Turen fra Gran Canaria til Cap Verde

Gran Canaria til Cap Verde, d. 9. – 16. november 2017

En café med stærk wi-fi til blogopdatering

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og vi studerer nøje, igen og igen, vejrudsigter og snakker for og imod at tage af sted mod Cap Verde netop denne dag. Vi har også den mulighed om at sejle lidt langs Gran Canarias kyst og tilbringe et par dage for anker i en af de fine ankerbugter dernede. Men nu har vi ligget i havn i mere end 14 dage, som er noget af de længste vi har gjort på turen. Jeg er især meget splittet, tænker på sidste sejlads over flere døgn hvor vi fik lidt hårdt vejr og jeg vågnede med migræneanfald. Hvad nu hvis det sker igen? Og nu skal vi være på vandet i 7-8 døgn og vejrudsigten er ret blandet. Den varsler både frisk vind og høje bølger, i hvert fald de første par døgn.

Nå, men vi gik på havnekontoret for at afregne og på vej derfra besluttede vi at tage chancen og bare sejle. Kl. 10.00 smed vi fortøjningerne og tog hul på de 830 sømil til Mindelo på øen Sao Vicente, Cap Verde. En flok legesyge delfiner ønskede os god tur og den første dag gik vi for motor, da der ingen vind var. Kl. 23.30 slukkede vi motoren og rullede genuaen ud og skød en god fart på 4-5 knob. Så langt så godt. Vores rekord blev på 1., 2. og 5. døgn hvor vi sejlede døgnmål på 120 sømil, som er ganske tilfredsstillende for den størrelse båd som vores. Vores topfart ligger lidt højere, men hvis vi vil sejle over 120 mil i døgnet, skal vi sætte for meget sejlareal op, og det bliver for voldsomt. Det gør man kun hvis man for eksempel sejler kapsejlads. Vi skal jo også bo i båden (lave mad, sove, læse og gå på toilettet) og foretrækker at båden glider frit og ubesværet gennem søen. Da vi ikke skulle risikere at skulle rebe storsejlet i mørke, går vi aldrig natten i møde med storsejlet helt oppe. Altså fra nu af! Fordi, på dag 3 om eftermiddagen, da vinden lagde sig fuldstændigt, men der var stadig store søer, satte vi et stramt storsejl (for ikke at vippe for meget) og startede motoren. Midt i den efterfølgende sorte nat, uden måneskin, blæste det pludselig voldsom op til en kuling styrke, og vi burde have taget storsejlet ned, men det var ikke forsvarligt at gå på dæk i mørket, i så voldsom vind og 3 meter høj sø. Så vi sejlede alt for stærkt indtil det blev lyst og vi kunne få sejlet ned. Heldigvis sov jeg imens og da jeg spurgte Mikael om det ikke liiige var lovlig voldsomt, så sagde han: vi skal bare slappe af og nyde farten! (ca. 7 knob!). Fint, så sov jeg videre og nød at fornemme bådens fart gennem vandet. (Der er kun 1cm glasfibervæg mellem køjen og det fossende vand).

Med vinden kom der desværre også søsygen på besøg, og ud over det har jeg to gange fået migræne midt om natten. Heldigvis har jeg smertestillende piller som fjerner smerten men til gengæld gør mig træt og jeg kan sove i timevis. Når jeg har det allerværst, får jeg tanker som: oh, kunne jeg mon ikke tage en flyver hjem i næste havn og mødes med Mikael når han kommer til næste havn? Men den tanke forsvinder heldigvis når jeg får det godt igen, og bortset fra det, er jeg nok ikke den eneste der kommer igennem det samme, når det virkelig bliver hårdt på sådan en tur.  Og søsygpiller har jeg også prøvet og de hjælper godt nok på kvalmen, men til gengæld får jeg en metalagtig smag i munden, sådan så al maden smager underligt. Ja, det er ikke nemt med al den sejlads 😊.

De sidste fire dage mod Cap Verde gik med sejlads for forsejl alene og til sidst tog vi de sidste 11 timer for motor, da vinden forsvandt igen, så vi nød den sidste dag med at bade på badeplatformen, læse og lave varmt mad – bøf med løg, som blev kaldt ”land i sigte” bøf, for den var klar lige efter vi så land for første gang i 7 dage!  I alt tog det os 7 døgn og 7 timer at sejle de 830 sømil, og det er vi ganske tilfredse med. I løbet af den uge havde vi nået at udvikle en form for rutine om bord hvad søvn angår. Solen gik ned kl. 18-19, og kl. 20 gik Mik ned for at sove. Ved midnatstid byttede vi plads og jeg sov ca. 5 timer og stod op før solopgang og tog over. Om natten havde vi meget glæde af at lytte til lydbøger og om dagen, hvis vi ikke var for søsyge, kunne vi spise lidt (det blev ikke til ret meget!), læse, løse kryds og tværs, se lidt film på pc og sove.

