er pludselig forvandlet til mine drømmes kaptajn. Man kan ikke forestille sig hjemmefra, hvordan rollefordelingen ville være på sådan en tur. Men med os var det nemt: Mikael er kaptajnen der har styr på skibet, kursen og alle de ting der kræver teknisk snilde. Jeg tager mig af planlægningen, finder nyttige informationer om de steder vi skal besøge, laver indkøbslister for oceanpassager og tryller i det lille pantry, der blandt andet sætter store krav til ens balanceevne. Vi har undervejs fundet ud af, hvor stor en hyggefølelse breder sig ombord, når man skal til at finde ting i kistebænkene, som kan trylles om til lækre måltider. For selv om man er lettere forkvalmet, er det alligevel dejligt at få noget i maven og håbe på at det bliver nede.

Der er især to ting der er vigtige når man befinder sig midt på havet: ens sikkerhed og ens behov for mad og drikke. Det lyder måske banalt, men hvis de to ting er sørget for, har man mere overskud til en hverdag der kredser omkring at holde kursen, trimme sejl, holde udkig (også om natten), underholde sig selv og hinanden med læsestof, spil, musik og lydbøger, eller simpelthen ikke gå i spåner over den ensomhed, der også sniger sig med ombord. En enkel kop kaffe kan strækkes til flere halve timer, hvor man stirrer ud i horisonten mens solen kommer op eller går ned. Hvor mange gange har man ellers haft tid til rigtigt at ”se” en solopgang? Altså følge solens bane mens den langsomt stiger op af bølgerne? Det er en enestående oplevelse, der gentager sig dag efter dag, og jeg må nok indrømme at det er især denne følelse jeg vil huske bedst, om at være vidne, igen og igen, til dagenes fødsel og nyde den særlige stilhed og ro der breder sig. Det bedste i verden er bare at have morgenvagten, lige dér, hvor natten bliver til dag, hvor kaptajnen tager en velfortjent lur efter hundevagten. Dét er bare livet indkapslet i én eneste splitsekund. Bedre endnu er den længe ventede morgen, hvor spidsen af en bjergtop dukker op i morgendisen og det viser sig, at der er land i sigte! Ubeskrivelig følelse af lykke og sikke en lettelse. Tænk at det lykkes. Tænk at vi krydsede et helt ocean. Og vi gjorde det endda begge veje. Vi turde udfordre os selv og tage chancen.

Det gamle ocean har ellers budt os på lidt af hvert: både varme, jævn passatvind, høje bølger der har gjort livet en smule vanskeligt ombord, men også på vindstille med lange, bløde dønninger, der vækkede en følelse af panik for ikke at bevæge os frem. Og til sidst, på den sidste strækning fra Azorerne mod England, har den så sandelig også vist tænder: i tre døgn har det blæst til en mindre storm, hvor kulden og regnen var med til at skabe en udbredt følelse af magtesløshed og sejlertræthed som er svært at forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. Synet at den engelske kyst var ekstra betydningsfuld. Nu var vi så godt som hjemme. For det er det, det hele handler om. Alle rejser handler om at komme hjem. Om at afslutte cirklen. Og i Den Engelske Kanal var vores cirkel fuldendt, nu kan det ikke gå helt galt.

Den sidste aften inden vi anløb hjemhavnen i Middelfart, sov vi for anker ud for Bogø. Hvordan kan man ellers afslutte sådan en rejse end ved at kaste anker, som vi har gjort det så mange gange på det år vi var væk. Den danske sommer tog rigtig varmt imod os og vandet var lige til at bade i. Vores usædvanlig rejse endte med en dansk usædvanlig sommer. Bedre kan det ikke blive og vi er de samme mennesker som før. Eller er vi? Det vil nok vise sig med tiden. Der er dog ingen tvivl om, at vores forhold til hinanden er styrket. Det er noget specielt at kaste sig ud der hvor man bogstavelig talt ikke kan bunde, og finde ud af, at man kan overleve sammen. Og det er specielt når det pludseligt føltes meget vemodigt, efter et par uger hjem, at træde ind i cockpittet og gå rundt på den lille plads, som har været vores hjem i et helt år. Hver eneste krog minder os om noget der er sket på turen og det er sørgeligt at gøre vinterklar, velvidende at der går lang tid, før vi skal sejle igen. Det har gjort det godt, vores gode gamle skib Blue Dane. Det har holdt ud, klaret strabadserne og vi er uendelig taknemmelige.

Nu er vi så tilbage i karnappen, det er forår og de små musvitter har travlt med at bygge redde lige foran vores vindue. Det kildrer i maven ved tanken om, at det snart bliver varmt nok til at sætte båden i vandet og vi tænker med nostalgi i øjnene på det øjeblik, hvor vi kastede los i Middelfart Marina i juli 2017, dengang verden ventede derude. En ting er sikkert: Der er en charme ved alle ting her i livet, årstidernes skiften, fuglenes livscyklus og bølgernes konstante dans på det uendelige hav. Så er det bare med at nyde hvert sekund og glæde sig over de konstante ting. Men det er også i den grad sundt at træde ud af hverdagens tumlerum. Det er sundt at lægge sin skæbne i naturen hænder og at miste fodfæste for en stund.