Alt i alt var det en ok tur, hvor vi for første gang prøvede at sejle så langt på en gang og vi klarede den meget godt, både os som besætning men også båden, som vi føler mere og mere tillid til. Vi oplevede at sejle i det klareste måneskin, i dejlig solskin og sandomsvøbt sol, for det blæste ud fra Sahara med masser af flyvesand i luften.  Denne sand gør også at solnedgangene får en special rød-gul farve og båden bliver dækket med et fint gulligt lag hele vejen rundt, så selv vores snore og reb er gule alle sammen! Vandet indeholder også mere salt end i de danske farvande, så hver gang vi går en tur på båden kan vi samle flere gram saltkrystaller, og af samme grund er vi nødt til at spule båden med ferskvand når vi kommer i havnen.

Vi har ingen faste planer, men vi har aftalt at ligge i havnen så længe som vi har lyst, komme til os selv, se så meget som muligt af øen og så, når vi er trætte af at være i land, så er det tid til at tage hul på næsten tre gange så lang en tur på vandet mod Tobago i Caribien.

De første indtryk af Mindelo på Sao Vicente, Cap Verde

Gæsteflag

Vi ankom i havn kl. 17 og blev mødt af et venligt marinapersonale, fik ordnet de praktiske ting og stiftede bekendtskab med havnens flydende bar, hvor der er wi-fi (som så ændrer koden hver dag og man må betale en kop kaffe eller andet for at få den nye). Forbindelse er dog ikke ret god, men det er bedre end ingenting. Selve havneområdet er kameraovervåget og der er op til flere vagter der sørger for, at kun sejlerne kommer ind. Toilet og bad-forholdene er faktisk bedre end visse steder i Europa, hvilket er overraskende.

Gade i Mindelo med en af de mange pickups

Når man træder udenfor havneområdet, er det en anderledes verden der viser sig. Der er en skærende kontrast mellem fx en BMW-sportsvogn på den ene side og de tiggende mænd og kvinder på den anden. For at indklarere skulle vi gå til migration myndighederne og marinapolitiet. Lige udenfor disse kontorer stod ca. 50 unge mænd langs gaden, og jeg var nysgerrig nok til at spørge politimanden, hvorfor de stod der? ”For at søge arbejde, de prøver at finde et job ved porten til industrihavnen”. Det var dagarbejdere der håbede på en dags arbejde, enten på havnen, eller hvis der kom nogen i pickup for at hente billig arbejdskraft.

Mindelo down town

Cap Verde var portugisisk koloni til 1975, og der tales stadig portugisisk, som officielt sprog i skoler, parlament og andre officielle instanser. Befolkningen er meget ung (55% er under 24 år), religionen er kristen katolsk og modersmålet er creolsk, som er en kombination af det sprog som de europæiske kolonister talte og de slaver som blev bragt hertil fra Afrika. Det blev til et symbol på homogenitet og sammenhold på de 10 øer som danner denne øgruppe. Politisk og økonomisk er landet en demokratisk republik, hvis økonomi har oplevet øget vækst i de sidste mange år. 

 

Her bygger de huse ved at hejse legablokke op med håndkraft
(tag jer ikke af strandstorken med skumgummi under armen!)

Den første dag har vi brugt på at gå rundt i byen, set markedspladsen, flere små supermarkeder hvor der står mest to vagter i form af unge veltrænede mænd i mørke uniformer, mørkerøde beretter og med solbriller på. Og så har vi endelig fundet et stykke skumgummi der passer til vores hynder i cockpittet. Tænk at vi har ledt efter det siden vi forlod Danmark, og første dag her og dér var det, til en yderst favorabel pris oven i købet, og præcis i de mål vi skulle have! Det var godt nok en butik med fiskeudstyr vi ledte efter, men det er tit at man i stedet falder over noget andet. Der findes ikke en fiskeudstyrsforretning her, men det lykkedes os at finde noget 1 mm. line og nu mangler vi en ny sprutte, fordi en tun rendte med både vores sprutte og hele linen på vej hertil. Den hev så hårdt at Mik ikke engang kunne få fiskestangen op af holderen og kunne ikke bremse hjulet kraftigere. Da linen ikke var længere, sprang den. Øv! Så nu har vi en ny og kraftigere line på, men vi leder stadig efter en sprutte.

Gadesælgere 

Kirken udefra

Byens kirke hvor vi skal forbi og se om der er gudstjeneste på søndag

Der er mange både i havnen, især fordi kapsejladsen Sail the Odyssey´s mange deltagerbåde er her til d. 23. november. Ud over dem er der andre ligesom os, ikke deltagende i nogen kapsejlads, med besætninger fra hele verdenen. Lige nu er der 4 danske både, med flere på vej, så det er ganske imponerende for sådan et lille land. De fleste af de andre både er meget større end vores, og det betyder at de sejler hurtigere, så det er ganske hyggeligt når vi fx møder en svensk båd med samme størrelse som vores 😊. 

Fra Madeira til La Palma

At sejle er ikke altid en vals på bølgen blå - en kort opfølgning på sejlturen mellem Madeira og øen La Palma 

Los Gigantes på Tenerife

Jeg vågner midt om natten og opdager at månen ikke lyser op som den plejer. Himlen er sort, der er heller ingen stjerner, men til gengæld er det stille på en mærkelig måde. Jeg kan kun høre bådens indmad knirke i bølgerne, som om en usynlig elastik hiver i den fra side til side i en uendelig dans. Men der er også stilhed fordi vi sejler for sejl og vindroret styrer utrætteligt derudad. Men pludseligt kan jeg mærke mine tindinger der dunker af smerte. Nej, ikke nu! Ikke migræne lige nu, midt om natten og midt på Atlanterhavet! Der er to døgn til vi kommer i havn, så det er bare ikke belejligt! Men hvornår er migræne nogensinde kommet på et belejligt tidspunkt? Men denne gang er det bare for meget. Hele hovedet føles som en tonstung klokke, og det er som om heste galopperer bag min pande mens tunge vægte presser på mine skuldre. Jeg prøver at rejse mig fra den gyngende køje, men det hjælper i hvert fald ikke på hovedpinen. Jeg bliver svimmel og får kvalme. Hvordan skal jeg dog klare den? Jeg kan jo ikke engang holde en smertestillende pille i mig i denne tilstand. Når jeg har det sådan og jeg vågner i min seng derhjemme, står verden i det mindste stille, men nu, er det bare det værste der kunne ske. Jeg sniger mig op i cockpittet til Mikael som ligger vågen i cockpittet og holder vagt. Jeg kan ikke engang tale. Jeg bryder i gråd og fremstammer at jeg har ondt. Det er det rene elendighed. Jeg har så ondt af mig selv og føler at der ikke er nogen steder jeg kan sidde eller ligge. Hele verden roterer og vipper fra side til side: ”kan du ikke få det til at stoppe?”

Desværre er sejlads ikke kun stille bølgeskvulp, legesyge delfiner og lækker solvarme ombord. Der er dage hvor man bliver søsyg, kan ikke spise, holde sig fast eller ligge stille og sove. Men for mig er det værste hvis jeg får migræneanfald mens vi sejler og bølgerne og vinden stiger i intensitet. Det er en rigtig dårlig kombination. Når det sker, kan jeg ikke undgå at få tanker som: Hvad f… tænkte jeg på? Hvad har jeg rodet mig ud i? Var det ikke bedre at tage på en rygsæksejse med hoteller og flyturer fra sted til sted? Er det virkelig det jeg har drømt om i alle de kolde og mørke vinteraftner hjemme i stuen, mens alt det her blev planlagt? Heldigvis er vi mennesker indrettet på sådan en måde, at vi fokuserer mest på de positive ting i en given situation og vi glemmer hurtigt de dårlige. Ja, lad os håbe på, at jeg også gør det!

Tenerife og Grand Canaria, 2. november 2017

Midt i oktober måned sejlede vi de ca. 5-6 timer der er mellem La Gomera og Tenerife. Der var næsten ingen vind, så det blev til mest motorsejlads og lidt sejlads med begge sejl oppe. Vi kunne kun ane det høje bjerg Teide på grund af den tætte tåge der lå over øen. Heldigvis hjalp det lidt da vi kom tættere på. I havnen San Miguel havde vi en aftale med havnemesteren, men da det var søndag, var kontoret lukket. Sjovt hvordan der er en dobbelthed i, at myndighederne i havnen vil have at man skal indklarere lige så snart man kommer i havnen, men åbenbart ikke hvis man kommer på en søndag 😊. Det har vi prøvet flere steder her i de spanske havne, så det er ikke bare en undtagelse her. På Madeira var kontoret endda lukket både lørdag og søndag!

Udsigt fra Teide, Tenerife

San Miguel er en forholdsvis ny havn, der ligger i forbindelse med et større turistområde, hvor der især kommer folk der elsker golf eller englændere der tilbringer ferien eller ligefrem bor der. Vi mødte en ældre mand som fortalte, at de bor der officielt i 11 måneder om året 😉. De første tre dage lejede vi en scooter og kørte til Los Cristianos, Puerto Colon og Los Americas, alle sammen turiststeder som ligger i den sydlige del af øen. Ugen efter kom vores venner Lotte og Ole på besøg, da de var på ferie til Tenerife. Det var rigtig dejligt med besøg hjemmefra for at blive opdateret lidt på verdenssituationen 😊.

På tur med Ole og Lotte, Tenerife

MC- træf - savner Mik mon motorcyklen??

Puerto Mogan 

Den 24. oktober blev der tid til at sætte stævnen mod Gran Canaria, fordi børn, svigerdatter og lille barnebarn skulle komme på besøg og bo i båden sammen med os i en uge. Vejrudsigten havde dagene før været ret ugunstig pga for stærk vind i accelerationszonen, hvor bjergene accelererer vinden voldsomt op mellem øerne. Vi skulle gå på skæring (imod vinden), fra bunden af Tenerife til Puerto Mogan på Grand Canaria. 

Rebet storsejl

Selv om der kun var svag vind da vi forlod havnen, oplevede vi ca. 6 timer med kraftig vind igennem natten. Heldigvis var vi forberedte på dette, og havde allerede fra starten af, rebet storsejlet så vi ikke skulle på dæk om natten. Det vidste sig at være en rigtig god ide, for båden holdt 6 knob med rebet storsejl og forsejlet kun rullet lidt ud. Alt i alt blev det en god tur, med rigtig god fart gennem vandet og med næsten vindstille da vi så nærmede os havnen. 

Vores børn i Puerto Mogan

Vi bestilte havneplads i Puerto Mogan ca. 14 dage før ankomst, så vi fik en god plads i havnen da vi ankom. Vi er heldige at få plads i alle havne, især fordi vores båd ikke er så stor, så det er dejligt. Allerede dagen efter blev både fyldt med glade unge mennesker, og vi brugte tiden sammen på stranden, rundt i byen og også rundt på øen i en lejet bil. Desværre flyver tiden hurtigt, så en uge var hurtig forbi og nu er det igen stille i den lille båd. 

Hygge i havnen

Stor vaskedag

Vi er i begyndelsen af november, så det er snart tid til at forlade de kanariske øer og drage længere sydpå. Der er lavet en to do list så vi kan holde styr på hvad der skal gøres før afsejling mod Capo Verde øerne. Nogle af de ting er at læse op på hvordan og hvor man indklarerer på disse øer, gør båden klar og handle mad og drikke ind til et par måneder. Vi har tanket diesel på så vi har 360 liter i alt, drikkevand 330 liter  i tank og dunke plus 70 liter på flasker. Ud over det, masser af ris, pasta, diverse konserves, brødblandinger, tørgær, kiks, m.m. Dagen før handler vi frisk frugt og grønt så vi har til de første dage. Turen til Capo Verde regner vi med at tage os ca. 8 døgn, så det bliver rigtig spændende at opleve. Det eneste vi mangler er en god vejrudsigt. Lige nu er der varslet frisk vind med tilhørende
høje bølger, så vi venter lidt med at kaste los. 

Stort indkøb fra supermarked

De Kanariske øer La Palma og La Gomera – oktober 2017

Farvel Madeira!

Det er lidt mærkeligt at tænke på, at vi nu befinder os lige ud for Afrikas kyst. Vi er meget langt sydpå, så langt at dagene og nætterne er lige lange (ca. 12 timer) og nattemperaturen er over de 20 grader, mens om dagen kan den snige sig op på 30 grader. Også Atlanterhavsvandet er dejligt varmt at bade i, selv om det er nu en mærkelig følelse at ligge på stranden i sort sand. . Det sorte er kun fordi det er lava-sand, det smitter jo ikke af.

Sort strand 

Sort sand og vulkansten på stranden på La Palma

Så stor var den!!

Vi forlod Madeira d. 2. oktober med kurs mod La Palma eller Isla Bonita (den smukke ø). Turen tog et par døgn, og vejrudsigten lovede måske for god vind til sejlene med tilhørende høje bølger. Efter en time på vandet, var der bid på krogen: vi hev ombord en flot Dorado-fisk eller mahi mahi. Indtil videre har vi så fanget to Rainbow Runner på sprutten som glider i overfladen og hænger på den dyre stang og en stor, flot Dorado på den billig stang med en dybtgående blink. Vi kan endnu ikke prale af at have fanget en tun, som nogle af de andre danske både, men hvem ved?

Doradoen blev straks ordnet på cockpitgulvet, og jeg må sige, det giver noget værre blodbad og en masse opvask til bagefter. I sine bestræbelser på at vaske cockpittet, lykkedes det Mikael at tabe vores eneste pøs i de høje bølger, som efterhånden byggede sig op omkring båden.  

Fisken fylder så meget i vores lille fryser, så derfor måtte vi pakke begge stænger væk. Det er da et luksusproblem! Rent sejlmæssigt var det en god og hurtig tur, hvor vi sejlede over 5 knob i gennemsnit. Det mindre sjove var at jeg blev angrebet af et migræneanfald som gør mig lidt bekymret med hensyn til de længere ture på åbne hav der kommer i fremtiden.

Partering af fisk i cockpittet

La Palma med den store krater 

La Palma er en smuk ø, som kælenavnet også hentyder til. Geologisk er det en vulkanø som ligner en stor stenøkse fra luften. Den nordlige del er domineret af den store Caldera (krater) Taburiente, som er en af de største i verden. Calderaen er 5 km tværs over med et areal på 30 kvadratkilometer og en dybde på 2.000 m.  Den blev dannet af en skjoldvulkan på 20 kilometer i diameter, men calderaen er ikke dannet af vulkanaktivitet, men ved gradvis erosion. De højeste toppe på øen er dem rundt på den nordlige og østlige kant af calderaen og er over 2.000 m høje.  Der er faktisk eksperter der advarer om en snarlig kollaps af en af fjeldryggene på øen som kan skabe en enorm tsunami med høje bølger til følge, som kan ramme de amerikanske og europæiske kyster, med store katastrofale følger. Det er trods alt et af verdens rigtig store og stejle bjerge, når man tænker på at det står på 5 km dybt vand.

Vi tog chancen og håbede på det ikke skete den dag, og kørte med bus og derefter gik en tur omkring dette store vulkankrater og beundret både naturen, men også byer som fx El Passo, hvis omgivelser og navn godt kunne minde om en westernfilm. Til forskel fra Madeira, kører buschaufførerne mere stille og roligt, vejene er af bedre kvalitet, men priserne er stadig i den billig ende. Vi har fundet ud af, at busserne kører gennem alle småbyer og tit langs kysten og derefter oppe på de høje bjergrygge, så det er en udmærket måde at se en ny ø på.

Den dybe caldera (tak Google!)

Havnen i La Palma er nyere end andre på de kanariske øer, og selve byen Santa Cruz de La Palma har en tilpas størrelse, hverken for stor og uoverskuelig eller for lille og kedelig. Her er alt fra gode og store og små supermarkeder, tøj og skobutikker, restauranter og selve McDonald´s til hospital og tandlægeklinikker. Og hvorfor nævner jeg lige det? Fordi jeg var så ”heldig” og fik brug for en tandlæge, da kronen på en af mine implanter begyndte pludseligt at bevæge sig! Så skulle den skrues på plads igen. Men det var ikke så nemt, så jeg brugte 1,5 time i tandlægestolen og blev 90 euro lettere. Så har jeg også oplevet det 😊.

De sidste to aftner på La Palma brugte vi sammen med vores venner fra Nordlys, Lisbeth og Jørgen. Vi inviterede på fisk, tilberedt i vores Omnia ovn, som er en ovn der kan bruges på vores gasblus. Her er lidt billede af hvad vi ellers kan lave i ovnen. Mums! ! Det var da en rigtig god ide at vi gav Bjarne den ovn i fødselsdagsgave.

Æbletærte i Omnia ovn

Dorado i Omina ovn

Boller i Omina ovn

San Sebastian på La Gomera

Turen fra La Palma til den næste ø, La Gomera, tog knap 11 timer, og den klarede vi gennem en nat med måneskin, stjerneklart og hvalbesøg (er jeg sikker på, men kan ikke bevise det). La Gomera er en lille ø som byder på en meget forskelligartet natur, alt fra golde klipper til bananlunde, og med en masse vandrestier. Også denne gang tog vi bussen tværs gennem øen fra øst til vest og tilbage med hurtigfærgen som sejler fire gange stærkere end os ☹. Med den kunne vi have klaret turen over Atlanten på under en uge! 

Færgestop i Plaja Santiago

Smal handelsgade i Valle Gran Rey

Det er sjovt at opleve, at færgetrafikken mellem øerne varetages af det norske rederi Fred Olesen, og de fleste turister er tyskere. Lystbådehavnene er også meget internationale. I denne lille havn er der fx tre danske både, sammen med franske, tyske, engelske, norske, svenske, belgiske mm. og så noget så usædvanligt som Schweiz! Vi møder også mange danske både igen og igen, i forskellige havne og det er hyggeligt at opdatere hinanden om sejlturene, kommende havne, de fisk vi fanger osv. Lige nu har vi fx ikke kunne bestille en havneplads på Gran Canaria, hvor vi skal have besøg hjemmefra om et par uger. Vi må håbe vores mails og opringninger snart giver pote. Problemet er, at alle der skal over Atlanten kredser omkring Gran Canaria i øjeblikket.  

Porto Santo og Madeira, september 2017

Den 17. september forlod vi Portugal med kurs mod Porto Santo, en stenkast fra den større ø, Madeira. Vi havde provianteret til fire døgns sejlads, med alt hvad det indebærer: brød, frugt, lidt slik og ellers en plan for aftensmad ombord fire dage i træk. De første døgn havde vi rigtig dejlig vind som betød at vi havde godt med fart på, så alle var glade. Allerede første aften, mens vi var klar til at tænde navigationslysene for natten, var der bid på den ene fiskestang. 

Vi fik en rainbow runner på krogen, en meget farverige rovfisk som ikke sådan ville opgive sin tilværelse i havet. Efter vi rullede genuaen ind og gjorde klar til at får den ombord, var vi spændte på situationen, for vi har aldrig fanget fisk fra båden før. Vi havde dog fået at vide, at en smule alkohol i gælerne skulle være nok til at pacificere fisken. Så det gjorde vi! Mik var den der rensede den og så var der mad til 3 dage. Det skulle vise sig at gå mange dage, for dagen efter blev vi begge søsyge og vi spiste næsten ingenting på hele resten af turen ☹. Ikke engang digestive kiks kunne bruges, alt mad var udelukket, og det er ikke ret smart når man skal arbejde med sejl eller holde sig vågen om natten. Så vi var lidt knockoutet i to døgn, hvor nattevagterne var frygtelig lange. Heldigvis blev vi nogenlunde raske igen til den fjerde og sidste døgns sejlads, men vi var temmelig afkræftede og glædede os til at komme i land.

Puerto Santo i sigte efter 4 døgns sejlads!

Allerede før det blev lyst kunne vi ane konturen af klippeøen Porto Santo, som til forskel fra Madeira byder på en sandstrand på 7 km. Her blev det første gang jeg rigtig var ud at bade og ligge på strand. Op til flere gange. Lækkert! Mikael var også i vandet, men ikke for fornøjelsens skyld men for at rense vores skrue. Der var allerede små rur der startede med at danne en lille koloni dernede. Så nu kan vi sejle 0,5 knob stærkere ved sanne omdrejninger. Alle små hjælp tæller godt i det store regnestykke.

Det traditionelle molemaleri blandt mange andre fra hele verden

Porto Santo marina ligger ca. 15 min. fra selve byen, så vi gik turen nogle gange, endda med store indkøbsposer fra supermarkedet. Også her skyndte vi os at få vasket tøj, for det var nemlig gratis! Som det sidste inden vi sejlede videre, satte vi vores aftryk på havnemolen med et fint maleri blandt rigtig mange andre, malet af sejlere fra hele verden.

Quenta de Lordes, Madeira

Madeira har ikke så mange lystbådehavne, så det var ikke svært at vælge. Fra Porto Santo tager det tre timer til Quinta de Lordes, et stort ressort med tilhørende marina. Der er rigtig hyggeligt, men nye facilitetter og tilhørende høj pris :-). Her mødte vi, som tidligere på vores tur, den danske båd, Nordlys fra Vejle, med Jørgen og Lisbeth. Vi ankom på en søndag, så havnekontoret havde lukket, det betød at vi ikke kunne tjekke ind, vi kunne sagtens vente til mandag morgen kl. 9.00. Eller retter sagt, til når havnemesterinden mødte ved en 9.15 tiden. Vi ville ellers være de første på kontoret, så vi kunne indklarere og nå den første bus mod hovedbyen Funchal, men ak, vi er jo sydpå, så må vi vende os til de fleksible åbningstider ;-). Med bussen kom vi også, skal jeg love for! Buschaufførene arbejder åbenbart efter en meget stramt program, så det blev lidt af en oplevelse at blive kørt gennem mange stejle og smalle gader i de små byer på Madeira. 

20 pakker Digestive kiks til sejlturene

Diesel i tanken og i alle andre
beholdere 

Camara de Lobos

I Funchal kikkede vi forbi havnekontoret og reserverede en havneplads, hvortil vi sejlede et par dage senere. Det var skønt at gense alle de steder vi kunne huske fra tidligere besøg af Madeira. Vi lejede en scooter af to omgange og kørte oppe i bjergene over og under skyerne og nede i de varme dale.  

Dejligt at komme hurtigt fra A til B!

 

Får der krydsede vores vej oppe i bjergene

Portugal – d. 10. september 2017

Det er skønt her i Portugal. Det er varmt, dejlige byer med strande og feriestemning. Det er lidt anderledes end i Spanien, især sproget. Jeg elsker sprog og taler og forstår flere af slagsen, men portugisisk? Slet ikke. Eller rettere sagt, kun ganske enkelte ord. Jeg undrer mig meget over det, fordi det tilhører den latinske familie om når man nu både kan rumænsk, italiensk, fransk og lidt spansk, så skulle jo være næsten en selvfølgelig at forstå portugisisk også. Men det kan jeg ikke! Heldigvis er portugiserne meget bedre til engelsk end spanierne er. Næsten alle steder vi kommer, kan folk forstå og tale meget fint engelsk. Og dog. En dag skulle jeg til at finde en frisørsalon og blive klippet. Der er mange at vælge imellem i alle byer, men mit valg faldt på en frisørsalon ved navn ”Hollywood”. Her må de da forstå engelsk, så jeg gik ind og spurgte om de havde tid til en klip? Øøøøø eller rettere ammmmmm, de to unge damer kunne ikke engelsk. Men ved tegnsprog kunne jeg heldigvis forklare mig, at det skulle være kortere sådan og sådan. Men vent, et billede er meget bedre. Fandt straks mobilen og fandt en kort frisure på nettet. Nåååå, men selvfølgeligt kunne den ene af de to da klare med det samme. Så jeg fik både vasket, klippet og sat hår for den nette sum af 8 euro!! Alt imens de to kvinder, plus en kunde der imidlertid kom ind i salonen, snakkede løs, på portugisisk selvfølgelig, så højt og i munden på hinanden at jeg grinede indvendigt og tænkte: hold da op hvor sjovt, hjemme i DK bliver det højst til en høflighedssamtale mens man bliver klippet. Det var SÅ ærgerligt jeg ikke kunne være med i deres tilsyneladende hyggelig samtale. Eller bare hvis jeg kunne forstå Hvad de talte om 😊. Til sidst fortalte jeg, at man i DK betaler mindst 40 euro for at blive klippet. Så fik de store øjne: Crazy!! 

Livet om bord på Blue Dane

Mikael og jeg har som vane at starte med at sejle meget tidligt om morgenen. Fx kl. 6.00, før alle andre i havnen er vågne. Eller næsten alle, fordi fiskerne sejler faktisk ud af havnen før os. Og fiskere er der rigtig mange af her langs den spanske og portugisiske kyst. Sommetider sejler vi slalom mellem utallige fiskeflag af diverse former, farver og højder som havet er oversået med.

Vi elsker begge to at komme tidligt afsted, lave en kop kaffe på vej ud af havnen og sidde og nyde den samtidig med solen står op. Især hvis der er rolig vind ellers er det svært at nyde noget som helst. Man skal også passe på med al den kaffe, for det betyder at man skal på toilettet i tide og utide. Og med utide betyder i høj sø, når båden vipper fra side til side. Jeg kan lige forklare min taktik: man skynder sig at åbne døren og skynder sig ind, ellers får man den straks i hovedet med den næste bølge. Så langt så godt. Nu gælder det om at få bukserne ned med en hånd, fordi den anden skal man bruge til at holde sig fast med. Hvis man ikke er hurtig nok til at sætte sig ned på toilettet, skal den næste bølge nok sørge for det! Når man sidder der, skulle man tro at alt er ok. Men nej, jeg kan roligt sige, at det er bedst at holde sig fast, igen, med den ene eller denne gang med begge hænder. Der er to håndtager til formålet monteret på væggen. Godt. Nu skal bukserne jo op igen, og det er ikke nemt. Det skal gøres hurtigt, selvfølgelig med en hånd, og samtidig med at man spænder i sine benmuskler for at holde balancen. Nu kan man ånde lettet op og skynde sig ud før en større bølge ville gøre det umuligt at komme sikkert ud igen. Nå, når alt det er sagt, så er det den nemme udgave som gælder mig personligt. Det er en helt anden historie når Mik skal derud, for han er jo næsten lige så stor som hele rummet 😊.

Hvis man så bliver sulten på sådan en tur med urolig sø, så er det bedste at være ekstrem hurtig til at åbne køleskabet, tage det ud man skal bruge og lukke det igen mens båden vipper til den rigtige sidde. Hvis ikke, ligger alle ting og triller ned på dørken, og det er tæt på umuligt at fange det hele og sætte det i køleskabet igen. Men øvelse gør mester!

Mens vi sejler har vi selvstyre på, i form af vindror eller elektrisk selvstyre. Det betyder at vi kan gøre hvad vi vil mens båden styrer sig selv: løse kryds og tværs, læse, høre radio/musik, fiske, sove, spise m.m. samtidig med at vi holder øje med kurs, fiskebøger, delfiner og øvrig trafik. Om vi keder os? Nej, ikke rigtigt. Når man ved at nu skal man sejle i så og så mange timer, så er man forberedt på det og når der er et par timer tilbage, glæder man sig til at komme i havn og se hvor man er, hvordan er byen og hvad kan man opleve af spændende ting. Før vi kan gå rundt og se os omkring, skal vi forbi havnekontoret og indklarere, dvs. at vi skal vise vores skibspapirer, forsikring og pas. Derefter får vi anvist en plads (nogen steder finder vi den selv). Alt det (inklusiv havnepenge!) slipper vi for, hvis vi ligger for anker. Når vi så skal videre, forbereder vi os på næste stræk, finder ud af hvad vi har lyst til at opleve, lægger en kurs og en rute, finder info om stedet og så er vi klar til næste etape. 

Portugal og lidt mere Galicien og Rias – 1. september 2017

Vi har sejlet i de spanske Rias i Galitien i næsten tre uger og nu er vi på vej til Portugal. Vi har prøvet at ligge i hyggelige små havne, i lidt større havne, men også for anker ved spændende og anderledes bugte og øer. Man kan ikke sige hvilken rias (fjord) er den bedste eller hyggeligste. Alle har deres charme og forskelligheder, men vi kan godt se, at jo længere sydpå vi kommer, jo større byer og jo flere indbyggere langs disse estuarer, som de så rigtigt hedder på dansk. Den største by, Vigo, har ca. 300.000 indbyggere og er Galitiens hovedby. Vi er som regel ikke så vilde med at sejle i havne i de store byer, det hele virker utrolig overvældende, der er langt til alting og hyggen forsvinder. Derfor valgte vi at overnatte i byen lige over for Vigo, Cangas, en nat for anker og en i den der vidste sig at være en meget larmede havn, fordi den forvandlede sig til et enormt Tivoli i løbet af aftenen og natten! Sikke et spektakel vi faldt i søvn til, først efter kl. 01.00! En af dagene tog vi så en lille færge ind til Vigo for at undersøge den gamle by lidt. Ligesom med anden offentlig transport, så var færgen meget billig, altså 4,40 euro for en returbillet per person.

Lille færge til Vigo

Glimt fra de mange markeder

Drinks hvor der altid følger lidt forskelligt Tapas til. (3,5 euro!)

Ankerpladsen ved Ria de Arousa og dens utallige fiskebåde.

Alt godt fra havet til frokost 16 euro incl. drinks. Når vi har overnattet 6 gange for anker og hver gang sparret ca 20 euro, trænger vi til at blive forkælet lidt :o)

Der er ikke ret meget udsigt til venstre :-D når BabyDane skal transporteres 

Efter vi har søsat vores gummibåd, har vi kunne besøge nye steder, overnatte for anker mange gange og komme ind på stranden eller i byer uden havn. Det er nyt for os at lade den lille fortøjet til en trappe eller på sandstranden uden opsyn. 

Kopi af Pinta i Bayona

Mirela som kaptajn på Pinta 

Torsdag d. 31. august sejlede vi til Bayona, den by hvortil Columbus kom tilbage til Europa med skibet Pinta, efter hans første tur over Atlanten i 1492. Her i havnen er der en kopi af karavellen Pinta og man kan besøge den og danne sig et indtryk af størrelsen og datidens måde at indrette sejlskibe på. Det er rent guf hvis man er historie og sejladsinteresseret som os 😊.

Herfra gik turen til Portugal fredag d. 1 september, hvor vi fik nordenvind så vi kunne glide i medvind langs kysten. Dejligt at den fremherskende vind på denne tid af året kommer fra nord. Vi surfede afsted med 6-7 knob og vi så delfiner igen. Første stop i Portugal blev Viana do Castelo, en lille hyggelig by med små gader, markedsplads og bjergbane til udsigtspunktet Santa Luzia, hvorfra kunne vi se både Atlanterhavet og floden Limas udmunding. 

Hjemmefra har vi bundmalet vandlinjen 8 cm. højere op. I den side vi har vores vandtanke, er det dog ikke nok, så der kommer begroning på de par cm. der ikke er dækket af bundmaling. Her i floden Lima hjælper fiskene med at rense linje lidt. Vi tror desværre det er multer, der bare sutter på algerne og ikke spiser planterne.

Når bloggen skal opdateres og der ikke er wi-fi i havnen, må vi "låne" lidt net fra den lokale restaurant.